Profeternes vision for Hjælpeforeningen: Tro, Familie, Tjeneste

Julie B. Beck

Netop afløst som Hjælpeforeningens hovedpræsident

Tro, familie og tjeneste – disse tre enkle ord er blevet et udtryk for profeternes vision for søstre i Kirken.

De sidste par år har jeg følt mig tilskyndet til ofte at tale om Hjælpeforeningen – dens formål og kvaliteter,¹ værdien af dens historie² samt dens arbejde og samarbejde med biskopper og Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer.³ Det synes nu vigtigt at koncentrere en vis opmærksomhed om profeternes vision for Hjælpeforeningen.⁴

Præcis som Herrens profeter bestandig har undervist ældster og højpræster om deres formål og pligter, har de fortalt om deres vision for Hjælpeforeningens søstre. Ifølge deres råd står det klart, at Hjælpeforeningens formål er at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke hjem og familie og finde og hjælpe de trængende. Tro, familie og tjeneste – disse tre enkle ord er blevet et udtryk for profeternes vision for søstre i Kirken.

Lige siden genoprettelsens dage har profeter givet udtryk for deres vision om stærke, trofaste og målbevidste kvinder, der forstår deres evige værdi og hensigt. Da profeten Joseph Smith stiftede Hjælpeforeningen, bød han dens første præsident at »præsidere over denne forening med at tage vare på de fattige – betjene dem i forhold til deres behov og tage sig af denne forenings forskellige anliggender«.⁵ Han så organisationen som »en udvalgt forening, som adskiller sig fra alle verdens onder«.⁶

Brigham Young, Kirkens anden præsident, instruerede sine rådgivere og De Tolv Apostles Kvorum om at anvise biskopperne i at »lad[e] søstrene organisere Den Kvindelige Hjælpeforening i de forskellige menigheder«. Han tilføjede: »Nogle kan synes, at dette er en uvæsentlig ting, men det er det ikke.«⁷

Senere sagde præsident Joseph F. Smith, at modsat verdens organisationer, som »er ›skabt af mænd eller kvinder‹, er Hjælpeforeningen ›guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, guddommeligt indstiftet og guddommeligt forordnet af Gud‹«.⁸ Præsident Joseph F. Smith fortalte søstrene, at »de har fået magt og myndighed til at udføre ganske mange ting«.⁹ Han sagde: »I er medlem af verdens største kvindeorganisation, en organisation, som er en livsvigtig del af Guds rige, og som er bestemt til og virker således, at den hjælper sine trofaste medlemmer til at opnå evigt liv i vor Faders rige.«¹⁰

En omfattende indflydelsessfære

Hvert år bliver hundredtusinder af kvinder og unge piger en del af denne stadigt større »kreds af søstre«.¹¹ Derefter beholder hver søster, hvor end hun bor, og hvor end hun tjener, sit medlemskab og sin forbindelse til Hjælpeforeningen.¹² Takket være dens betydning har Det Første Præsidentskab udtrykt deres ønske om, at unge piger begynder deres bekendtskab med Hjælpeforeningen, et godt stykke tid før de fylder 18 år.¹³

Hjælpeforeningen er ikke et program. Den er en officiel del af Herrens kirke, der er »guddommeligt indstiftet af Gud« til at undervise, styrke og inspirere søstre angående deres formål med hensyn til tro, familie og tjeneste. Hjælpeforeningen er en levevis for sidste dages hellige kvinder, og dens indflydelse rækker meget længere ud end en søndagsklasse eller en social sammenkomst. Den følger de kvindelige disciples eksempel, som tjente med Herren Jesus Kristus og hans apostle i den oprindelige kirke.¹⁴ Vi er blevet undervist i, at »det er ligeså meget en kvindes pligt at tilegne sig de dyder, der næres i Hjælpeforeningen, som det er mændenes pligt at bygge deres liv på de karaktertræk, der næres i præstedømmet«.¹⁵

Da profeten Joseph Smith organiserede Hjælpeforeningen, underviste han søstrene i, at de skulle »hjælpe de fattige« og »frelse sjæle«.¹⁶ I deres opgave med at »frelse sjæle« blev søstrene bemyndigede til at organisere og deltage i en omfattende indflydelsessfære. Den første hjælpeforeningspræsident blev indsat til at udlægge skrifterne, og Hjælpeforeningen har stadig et væsentligt undervisningsansvar i Herrens kirke. Da Joseph Smith fortalte søstrene, at oprettelsen af Hjælpeforeningen ville forberede dem på »præstedømmets privilegier, velsignelser og gaver«,¹⁷ blev Herrens arbejde med frelse åbnet for dem. At frelse sjæle indebærer at fortælle om evangeliet og tage del i missioneringen. Det indebærer at komme i templet og at udføre slægtsforskning. Det indebærer at gøre alt, hvad der er muligt, for at blive åndeligt og timeligt selvhjulpne.

Ældste John A. Widtsoe sagde, at Hjælpeforeningen tilbyder »afhjælpning af fattigdom, afhjælpning af sygdom, afhjælpning af tvivl, afhjælpning af uvidenhed – afhjælpning af alt det, der hindrer en kvindes glæde og udvikling. Hvilket storslået hverv!«¹⁸

Præsident Boyd K. Packer har sammenlignet Hjælpeforeningen med en »beskyttende mur«.¹⁹ Ansvaret for at beskytte søstrene og deres familie øger betydningen af besøgslæreres omsorg og betjening, og det viser vores villighed til at huske vore pagter med Herren. Som dem, der »betjene[r] de trængende og plagede,« arbejder vi sammen i harmoni med biskopperne for at varetage de helliges timelige og åndelige behov.²⁰

Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Der er mange søstre, der lever i klude – åndelige klude. De har ret til strålende rober, åndelige rober … Det er jeres privilegium at gå ind i hjemmene og udskifte kludene med rober.«²¹ Præsident Harold B. Lee delte denne holdning. Han sagde: »Kan I ikke se, hvorfor Herren har pålagt … Hjælpeforeningen at besøge disse hjem? For udover Mesteren selv er der ingen andre i Kirken, der har en mere kærlig føling og en mere fuldendt forståelse for disse personers hjerte og tilværelse.«²²

Præsident Joseph F. Smith advarede Hjælpeforeningens søstre og deres ledere ved at sige, at han ikke ønskede »at se det tidspunkt, hvor vore hjælpeforeninger følger eller blander sig og mister deres egen identitet ved at forene sig med … disse kvindeskabte organisationer«. Han forventede, at søstrene »led[t]e verden og især verdens kvinder i alt, hvad der er rosværdigt, alt hvad der er guddommeligt, alt hvad der er opløftende og som forædler menneskenes børn«.²³ Hans råd understreger opfordringen om at fjerne alle traditioner, emner, modefænomener og tendenser og i stedet indføre skikke, der er i overensstemmelse med Hjælpeforeningens formål.

Ledere, der søger åbenbaring, kan sikre, at hvert møde, lektion, klasse, aktivitet og indsats i Hjælpeforeningen opfylder de formål, hvormed den er organiseret. Det sociale samvær, venskab og enighed, vi ønsker, vil blive de livsalige følger af at tjene sammen med Herren i hans værk.

Opfyldelse af profeternes vision

Præsident Thomas S. Monson og hans rådgivere har for nylig vidnet om, »at Herren har gengivet evangeliets fylde gennem profeten Joseph Smith, og at Hjælpeforeningen er en vigtig del af genoprettelsen.« Som et bevis på Det Første Præsidentskabs ønske om, at Hjælpeforeningens »herlige arv« må bevares, har de for nylig på verdensplan udgivet og distribueret Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke. I dette hæfte kan vi finde fremgangsmåder og eksempler på søstre og brødre, der arbejder side om side i familien og i Kirken, og vi kan lære principper om, hvem vi er, hvad vi tror på, og hvad vi bør beskytte. Vi er blevet opmuntret af Det Første Præsidentskab til at studere dette vigtige hæfte og »give plads til, at dets tidløse sandheder og inspirerende eksempler kan påvirke [vores] tilværelse«.²⁴

Efterhånden som søstrene lever mere i overensstemmelse med Hjælpeforeningens formål, vil profeternes vision blive opfyldt. Præsident Kimball har sagt: »Der ligger en kraft i den organisation (Hjælpeforeningen), som endnu ikke fuldt ud er blevet udøvet, til at styrke Zions hjem og opbygge Guds rige – og det vil ikke ske, før både søstrene og præstedømmet forstår Hjælpeforeningens vældige muligheder.«²⁵ Han profeterede, at »meget af den store vækst, som kommer til Kirken i de sidste dage, kommer, fordi mange af de gode kvinder, der findes i verden (som ofte besidder … en indre sans for det åndelige), bliver tiltrukket af Kirken i stort antal. Dette vil ske i det omfang, at kvinderne i Kirken … ses som noget særligt og anderledes – på en god måde – i forhold til kvinder af verden.«²⁶

Jeg er taknemlig for profeternes vision med hensyn til Hjælpeforeningen. Jeg er ligesom præsident Gordon B. Hinckley »overbevist om, at der ikke findes nogen organisation, som overhovedet kan sammenlignes med Hjælpeforeningen i denne kirke«.²⁷ Det er nu vores ansvar at leve i overensstemmelse med profeternes vision for Hjælpeforeningen, når vi søger at øge vores tro, styrke familien og yde hjælp.

Jeg slutter af med præsident Lorenzo Snows ord: »Hjælpeforeningens fremtid er lovende. Efterhånden som Kirken vokser, bliver dens virkefelt tilsvarende større, og den har en endnu stærkere positiv indflydelse, end den har haft i forgangne tider.«²⁸ Til søstre, der medvirker til at fremme Guds rige, har han sagt: »Eftersom I har taget del i disse anstrengelser, tager I visselig del i værkets sejr og i den ophøjelse og herlighed, som Herren giver til sine trofaste børn.«²⁹ Denne vision bærer jeg også vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.