Mirakuløse helbredelser gennem tempelordinancer

Reyna I. Aburto

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Fra en tale til tempelpræsidentpar den 17. oktober 2019.

Vor himmelske Fader kan hele os igennem slægtshistorie og tempeltjeneste.

Alle Guds børn, der er ansvarlige for deres handlinger har – uanset hvor, hvornår eller under hvilke omstændigheder de lever eller har levet i – brug for at få mulighed for at udøve tro på Jesus Kristus, for at omvende sig og acceptere hans evangelium og dette på begge sider af sløret. Ethvert af Guds børn står i behov for åndelig heling, og som hans disciple er vi kaldede til at bidrage til at gøre det muligt.

Takket være Frelserens sonoffer lader templets frelsende ordinancer os og vores forfædre blive født på ny for at ændres til en tilstand af retfærdighed for at blive forløst af Gud og blive nye skabninger (se Mosi 27:25-26).

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Templet er målet for enhver aktivitet, enhver lektion og ethvert udviklingsskridt i Kirken. Hele vores indsats med at forkynde evangeliet, fuldkommengøre de hellige og forløse de døde fører til det hellige tempel. Templets ordinancer er altafgørende. Vi kan ikke vende tilbage til Guds herlighed uden dem.«¹

Da farisæerne og de skriftkloge klagede over Jesu Kristi disciple, svarede han dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse« (Luk 5:31-32).

Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, erklærede: »Herren har sørget for mange muligheder, hvorigennem vi kan modtage [hans] helbredende indflydelse … [Han] har gendannet tempeltjeneste på jorden. Det er en betydningsfuld del af det frelsende arbejde for både levende og døde. Vores templer er et tilflugtssted, hvor vi kan tage hen og aflægge mange af verdens bekymringer. Vores templer er fredfyldte og rolige steder. I disse hellige bygninger ›læger [Gud] dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår‹ (Sl 147:3).«²

Når vi rejser, hører vi historier om den mirakuløse helbredelse, der finder sted i hellige templer overalt. Vi hører om trofaste medlemmer, der kommer til templet i busser, og som bruger hele dagen og aftenen med på at udføre frelsende ordinancer for deres forfædre. Vi hører om dedikerede unge, der kommer i templet tidligt om morgenen, inden de skal i skole, for at udføre dåb og bekræftelse for de døde og hjælpe med forskelligt ved disse hellige ordinancer. Vi hører om grupper af unge kvinder og unge mænd, der tager offentlig transport efter skole en dag hver uge for at give deres forfædre muligheden for at blive åndeligt genfødt. Vi hører om familier, der navigerer i både i timevis for at komme til templet for at modtage frelsende ordinancer for dem selv, så de igennem Jesu Kristi forsoning kan blive ændret til en tilstand af retfærdighed. Vi hører om individuelle medlemmer og familier, der finder navne på kære forfædre på sabbatten og derpå tager disse navne med til templet for at give disse familiemedlemmer mulighed for at blive forløst af Gud. Vi hører om 11-årige drenge og piger, der er ivrige efter at komme til templet, og som må stå på det nederste trin i dåbsbassinet, fordi vandet er for dybt til dem – alt sammen for at give deres forfædre chancen for at blive nye mennesker.

Hvis vi tænker over det, kommer vi alle til templet for at blive helet åndeligt og give dem på den anden side af sløret mulighed for også at blive helet. Når det gælder heling, har vi alle desperat brug for Frelseren. Dette vil jeg illustrere med historien om to af mine forfædre.

Sister Aburtos grandmother — Min farmor Isabel Blanco

Helbredelse af min bedstemor og far

Min farmor Isabel Blanco blev født i Potosí i Nicaragua. Jeg husker hende som en kærlig, hårdtarbejdende og trofast kvinde. Under min opvækst såede hun frø af tro i mit unge hjerte, når jeg så hende bede inderligt til Gud, og hun tog mig med til messe hver søndag for at tilbede Jesus. Men hun havde ikke et let liv. Blandt meget andet, som hun gjorde, arbejdede hun som ung som tjenestepige for en velhavende familie. Som det desværre var sørgeligt almindeligt gjorde hendes arbejdsgiver hende gravid, og da hun ikke længere kunne skjule graviditeten, blev hun fyret.

Min far, Noel, var det barn, hun ventede af den graviditet, og selvom Potosí var en lille by og alle, deriblandt Noel, vidste, hvem hans far var, så havde Noel aldrig nogen kontakt med eller noget forhold til ham.

Isabel blev aldrig gift, og hun fik endnu to børn uden for ægteskab. Efter nogen tid flyttede hun med sine tre børn til landets hovedstad, Managua, for at finde bedre arbejde og muligheder for uddannelse.

I sine sene teenageår udviklede Noel en afhængighed af alkohol. Senere mødte han og giftede sig med min mor, Delbi, og de fik fire børn. Med årene sled hans alkoholisme på deres ægteskab, og efter de var flyttet til San Francisco i Californien i USA, da de var i 50’erne, blev de separeret. Han begik desværre selvmord nogle få år senere.

Min mor og jeg blev medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige nogle få år, inden min far gik bort. Nogle få år efter hans død, var alle stedfortrædende ordinancer blevet udført for ham, bortset fra en: Den beseglende ordinance. På det tidspunkt turde jeg ikke spørge min mor, om hun ønskede at blive beseglet til ham, for jeg vidste, hvor opslidende deres forhold havde været.

Sister Aburtos parents — Mine forældre, Noel og Delbi Blanco

Så skete der et mirakel. Min mor havde en drøm, hvori hun så sin mand, Noel, uden for køkkendøren i deres hjem i Managua, hvor han rakte hånden frem mod hende og inviterede hende til at komme med ham. Hun vågnede med en god følelse i hjertet. Der gik ikke så længe efter det, før hun en dag ringede til mig og sagde: »Jeg skal besegles til din far her på lørdag. Du kan komme, hvis du vil.«

Jeg svarede begejstret: »Selvfølgelig kommer jeg!« Da vores telefonsamtale sluttede, indså jeg glad, at jeg også kunne blive beseglet til dem.

På en herlig lørdag morgen knælede min mor, min mand og jeg ved et helligt alter i templet og udførte beseglende ordinancer for levende og døde, hvilket gav mine forældre og jeg mulighed for at være sammen for evigt. Min søn var der også som stedfortræder for min bror, der var gået bort nogle år tidligere. I den hellige stund var al smerte og sorg glemt. Vi følte alle vor Frelser, Jesu Kristi lindrende og helende balsam, som han tilbyder igennem sin forsoning på begge sider af sløret.

Nogle år senere fik jeg en drøm, hvor jeg så min far ved noget, der lignede en talerstol i en af vores kirkebygninger. Han bar en hvid skjorte og slips, og han gav et inspirerende budskab. I min drøm, så jeg ham som en erfaren leder i Kirken. Jeg ved ikke helt, hvad den drøm betyder, men den giver mig håb om, at han måske har taget imod Jesu Kristi evangelium i åndeverdenen.

På et tidspunkt udførte vi også tempelordinancer for min farmor, Isabel, bortset fra besegling til en ægtefælle, fordi hun aldrig havde været gift. Tænk engang over det, en kvinde som Isabel, der ikke blev behandlet med respekt af mænd, og som kæmpede med meget i sit liv, kan få mulighed på den anden side af sløret for at udøve sin handlefrihed og indgå en hellig pagt med Gud igennem en stedfortrædende ordinance i templet. Hun står, som vi alle gør, i behov for større tro, for omvendelse, for kærlighed, for helliggørelse – eller ganske enkelt i behov for heling.

Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at selvom Noel havde en svær barndom og en ødelæggende afhængighed, så var hans kærlighed til sine børn stærkere end hans svaghed. Når han var sammen med os, så vi hans bedste sider. Han var altid venlig mod os, og jeg kan ikke mindes bare en gang, hvor hans mistede besindelsen over for sine børn. Eftersom Gud er nådig, har Noel også fået chancen for at udøve tro, for at omvende sig og acceptere Jesus Kristus som sin Forløser igennem det hellige tempels frelsende ordinancer. Noel står, som vi alle gør, i behov for heling.

Dette er blot to eksempler på de helende evige velsignelser, som enkeltpersoner og familier tilbydes i alle Herrens templer rundt om i verden. Som præsident Nelson har sagt: »Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«³

Når jeg tænker på alt det, der var nødt til at ske for Isabel og Noel for at modtage den evige gave, indser jeg, at det er et mirakel, der er gjort mulig af vor himmelske Fader og en Frelser, der elsker os med fuldkommen kærlighed, og som har kaldet os alle til at hjælpe til i Herrens værk og herlighed.

Hvad angår Israels indsamling har præsident Nelson sagt: »Alle vor himmelske Faders børn, på begge sider af sløret, fortjener at høre budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium. De bestemmer selv, om de vil vide mere.« Og så forklarede han: »Hver gang I gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud og modtage deres nødvendige dåbs- og tempelordinancer, bidrager I til Israels indsamling. Så enkelt er det.«⁴

Jeg ved ikke, om min farmor, Isabel, min far, Noel, eller resten af mine slægtninge, der er blevet udført tempeltjeneste for, har accepteret Jesu Kristi evangelium i åndeverdenen. Men jeg kan håbe, jeg kan udøve tro, jeg kan indgå og holde pagter med Gud, og jeg kan leve mit liv på en måde, der vil tillade mig at være sammen med mine slægtninge »i en tilstand af lykke som ingen ende har« (Morm 7:7).

Og når jeg kommer til den anden side af sløret, vil jeg sørge for at undervise dem, hvis de endnu ikke har taget imod Jesu Kristi evangelium! Jeg kan ikke vente med at give dem et knus, fortælle hvor højt jeg elsker dem, at tale mere åbenhjertigt med dem, end jeg kunne, da de levede, og vidne for dem om, at »Jesus er Kristus, den evige Gud.«⁵

Kraften til at hele og helbrede

Sommetider kommer det naturlige menneske i os til at tro, at vi er blevet kaldet til at »fikse« andre mennesker. Vi er ikke blevet kaldet til at »fikse« andre, og vi er ikke blevet kaldet til at moralprædike for eller ringeagte nogen. Vi er blevet kaldet til at inspirere, opbygge, indbyde, være menneskefiskere, sjælefiskere, så de kan få muligheden for at blive åndeligt helbredt af Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser.

I Esajas 61 læser vi Herrens ord, som han også citerede, da han indledte sin tjenestegerning i Jerusalem (se Luk 4:18-19). Han sagde:

»Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,

for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger,

for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod. De skal kaldes retfærdighedens ege, plantet af Herren til hans herlighed.

De skal genopbygge ruiner fra fortiden og genrejse gamle tomter, de skal genopbygge ødelagte byer, der lå i grus i slægt efter slægt« (Es 61:1-4).

Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Slægtsforskning og tempeltjeneste [giver] kraft til at hele [det, der står i behov for helbredelse] … Gud besegler og helbreder med sine uendelige evner enkeltpersoner og familier på trods af tragedier, tab og modgang.«⁶

Præsident Nelson har sagt, at »den virkelige kraft til helbredelse … er en gave fra Gud«,⁷ og han har også forklaret, at »opstandelsen er Herrens fuldbyrdende helbredelse. Takket være ham, vil hvert eneste legeme opstå i sin rette og fuldendte form. Takket være ham er ingen situation håbløs. Takket være ham tegner fremtiden lyst, både her og herefter. Sand glæde venter hver og en af os – på den anden side af sorgen.«⁸

Jeg vidner om, at vor himmelske Fader elsker hver enkelt af os så højt, at han har sørget for »en vej«,⁹ så enhver af os kan helbredes fysisk og åndeligt ved at udøve tro på Jesus Kristus, indgå og holde vores pagter med Gud og følge hans bud. Jeg vidner om, at Kristus kom til jorden med »lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede« (Es 61:1), så vi hver især kan blive »hellige, uden plet« (Moro 10:33).