Kun digitalt: Unge Voksne
Føl Guds kærlighed gennem omvendelse
Jeg lærte, at omvendelse er en sand kærlighedsgave fra vor himmelske Fader og Frelseren.
Da jeg var 15, traf jeg ikke de bedste beslutninger. Jeg var sammen med den forkerte flok, og jeg var ofte omgivet af mange fristelser – nogle af dem hengav jeg mig til. Til at begynde med var mine beslutninger ubetydelige, men til sidst befandt jeg mig på et meget mørkt sted. Jeg skjulte meget af det, jeg gjorde for min familie, og jeg følte mig så alene. Jeg var ikke sikker på, hvor jeg skulle henvende mig. Jeg troede virkelig på, at Gud ikke elskede mig.
En særlig svær dag fik jeg pludselig den tanke, at jeg skulle begynde at læse Mormons Bog. Jeg havde læst den før, men ikke med et oprigtigt ønske om at lære af dens budskaber. På hver side følte jeg en varme i mit hjerte, da jeg fandt sandheder fra Frelseren, der fortalte mig, at jeg kunne ændre mig med hans hjælp. Jeg følte, at jeg ønskede at »synge sangen om den forløsende kærlighed« (Alma 5:26)..
Da jeg havde studeret Mormons Bog og dens kristuscentrerede budskaber, blev jeg i stand til at få det mod, jeg havde brug for til at åbne op om mine valg for min mor. Da vi var på vej hjem fra busstationen en dag, talte jeg med hende og fortalte hende om nogle af de dårlige beslutninger, jeg havde truffet. Jeg forventede, at hun blev vred, men det gjorde hun ikke. Hun dømte mig ikke engang. I stedet udtrykte hun, hvor højt hun elskede mig, og gennem hendes kærlighed følte jeg også Guds kærlighed for første gang i mit liv.
Da jeg fortsatte med at bede og læse skrifterne, mønstrede jeg igen mod til at tale med min biskop og begynde omvendelsesprocessen. Da jeg spurgte ham, om jeg måtte mødes med ham, inviterede han mig ind på sit kontor, og vi begyndte med en bøn. Da vi havde talt, begyndte jeg at græde på en måde, som jeg aldrig havde grædt før. Jeg fortalte ham om alle mine fejl, og jeg kunne bogstaveligt talt mærke vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed løfte den skam og tunge byrde, jeg havde båret på mine skuldre.
Min biskop var ikke andet end medfølende, hvilket fik mig til at føle vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed igen. Han lærte mig, at omvendelsesprocessen var vejen til at blive helliggjort og tillige med den tilgivet for vores fejltagelser. I det øjeblik indså jeg, at omvendelse virkelig er en kærlighedsgave fra vor himmelske Fader og Frelseren. Jeg tænker altid på, hvor meget de elsker mig på grund af skriftstedet i Lære og Pagter 19, hvor Frelseren siger: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig« (v. 16).
Jeg påskønner, at vi takket være Jesus Kristus og hans forsoning har mulighed for at forbedre os og blive bedre. Jeg har oplevet sandheden om, at vores hjerte kan ændres, når vi har oprigtige intentioner og indser, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker os.
Omvendelse er i sandhed en kærlighedsgave fra vor himmelske Fader og Frelseren. De velsignelser, jeg har fået af denne oplevelse og mange andre, er større, end jeg havde forestillet mig, og »min sjæl blev fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte havde været!« (Alma 36:20). At opleve Frelserens helbredende kraft i mit liv har mindet mig om, hvor højt elsket vi er og altid har været.