Matthæus 16:13-18
»Du er Kristus«
Jesus spurgte sine disciple, hvem andre mennesker troede, at han var, og hvad apostlene selv troede om ham. Peter reagerede ved at bære sit vidnesbyrd om, at Jesus var Kristus, som han modtog ved åbenbaring gennem Helligånden. Denne lektion kan hjælpe dig med at forstå og føle vigtigheden af at modtage et vidnesbyrd om Jesus Kristus fra vor himmelske Fader gennem Helligånden.
At tale med Frelseren
Forestil dig, at du og et par nære venner får lejlighed til at tale med Frelseren Jesus Kristus.
-
Hvordan tror du, det må have været at tale med Frelseren?
-
Hvis han spurgte dig, hvad folk i dag tænker eller siger om ham, hvad ville du så sige?
Læs Matthæus 16:13-14 for at se, hvordan hans disciple besvarede et lignende spørgsmål.
Læs og markér Frelserens næste, og mere personlige spørgsmål, der findes i Matthæus 16:15 . Skriv i din studiebog, hvordan du ville svare, hvis Frelseren stillede dig dette spørgsmål.
Mens du fortsætter med at studere denne lektion, så tænk over, hvad du har gjort eller kunne gøre for at få eller styrke dit vidnesbyrd om Frelseren.
Skrifterne har kun optegnet apostlen Peters svar på Frelserens spørgsmål.
Læs Matthæus 16:16 , og markér, hvordan Peter svarede.
-
Hvad betyder det, at Jesus er »Kristus«?
-
Hvad betyder det, at han er »den levende Guds Søn«?
Hvis du har brug for hjælp til at besvare disse spørgsmål, kan du slå op på » Jesus Kristus « og » Salvede « i Guide til skrifterne.
Overvej at markere Matthæus 16:17 for at huske på, at Frelseren fortalte Peter, at han var »salig« på grund af sit vidnesbyrd.
Gennemgå følgende scenarier og identificer, hvordan et vidnesbyrd om Jesus Kristus kan være en velsignelse i disse scenarier.
-
Du kæmper med en tilstand eller sygdom, der begrænser din fysiske aktivitet
-
Du bliver meget velhavende eller meget fattig
-
Du føler dig overset eller føler, at du ikke hører til
-
Du mister en af dine nærmeste
-
Hvordan kunne dine reaktioner på disse omstændigheder være anderledes, hvis du ikke havde et vidnesbyrd om Jesus Kristus?
-
Hvilke oplevelser har du eller nogen, du kender, haft, hvor et vidnesbyrd om Jesus Kristus var gavnligt?
Vidnesbyrd
Forestil dig, at nogen sagde til dig: »Det er dejligt, at Peter har et vidnesbyrd, men nu kan han være hos Frelseren hver dag. Hvordan kan jeg få et vidnesbyrd om Jesus Kristus uden nogensinde at være sammen med ham?« Når du studerer dette afsnit af lektionen, så tænk over, hvordan du ville reagere.
Læs Matthæus 16:17 , og søg efter en sandhed om, hvordan vi modtager et vidnesbyrd om Jesus Kristus.
-
Hvilken sandhed fandt du om, hvordan du modtager et vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Du har muligvis identificeret en sandhed, der ligner følgende: Et vidnesbyrd om Jesus Kristus kommer ved åbenbaring fra vor himmelske Fader.
-
Hvorfor er det vigtigt at vide, at vor himmelske Fader er kilden til åbenbaring?
-
Hvorfor vil vor himmelske Fader gerne åbenbare sandheden om Jesus Kristus for os?
Vidnesbyrdet om Jesus Kristus, der kommer fra Faderen, åbenbares gennem Helligånden (se 1 Kor 12:3). Præsident Russell M. Nelson har sagt:
Den vigtigste sandhed, Helligånden nogensinde vil vidne for jer om, er, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn.
(Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 96)
Husk, at et vidnesbyrd om Jesus Kristus er meget personligt og forskelligt for os alle.
Skriv i din studiebog, hvilket af følgende der bedst beskriver dine følelser:
-
Jeg har modtaget et vidnesbyrd om Jesus Kristus gennem Helligånden, men ønsker at det skal være stærkere.
-
Jeg føler ikke, at jeg har modtaget et vidnesbyrd om Jesus Kristus gennem Helligånden.
-
Mit vidnesbyrd om Jesus Kristus er så stærkt, som jeg vil have det.
-
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg behøver et vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Husk, hvorhenne du føler, at du er med dit eget vidnesbyrd om Jesus Kristus, mens du udfører en eller flere af følgende aktiviteter. En måde, hvorpå vi modtager åbenbaring fra Helligånden, er gennem tanker og følelser. Vær opmærksom på de tanker og følelser, der hjælper dig med at ønske, få eller styrke dit vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Aktivitet A: Hvad kan vi gøre for at få eller styrke vores vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Lav en liste over nogle af de handlinger, du tror og føler, du kan udføre for at få eller styrke dit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Du kan måske føje mere til din liste ved at tænke på oplevelser, Peter havde med Frelseren i Det Nye Testamente. Gennemgå f.eks. Lukas 5:1-11 og Matthæus 14:22-33 . Identificer de valg, som Peter foretog i de situationer, der kan have påvirket hans vidnesbyrd om Jesus Kristus. Søg Helligåndens vejledning, mens du skriver ned, hvordan du kan træffe lignende valg. Overvej, hvordan Peters oplevelser viser vigtigheden af at have et vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Aktivitet B: Hvordan fik en person, du har tillid til, sit vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Ring eller send sms eller en e-mail til en forælder, et familiemedlem eller en betroet ven. Bed dem om at fortælle, hvordan de fik deres vidnesbyrd om Jesus Kristus, og hvorfor det er vigtigt for dem. Spørg om, hvilke handlinger de følte var mest nyttige i forbindelse med at opnå dette vidnesbyrd. Vær opmærksom på de indtryk, du føler i forhold til, hvordan du kan følge deres eksempel.
Aktivitet C: Hvor kan jeg lære mere om at få et vidnesbyrd om Jesus Kristus gennem Helligånden?
Læs eller se en del af talen »Byg en fæstning af åndelighed og beskyttelse«, af ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum (Liahona, maj 2019, s. 107-110), og se efter indsigt i, hvordan og hvorfor man kan søge et vidnesbyrd gennem Helligånden.
-
Hvad tænkte og følte du, da du læste talen eller så videoen?
-
Hvor kan du ellers søge efter flere erfaringer og oplysninger om vidnesbyrd om Jesus Kristus gennem Helligånden?
-
Hvorfor er det vigtigt at blive ved med at vokse og styrke dit vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans gengivne evangelium?
1. Gør følgende i din studiebog:
Tænk på en person, der kan have gavn af det, du har lært. Skriv et kort brev til dem, hvor du forklarer, hvad du har lært, som kan gavne dem. Overvej at dele dit vidnesbyrd om Jesus Kristus, og hvordan du fik vidnesbyrdet.
Når du er færdig med dit brev, så hold en pause og lyt efter tilskyndelser fra Helligånden om, hvad du må gøre for at opnå eller styrke dit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Skriv de indtryk, du får, ned i din studiebog, og lav en plan for at handle på dem.
Valgfrit: Vil du lære mere?
Hvordan kan jeg opnå et vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Hvordan kan jeg styrke mit vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Præsident Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident, har delt denne indsigt:
Er vores vidnesbyrd bygget på Jesus Kristus og hans evangeliums klippefaste grundvold? Når livets storme presser sig på, søger vi da febrilsk hjælp i en gør det selv-bog eller på et internetopslag? Når vi tager os tid til at opbygge og styrke vores kundskab og vidnesbyrd om Jesus Kristus, afkaster det rigeligt med renter i tider med prøvelser og modgang. Dagligt at læse i skriften og overveje de levende profeters ord, forpligte sig til oprigtig, personlig bøn, opmærksomt nyde nadveren hver uge og tjene, som Frelseren ville, er hver især enkle ting, som bliver byggeklodser i en glædesfyldt tilværelse.
(Jean B. Bingham, »Så jeres glæde må blive fuldkommen«, Liahona, nov. 2017, s. 87)
Hvor vigtigt er det at leve ud fra et vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:
Afsnit 76 i Lære og Pagter gør det klart, at det at være »tapre i vidnesbyrdet om Jesus« [ L&P 76:79 ] er den enkle og afgørende prøve mellem dem, der arver det celestiale riges velsignelser, og dem, der kommer i det lavere terrestriale rige. For at være tapre må vi fokusere på Jesu Kristi kraft og hans sonoffer for at overvinde død og – gennem vores omvendelse – blive renset for synd, og vi må følge Kristi lære. Vi har også brug for lyset og kundskaben om Frelserens liv og lære til at vejlede os på pagtsstien, herunder templets hellige ordinancer. Vi må være standhaftige i Kristus, tage for os af hans ord og holde ud til enden.
(Quentin L. Cook, »Tapre i Jesu vidnesbyrd«, Liahona, nov. 2016, s. 43)
Hvad er den klippe, som Jesus sagde, at han ville bygge sin kirke på?
Da Frelseren lærte Peter om åbenbaring brugte han et ordspil med Peters navn og sagde til Simon: »Du er Peter [Petros], og på den klippe [petra] vil jeg bygge min kirke« ( Matt 16:18). Det græske ord petros betyder en isoleret, lille klippe eller sten. Det græske ord petra kan også betyde »en sten«, men udover det, kan det henvise til stenet jord, grundfjeld eller en stor samling af klippestykker. Af disse ord kan vi lære, at det ikke var på Peter som et menneske, at Kirken skulle bygges, men på åbenbarelsens grundfjeld.