1 Se, mens Ammon således bestandig underviste Lamonis folk, vender vi nu tilbage til beretningen om Aron og hans brødre; for efter at han var draget bort fra Middonis land, blev han ledt af Ånden til Nefis land, ja til kongens hus, han som regerede over hele landet, undtagen over Ismaels land, og det var Lamonis far.

2 Og det skete, at han gik ind til ham i kongens palads sammen med sine brødre og bøjede sig for kongen og sagde til ham: Se, o konge, vi er Ammons brødre, som du har udfriet af fængslet.

3 Og se, o konge, hvis du vil skåne vore liv, vil vi være dine tjenere. Og kongen sagde til dem: Rejs jer, for jeg vil skænke jer livet, og jeg vil ikke tillade, at I skal være mine tjenere; men jeg vil forlange, at I underviser mig, for jeg har været noget foruroliget i sindet på grund af jeres bror Ammons storsindethed og storheden af hans ord; og jeg ønsker at kende årsagen til, at han ikke er kommet op fra Middoni sammen med jer.

4 Og Aron sagde til kongen: Se, Herrens Ånd har kaldt ham en anden vej; han er draget til Ismaels land for at undervise Lamonis folk.

5 Se, kongen sagde til dem: Hvad betyder det, som I har sagt om Herrens Ånd? Se, det er det, der foruroliger mig.

6 Og hvad betyder det, som Ammon sagde: Hvis I vil omvende jer, skal I blive frelst, og hvis I ikke vil omvende jer, skal I blive forstødt på den yderste dag?

7 Og Aron svarede ham og sagde: Tror du, at der findes en Gud? Og kongen sagde: Jeg ved, at amalekitterne siger, at der findes en Gud, og jeg har tilstedt dem, at de skulle bygge helligdomme, så de kan samle sig og tilbede ham. Og hvis du nu siger, at der er en Gud, se, så vil jeg tro det.

8 Og se, da Aron hørte det, begyndte hans hjerte at fryde sig, og han sagde: Se, så vist som du lever, o konge, findes der en Gud.

9 Og kongen sagde: Er Gud den Store Ånd, som førte vore fædre ud af Jerusalems land?

10 Og Aron sagde til ham: Ja, han er den Store Ånd, og han har skabt alt, både i himlen og på jorden. Tror du det?

11 Og han sagde: Ja, jeg tror, at den Store Ånd har skabt alt, og jeg ønsker af dig, at du skal fortælle mig om alt dette, så vil jeg tro på dine ord.

12 Og det skete, at da Aron så, at kongen ville tro på hans ord, begyndte han fra Adams skabelse, idet han læste skrifterne for kongen – hvorledes Gud skabte mennesket efter sit eget billede, og at Gud gav ham befalinger, og at mennesket var faldet på grund af overtrædelse.

13 Og Aron udlagde skrifterne for ham fra Adams skabelse, idet han fremlagde menneskets fald for ham og dets kødelige tilstand og også den forløsningsplan, som var beredt ved Kristus fra verdens begyndelse for hver den, som vil tro på hans navn.

14 Og eftersom mennesket var faldet, kunne det ikke af sig selv gøre sig fortjent til noget; men Kristi lidelse og død soner for deres synder ved tro og omvendelse og så videre; og at han bryder dødens bånd, så graven ingen sejr skal få, og så dødens brod skal blive opslugt i håbet om herlighed; og Aron udlagde alt dette for kongen.

15 Og det skete, at efter at Aron havde udlagt dette for ham, sagde kongen: Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan få dette evige liv, som du har talt om? Ja, hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive født af Gud og få denne ugudelige ånd rykket ud af mit bryst og modtage hans Ånd, så jeg kan blive fyldt af glæde, så jeg ikke bliver forstødt på den yderste dag? Se, sagde han, jeg vil give afkald på alt, hvad jeg besidder, ja, jeg vil frasige mig mit rige, for at jeg kan få denne store glæde.

16 Men Aron sagde til ham: Hvis du ønsker dette, hvis du vil bøje dig for Gud, ja, hvis du vil omvende dig fra alle dine synder og bøje dig for Gud og påkalde hans navn i tro, overbevist om at du skal få, da skal du få det håb, som du ønsker.

17 Og det skete, at da Aron havde sagt disse ord, knælede kongen ned for Herren, ja, han kastede sig endog til jorden og råbte indtrængende, idet han sagde:

18 O Gud, Aron har fortalt mig, at der findes en Gud, og hvis der findes en Gud, og hvis du er Gud, vil du da give dig til kende for mig, så vil jeg aflægge alle mine synder for at kende dig og for at kunne blive oprejst fra de døde og blive frelst på den yderste dag. Og se, da kongen havde sagt disse ord, blev han ramt, som om han var død.

19 Og det skete, at hans tjenere løb hen og fortalte dronningen alt, hvad der var sket med kongen. Og hun kom ind til kongen; og da hun så ham ligge, som om han var død, og også Aron og hans brødre stå, som om de havde været årsagen til hans fald, blev hun vred på dem og befalede, at hendes tjenere, eller kongens tjenere, skulle gribe dem og slå dem ihjel.

20 Se, tjenerne havde set årsagen til kongens fald, derfor turde de ikke lægge hånd på Aron og hans brødre, og de bønfaldt dronningen, idet de sagde: Hvorfor befaler du, at vi skal slå disse mænd ihjel, når nu én af dem er mægtigere end os alle? Derfor vil vi jo falde for dem.

21 Se, da dronningen så tjenernes frygt, begyndte hun også at frygte overordentlig meget for, at en ulykke skulle komme over hende. Og hun befalede sine tjenere, at de skulle gå ud og kalde på folket, så de kunne dræbe Aron og hans brødre.

22 Se, da Aron så dronningens beslutsomhed, og da han også kendte hårdheden af folkets hjerte, frygtede han for, at en mængde skulle samle sig, og at der ville blive en stor strid og en urolighed blandt dem, derfor rakte han hånden ud og rejste kongen op fra jorden og sagde til ham: Rejs dig. Og han rejste sig på benene og fik sin styrke.

23 Se, dette blev gjort i overværelse af dronningen og mange tjenere. Og da de så det, blev de meget forundrede og begyndte at frygte. Og kongen stod frem og begyndte at forkynde for dem. Og han forkyndte for dem, således at hele hans husstand blev omvendt til Herren.

24 Se, der var samlet en mængde på grund af dronningens befaling, og der opstod en stor murren blandt dem på grund af Aron og hans brødre.

25 Men kongen stod frem blandt dem og tog sig af dem. Og de blev fredeligt stemt over for Aron og dem, der var med ham.

26 Og det skete, at da kongen så, at folket var blevet fredeligt stemt, foranledigede han, at Aron og hans brødre skulle stå frem i midten af mængden, og at de skulle prædike ordet for dem.

27 Og det skete, at kongen sendte en proklamation ud over hele landet blandt hele sit folk, som var i hele hans land, og som var i alle egnene rundt omkring, som grænsede helt op til havet mod øst og mod vest, og som var skilt fra Zarahemlas land ved et smalt stykke ødemark, som strakte sig fra havet mod øst helt til havet mod vest og langs grænseegnene mod kysten og grænseegnene mod ødemarken, som lå mod nord ved Zarahemlas land gennem Mantis grænser ved udspringet af floden Sidon, som løb fra øst mod vest – og således var lamanitterne og nefitterne adskilt.

28 Se, den mest dovne del af lamanitterne levede i ødemarken og boede i telte, og de var spredt ud over ødemarken mod vest i Nefis land, ja, og også vest for Zarahemlas land i grænseegnene ved kysten og mod vest i Nefis land på deres fædres første arvested og grænsede således op mod kysten.

29 Og der var også mange lamanitter mod øst ved kysten, hvor nefitterne havde drevet dem hen. Og således var nefitterne næsten omringet af lamanitterne; alligevel havde nefitterne sat sig i besiddelse af alle de nordlige dele af landet, som grænsede op til ødemarken ved udspringet af floden Sidon fra øst til vest rundt langs med ødemarken mod nord, lige til de kom til det land, som de kaldte Overflod.

30 Og det grænsede op til det land, som de kaldte Ødelæggelse, da det var så langt mod nord, at det strakte sig ind i det land, der havde været beboet og var blevet ødelagt, om hvis knogler vi har talt, og som blev opdaget af Zarahemlas folk, idet det var det sted, hvor de først gik i land.

31 Og de kom derfra op i den sydlige ødemark. Således blev landet mod nord kaldt Ødelæggelse, og landet mod syd blev kaldt Overflod; det var den ødemark, der er fuld af alle slags vilde dyr af enhver art, hvoraf en del var kommet fra landet mod nord efter føde.

32 Og se, der var i afstand kun halvanden dagsrejse for en nefit langs grænsen mellem Overflod og landet Ødelæggelse fra det østlige til det vestlige hav; og således var Nefis land og Zarahemlas land næsten omgivet af vand, for der var kun en lille landtange mellem landet mod nord og landet mod syd.

33 Og det skete, at nefitterne havde bosat sig i landet Overflod lige fra det østlige til det vestlige hav, og således havde nefitterne i deres visdom med deres vagter og deres hære indesluttet lamanitterne mod syd, for at de på den måde ikke skulle få flere besiddelser mod nord, for at de ikke skulle oversvømme landet mod nord.

34 Derfor kunne lamanitterne ikke få flere besiddelser undtagen i Nefis land og i ødemarken deromkring. Se, dette anså nefitterne for víst – eftersom lamanitterne var deres fjender, ville de ikke lade sig plage af dem fra alle sider, og også for at de kunne have et land, som de kunne flygte til efter deres ønsker.

35 Og se, efter at have sagt dette vender jeg igen tilbage til beretningen om Ammon og Aron, Omner og Himni og deres brødre.