1 Og jeg, Gud Herren, talte til Moses og sagde: Denne Satan, som du har befalet i min Enbårnes navn, er den samme, som har været til fra begyndelsen, og han trådte frem for mig og sagde: Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære.

2 Men se, min elskede Søn, som var min elskede og udvalgte fra begyndelsen, sagde til mig: Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt.

3 Derfor, fordi Satan satte sig op mod mig og stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed, som jeg, Gud Herren, havde givet det, og også fordi jeg skulle give ham min egen magt, foranledigede jeg ved min Enbårnes magt, at han skulle styrtes ned.

4 Og han blev Satan, ja, Djævelen, faderen til alle løgne, så han kunne bedrage og forblinde mennesker og føre dem fangne efter sin vilje, ja, så mange, som ikke vil lytte til min røst.

5 Og se, slangen var mere lumsk end noget andet af markens dyr, som jeg, Gud Herren, havde dannet.

6 Og Satan lagde det i slangens hjerte (for han havde lokket mange med sig), og han forsøgte også at forlede Eva, for han kendte ikke Guds tanker, derfor stræbte han efter at tilintetgøre verden.

7 Og han sagde til kvinden: Nå, har Gud sagt: I må ikke spise af alle træer i haven? (Og han talte gennem slangens mund).

8 Og kvinden sagde til slangen: Vi må gerne spise af frugten af træerne i haven;

9 men om frugten af det træ, som du ser midt i haven, har Gud sagt: I må ikke spise af den, ej heller må I røre ved den, for så dør I.

10 Og slangen sagde til kvinden: I skal ikke visselig dø;

11 for Gud ved, at på den dag, I spiser deraf, da skal jeres øjne blive åbnet, og I skal blive som guder og kende godt og ondt.

12 Og da kvinden så, at træet var velegnet til føde, og at det blev dejligt for øjnene, og det var et træ, der var ønskværdigt, fordi det kunne gøre hende vís, tog hun af frugten deraf og spiste og gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste.

13 Og begges øjne blev åbnet, og de blev bevidste om, at de havde været nøgne. Og de syede figenblade sammen og lavede sig forklæder.

14 Og de hørte Gud Herrens røst, mens de gik omkring i haven, da dagen blev sval, og Adam og hans hustru gik hen for at skjule sig for Gud Herrens nærhed mellem havens træer.

15 Og jeg, Gud Herren, kaldte på Adam og sagde til ham: Hvor går du hen?

16 Og han sagde: Jeg hørte din røst i haven, og jeg blev bange, fordi jeg så, at jeg var nøgen, og jeg skjulte mig.

17 Og jeg, Gud Herren, sagde til Adam: Hvem har fortalt dig, at du var nøgen? Har du spist af det træ, af hvilket jeg befalede dig, at du ikke måtte spise, og hvis du gjorde det, så skulle du visselig dø?

18 Og manden sagde: Kvinden, du gav mig og gav befaling om, at hun skulle blive hos mig, hun gav mig af træets frugt, og så spiste jeg.

19 Og jeg, Gud Herren, sagde til kvinden: Hvad er det, du har gjort? Og kvinden sagde: Slangen forledte mig, og så spiste jeg.

20 Og jeg, Gud Herren, sagde til slangen: Fordi du har gjort dette, skal du være mere forbandet end alt kvæget og mere end noget af markens dyr; på din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage;

21 og jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes afkom; og han skal såre dig i hovedet, og du skal såre ham i hælen.

22 Til kvinden sagde jeg, Gud Herren: Jeg vil meget mangfoldiggøre bekymringen ved dit svangerskab; med bekymring skal du sætte børn i verden; og din hengivenhed skal være rettet mod din mand, og han skal herske over dig!

23 Og til Adam sagde jeg, Gud Herren: Fordi du har givet agt på din hustrus røst og har spist af frugten af det træ, om hvilket jeg gav dig befaling, da jeg sagde: Du må ikke spise af det! skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage.

24 Også tjørn og tidsel skal den give dig, og du skal spise markens urter.

25 I dit ansigts sved skal du spise brød, indtil du vender tilbage til jorden – for du skal visselig dø – for af den blev du taget; for støv var du, og til støv skal du vende tilbage.

26 Og Adam gav sin hustru navnet Eva, fordi hun var moder til alle levende; for således har jeg, Gud Herren, kaldt den første af alle kvinder, hvilke er mange.

27 Til Adam og også til hans hustru lavede jeg, Gud Herren, kjortler af skind og klædte dem deri.

28 Og jeg, Gud Herren, sagde til min Enbårne: Se, manden er blevet som en af os, så han kender godt og ondt, og se, for at han ikke skal række hånden ud og også tage af livets træ og spise og leve for evigt,

29 vil jeg, Gud Herren, derfor sende ham ud af Edens have for at dyrke jorden, hvorfra han er taget;

30 for så sandt som jeg, Gud Herren, lever, så kan mine ord ikke vende tomme tilbage, for eftersom de udgår af min mund, må de opfyldes.

31 Så jeg drev mennesket ud, og øst for Edens have satte jeg keruber og et flammesværd, som vendte til alle sider, til at vogte vejen til livets træ.

32 (Og disse er de ord, som jeg talte til min tjener Moses, og de er sande, sådan som jeg vil det, og jeg har talt dem til dig. Se til, at du ikke, førend jeg giver dig befaling derom, viser dem til nogen, undtagen til dem som tror. Amen).