1 Se, Alma, der så, at Amuleks ord havde bragt Ze’ezrom til tavshed, for han så, at Amulek havde grebet ham i hans løgn og bedrag, der havde til formål at gøre det af med ham, og så, at han begyndte at bæve ved bevidstheden om sin skyld, han åbnede munden og begyndte at tale til ham og stadfæste Amuleks ord og forklare ud over, eller at udfolde skrifterne ud over det, som Amulek havde gjort.

2 Se, de ord, som Alma talte til Ze’ezrom, blev hørt af folk rundt omkring; for mængden var stor, og han talte på denne vis:

3 Ze’ezrom, du ser, at du er blevet grebet i din løgnagtighed og snuhed, for du har ikke bare løjet for mennesker, men du har løjet for Gud; for se, han kender alle dine tanker, og du ser, at dine tanker bliver gjort kendt for os ved hans Ånd;

4 og du ser, at vi ved, at din plan var en meget lumsk plan efter Djævelens lumskhed om at lyve og bedrage dette folk, så du kunne sætte dem op imod os for at håne os og for at støde os ud –

5 se, dette var en plan fra din modstander, og han har udøvet sin magt ved dig. Se, jeg ønsker, at du skal huske, at hvad jeg siger til dig, siger jeg til alle.

6 Og se, jeg siger til jer alle, at dette var en af Modstanderens snarer, som han har lagt for at fange dette folk, så han kunne bringe jer til at underkaste jer ham, så han kunne omslutte jer med sine lænker, så han kunne lænke jer til evigtvarende undergang i overensstemmelse med hans fangenskabs magt.

7 Se, da Alma havde talt disse ord, begyndte Ze’ezrom at bæve endnu mere, for han blev mere og mere overbevist om Guds kraft; og han var også overbevist om, at Alma og Amulek havde kendskab til ham, for han var overbevist om, at de kendte hans hjertes tanker og hensigter; for der var blevet givet dem magt, så de kunne kende dem i overensstemmelse med profetiens ånd.

8 Og Ze’ezrom begyndte at udspørge dem flittigt, for at han kunne få mere at vide angående Guds rige. Og han sagde til Alma: Hvad betyder det, som Amulek har sagt angående de dødes opstandelse, at alle skal opstå fra de døde, både de retfærdige og de uretfærdige, og blive ført frem for Gud for at blive dømt efter deres gerninger?

9 Og nu begyndte Alma at udlægge dette for ham og sagde: Det er givet mange at forstå Guds hemmeligheder; dog er de blevet underlagt en streng befaling om, at de ikke må fortælle om dem, undtagen i forhold til den del af hans ord, som han skænker menneskenes børn i forhold til den agtpågivenhed og flid, som de viser ham.

10 Og den, der forhærder sit hjerte, han modtager derfor en mindre del af ordet; og den, der ikke forhærder sit hjerte, til ham gives der en større del af ordet, indtil det er givet ham at kende Guds hemmeligheder, indtil han kender dem fuldstændigt.

11 Og de, der forhærder hjertet, til dem gives en mindre del af ordet, indtil de intet kender til hans hemmeligheder; og da bliver de taget til fange af Djævelen og bliver efter hans vilje ført ned til undergang. Se, det er det, der menes med helvedes lænker.

12 Og Amulek har talt tydeligt om døden og om at blive oprejst fra denne dødelighed til en tilstand af udødelighed og om at blive ført frem for Guds domstol for at blive dømt efter vore gerninger.

13 Så hvis vort hjerte er blevet forhærdet, ja, hvis vi har forhærdet vort hjerte mod ordet i en sådan grad, at det ikke er blevet fundet i os, da bliver vor tilstand forfærdelig, for da bliver vi dømt skyldige.

14 For vore ord skal dømme os skyldige, ja, alle vore gerninger skal dømme os skyldige; vi skal ikke blive fundet uplettede; og vore tanker skal også dømme os skyldige, og i denne forfærdelige tilstand skal vi ikke turde se op til vor Gud; og vi ville være glade, hvis vi kunne befale klipperne og bjergene at falde ned over os for at skjule os for hans nærhed.

15 Men dette kan ikke ske; vi må komme frem og stå foran ham i hans herlighed og i hans kraft og i hans magt, storhed og herredømme og til vor evigtvarende skam erkende, at alle hans straffedomme er retfærdige; at han er retfærdig i alle sine gerninger, og at han er barmhjertig mod menneskenes børn, og at han har al magt til at frelse enhver, der tror på hans navn og frembringer de frugter, som er omvendelse værdig.

16 Og se nu, jeg siger jer, da kommer der en død, ja, en anden død, som er en åndelig død; da er det en tid, da hver den, der dør i sine synder med hensyn til en legemlig død, også skal dø en åndelig død; ja, han skal dø med hensyn til det, der hører til retfærdighed.

17 Da er det tiden, da deres pinsler skal være som en sø af ild og svovl, hvis flammer stiger op for evigt og altid; og da er det tiden, da de skal blive lænket til en evigtvarende undergang i overensstemmelse med Satans magt og fangenskab, idet han har underlagt sig dem efter sin vilje.

18 Da, siger jeg til jer, skal de være, som om der ingen forløsning var blevet foretaget; for de kan i overensstemmelse med Guds retfærdighed ikke blive forløst; og de kan ikke dø, eftersom der ingen forgængelighed er mere.

19 Se, det skete, at da Alma var færdig med at tale disse ord, begyndte folket at blive mere forbavset;

20 men der var en vis Antiona, som var en overordnet hersker blandt dem, som kom frem og sagde til ham: Hvad er det, som du har sagt om, at mennesket skal opstå fra de døde og blive forandret fra denne dødelige til en udødelig tilstand, så sjælen aldrig kan dø?

21 Hvad betyder det skriftsted, som siger, at Gud satte keruber og et flammesværd øst for Edens have, for at vore første forældre ikke skulle gå ind og spise af frugten af livets træ og leve evigt? Og således ser vi, at der ikke var nogen mulighed for, at de skulle leve for evigt.

22 Se, Alma sagde til ham: Det er det, jeg skulle til at forklare. Nu ser vi, at Adam i henhold til Guds ord faldt ved at spise af den forbudne frugt; og således ser vi, at hele menneskeslægten ved hans fald blev et fortabt og faldent folk.

23 Og se nu, jeg siger jer, at hvis det havde været muligt for Adam at have spist af frugten af livets træ på det tidspunkt, så ville der ingen død have været, og ordet ville have været tomt og gjort Gud til en løgner; for han sagde: Hvis du spiser, skal du visselig dø.

24 Og vi ser, at døden kommer over menneskeslægten, ja, den død, der er blevet omtalt af Amulek, hvilken er den timelige død; dog blev der tilstedt mennesket et tidsrum, hvori han kunne omvende sig; derfor blev dette liv en prøvetilstand, en tid til at berede sig til at møde Gud; en tid til at berede sig til den uendelige tilstand, som er blevet omtalt af os, og som er efter de dødes opstandelse.

25 Se, hvis det nu ikke havde været for den forløsningsplan, der var lagt fra verdens grundlæggelse, kunne der ikke have været nogen opstandelse fra de døde; men der blev lagt en forløsningsplan, som skal tilvejebringe de dødes opstandelse, hvorom der er blevet talt.

26 Og se nu, hvis det havde været muligt, at vore første forældre kunne være gået hen og have spist af livets træ, ville de have været elendige for evigt, for de ville ingen forberedende tilstand have haft; og derfor ville forløsningsplanen være blevet forpurret, og Guds ord ville have været tomt, da det ingen virkning ville have haft.

27 Men se, det gik ikke sådan; men det blev bestemt for menneskene, at de skulle dø; og efter døden skulle de stilles for dommen, ja, den selv samme dom, som vi har talt om, som er enden.

28 Og efter at Gud havde bestemt, at dette skulle ske for mennesket, se, da så han, at det var nødvendigt, at mennesket skulle kende til det, som han havde bestemt for dem.

29 Derfor sendte han engle til at tale til dem, hvilket gjorde, at menneskene så noget af hans herlighed.

30 Og de begyndte fra den tid af at påkalde hans navn; derfor talte Gud til menneskene og kundgjorde dem forløsningsplanen, som havde været beredt fra verdens grundlæggelse, og denne kundgjorde han for dem i forhold til deres tro og omvendelse og deres hellige gerninger.

31 Derfor gav han befalinger til menneskene, fordi de først havde overtrådt de første befalinger med hensyn til det, der var timeligt, og var blevet som guder og kendte godt fra ondt og havde anbragt sig i en tilstand, hvor de kunne handle, eller var blevet anbragt i en tilstand, hvor de kunne handle efter deres vilje og behag, om de ville gøre ondt eller gøre godt –

32 derfor gav Gud dem befalinger, efter at have kundgjort forløsningsplanen for dem, for at de ikke skulle gøre ondt, idet straffen derfor var den anden død, som var en evigtvarende død med hensyn til det, der hører til retfærdighed; for over sådanne kunne forløsningsplanen ingen magt have; for retfærdighedens gerninger kunne i overensstemmelse med Guds allerstørste godhed ikke blive tilintetgjort.

33 Men Gud kaldte på menneskene i sin Søns navn (idet det var den forløsningsplan, der var blevet lagt) og sagde: Hvis I vil omvende jer og ikke forhærde hjertet, da vil jeg have barmhjertighed med jer ved min enbårne Søn.

34 Hver den, der derfor omvender sig og ikke forhærder sit hjerte, han skal have krav på barmhjertighed ved min enbårne Søn til forladelse for sine synder; og disse skal gå ind til min hvile.

35 Og hver den, der forhærder sit hjerte og gør misgerninger, se, jeg sværger i min vrede, at han ikke skal gå ind til min hvile.

36 Og se, mine brødre, se, jeg siger jer, at hvis I forhærder hjertet, skal I ikke gå ind til Herrens hvile; derfor opildner jeres misgerninger ham, så han sender sin vrede ned over jer, ligesom i det første oprør, ja, ifølge hans ord i det sidste oprør, såvel som i det første, til jeres sjæls evigtvarende undergang; altså ifølge hans ord til den sidste død såvel som til den første.

37 Og se, mine brødre, eftersom vi ved dette, og det er sandt, lad os da omvende os og ikke forhærde vort hjerte, så vi ikke opildner Herren vor Gud og bringer hans vrede ned over os i disse, hans næste befalinger, som han har givet os; men lad os gå ind til Guds hvile, som er beredt i overensstemmelse med hans ord.