1 Og det skete, at de nefitter, der ikke var blevet slået ihjel af krigsvåben, efter at de havde begravet dem, der var blevet slået ihjel – se, antallet af de slagne blev ikke talt på grund af det store antal af dem – efter at de var færdige med at begrave deres døde, vendte de alle tilbage til deres lande og til deres huse og deres hustruer og deres børn.

2 Se, mange kvinder og børn var blevet dræbt ved sværdet og også mange af deres flokke og deres hjorde; og mange af deres kornmarker var også ødelagt, fordi de var trådt ned af de store menneskeskarer.

3 Og se, så mange af de lamanitter og amlicitter, som var blevet slået ihjel på bredden af floden Sidon, blev kastet i Sidons vande; og se, deres knogler er i havets dyb, og de er mange.

4 Og amlicitterne kunne skelnes fra nefitterne, for de havde mærket sig med rødt i panden efter lamanitternes skik; dog havde de ikke raget hovedet som lamanitterne.

5 Se, lamanitternes hoved var raget, og de var nøgne bortset fra det skind, der var spændt om lænderne på dem, og også deres rustning, som var spændt om dem, og deres buer og deres pile og deres sten og deres slynger og så videre.

6 Og lamanitternes hud var mørk i overensstemmelse med det mærke, der var blevet sat på deres fædre, hvilket var en forbandelse over dem på grund af deres overtrædelse og deres oprør mod deres brødre, som bestod af Nefi, Jakob og Josef og Sam, der var retfærdige og hellige mænd.

7 Og deres brødre forsøgte at udrydde dem, derfor blev de forbandet; og Gud Herren satte et mærke på dem, ja, på Laman og Lemuel og også på Ismaels sønner og de ismaelitiske kvinder.

8 Og dette blev gjort, for at deres efterkommere kunne skelnes fra deres brødres efterkommere, så Gud Herren derved kunne bevare sit folk, så de ikke ville blande sig og tro på urigtige overleveringer, hvilket ville føre til deres undergang.

9 Og det skete, at hver den, der blandede sin sæd med lamanitternes, bragte den samme forbandelse over sine efterkommere.

10 Derfor blev hver den, der tillod sig at blive forledt af lamanitterne, kaldt ved den betegnelse, og der blev sat et mærke på ham.

11 Og det skete, at hver den, der ikke ville tro på lamanitternes overlevering, men troede på de optegnelser, der var blevet bragt med fra Jerusalems land, og også på deres fædres overlevering, der var rigtig, og som troede på Guds befalinger og holdt dem fra det tidspunkt af, blev kaldt nefitter eller Nefis folk.

12 Og det er dem, der har ført de optegnelser, der er sande, om deres folk og også om det lamanitiske folk.

13 Se, vi vil igen vende tilbage til amlicitterne, for de havde også fået et mærke sat på sig; ja, de satte selv mærket på sig, nemlig et rødt mærke i panden.

14 Således bliver Guds ord opfyldt, for disse er de ord, som han sagde til Nefi: Se, lamanitterne har jeg forbandet, og jeg vil sætte et mærke på dem, så de og deres efterkommere kan blive adskilt fra dig og dine efterkommere fra denne tid af og for evigt, medmindre de omvender sig fra deres ugudelighed og vender sig til mig, så jeg kan have barmhjertighed med dem.

15 Og videre: Jeg vil sætte et mærke på den, der blander sin sæd med dine brødre, så de også må blive forbandet.

16 Og videre: Jeg vil sætte et mærke på den, der kæmper mod dig og dine efterkommere.

17 Og videre siger jeg, at den, der skiller sig ud fra dig, ikke mere skal blive kaldt din efterkommer; og jeg vil velsigne dig og hver den, der skal blive kaldt din efterkommer fra nu af og for evigt; og dette var Herrens løfter til Nefi og til hans efterkommere.

18 Se, amlicitterne vidste ikke, at de var ved at opfylde Guds ord, da de begyndte at mærke sig i panden; alligevel var de kommet frem i åbent oprør mod Gud; derfor var det tjenligt, at forbandelsen skulle falde på dem.

19 Se, jeg ønsker, at I skal se, at de selv bragte forbandelsen over sig; og således bringer enhver, der bliver forbandet, sin egen fordømmelse over sig.

20 Se, det skete, at ikke mange dage efter det slag, der var blevet udkæmpet i Zarahemlas land af lamanitterne og amlicitterne, faldt der en anden lamanitisk hær over Nefis folk på samme sted, hvor den første hær mødte amlicitterne.

21 Og det skete, at en hær blev sendt af sted for at drive dem ud af deres land.

22 Se, Alma, der selv var plaget af et sår, drog ikke op for at kæmpe mod lamanitterne på dette tidspunkt.

23 Men han sendte en talrig hær op mod dem; og de drog op og slog mange af lamanitterne ihjel og drev resten af dem ud over deres lands grænser.

24 Og så vendte de tilbage igen og begyndte at skabe fred i landet, idet de for en tid ikke mere blev besværet af deres fjender.

25 Se, alt dette blev nu gjort, ja, alle disse krige og stridigheder blev påbegyndt og afsluttet i det femte år af dommernes regeringstid.

26 Og på ét år blev tusinder og ti tusinder af sjæle sendt til den evige verden, så de kunne høste deres løn efter deres gerninger, om de var gode, eller om de var onde, for at høste evig lykke eller evig elendighed i overensstemmelse med den ånd, som de valgte at adlyde, om det var en god ånd eller en ond.

27 For enhver får løn af ham, som han vælger at adlyde, og dette i overensstemmelse med profetiens ånds ord; lad det derfor være i overensstemmelse med sandheden. Og således ender det femte år af dommernes regeringstid.