Skrifterne
Lære og Pagter 39


Afsnit 39

Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith til James Covel i Fayette, New York, den 5. januar 1831. James Covel, som havde været metodistpræst i omkring fyrre år, indgik pagt med Herren om, at han ville adlyde enhver befaling, som Herren ville give ham gennem profeten Joseph.

1-4: De hellige har magt til at blive Guds sønner. 5-6: At modtage evangeliet er at modtage Kristus. 7-14: James Covel bliver befalet at blive døbt og arbejde i Herrens vingård. 15-21: Herrens tjenere skal prædike evangeliet før det andet komme. 22-24: De, der modtager evangeliet, skal blive indsamlet for tid og for evighed.

1 Hør og lyt til røsten fra ham, som er fra al evighed til al evighed, den store Jeg Er, nemlig Jesus Kristus –

2 verdens lys og liv; et lys, som skinner i mørket, og mørket begriber det ikke;

3 den samme, som i tidens midte kom til mine egne, og mine egne tog ikke imod mig;

4 men til så mange, som tog imod mig, gav jeg magt til at blive mine sønner; og således vil jeg give så mange, som vil tage imod mig, magt til at blive mine sønner;

5 og sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, som tager imod mit evangelium, tager imod mig; og den, som ikke tager imod mit evangelium, tager ikke imod mig.

6 Og dette er mit evangelium: Omvendelse og dåb med vand, og da kommer dåben med ild og Helligånden, nemlig Talsmanden, der viser alt og underviser i rigets fredsskabende sandheder.

7 Og se nu, jeg siger dig, min tjener James: Jeg har betragtet dine gerninger, og jeg kender dig.

8 Og sandelig siger jeg dig: Dit hjerte er nu ret i mine øjne på dette tidspunkt; og se, jeg har udøst store velsignelser over dit hoved;

9 alligevel har du set store sorger; for du har afvist mig mange gange på grund af stolthed og verdens bekymringer.

10 Men se, din udfrielses dage er kommet, hvis du vil lytte til min røst, som siger til dig: Rejs dig, og bliv døbt, og aftvæt dine synder, idet du påkalder mit navn, så skal du modtage min Ånd og en velsignelse så stor, som du aldrig før har kendt.

11 Og hvis du gør det, har jeg beredt dig til et større værk. Du skal prædike fylden af mit evangelium, som jeg har sendt ud i disse sidste dage, den pagt, som jeg har sendt ud for at genrejse mit folk, som er af Israels hus.

12 Og det skal ske, at der skal hvile en kraft over dig; du skal have stor tro, og jeg vil være med dig og drage foran dit ansigt.

13 Du er kaldet til at arbejde i min vingård og til at opbygge min kirke og til at fremme Zion, så den må fryde sig på højene og blomstre.

14 Se, sandelig, sandelig siger jeg dig: Du er ikke kaldet til at drage ud til de østlige lande, men du er kaldet til at drage til Ohio.

15 Og eftersom mit folk samles i Ohio, har jeg beredt en sådan velsignelse, som ingen blandt menneskenes børn kender, og den skal blive udøst over deres hoveder. Og derfra skal mænd drage ud til alle folk.

16 Se, sandelig, sandelig siger jeg jer, at folket i Ohio påkalder mig i megen tro, idet de mener, at jeg vil holde min hånd tilbage med hensyn til at fælde dom over folkeslagene; men jeg kan ikke tilbagekalde mit ord.

17 Læg derfor alle kræfterne i, og kald trofaste arbejdere ud i min vingård, så den kan blive beskåret for sidste gang.

18 Og for så vidt som de omvender sig og modtager mit evangeliums fylde og bliver helliggjort, vil jeg holde min hånd tilbage med hensyn til at fælde dom.

19 Drag derfor ud, og råb med høj røst og sig: Himmeriget er for hånden! og råb: Hosianna! velsignet være Gud den Højestes navn!

20 Drag ud, og døb i vand, og bered vejen foran mit ansigt til tiden for mit komme;

21 for tiden er for hånden; den dag eller den time kender ingen; men den skal visselig komme.

22 Og den, der modtager dette, modtager mig; og de skal blive samlet hos mig for tid og for evighed.

23 Og videre, det skal ske, at på så mange, som I døber med vand, skal I lægge jeres hænder, og de skal modtage Helligåndsgaven og skal se frem til tegnene på mit komme og skal kende mig.

24 Se, jeg kommer hastigt. Således er det. Amen.