Kristi lære

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

I Kirken i dag er fastsættelsen af Kristi lære eller rettelsen af lærdomsmæssige afvigelser ligesom i fordums tid et spørgsmål om guddommelig åbenbaring til de personer, som Herren udstyrer med apostolsk myndighed.

Lad os give udtryk for vores store taknemlighed og kærlighed til søster Beck, søster Allred og søster Thompson og Hjælpeforeningens hovedbestyrelse.

Vi har på det sidste set en voksende offentlig interesse for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lære. Det er noget, vi byder velkommen, for vores grundlæggende opgave er trods alt at undervise i Jesu Kristi evangelium, hans lære, i hele verden (se Matt 28:19–20; L&P 112:28). Men vi må indrømme, at der har været og stadig er nogen forvirring om vores lære og om, hvordan den blev lagt fast. Det er det emne, som jeg ønsker at tale om i dag.

Frelseren forkyndte sine lærdomme i tidernes midte, og hans apostle kæmpede voldsomt for at beskytte dem mod en byge af falske traditioner og filosofier. Brevene i Det Nye Testamente omtaler mange tilfælde, som viser, at et alvorligt og udbredt frafald allerede var i gang på apostlenes tid.¹

De efterfølgende århundreder blev nu og da oplyst af stråler af evangelisk lys, indtil genoprettelsens storslåede daggry brød frem i det 19. århundrede, og Kristi evangelium, fuldstændigt og i sin helhed, atter fandtes på jorden. Denne storslåede dag begyndte, da Gud Faderen og hans elskede Søn, Jesus Kristus, i »en lyssøjle … stærkere end solens glans« (JS-H 1:16), viste sig for drengen Joseph Smith og indledte det, der blev en sand flodbølge af åbenbaringer sammenkædet med guddommelig magt og myndighed.

I disse åbenbaringer finder vi det, der kan betegnes som den centrale lære i Jesu Kristi Kirke, der atter er oprettet på jorden. Jesus definerede selv denne lære med disse ord nedskrevet i Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus:

»Dette er min lære, og det er den lære, som Faderen har givet mig; og jeg aflægger vidnesbyrd om Faderen, og Faderen aflægger vidnesbyrd om mig, og Helligånden aflægger vidnesbyrd om Faderen og mig; og jeg aflægger vidnesbyrd om, at Faderen befaler alle mennesker overalt at omvende sig og tro på mig.

Og den, der tror på mig og bliver døbt, han skal blive frelst; og det er dem, der skal arve Guds rige.

Og den, der ikke tror på mig og ikke bliver døbt, skal blive fordømt.

… og den, der tror på mig, tror også på Faderen; og for ham vil Faderen aflægge vidnesbyrd om mig, for han vil besøge ham med ild og med Helligånden …

Sandelig, sandelig siger jeg til jer, at dette er min lære, og den, der bygger på den, bygger på min klippe, og helvedes porte skal ikke få magt over dem« (3 Ne 11:32–35, 39).

Dette er vores budskab, klippen hvorpå vi bygger, grundvolden for alt andet i Kirken. Ligesom alt, der kommer fra vor himmelske Fader og hans elskede Søn, er denne lære ren, den er tydelig, den er let at forstå – selv for et barn. Med glade hjerter indbyder vi alle til at tage imod den.

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tror vi »på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (TA 1:9). Det vil sige, at selv om der er meget, som vi endnu ikke ved eller forstår, så er de sandheder og lærdomme, som vi har modtaget, kommet og vil fortsat komme gennem guddommelig åbenbaring. I nogle trosretninger gør teologer krav på lige så stor myndighed til at forkynde som det kirkelige hierarki, og spørgsmål om læresætninger kan blive en kamp på meninger mellem dem. Nogle støtter sig til de store økumeniske råd i middelalderen og deres trosbekendelser. Andre lægger primært vægt på argumentationen fra de teologer, der kom efter apostlene, eller på fortolkning og udlægning af Bibelen. Vi værdsætter også forskning, der styrker forståelse, men i Kirken i dag er fastsættelsen af Kristi lære eller rettelsen af lærdomsmæssige afvigelser ligesom i fordums tid et spørgsmål om guddommelig åbenbaring til de personer, som Herren udstyrer med apostolsk myndighed.²

I 1954 forklarede præsident J. Reuben Clark jun., der på det tidspunkt var rådgiver i Det Første Præsidentskab, hvordan læresætninger bliver kundgjort i Kirken og den meget fremtrædende rolle, som Kirkens præsident har. Han udtalte om medlemmerne af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum: »Vi bør huske på, at nogle af generalautoriteterne har fået tildelt en særlig kaldelse; de besidder en særlig gave; de bliver opretholdt som profeter, seere og åbenbarere, hvilket giver dem en særlig åndelig begavelse i forbindelse med deres undervisning af mennesker. De har retten, magten og myndigheden til at forkynde Guds sind og vilje til hans folk kun underlagt Kirkens præsidents overordnede myndighed og magt. De andre generalautoriteter får ikke denne særlige åndelige begavelse og myndighed i forbindelse med deres undervisning; de har en deraf følgende begrænsning, og denne begrænsning af deres kraft og myndighed i undervisning gælder enhver anden leder og medlem af Kirken, for ingen af dem er åndeligt begavet som profet, seer og åbenbarer. Endvidere, som det lige blev sagt, har Kirkens præsident en større og særlig åndelig begavelse på dette område, for han er profeten, seeren og åbenbareren for hele Kirken.«³

Hvordan åbenbarer Frelseren sin vilje og lære til profeter, seere og åbenbarere? Han kan handle via budbringere eller i egen person. Han kan tale med sin egen stemme eller med Helligåndens stemme, en kommunikation fra Ånd til ånd, der kan udtrykkes i ord eller i følelser, der bibringer en forståelse, som ord ikke kan udtrykke (se 1 Ne 17:45; L&P 9:8). Han kan selv tale til sine tjenere enkeltvis, eller når de sidder i råd (se 3 Ne 27:1–8).

Jeg citerer to eksempler fra Det Nye Testamente. Det første var en åbenbaring rettet til kirkens overhoved. I begyndelsen af Apostlenes Gerninger ser vi, at Kristi apostle kun forkyndte evangeliets budskab til jøder, idet de fulgte mønstret i Jesu forkyndelse (se Matt 15:24), men i Herrens tidsplan var tiden nu kommet til en ændring. I Joppe havde Peter en drøm, som han fik vist tre gange. Han så mange forskellige dyr på »en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden« (ApG 10:11) fra himlen, og han blev befalet: »Slagt og spis« (ApG 10:13). Peter var modvillig, for i hvert fald nogle af dyrene var »urene« under moseloven, og Peter havde aldrig brudt befalingen om ikke at spise den slags. Alligevel sagde røsten i Peters drøm til ham: »Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt« (ApG 10:15).

Betydningen af denne drøm blev tydelig, da adskillige mænd sendt fra den romerske officer Cornelius straks efter ankom til Peters logi med en anmodning om, at han kom med og underviste deres herre. Cornelius havde samlet en betragtelig gruppe af slægtninge og venner, og da Peter fandt, at de ivrigt ventede på at modtage hans budskab, sagde han:

»Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent …

Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen,

men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed« (ApG 10:28, 34–35; se også v. 17–24).

»Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet.

Og de troende af jødisk herkomst … undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger

… Da tog Peter til orde:

Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?« (ApG 10:44–47).

Med denne oplevelse og åbenbaring til Peter ændrede Herren kirkens praksis og åbenbarede en mere fuldstændig forståelse af læren for sine disciple. Og således blev forkyndelsen af evangeliet udvidet til at omfatte hele menneskeheden.

Vi finder senere i Apostlenes Gerninger et andet relateret eksempel, der viser, hvordan åbenbaring om læresætninger kan komme i forbindelse med et råd. Der opstod uenighed om, hvorvidt omskærelse, der var et krav i moseloven, skulle overføres som en befaling i evangeliet og i Kristi kirke (se ApG 15:1, 5). »Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag« (ApG 15:6). Vores optegnelse om dette råd er bestemt mangelfuld, men vi får at vide, at »efter megen diskussion« (ApG 15:7) rejste seniorapostlen Peter sig og fortalte, hvad Helligånden havde bekræftet for ham. Han mindede rådet om, at da man begyndte at forkynde evangeliet til de uomskårne hedninger i Cornelius’ hjem, modtog de Helligånden, ligesom de omskårne jødiske konvertitter havde. Gud, sagde han, »har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen.

Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære?

Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de« (ApG 15:9–11; se også v. 8).

Derefter talte Paulus, Barnabas og måske andre for at støtte Peters erklæring, Jakob foreslog, at afgørelsen blev iværksat ved et brev til kirken, og rådet var forenet »i enighed« (ApG 15:25; se også v. 12–23). I brevet, der bekendtgjorde apostlenes beslutning, sagde de: »For Helligånden og vi har besluttet« (ApG 15:28) eller med andre ord, denne beslutning kom ved guddommelig åbenbaring gennem Helligånden.

Vi følger de samme mønstre i Jesu Kristi genoprettede kirke i dag. Kirkens præsident kan bekendtgøre eller fortolke læresætninger baseret på åbenbaring til ham (se fx L&P 138). Lærdomsmæssige udlægninger kan også komme gennem det forenede råd bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum (se fx Officiel erklæring 2). Rådets overvejelser vil ofte omfatte en afvejning af den kanoniserede hellige skrift, Kirkens lederes belæringer og tidligere skik og brug. Men i sidste ende, ligesom i kirken på Det Nye Testamentes tid, er målet ikke almindelig konsensus blandt rådets medlemmer, men åbenbaring fra Gud. Det er en proces, der involverer både fornuft og tro for at opnå Herrens sind og vilje.⁴

Samtidig bør man også huske, at ikke hver eneste udtalelse fra en kirkeleder før eller nu nødvendigvis udgør en læresætning. Det er almindeligt forstået i Kirken, at en udtalelse fra én leder én enkelt gang ofte repræsenterer en personlig, men velovervejet, mening, som ikke var tænkt som en officiel eller bindende udtalelse for hele Kirken. Profeten Joseph Smith har sagt, »at en profet kun var profet, når han handlede som sådan.«⁵ Præsident Clark, der tidligere blev citeret, har bemærket:

»Som illustration heraf har jeg en enkel historie, som min far fortalte mig som dreng. Jeg ved ikke med hvilken myndighed, men den illustrerer dette. Hans historie gik på, at bror Brigham i den lidt ophidsede tid forud for Johnstons hærs komme ved et morgenmøde holdt en tale til folket, som var gennemsyret af trods mod den kommende hær, hvori han erklærede sin hensigt om at modstå dem og drive dem tilbage. Ved mødet om eftermiddagen rejste han sig og sagde, at Brigham Young havde talt om formiddagen, men at Herren nu ville tale. Han holdt derpå en tale, hvor budskabet var det helt modsatte af formiddagstalens …

Kirken vil ved Helligåndens vidnesbyrd blandt medlemmerne vide, om brødrene, der giver udtryk for deres betragtninger, er tilskyndet af Helligånden, og med tiden vil denne viden blive tilkendegivet.«⁶

Profeten Joseph Smith bekræftede Frelserens centrale rolle i vores lære med én afgørende sætning: »De fundamentale principper og grundsætninger i vor religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«⁷ Joseph Smiths vidnesbyrd om Jesus er, at han lever, for han så ham, »ja, ved Guds højre hånd; og [han] hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne« (L&P 76:23; se også v. 22). Jeg opfordrer alle, som hører eller læser denne tale, om gennem bøn og skriftstudium at søge det samme vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelige karakter, hans forsoning og opstandelse. Acceptér hans lære ved at omvende jer, blive døbt, modtage Helligåndsgaven og derefter hele livet følge lovene og pagterne i Jesu Kristi evangelium.

Vi skal snart fejre påske, og jeg giver udtryk for mit eget vidnesbyrd om, at Jesus af Nazaret var og er Guds Søn, de gamle profetiers Messias. Han er Kristus, som led i Getsemane, døde på korset, blev begravet, og som virkelig opstod igen på tredjedagen. Han er den opstandne Herre, gennem hvem vi alle skal opstå, og gennem hvem alle, der vil, kan blive forløst og ophøjet i hans himmerige. Dette er vores lære, som bekræfter alle tidligere vidnesbyrd om Jesus Kristus, og på ny er forkyndt for vor tid. I Jesu Kristi navn. Amen.