Særlige lektier
Ældste Ronald A. Rasband
De Halvfjerds’ Præsidium
Det er mit håb og min bøn, at vi fortsat vil bære vore byrder ædelt og række ud til dem omkring os, der lider.
De sidste 20 måneder har vores familie været velsignet med det privilegium at have en helt særlig baby.
Lille Paxton, vores barnebarn, blev født med en meget sjælden kromosommangel, en genetisk sygdom, der bogstavelig talt kendetegner ham som én ud af flere hundrede millioner mennesker. For vores datter og hendes mand begyndte en ukendt og livsændrende rejse, da Paxton blev født. Denne oplevelse er blevet en smeltedigel, hvor de lærer særlige lektier, der knytter sig til evigheden.
Den gode ældste Russell M. Nelson, som lige har talt til os, har udtalt:
»Af som regel ukendte årsager fødes nogle børn med fysiske begrænsninger. Dele af deres legeme kan være deforme. Legemets reguleringssystemer kan være ude af balance. Og alle legemer er underkastet sygdom og død. Ikke desto mindre er det fysiske legeme en uvurderlig gave …
Det kræver ikke et fuldkomment legeme at opnå guddommelig tilskikkelse. Faktisk bor nogle af de dejligste ånder i de svageste legemer …
Med tiden kommer den stund, hvor ›ånden og legemet atter [skal] blive genforenet i deres fuldkomne form; både lem og led skal blive bragt tilbage til deres rette skikkelse‹ (Alma 12:43). Da skal vi, takket være Jesu Kristi forsoning, blive fuldkommengjort i ham.«1
Alle jer med udfordringer, bekymringer, skuffelser eller hjertesorg på grund af en person, I elsker, skal vide dette: Med uendelig kærlighed og evig barmhjertighed elsker Gud, vor himmelske Fader, de plagede, og han elsker jer!
Nogle mennesker spørger måske, når de møder megen lidelse, hvordan kan Gud den Almægtige lade dette ske? Og derefter det tilsyneladende uundgåelige spørgsmål, hvorfor sker dette for mig? Hvorfor skal vi opleve sygdom og omstændigheder, der invaliderer eller kalder dyrebare familiemedlemmer tidligt hjem eller lader dem lide med smerter i årevis? Hvorfor denne hjertesorg?
Under sådanne omstændigheder kan vi vende os mod den store plan for lykke, som er skabt af vor himmelske Fader. Da den plan blev præsenteret i forudtilværelsen, fik den os alle til at råbe af fryd.2 Sagt meget enkelt er dette liv vores oplæring til evig ophøjelse, og den proces er ensbetydende med prøver og prøvelser. Sådan har det altid været, og ingen går fri.
At kunne stole på Guds vilje er en vigtig del af vores liv på jorden. Med tro på ham drages vi mod kraften i Kristi forsoning i de tider, hvor spørgsmålene er mange og svarene få.
Efter sin opstandelse, da vor Frelser, Jesus Kristus, besøgte det amerikanske fastland, rakte han ud til alle med denne invitation:
»Har I nogen blandt jer, som er syge? Bring dem herhen. Har I nogen, der er lamme eller blinde eller halte eller vanføre eller spedalske, eller som er krøblinger, eller som er døve, eller som er plaget på anden måde? Bring dem herhen, og jeg vil helbrede dem, for jeg har medfølelse med jer; mit indre er fyldt af barmhjertighed …
Og det skete, at da han således havde talt, kom hele mængden, alle som én, frem med deres syge og deres plagede og deres lamme og med deres blinde og med deres stumme og med alle dem, der på en eller anden måde var plaget; og han helbredte dem hver og en, efterhånden som de blev ført frem for ham.«3
Vi kan finde stor styrke i ordene: »Hele mængden … [kom] frem« – alle, brødre og søstre. Vi møder alle prøvelser. Og så kommer sætningen: »Der på en eller anden måde var plaget.« Det kan vi alle identificere os med, ikke sandt?
Kort tid efter at dyrebare Paxton blev født, vidste vi, at vor himmelske Fader ville velsigne os og lære os nogle særlige lektier. Da hans far og jeg lagde vore hænder på hans lille hoved ved den første af mange præstedømmevelsignelser, kom ordene fra det 9. kapitel i Johannesevangeliet til mig: »For at Guds gerninger skal åbenbares på ham.«4
Guds gerninger er absolut blevet åbenbaret gennem Paxton.
Vi lærer tålmodighed, tro og taknemlighed gennem tjenestens balsam, utallige meget følelsesladede timer, tårer af medfølelse, bønnerne og udtryk for kærlighed til dem, vi elsker, som har brug for det, især Paxton og hans forældre.
Præsident James E. Faust, der var min stavspræsident, da jeg var dreng, har sagt: »Jeg har megen anerkendelse til overs for de forældre, som tålmodigt bærer og overvinder deres angst og sorg for et barn, der er født med eller har udviklet et alvorligt mentalt eller fysisk handicap. En sådan angst varer ofte ved dag efter dag, uden lindring for forældrene eller deres barn gennem hele livet. Ofte må forældre yde utrolig megen omsorg, dag og nat, uafbrudt. Mange mødre har haft smerter i armene og i hjertet lige til deres dages ende, mens de har trøstet og lindret lidelserne for deres særlige barn.«5
Som beskrevet i Mosijas Bog har vi været vidne til Frelserens rene kærlighed til Paxtons familie. En kærlighed, der er tilgængelig for alle: »Og se, det skete, at de byrder, der blev lagt på Alma og hans brødre, blev gjort lette; ja, Herren styrkede dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje.«6
En aften på et tidligt tidspunkt i Paxtons liv var vi på intensivafdelingen for nyfødte på det vidunderlige Primary Children’s Medical Center i Salt Lake City i Utah, og vi forundredes over den pligtopfyldende og udelte opmærksomhed, som Paxton fik af læger, sygeplejersker og andet personale. Jeg spurgte min datter, hvordan vi dog nogen sinde skulle kunne betale for det og kom med et gæt på, hvad prisen ville være. En læge, der stod i nærheden, sagde, at det var »alt for lavt,« og at lille Paxtons behandling ville koste betydeligt mere, end jeg gættede på. Vi erfarede, at en stor del af udgiften for behandlingen på dette sygehus bliver dækket af andres generøse gaver i form af tid og økonomiske bidrag. Hans ord gjorde mig ydmyg, da jeg tænkte på værdien af denne lille sjæl for dem, der så omhyggeligt tog sig af ham.
Jeg blev mindet om et kendt missionærskriftsted, der fik en helt ny betydning: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne.«7
Jeg græd, da jeg tænkte på den uendelige kærlighed, som vor himmelske Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus, har til os hver især, idet jeg på en meget stærk måde lærte, hvad en sjæl er værd for Gud både fysisk og åndeligt.
Paxtons familie har lært, at de er omgivet af utallige himmelske og jordiske tjenende engle. Nogle er lige så stille listet ind, når der var brug for det, og lige så stille listet ud igen. Andre har stået ved hoveddøren med mad, ordnet vasketøjet, hentet hans søskende, kommet med opmuntrende ord og især bedt for Paxton. Derfor har vi lært endnu en særlig lektie: Hvis man støder på nogle, der er ved at drukne, spørger man så, om de har brug for hjælp – eller er det bedre bare at hoppe i og redde dem fra det dybe vand? Tilbuddet, selvom det ofte er velmenende: »Lad mig vide, om jeg kan hjælpe« er faktisk slet ikke nogen hjælp.
Vi lærer fortsat vigtigheden af at være opmærksomme og interesserede i dem omkring os og ikke blot vigtigheden af at hjælpe, men også den overvældende glæde der kommer af at hjælpe andre.
Den gode præsident Thomas S. Monson, der er sådan et pragtfuldt eksempel på at opløfte de nedtrykte, har sagt: »Gud velsigner alle, der stræber efter at være sin broders vogter, der giver for at fjerne smerte, og der med alt det gode, de besidder i sig, stræber efter at skabe en bedre verden. Har I bemærket, at sådan en person har et bredere smil? De er mere selvsikre. De har en aura omkring sig af tilfredshed og tilfredsstillelse … for ingen kan hjælpe andre uden selv at blive rigt velsignet.«8
Selvom vi oplever prøvelser, modgang, handicap, hjertesorg og alle slags trængsler, vil vor omsorgsfulde og kærlige Frelser altid være der for os. Han har lovet:
»Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer …
Min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«9
Hvor er vi vor Fader i himlen taknemlig for vores lille kæmpe, Paxton. Gennem ham har Herren vist os sine gerninger og underviser os fortsat i disse værdifulde, hellige og særlige lektier.
Jeg vil gerne afslutte med ordene fra en elsket salme:Modigt må vi kæmpe,indtil striden er endt,kæmpe os frem, kæmpe os frem,lønnen hist os venter, om vi den har fortjent,
Når vi til vor Fader kommer hjem.10
Brødre og søstre, det er mit håb og min bøn, at vi fortsat vil bære vore byrder ædelt og række ud til dem omkring os, der lider og har brug for at blive opløftet og opmuntret. Må vi alle takke Gud for hans velsignelser og forny vores forpligtelse til vor Fader i himlen om ydmygt at tjene hans børn. I Jesu Kristi navn. Amen.