2019
Når ondt synes godt, og godt synes ondt
maj 2019


Når ondt synes godt, og godt synes ondt

Fra talen »A Banquet of Consequences: The Cumulative Result of All Choices«, der blev holdt på Brigham Young University den 7. feb. 2017. Se den engelske tekst i sin helhed på speeches.byu.edu.

Modstanderen prøver at miskarakterisere og underminere velsignelserne ved at leve i henhold til Faderens plan.

En af de mest udspekulerede aspekter ved modstanderens forsøg på at forpurre vor himmelske Faders plan for lykke er hans svigefulde lære om, at der ikke er nogen ond indflydelse eller djævel (se 2 Ne 28:22), og hans forsøg på at omdefinere ondt som godt og godt som ondt, mørke som lys og lys som mørke, bittert som sødt og sødt som bittert! (Se 2 Ne 15:20).

Dette kaldes sommetider for et paradigmeskift – en »markant ændring af en opfattelse eller praksis,«1 hvor ting således skildres som det eksakt modsatte af, hvad de egentligt er. I sin klassiske korte roman Fra helvedes blækhus skrev C.S. Lewis ud fra seniordjævelens perspektiv. Lewis spejlvendte traditionelle værdier ved brug af ironi og satire for at få det onde til at fremstå som godt og det gode som ondt.2

På lignende vis havde jeg for nogle få måneder siden et udfordrende møde med en international anerkendt reklameekspert. Vi drøftede dårlig indflydelse og konsekvenserne af dårlige valg.

Han fremstillede en hypotetisk beretning om Lucifer, der mødes med et reklamebureau. Modstanderen beskrev sit dilemma: Han og hans følgesvende havde gjort oprør og afvist Faderens plan, og de havde indset, at de ikke kunne vinde over Gud. Lucifer forstod, at hvor Faderens plan handlede om glæde og lykke, så handlede hans egen om sorg og elendighed. Problemet, som Lucifer prøvede at forklare lederen, var, hvordan han skulle hverve tilhængere.

Det blev afgjort, at Lucifers eneste håb for succes lå i at skabe et paradigmeskift eller spejlvende værdier – eller med andre ord, at Faderens plan ville resultere i sorg og elendighed, og at Lucifers plan ville resultere i glæde og lykke.

Dette hypotetiske møde tjener et nyttigt formål. Sandheden er den, at ikke alene forsøger fjenderne af Faderens plan at underminere læresætninger og principper i planen, men de forsøger også at miskarakterisere de velsignelser, der følger af planen. Deres grundlæggende bestræbelse går på at få det, der er godt, retfærdigt og glædeligt til at fremstå miserabelt.

Jeg vil gerne tale om nogle af modstanderens bestræbelser på at miskarakterisere og underminere velsignelserne ved at leve i henhold til Faderens plan.

Visdomsordet

family walking near a harbor

I løbet af mit liv har jeg set mange af mine venners liv blive forpestet og sommetider ødelagt af alkohol. En holdning til alkohol handler ikke blot om Kirkens lære, det handler også om alles helbred og lykke. Sidste dages hellige kan være en vigtig røst i forbindelse med at oplyse samfundet om alkoholens konsekvenser.

I Faderens plan udgør visdomsordet – som blev givet os »som følge af de onde tanker og hensigter … [hos] rænkefulde mennesker« – en række helbredsprincipper. Det er »afpasset efter evnen hos de svage og de svageste blandt alle hellige.« Det nævner, at visse ting deriblandt »vin eller nogen stærk drik [alkohol] … ikke [er] godt.« Tobak og hede drikke (kaffe og te) »er ikke for legemet« (L&P 89:4, 3, 5, 8-9)

Denne åbenbaring taler også for sunde vaner med et løfte. Den lover, at de, der handler i lydighed mod dette guddommelige bud, »skal få sundhed … og skal finde visdom og store skatte af kundskab, endog skjulte skatte« (L&P 89:18-19).3

Den forvrængning, modstanderen benytter sig af, viser sig tydeligt i hans forsvar for tobak og alkohol.

Selv det hypotetiske reklamebureau ville få svært ved at kaste et positivt lys over tobak i dag. Profeten Joseph Smith (1805-1844) modtog visdomsordet i en åbenbaring i 1823. I 1921 kaldte præsident Heber J. Grant (1856-1945), inspireret af Herren, alle de hellige til bedre overholdelse af visdomsordet.4 På den tid gjorde massiv markedsføring og glorificering af rygning i film cigaretter til noget moderigtigt, sofistikeret og sjovt. Det var ikke førend i 1964, 43 år senere, at man fra officiel side i USA konkluderede: »Rygning af cigaretter udgør en så væsentlig sundhedsrisiko i USA, at vi råder til passende tiltag imod det.«5

I dag står statistikkerne omkring tobaksrygning ikke til diskussion. Rygere har større risiko end ikke-rygere for at udvikle hjertesygdomme, slagtilfælde og lungekræft. Det anslås, at rygning øger risikoen for lungekræft 25 gange.6

Så det, modstanderen fremstillede som moderigtigt, sofistikeret og sjovt, har rent faktisk resulteret i elendighed og i sidste ende død for millioner af mennesker.

Alkohol er endnu et eksempel. Gennem mange år har jeg fulgt et forskningsprojekt, som blev påbegyndt i 1940’erne. Oprindeligt blev 268 mænd, der studerede på Harvard University, regelmæssigt undersøgt i løbet af hele deres liv. Senere indlemmede man andre, deriblandt kvinder i studiet. Formålet med studiet var oprindeligt at undersøge succes og lykke.

Studiet er nået frem til tre vigtige betragtninger. For det første har lykke i voksenlivet en høj korrelation med et lykkeligt familieliv i barndommen, især kærlighed og hengivenhed fra forældrene.7 For det andet er det vigtigt med et sundt, stabilt ægteskab for livslang lykke.8 Det tredje er den negative effekt, som alkohol har på ægteskabelig og øvrig succes og lykke i livet. Alkoholmisbrug berører en tredjedel af alle familier i USA, og den er skyld i en fjerdedel af alle hospitalsindlæggelser. Den spiller en stor rolle, hvad angår død, dårligt helbred og præstationstab.9

I en forsideartikel i Washington Post for nylig, der var baseret på sundhedsdata fra det amerikanske sundhedsministerium, stod der: »Kvinder i USA drikker langt mere og langt hyppigere, end deres mødre og bedstemødre gjorde, og alkoholforbruget dræber dem i et hidtil uset antal.« Denne artikel konkluderede, at den »nuværende og spirende forskning ikke understøtter de hævdede fordele ved et moderat alkoholforbrug«, og at »risikoen for at dø af cancer synes at stige ved ethvert niveau af alkoholforbrug.«10

I de sidste få år har mange universiteter rundt om i verden prøvet at begrænse alkoholforbruget på grund af den forbindelse, den har til asocial opførsel, deriblandt seksuelle overgreb og alvorlige helbredstrusler, især ved drukture. Alkoholens forfærdelige virkning på unge menneskers hjerne er nu påvist medicinsk.11

Ved primært at omtale personlige helbredsproblemer har jeg ikke forsøgt at kategorisere andre alvorlige konsekvenser ved alkohol, som for eksempel bilulykker, der er forårsaget af spritkørsel, mænd, der undskylder fysiske og seksuelle overgreb med dårlig dømmekraft på grund af alkohol og dens virkninger på fostres hjerner, fordi kvinder drikker under graviditeten.12

Som om rygning, alkoholmisbrug og en opiumsepidemi13 ikke var skadeligt nok for samfundet, ser vi nu også onde kræfter, der presser på for at få legaliseret marihuana.

Familievalg

family praying together

Familievalg følger et lignende mønster. I vor himmelske Faders plan er familiens betydning gjort tydelig.

I »Familien: En proklamation til verden«, læser vi: »Familien er indstiftet af Gud. Ægteskabet mellem mand og kvinde er grundlæggende i hans evige plan. Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab. Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det baseres på Herren Jesu Kristi lærdomme.«14

I dagens verden er det ganske almindeligt, i et andet paradigmeskift, at udbasunere alternative valg, der er i direkte modstrid med planen og ufavorable for ægteskab og familier, på en positiv måde.

• Valget for både kvinder og mænd om at sætte uddannelse og karriere før ægteskab og familie.

• Valget om med fuld hensigt ikke at få børn eller at få færre børn15 eller at afbryde en graviditet, når den ikke er belejlig.

• Valget om at indgå i umoralsk adfærd som erstatning for den hellige institution, ægteskabet.

Modstanderen har sigtet efter kvinderne og fremmalet et billede af moderskab som en blindgyde af slid og slæb. Han har sigtet efter mænd og fået faderskab til at fremstå som uvigtigt og troskab som noget gammeldags. Den fremmedgørelse og objektivisering, der er skabt af pornografi, er et eksempel på, hvordan umoralsk adfærd har erstattet det hellige ægteskab. Det understreger det forfærdelige skift fra sandhed og retskaffenhed, som modstanderen søger.

Upassende alternativer males frem som passende for at opnå verdslige mål som frihed og lighed. Som følge af sådanne valg er det gennemsnitlige antal børn, som en kvinde føder i sin levetid, faldet drastisk. Det skønnes, at 46 procent af verdens befolkning bor i lande, hvor fertilitetsraten er under 2,1 barn – det antal, der er nødvendigt for at holde befolkningstallet stabilt. De fleste lande i Europa og Asien ligger under det niveau. Italien og Japan ligger begge omkring 1,3 fødsler. Det forventes, at befolkningstallet i Japan vil falde fra 120 millioner til omtrent 100 millioner i år 2050.16

Dette fald i fødselstallet verden over er af nogle blevet beskrevet som en »demografisk vinter«.17 I mange lande fødes der ikke børn nok til at erstatte den uddøende generation.

Lad mig fortælle om en anden realitet, der bekymrer mig meget. Jeg havde en øjenåbende oplevelse i Jerusalem i 2016 på Children’s Memorial, som er en del af World Holocaust Remembrance Center. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum og jeg lagde sammen med to amerikansk jødiske ledere en mindekrans. Det anslås, at flere end en million jødiske børn blev dræbt under holocaust.18

Mens jeg gik igennem museet, blev jeg følelsesmæssigt overvældet. Jeg gik udenfor for at fatte mig, og jeg tænkte over gruen i den oplevelse, og pludselig indså jeg, at alene i USA er der så mange aborter hvert andet år, at det svarer til antallet af jødiske børn, der blev dræbt under holocaust og anden verdenskrig.19

De jødiske børn blev dræbt, fordi de var jøder, og der er intet tilsvarende dette i hele menneskehedens historie, men jeg blev berørt over tabet af børn. At sætte børn i verden er en hellig del af vor himmelske Faders plan for lykke. Vi bliver så lamslået og skræmt over udbredelsen af aborter, at mange af os har skubbet det bag i hovedet og prøver at lade være med at tænke på det. Det er tydeligt, at modstanderen angriber værdien af børn på mange niveauer.

Abort er noget, man er nødt til at håndtere med stor forsigtighed. Det er ikke sandsynligt, at det er et problem, der bliver løst med fordømmelse af personer eller fordømmende beskyldninger. Nogle har rådet til, at man ikke dømmer et skib – eller mænd og kvinder – uden at forstå, hvilken lang rejse eller hvilke uvejr det har været ude i.20 Jeg vil også gerne tilføje, at mange af dem, der begiver sig af med denne bedrøvelige adfærd, ikke har et vidnesbyrd om Frelseren eller kendskab til Faderens plan.

Men for dem, der tror, at vi skal stå til regnskab over for Gud – og selv for mange, der ikke deler vores tro – er dette blevet en tragedie af enorme proportioner. Når man kombinerer det med den demografiske vinter, vi lige har dækket, er det en alvorlig moralsk skamplet på vores samfund.

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde: »Den største ægteskabelige lykke er overvejende styret af en primær faktor – det at få og opfostre børn … Kirken kan hverken godkende eller billige … tiltag, der … i stor udstrækning begrænser familien.«21

Med respekt for antallet og afstanden mellem børnene må moderens helbred tilgodeses, og beslutningen bør tages af ægtemænd og hustruer under bønsom overvejelse.22 Sådanne beslutninger bør udenforstående ikke dømme om. Nogle trofaste hellige er ikke i stand til at få børn eller har måske ikke mulighed for at gifte sig. De vil modtage enhver velsignelse ved konsekvensernes endelige banket.23

Ikke desto mindre har Lucifer støttet abort og har i et horribelt paradigmeskift overbevist mange mennesker om, at børn repræsenterer mistede muligheder og elendighed i stedet for glæde og lykke.

Som sidste dages hellige må vi gå i front for at ændre hjerter og sind omkring vigtigheden af børn. De angreb på familien, jeg lige har beskrevet, resulterer i sidste ende i sorg og elendighed.

Vor himmelske Fader har sagt, at hans gerning og herlighed er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Den plan etableres gennem familier. Ethvert familiemedlem er vigtigt og deres rolle er smuk, glorværdig og fyldestgørende.

Familieproklamationen kunne ikke være tydeligere omkring konsekvenserne af at træffe valg, der er i modstrid med Faderens plan. I den erklæres det entydigt: »Vi advarer endvidere om, at familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.«24

Den fremlægger tydeligt konsekvenserne og den kumulerede virkning af valg, der ikke stemmer overens med Faderens plan for lykke.

I alle ægteskaber og i al opfostring af børn vil der være udfordringer og ofre. Men belønningerne er både i dette liv og i evighederne betagende smukke. De udgår fra en kærlig Fader i himlen.

Fremgang i landet

Et velkendt skriftsted, der findes i Mormons Bog, indeholder to dele. Det lyder: »For så vidt som du holder Guds befalinger, skal du have fremgang i landet.« Den anden del lyder: »For så vidt som du ikke vil holde Guds befalinger, skal du blive forstødt fra hans nærhed« (se for eksempel Alma 36:30). Det står klart, at det at få Helligåndens velsignelser ved lydighed er et centralt vilkår for fremgang i landet.

Derudover har hellig lære i Kirken fastlagt, at det at have tilstrækkeligt til at imødekomme ens behov er den bedste målestok for timelig fremgang. Lucifers paradigmeskift består her i at højne jagten på stor velstand og tilegnelse af meget iøjnefaldende luksusprodukter. Nogle synes absolut motiverede af at kunne leve som de rige og berømte. De trofaste medlemmer er ikke blevet lovet ekstrem rigdom, men det giver heller ikke lykke.

Som folk har de sidste dages hellige sandelig oplevet fremgang. Vise økonomiske principper tæller blandt andet:

• Man søger først Guds rige.

• Man arbejder, planlægger og forbruger med visdom.

• Man planlægger for fremtiden.

• Man bruger sin velstand til at opbygge Guds rige.

Lucifers mål

woman on bus

Udover at portrættere velsignelser som den rene elendighed forsøger Lucifer at underminere Faderens plan og forpurre troen på Jesus Kristus og hans lære. Angrebene på Bibelen og Jesu Kristi guddommelighed har aldrig været mere udtalte i min levetid, end de er i dag. Som det er forudsagt i skrifterne, benytter Lucifer sig af mange kneb for at nå sit mål.

Det er en ting at blive vildledt af modstanderen. Det er en anden at være en af hans lejesvende. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde det smukt: »Hvor er det tragisk, at så mange mennesker er lejesvende for modstanderen … og de lader sig hyre til så lav en pris. Lidt status, lidt penge, lidt ros, lidt flygtig berømmelse og så er de villige til at tage imod ordrer fra ham, der kan tilbyde alle slags forgængelige ›belønninger‹, men han har ingen himmelsk valuta.«25

Der findes nok ikke noget bedre eksempel på lejesvendenes indflydelse end Lehis drøm om livets træ og den store og rummelige bygning i Mormons Bog. De i bygningen pegede fingre af dem, som havde grebet fat om jernstangen og endda spist af træets frugt. De kom til at skamme sig »på grund af dem, som hånede dem, og de faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk« (1 Ne 8:27-28).

Således resulterer dårlige valg i et udvalg af bitre, harske, ækle og elendige følger.

Sammenhold det med det herlige udvalg af konsekvenser, der er blevet lovet jer, hvis I er trofaste. I »skal fyldes med Herrens herlighed« og »blive helliggjort ved Ånden, således at [jeres] legeme bliver fornyet« og alt Faderen har, vil han give jer (L&P 84:32. 33, se også v. 34-38).

Ved en sådan banket af konsekvenser vil den åndelige føde, vi mætter os med, være velsmagende, sød, saftig, nærende og fyldig og gøre, at vi fryder os af hjertet. Når vi kommer »til Israels Hellige, og tag[er] for [os] af det, som ikke forgår, ej heller kan blive fordærvet« (2 Ne 9:51), kan vi følge den lige og snævre sti, der vil føre os til Israels Hellige, »for Gud Herren er hans navn« (2 Ne 9:41).

Noter

  1. Den danske ordbog – moderne dansk sprog, »paradigmeskift«, ordnet.dk.

  2. Se C.S. Lewis, Fra helvedes blækhus, 1991.

  3. Se Jed Woodworth, »The Word of Wisdom« i Revelations in Context: The Stories behind the Sections of the Doctrine and Covenants, Matthew McBride og James Goldberg, red., 2016, s 183-189; »The Word of Wisdom«, 1. jun. 2013, history.lds.org.

  4. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Heber J. Grant, 2003, s. 185-193.

  5. Smoking and Health: Report of the Advisory Committee to the Surgeon General of the Public Health Service, PHS publication nr. 1103, 1964, s. 33; se også The Health Consequences of Smoking – 50 Years of Progress: A Report of the Surgeon General, 2014, surgeongeneral.gov.

  6. Se »Health Effects of Cigarette Smoking«, Centers for Disease Control and Prevention, 15. maj 2017, cdc.gov.

  7. Se George E. Vaillant, Triumphs of Experience: The Men of the Harvard Grant Study, 2012, s. 108-109.

  8. Se Alvin Powell, »Decoding Keys to a Healthy Life«, Harvard Gazette, 2. feb. 2012, news.harvard.edu.

  9. Se Vaillant, Triumphs of Experience, s. 292. Til sammenligning viste et separat langtidsstudie af aktive medlemmer af Kirken positive resultater (se James E. Enstrom og Lester Breslow, »Lifestyle and Reduced Mortality among Active California Mormons, 1980-2004«, Preventive Medicine, bind 46, nr. 2, feb. 2008, s.133-136).

  10. Kimberly Kindy og Dan Keating, »For Women, Heavy Drinking Has Been Normalized. That’s Dangerous«, Washington Post, 23. dec. 2016, washingtonpost.com; i konklusionen citeres Robert D. Brewer fra Centers for Disease Control and Preventions alkoholprogram.

  11. Se »Fact Sheets – Underage Drinking«, Centers for Disease Control and Prevention, 20. okt. 2016, cdc.gov.

  12. Se Anne Schuchat, »The CDC’s Recommendations to Help Prevent Fetal Alcohol Spectrum Disorders«, American Family Physician, bd. 95, nr. 1, 1. jan. 2017, s. 6-7, aafp.org.

  13. Se »Inside a Killer Drug Epidemic: A Look at America’s Opioid Crisis«, New York Times, 6. jan. 2017, nytimes.com.

  14. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  15. »Procentdelen af de 25-34-årige uden børn, der lever sammen med dem, er mere end fordoblet siden 1967« (Emily Schondelmyer, »No Kids in the House: A Historical Look at Adults Living without Children«, U.S. Census Bureau, 20. dec. 2016, census.gov).

  16. Se World Fertility Patterns 2015, United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division, 2015, s. 6, un.org; »Birth and Fertility of the Resident Population«, Istat (Italian National Institute of Statistics), 28. nov. 2016, istat.it; »The Future of World Religions: Population Growth Projections, 2010-2050, Buddhists«, Pew Research Center, 2. apr. 2015, s. 6-12, 102-111, pewresearch.org; Adam Taylor, »It’s Official: Japan’s Population Is Dramatically Shrinking«, Washington Post, 26. feb. 2016, washingtonpost.com og Ana Swanson, »Japan’s Birth Rate Problem Is Way Worse Than Anyone Imagined«, Washington Post, 7. jan. 2015, washingtonpost.com.

  17. Se The New Economic Reality: Demographic Winter, BYUtv, byutv.org.

  18. Se »Plight of Jewish Children«, Holocaust Encyclopedia, United States Holocaust Memorial Museum, ushmm.org.

  19. Se Reproductive Health: Data and Statistics: »Abortion«, Centers for Disease Control and Prevention, 10. maj 2017, cdc.gov. Jeg anerkender, at antallet af aborter er faldet i de senere år, men antallet er stadig ekstremt højt.

  20. Det tillægges sommetider Thomas Carlyle (1795-1881); se Håndbog 1: Stavspræsidenter og biskopper, 2010, 17.3.1. Dette afsnit nævner begrænsede undtagelser for abort – deriblandt voldtægt, incest, moderens helbred og alvorlige misdannelser af barnet.

  21. The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 328-329; se også Evigt ægteskab – elevens hæfte, hæfte, 2003, s.14-18, LDS.org.

  22. Se Gordon B. Hinckley, Basis for lykke i hjemmet, pjece, 1984, s. 6, LDS.org.

  23. Se Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 1.3.3.

  24. »Familien: En proklamation til verden«, s. 2.

  25. Neal A. Maxwell, Things As They Really Are, 1978, s. 42.