1 Og se, min søn, jeg fornemmer, at der er noget mere, som bekymrer dit sind, og som du ikke kan forstå, og som angår Guds retfærdighed i forbindelse med at straffe synderen; for du forsøger at forestille dig, at det er uretfærdigt, at synderen bliver overført til en tilstand af elendighed.

2 Se nu, min søn, jeg vil forklare dette for dig. For se, efter at Gud Herren havde sendt vore første forældre bort fra Edens have for at dyrke jorden, hvorfra de var taget – ja, han drev mennesket ud, og ved den østlige ende af Edens have satte han keruber og et flammesværd, der vendte til alle sider, for at vogte livets træ –

3 ser vi, at mennesket var blevet som Gud, idet det kendte godt og ondt; og for at han ikke skulle række hånden ud og også tage af livets træ og spise og leve for evigt, satte Gud Herren keruber og flammesværdet, for at han ikke skulle spise af frugten.

4 Og således ser vi, at der blev tilstedt mennesket en tid til at omvende sig, ja, en prøvetid, en tid til at omvende sig og tjene Gud.

5 For se, hvis Adam straks havde rakt hånden ud og spist af livets træ, ville han ifølge Guds ord have levet evigt og intet tidsrum have haft til omvendelse; ja, og Guds ord ville også have været tomt, og den store frelsesplan ville være blevet forpurret.

6 Men se, det blev bestemt for mennesket, at han skulle dø – derfor, ligesom de blev afskåret fra livets træ, skulle de blive udryddet fra jordens overflade – og mennesket blev for evigt fortabt; ja, de blev et faldent menneske.

7 Og nu ser du heraf, at vore første forældre blev forstødt både timeligt og åndeligt fra Herrens nærhed; og således ser vi, at de blev undersåtter, der skulle følge deres egen vilje.

8 Se nu var det ikke tjenligt, at mennesket skulle vindes tilbage fra denne timelige død, for det ville tilintetgøre den store plan for lykke.

9 Eftersom sjælen aldrig kunne dø, og faldet havde bragt en åndelig død såvel som en timelig død over hele menneskeslægten, det vil sige, at de var forstødt fra Herrens nærhed, var det derfor tjenligt, at menneskeslægten skulle vindes tilbage fra denne åndelige død.

10 Eftersom de var blevet kødelige, sanselige og djævelske af natur, blev denne prøvetilstand derfor en tilstand, hvori de skulle berede sig; den blev en forberedende tilstand.

11 Og husk nu, min søn, at hvis det ikke var for forløsningsplanen (hvis vi lægger den til side), ville deres sjæl, så snart de var døde, være elendig, fordi de var forstødt fra Herrens nærhed.

12 Og se, der var intet middel til at vinde menneskene tilbage fra denne faldne tilstand, som mennesket havde bragt over sig selv som følge af sin egen ulydighed;

13 derfor kunne forløsningsplanen under hensyntagen til retfærdigheden ikke blive tilvejebragt undtagen på betingelse af menneskenes omvendelse i denne prøvetilstand, ja, denne forberedende tilstand; for var det ikke for disse betingelser, kunne barmhjertigheden ikke få nogen virkning, uden at det ville tilintetgøre retfærdighedens værk. Se, retfærdighedens værk kunne ikke blive tilintetgjort; hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud.

14 Og således ser vi, at hele menneskeslægten var falden, og de var i retfærdighedens greb, ja, Guds retfærdighed, som overgav dem til for evigt at være forstødt fra hans nærhed.

15 Og se, barmhjertighedens plan kunne ikke blive bragt til at virke, medmindre der blev foretaget en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at bringe barmhjertighedens plan til at virke og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud.

16 Se, omvendelse kunne ikke blive menneskene til del, uden at der var en straf – som også var evig, ligesom sjælens liv skulle være – knyttet dertil i modsætning til planen for lykke, der også var lige så evig som sjælens liv.

17 Se, hvorledes kunne et menneske omvende sig, medmindre han syndede? Hvorledes kunne han synde, hvis der ingen lov var? Hvorledes kunne der være en lov, medmindre der var en straf?

18 Se, der blev knyttet en straf dertil og givet en retfærdig lov, der gav mennesker samvittighedsnag.

19 Se, hvis der ingen lov blev givet – at hvis et menneske myrdede, så skulle han dø – ville han da være bange for, at han skulle dø, hvis han myrdede?

20 Og ligeledes, hvis der ingen lov blev givet mod synd, ville mennesker ikke være bange for at synde.

21 Og hvis der ingen lov blev givet, og hvis mennesker syndede, hvad kunne retfærdigheden da gøre, eller barmhjertigheden for den sags skyld, for de ville ingen krav have på skabningen?

22 Men der er givet en lov og knyttet en straf dertil og givet en omvendelse, hvilken omvendelse barmhjertigheden gør krav på, ellers gør retfærdigheden krav på skabningen og fuldbyrder loven, og loven tildeler straffen; hvis det ikke var således, ville retfærdighedens værk blive tilintetgjort, og Gud ville ophøre med at være Gud.

23 Men Gud ophører ikke med at være Gud, og barmhjertigheden gør krav på den angrende, og barmhjertigheden kommer på grund af forsoningen, og forsoningen tilvejebringer de dødes opstandelse, og de dødes opstandelse bringer menneskene tilbage til Guds nærhed, og således bliver de bragt tilbage i hans nærhed for at blive dømt efter deres gerninger i overensstemmelse med loven og retfærdigheden.

24 For se, retfærdigheden fremsætter alle sine krav, og barmhjertigheden gør også krav på alle, der er hendes egne; og således bliver ingen, undtagen de oprigtigt angrende, frelst.

25 For mener du, at barmhjertigheden kan berøve retfærdigheden? Jeg siger dig: Nej, ikke den mindste smule. Hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud.

26 Og således opnår Gud sine store og evige formål, som var beredt fra verdens grundlæggelse. Og således tilvejebringes menneskenes frelse og forløsning og også deres undergang og elendighed.

27 Derfor, o min søn, kan hver den, der vil, komme og frit drikke af livets vand; og hver den, der ikke vil komme, han bliver ikke tvunget til at komme; men på den yderste dag skal det blive gengivet ham efter hans handlinger.

28 Hvis han har ønsket at gøre ondt og ikke har omvendt sig i sine dage, se, da skal ondt blive gjort mod ham i overensstemmelse med den gengivelse, som Gud tilvejebringer.

29 Og se, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke skal lade dette forurolige dig mere, men alene lade dine synder forurolige dig med den uro, der skal bringe dig ned til omvendelse.

30 O, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke mere vil fornægte Guds retfærdighed. Forsøg ikke at undskylde dig på den mindste måde på grund af dine synder ved at fornægte Guds retfærdighed, men lad Guds retfærdighed og hans barmhjertighed og hans langmodighed få fuldt råderum i dit hjerte, og lad det bringe dig ned i støvet i ydmyghed.

31 Og se, o min søn, du er kaldet af Gud til at prædike ordet for dette folk. Og se, min søn, begiv dig på din vej, og kundgør ordet med sandhed og alvor, så du kan bringe sjæle til omvendelse, så barmhjertighedens store plan må have krav på dem. Og måtte Gud give dig i overensstemmelse med mine ord. Amen.