Tiltrukket af samme køn – ville Kirkens medlemmer byde mig velkommen tilbage?

Bouke »Bob« S. Ecoma Verstege

Den 27. juli 2013 døde min livsledsager igennem 25 år efter en lang kamp mod Alzheimers. Jay Eldredge var en verdensberømt kardiolog. Vi havde begge tjent på mission for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, da vi var yngre, men vi distancerede os fra Kirken på grund af vores seksuelle tiltrækning.

Selvom Jays død ikke kom uventet, var den overvældende. Mit hjerte var knust og jeg følte mig fortabt og alene.

Mens jeg var på vej hjem fra begravelsesceremonien, følte jeg Åndens indflydelse komme så stærkt over mig, at jeg blev nødt til at holde ind til siden af vejen. Jeg vidste, at Gud talte til mig og kaldte mig tilbage til ham, men jeg var tøvende. »Kan du ikke se, at jeg lider?« sagde jeg højt. »Jeg kan ikke gå tilbage til Kirken lige nu.«

Men jo mere jeg protesterede, jo mere trak Ånden i mig og inviterede mig tilbage i Kirken.

Ville jeg blive accepteret?

Jeg var dybt bekymret for at vende tilbage til Kirken. Jeg havde ikke været til et nadvermøde i 25 år. Ville de overhovedet tage imod mig? Ville jeg acceptere dem? Hvad ville biskoppen sige? Jeg følte mig ængstelig og uklar og stærkt tynget af sorg.

Men mit vidnesbyrd om evangeliet var ikke blevet svækket i årenes løb. Jay og jeg elskede Kirken og dens ledende principper – i særdeleshed barmhjertighed, nåde og tilgivelse. Jeg vidste, at Kristus var min Frelser, og at hans kirke var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det har jeg vidst, siden jeg blev omvendt og døbt som 14-årig. Det ville jeg ikke fornægte nu.

Da jeg endelig havde mønstret det nødvendige mod, ringede jeg til Linwood menigheden i New Jersey i USA for at høre, hvornår de havde nadvermøde.

Som søndagen nærmede sig, lagde modstanderen mange hindringer i vejen for mig, der nemt kunne have afholdt mig fra at deltage. Hvor er jeg dog taknemmelig for, at Helligånden holdt ved.

Jeg følte mig nervøs, da jeg trådte ind i kirkebygningen, men åbningssalmen forvissede mig om, at jeg var hjemme igen. Salmen »Kom, kom, Guds folk« (Salmer og sange, nr. 16) fremkaldte Ånden så stærkt, at tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg vidste i det øjeblik, at vor himmelske Fader var opmærksom på mig og min dybe sorg.

Salmen er blevet lidt af en uofficiel slagsang for Kirken, men den er også blevet min personlige slagsang.

»Kom« sagde salmen indbydende. »Skønt tornestrøet kan synes denne vej, Gud er med dig hver dag.«

Min vej var svær. Men Gud var også med mig som lovet.

Biskop Darren Bird og resten af menigheden var vidunderlige og velkommende. De accepterede mig som deres bror i Kristus.

Forligede mig med Gud, igennem Kristus

Ordene i »Kom, kom, Guds folk« fik dog endnu dybere betydning for mig, da jeg følte vor himmelske Fader vejlede mig til, hvordan jeg skulle gå videre.

Vi finde stedet for Guds stille fred
hist i vest, Zions land,
for Herrens folk et udsøgt helligt sted,
Gud os der signe kan.

Jeg tog vestpå og købte mig et hjem i Fountain Hills i Arizona i USA, hvor jeg mødte biskop Jerry Olson. Da jeg bad om et møde med ham og gav ham hånden, sagde Ånden mig, at denne mand ville hjælpe mig tilbage til fuld aktivitet i Kirken.

Efterhånden som jeg mødtes med biskoppen og indledte denne forligelse med vor himmelske Fader, bevidnede jeg mange åndelige mirakler. Jeg var åben over for biskoppen, hvilket han var taknemmelig for. Han sagde, at det hjalp ham til at forstå, hvor jeg havde været, og hvor jeg nu var i mit forhold til Gud. Han informerede mig også betænksomt om, at det var første gang, at han havde mulighed for at drage omsorg for nogen med homoseksuel erfaring, og han bad om min tålmodighed og tilgivelse, hvis han sagde eller gjorde noget, der stødte mig i processen.

Jeg takkede for hans ærlighed og sagde: »Jamen, det er også første gang for mig. Vi finder ud af det sammen.«

Det indledte en vidunderlig rejse og venskab.

Snart havde jeg en handlingsplan for, hvordan jeg blev medlem igen. Jeg accepterede det kærlige og bønsomme råd med et taknemmeligt hjerte og påbegyndte processen.

Trøst i templet

Da jeg fulgte rådet og arbejdede hårdt for at komme Kristus nærmere, modtog jeg senere mit præstedømme igen og tempelvelsignelser og accepterede et kald til at tjene i ældsternes kvorum. Da jeg var i dyb samtale med vor himmelske Fader i templet, viste han mig, hvor meget han elsker sine børn. Jeg følte mig trøstet og fyldt af et ønske om at behage ham.

Flere måneder senere blev der kaldet en ny biskop, som jeg også har udviklet et nært venskab med. Biskop Larry Radford kendte til min situation og påskønnede min tjeneste i ældsternes kvorum, hvor han sagde, at jeg havde tjent med kærlighed og hengivenhed ikke blot for kvorummet – men mere vigtigt for Gud. Hans venlige ord og opmuntring fik mig til at føle, at Herren og mine medhellige var tilfredse med min tjeneste.

Nu tjener jeg trofast som menighedssekretær.

Forståelse af hvem jeg er

Det er ikke altid let at være et aktivt medlem og føle sig tiltrukket af andre af samme køn. Men jeg sætter hele min tro og lid til Gud, jeg kan mærke, at han styrker mig. Kritikere vil uden tvivl sige, at jeg ikke er tro mod mig selv, eller at jeg er en skuffelse for LGBT+-samfundet.

Jeg forstår deres frustration, og jeg har helt bestemt ikke alle svarene. Jeg kan kun tale om min egen erfaring. Og den erfaring har lært mig dette: Jeg er søn af vor himmelske Fader, et barn af Gud. Det er ene og alene den betegnelse, der betyder noget for mig. Derfor prøver jeg at undgå at lade mig definere af verdens betegnelser. Jeg frygter, at det vil begrænse mit potentiale og min evige udvikling.

Satan er meget snu. Han ved, at han ved at bruge mærkater kan adskille os som samfund og kirke.

Med det perspektiv in mente er de valg, jeg træffer ikke baseret på min seksuelle orientering, men på hvordan jeg kan være en sand tilhænger af Kristus med den tiltrækning af samme køn. Som Nefi sagde:

»O Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil sætte min lid til dig for evigt. Jeg vil ikke sætte min lid til armen af kød …

Jeg ved, at Gud vil give gavmildt til den, som beder. Ja, min Gud vil give mig, hvis jeg ikke beder om noget forkert; derfor vil jeg opløfte min røst til dig, ja, jeg vil anråbe dig, min Gud, min retfærdigheds klippe. Se, min røst skal for evigt stige op til dig, min klippe og min evige Gud« (2 Ne 4:34-35).

Mine medhelliges kærlighed

Jeg har hele vejen igennem min vej tilbage følt mine lederes og medhelliges, herunder aktive og mindre aktive LGBT+-medlemmer, kærlige fællesskab. Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne trives. Jeg fandt iblandt dem de kristuslignende egenskaber, som jeg altid havde forbundet med min tro: Barmhjertighed, medfølelse, forståelse og frem for alt kærlighed.

Når jeg kæmpede mig frem langs stien med min Frelser, følte jeg en trøst og fred, når jeg vendte mig til ham, da jeg vidste, at jeg ikke gik alene på den vej. Der var adskillige biskopper ved min side. Medlemmer af mit kvorum. Søstre i menigheden. Der var tilmed en ung mand i menigheden, der spurgte, om jeg ville ordinere ham som præst. Hans venlighed rørte mig dybt. Han så mig som en mand, der bærer Guds præstedømme, og som kan udøve det præstedømme i tjeneste for andre.

Disse muligheder for at tjene og tilbede Gud med mine medhellige har – tillige med de mange velsignelser, jeg har modtaget fra Herren – opløftet og hjulpet mig til at opleve den kærlighed, forståelse og accept, jeg havde brug for.

Frelseren sagde: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer« (Joh 14:18). Disse ord er sande. Jeg havde brug for trøst, og han kom til mig, i langt større grad, end jeg kunne have forestillet mig.