1 Og det skete, at jeg talte til mine brødre og sagde: Lad os igen drage op til Jerusalem, og lad os være trofaste i at holde Herrens befalinger, for se, han er mægtigere end hele jorden, hvorfor så ikke også mægtigere end Laban og hans halvtreds, ja, eller selv end hans ti tusinder?

2 Lad os derfor drage derop; lad os være stærke ligesom Moses, for han talte i sandhed til vandene i Det Røde Hav, og de delte sig til den ene og til den anden side, og vore fædre kom igennem ud af fangenskab på tør grund, og Faraos hære fulgte efter og druknede i vandene i Det Røde Hav.

3 Se nu, I ved, at dette er sandt, og I ved også, at en engel har talt til jer; hvorledes kan I da tvivle? Lad os drage derop; Herren er i stand til at udfri os, ligesom vore fædre, og til at slå Laban ihjel, ligesom egypterne.

4 Se, da jeg havde talt disse ord, var de stadig vrede og fortsatte med at murre; alligevel fulgte de med mig op, indtil vi kom til Jerusalems mure.

5 Og det var om natten; og jeg lod dem skjule sig uden for murene. Og efter at de havde skjult sig, krøb jeg, Nefi, ind i byen og gik hen mod Labans hus.

6 Og jeg blev ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad jeg skulle gøre.

7 Alligevel gik jeg af sted, og da jeg kom hen i nærheden af Labans hus, så jeg en mand, og han var faldet om på jorden foran mig, for han var beruset af vin.

8 Og da jeg kom hen til ham, opdagede jeg, at det var Laban.

9 Og jeg så hans sværd, og jeg trak det ud af dets skede, og fæstet på det var af rent guld, og forarbejdningen af det var overordentlig fin, og jeg så, at klingen på det var af det ypperligste stål.

10 Og det skete, at jeg af Ånden blev drevet til, at jeg skulle dræbe Laban, men jeg sagde i mit hjerte: Aldrig på noget tidspunkt har jeg udgydt et menneskes blod. Og jeg veg tilbage og ønskede, at jeg ikke skulle slå ham ihjel.

11 Og Ånden sagde igen til mig: Se, Herren har overgivet ham i dine hænder. Ja, og jeg vidste også, at han havde forsøgt at berøve mig livet, ja, og at han ikke ville lytte til Herrens befalinger, og at han også havde taget vor ejendom.

12 Og det skete, at Ånden igen sagde til mig: Slå ham ihjel, for Herren har overgivet ham i dine hænder.

13 Se, Herren slår de ugudelige ihjel for at føre sine retfærdige formål ud i livet. Det er bedre, at ét menneske omkommer, end at et folkeslag synker ned og omkommer i vantro.

14 Og se, da jeg, Nefi, havde hørt disse ord, huskede jeg Herrens ord, som han talte til mig i ørkenen, da han sagde: For så vidt som dine efterkommere holder mine befalinger, skal de have fremgang i det forjættede land.

15 Ja, og jeg tænkte også, at de ikke kunne holde Herrens befalinger i henhold til Moseloven, medmindre de havde loven.

16 Og jeg vidste også, at loven var indgraveret på bronzepladerne.

17 Og videre, jeg vidste, at Herren havde overgivet Laban i mine hænder af denne årsag, at jeg kunne få optegnelserne i overensstemmelse med hans befalinger.

18 Derfor adlød jeg Åndens røst og tog Laban ved hans hovedhår, og jeg huggede hans hoved af med hans eget sværd.

19 Og efter at jeg havde hugget hans hoved af med hans eget sværd, tog jeg Labans klæder og tog dem på, ja, hvert et stykke, og jeg spændte hans rustning om mine lænder.

20 Og efter at jeg havde gjort det, gik jeg hen mod Labans skatkammer. Og mens jeg gik hen mod Labans skatkammer, se, da så jeg Labans tjener, som havde nøglerne til skatkammeret. Og jeg befalede ham med Labans røst, at han skulle gå med mig ind i skatkammeret.

21 Og han antog mig for at være sin herre Laban, for han så klæderne og også sværdet, der var spændt om mine lænder.

22 Og han talte til mig om jødernes ældster, da han vidste, at hans herre Laban havde været ude med dem om aftenen.

23 Og jeg talte til ham, som om det var Laban.

24 Og jeg sagde også til ham, at jeg skulle bringe indgraveringerne, der var på bronzepladerne, med til mine ældre brødre, som var uden for murene.

25 Og jeg bød ham også, at han skulle følge med mig.

26 Og han, der antog, at jeg talte om brødrene i menigheden, og at jeg virkelig var den Laban, som jeg havde slået ihjel, han fulgte derfor med mig.

27 Og han talte mange gange til mig angående jødernes ældster, mens jeg gik ud til mine brødre, som var uden for murene.

28 Og det skete, at da Laman så mig, blev han overordentlig bange, og ligeså Lemuel og Sam. Og de flygtede fra min nærhed, for de troede, at det var Laban, og at han havde slået mig ihjel og nu også forsøgte at berøve dem livet.

29 Og det skete, at jeg råbte til dem, og de hørte mig, derfor ophørte de med at flygte fra min nærhed.

30 Og det skete, at da Labans tjener så mine brødre, begyndte han at bæve, og han skulle til at flygte fra mig og vende tilbage til byen Jerusalem.

31 Og se, jeg, Nefi, som er en mand, der er stor af bygning, og som også har fået stor styrke af Herren, jeg greb derfor fat i Labans tjener og holdt ham fast, så han ikke kunne flygte.

32 Og det skete, at jeg sagde til ham, at hvis han ville lytte til mine ord, så ville vi, så sandt som Herren lever, og jeg lever, skåne hans liv, dersom han ville lytte til vore ord.

33 Og jeg sagde til ham, ja, med en ed, at han ikke behøvede frygte; at han ville blive en fri mand som os, hvis han ville drage med os ned i ørkenen.

34 Og jeg talte også til ham og sagde: Det er visselig Herren, der har befalet os at gøre dette, og burde vi ikke være flittige til at holde Herrens befalinger? Hvis du derfor vil drage ned i ørkenen til min far, skal du blive regnet som en af os.

35 Og det skete, at Zoram fattede mod ved de ord, som jeg talte. Se, Zoram var navnet på tjeneren, og han lovede, at han ville drage ned i ørkenen til vor far. Ja, og han aflagde også en ed til os på, at han ville blive hos os fra det tidspunkt af.

36 Se, vi nærede ønske om, at han skulle blive hos os af den årsag, at jøderne ikke skulle få kendskab til vor flugt ud i ørkenen, for at de ikke skulle sætte efter os og slå os ihjel.

37 Og det skete, at da Zoram havde aflagt en ed til os, forsvandt vor frygt angående ham.

38 Og det skete, at vi tog bronzepladerne og Labans tjener og drog ud i ørkenen og rejste ned til vor fars telt.