Skrifterne
Lære og Pagter 59


Afsnit 59

Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Zion, Jackson County, Missouri, den 7. august 1831. Forud for denne åbenbaring var landet blevet indviet, sådan som Herren havde foreskrevet, og grunden, hvorpå det fremtidige tempel skulle opføres, var blevet indviet. Den dag, hvor denne åbenbaring blev modtaget, døde Polly Knight, Joseph Knight sen.s hustru, som det første medlem af kirken, der døde i Zion. Tidlige medlemmer betegnede denne åbenbaring som en, »der belærte de hellige om, hvordan man helligholder sabbatten og om hvordan man skal faste og bede«.

1-4: De trofaste hellige i Zion vil blive velsignet. 5-8: De skal elske og tjene Herren og holde hans befalinger. 9-19: Ved at holde Herrens dag hellig bliver de hellige velsignet timeligt og åndeligt. 20-24: De retskafne bliver lovet fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden.

1 Se, velsignede, siger Herren, er de, som er kommet op til dette land alene med min ære for øje i overensstemmelse med mine befalinger.

2 For de, der lever, skal arve jorden, og de, der dør, skal hvile fra alt deres arbejde, og deres gerninger skal følge dem; og de skal få en krone i min Faders boliger, som jeg har beredt for dem.

3 Ja, velsignede er de, hvis fødder står på Zions land, og som har adlydt mit evangelium; for de skal som deres belønning få jordens gode ting, og den skal yde med hele sin kraft.

4 Og de skal også blive kronet med velsignelser fra oven, ja, og med ikke så få befalinger og med åbenbaringer til sin tid – de, som er trofaste og flittige over for mig.

5 Derfor giver jeg dem en befaling ved at sige således: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din kraft, dit sind og din styrke; og i Jesu Kristi navn skal du tjene ham.

6 Du skal elske din næste som dig selv. Du må ikke stjæle, ej heller begå ægteskabsbrud eller drab eller gøre noget, der ligner det.

7 Du skal takke Herren din Gud i alle forhold.

8 Du skal bringe Herren din Gud et offer i retfærdighed, nemlig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.

9 Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag;

10 for sandelig, dette er en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og til at vise den Højeste din hengivenhed;

11 dog skal dine løfter afgives i retfærdighed, på alle dage og på alle tidspunkter;

12 men husk, at på denne, Herrens dag, skal du bringe dine gaver og dine sakramenter som et offer til den Højeste, idet du bekender dine synder for dine brødre og for Herren.

13 Og på denne dag skal du ikke gøre andet, ud over at du skal lade din mad blive tilberedt i hjertets oprigtighed, så din faste må være fuldkommen, eller med andre ord, så din glæde må være fuldstændig.

14 Sandelig, dette er faste og bøn, eller med andre ord glæde og bøn.

15 Og i den udstrækning I gør dette med taksigelse, med muntert hjerte og ansigtsudtryk, ikke med megen latter, for det er en synd, men med et glad hjerte og et muntert ansigtsudtryk –

16 sandelig siger jeg, at for så vidt som I gør dette, er jordens fylde jeres, markens dyr og luftens fugle og det, der klatrer i træerne og går på jorden;

17 ja, og urten og de gode ting, som kommer af jorden, det være sig til føde eller til klæder eller til huse eller til lader eller til frugthaver eller til haver eller til vingårde;

18 ja, alle de ting, der kommer af jorden i deres årstid, er blevet skabt til menneskets nytte og brug, både til at behage øjet og glæde hjertet;

19 ja, til føde og til klæder, til smag og til lugt, til at styrke legemet og til at give sjælen nyt liv.

20 Og det behager Gud, at han har givet alt dette til mennesket; for med det sigte er det blevet skabt til at bruges, med fornuft, ikke i overmål, ej heller ved anvendelse af tvang.

21 Og i intet forsynder mennesket sig imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt og ikke adlyder hans befalinger.

22 Se, dette er i overensstemmelse med loven og profeterne; besvær mig derfor ikke mere angående denne sag.

23 Men lær, at den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få sin belønning, nemlig fred i denne verden, og evigt liv i den tilkommende verden.

24 Jeg, Herren, har talt det, og Ånden bevidner det. Amen.