Lukas 23:33-46; Johannes 19:26-30
Frelserens medfølelse på korset
De ord, Jesus ytrede, mens han hang på korset, viser hans karakter og guddommelige egenskaber. Når I studerer, så søg at øge jeres ønske om at blive mere som Jesus Kristus, når I lærer af hans eksempel, da han blev korsfæstet.
Se efter andre
Tænk over følgende spørgsmål: Viser I ofte medfølelse med andre? Hvorfor eller hvorfor ikke?
I denne lektion får I mulighed for at studere Frelserens eksempel på at række ud til andre selv under hans smertefulde oplevelse på korset. Når I studerer Frelserens eksempel, så søg Helligåndens vejledning som hjælp til at ønske at blive mere som ham.
Oplevelser før og under korsfæstelsen
Husk Frelserens oplevelser før og under hans korsfæstelse:
-
Han led for verdens synder i Getsemane (se Luk 22:39-44).
-
Han blev forrådt af Judas og forladt af sine apostle (se Mark 14:43-50).
-
Han blev anklaget, pisket og spyttet på af jødiske ledere (se Matt 26:57-68).
-
Han blev udspurgt af både Pilatus og Herodes og blev hånet af Herodes og hans soldater (Luk 23:1-24).
-
Han blev brutalt slået og pisket af romerske soldater (se Matt 27:26-31).
-
Han bar sit kors i hvert fald en del af vejen til Golgata (se Joh 19:16-17).
-
Han fik nagler slået igennem sine hænder og fødder og blev korsfæstet mellem to tyve (se Luk 23:33; se også Joh 20:25).
-
Han hang på korset (se Matt 27:45-50; Mark 15:25).
Tænk over, hvordan disse begivenheder påvirker jeres følelser over for Frelseren, og hvad han udholdt for jer. Læs følgende skriftsteder, som indeholder udtalelser, som Frelseren kom med, mens han var på korset. Find sandheder om Jesus Kristus i hans udtalelser, og skriv dem i jeres studiebog.
-
Lukas 23:33-34. Frelseren udtalte disse ord om de soldater, der korsfæstede ham (se Joseph Smith Oversættelse af dette vers i Lukas 23:34, fodnote c i den engelske SDH-oversættelse af Bibelen).
-
Lukas 23:39-43. Disse vers beskriver, hvad de tyve, der blev korsfæstet sammen med Frelseren, sagde, og hvordan Frelseren svarede. (Bemærk, at profeten Joseph Smith belærte om, at når Frelseren henviste til, at tyven skulle være sammen med ham i paradis, underviste han ham om, at »jeg vil være med dig i åndeverdenen & vil undervise dig eller besvare dine spørgsmål« [»Discourse, 11 June 1843–A, som rapporteret af Wilford Woodruff«, s. 44 josephsmithpapers.org]).
-
Joh 19:26-27. Disse vers beskriver, hvad Frelseren sagde til sin mor, Maria, og apostlen Johannes.
Frelseren tænkte ikke kun på de romerske soldater, tyvene og sin mor, mens han led på korset. Præsident Russell M. Nelson belærte om endnu en måde, hvorpå Frelseren fokuserede på andre, mens han var i smerte.
Som det gælder i alt, er Jesus Kristus vores ultimative forbillede, ›som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset‹ [Hebr 12:2]. Tænk engang! For at udholde det mest uudholdelige nogen nogensinde har været udsat for her på jorden, havde vor Frelser fokus på glæde!
Og hvad var det for en glæde, der ventede ham? Den omfattede helt sikkert glæden ved at rense, helbrede og styrke os; glæden ved at betale for synden for alle dem, der ville omvende sig; glæden ved at gøre det muligt for os at vende hjem – rene og værdige – for at leve med vore himmelske Forældre og familier.
(se Russell M. Nelson, »Glæde og åndelig overlevelse«, Liahona, nov. 2016, s. 82-83)
-
Hvad fokuserede Frelseren på, mens han led for os?
-
Hvad lærte præsident Nelson jer om Frelserens ønsker for jer?
Tænk et øjeblik over sandheden i, at mens Frelseren var på korset, fokuserede han på jer og glæden ved at hjælpe jer med at vende tilbage til vor himmelske Fader.
-
Hvilken forskel kan det betyde i jeres liv at forstå denne sandhed? Hvorfor kan denne viden gøre en stor forskel for jer?
Hvis det vil hjælpe at se et eksempel, så se »Elsk hinanden, som han har elsket os«, der findes på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 3:22 til 7:54.
Søg Helligåndens inspiration ved at tænke over Frelserens eksempel, og hvad I har følt i dag. Find ud af, hvordan I kan blive mere som Jesus Kristus, når I viser kærlighed og medfølelse til andre, selv under jeres egne udfordringer. Nedskriv derefter disse måder i jeres studiebog. Gennemgå den liste, I lavede, og vælg bønsomt en af de måder, hvorpå I kan blive mere som Jesus Kristus. Find det i jeres dagbogsoptegnelse. Bed og se efter muligheder for at følge op på denne handling.
»Det er fuldbragt«
Da Frelseren havde lidt adskillige timer på korset, udtalte han sine sidste ord.
Læs Johannes 19:28-30 og Lukas 23:46. Markér Frelserens sidste udtalelser i jordelivet.
-
Hvad kan disse udtalelser hjælpe os til at forstå om Frelseren og hans mission?
Ligesom Frelseren kan vi færdiggøre det, som Faderen ønsker, at vi gør i vores liv. Husk dette, når I søger at følge op på det, I besluttede jer for at anvende i dag.
Valgfrit: Vil I lære mere?
Johannes 19:27. Hvad kan vi lære af Frelserens udtalelse: »Dér er din mor«?
Vi kan følge Jesu Kristi eksempel, når vi stræber efter at genkende, elske og tage os af vores mødre. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har hyldet retskafne mødre og sammenlignet deres kærlighed med Frelserens kærlighed.
Se videoen »Dér er din mor«, der findes på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 0:20 til 2:53.
Hvordan former det at hjælpe andre, selv når vi kæmper, hvem vi bliver?
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:
Karakter afsløres … i evnen til at mærke andres lidelse, når vi selv lider, i evnen til at opdage andres sult, når vi er sultne, og i evnen til at række ud og vise barmhjertighed for andres åndelige smerte, når vi er midt i vores egen åndelige nød. Således udvises karakter ved at se og række udad, når den naturlige og instinktive reaktion ellers er at være selvoptaget og se indad. Hvis en sådan evne virkelig er det højeste mål for moralsk karakter, så er verdens Frelser det fuldkomne eksempel på en sådan konsekvent og barmhjertig karakter.
(David A. Bednar, »The Character of Christ« [foredrag på Brigham Young University–Idaho, 25. jan. 2003], byui.edu)
Hvilke velsignelser kan der komme, når vi tjener andre, når tingene er svære for os?
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt:
Vi må være opmærksomme på andres trængsler og prøve at hjælpe dem. Det vil specielt være svært, når vi selv bliver hårdt prøvet. Men vi vil opdage, at når vi løfter hinandens byrder, bare en lille smule, bliver vores ryg stærkere og vi fornemmer et lys i mørket.
(Henry B. Eyring, »Prøvet, påvist og poleret«, Liahona, nov. 2020, s. 98)