Kun digitalt: Unge Voksne
Jeg troede ikke, at jeg havde brug for institut, men det ændrede alt for mig
Da jeg kæmpede for at finde sandhed, blev deltagelse i institut det skridt, jeg måtte tage for at føle mig tættere på min himmelske Fader.
Da jeg voksede op, var institut ikke rigtigt et mål for mig. Selvom ældste L. Tom Perry (1922-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum sammenlignede institut med »et beskyttende skjold omkring jer for at holde jer fri fra verdens fristelser og prøvelser,«1 tænkte jeg, at når jeg havde taget seminar, var det det! Jeg troede, at jeg havde lært alt, jeg kunne. Min tros frø var blevet plantet, og jeg var klar til at vokse. Jeg troede, at jeg havde al den kundskab om evangeliet, jeg behøvede, for at klare hvad som helst.
Men jeg opdagede hurtigt, at alverdens fristelser stod i kø. For mig var overgangen til voksenlivet ikke let. Seminar havde givet mig de åndelige redskaber, jeg havde brug for, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bruge dem.
Mine første år som ung voksen blev tilbragt delvist i mit hjem i New Zealand og i USA. Jeg fik et stipendium til et universitet i Massachusetts, og som sportsstuderende opdagede jeg, at min tid og mit fokus aldrig var rettet mod kirken. Hen mod slutningen af mine studier havde jeg ikke været i kirke eller gjort noget som helst relateret til evangeliet i over to år.
Jeg havde uden at vide det gjort mig sårbar i min åndelige kamp mod verden.
Og verden var ved at vinde.
Men tingene ændrede sig, da jeg kom hjem til New Zealand for at færdiggøre de sidste få år af mit studium. Jeg begyndte at dvæle ved min skyld og skam over at have forsømt min åndelighed. Og efter at have været væk fra evangeliet så længe, havde jeg spørgsmål og antagelser om Kirken, der fortærede mit lille trosfrø.
Da jeg gik rundt på mit universitet med hængende hoved, kom jeg forbi institutbygningen. Med et hjerte, der var tungt og fuld af spørgsmål og kun en lille smule tro tilbage, overtalte jeg mig selv til at gå ind. Jeg var skeptisk over for evangeliet og var tilbageholdende med at hengive mig til noget, som var relateret til Kirken, men jeg meldte mig til et kursus og tænkte, at det kunne hjælpe mig til at finde lidt retning.
Det ene kursus førte mig ind på en ny vej, der ændrede mit liv. Og jeg lærte fire værdifulde lektier af det.
1. Vi er elsket helt og holdent
Et af de største spørgsmål, jeg havde, da jeg begyndte på kurset, var: »Elsker Gud mig stadig?« Jeg var så splittet over de valg, jeg havde truffet, da jeg studerede et andet sted. Jeg følte, at jeg var nået til et punkt, hvorfra jeg ikke kunne vende tilbage. Men efterhånden som jeg fortsatte med at deltage i institut hver uge, var der altid et bestemt budskab i hver lektion, der blev hængende: »Guds kærlighed kender ingen grænser«.
Vi begår måske fejl, men den milde påmindelse fra min lærer om, at vor himmelske Fader elsker os fuldkomment, var en af de største ting, jeg fik ud af hver institutlektion i mit første semester. Jeg indså, at uanset hvor meget vi tænker noget andet, så elsker han os og ønsker at vejlede os.
2. Vor himmelske Fader ønsker, at vi stiller spørgsmål og søger sandhed
Jeg havde så mange spørgsmål om Kirken, da jeg voksede op, men jeg følte aldrig, at jeg kunne sige dem højt af frygt for at blive dømt. Og som ung voksen havde jeg endnu flere spørgsmål.
Da jeg begyndte at deltage i institut, var jeg mere fokuseret på mine ubesvarede spørgsmål end på min tro og de sandheder, jeg kendte. Og da COVID-19-pandemien ramte, og stress og angst fortærede mig, kæmpede jeg med at føle Ånden. I håb om at føle noget besluttede jeg mig for at knæle ned og bede en bøn for første gang i månedsvis. Inden jeg sagde et ord, fyldtes mine øjne af tårer, da jeg blev omsluttet af en stærk følelse af kærlighed. Jeg bønfaldt Herren om at besvare alle mine spørgsmål, lette min byrde og bringe mig fred.
Kort tid efter den bøn sad min institutlærer sammen med en klassekammerat og mig og spurgte os, hvad unge voksne havde brug for, da han håbede på at kunne lave kurser, der skulle omhandle de mest almindelige udfordringer og spørgsmål. Det var en trøst at vide, hvor meget han ønskede at hjælpe, og jeg åbnede op for, hvordan jeg havde haft det. I løbet af eftermiddagen talte vi om vores behov som unge voksne i Kirken, og da fandt jeg et svar på min bøn i min klassekammerats ord.
Jeg indså, at jeg ikke var den eneste med spørgsmål, og at de ikke var noget at skamme sig over, som jeg tidligere havde troet.
Jeg følte mig åndeligt opløftet efter den samtale, og jeg var for første gang sikker på, at vor himmelske Fader brød sig om mine spørgsmål, og at han ville hjælpe mig med at finde svar med tiden.
3. Vi kan lære af ligesindede unge voksne
Unge voksne i Kirken er på forskellige stier og har forskellige perspektiver, og det kan være svært for os at finde fælles fodslag. Men én ting, vi har til fælles, er evangeliet.
Med mit voksende engagement i institut var det fantastisk at høre fra unge voksne med så mange forskellige erfaringer med at finde åndeligt fodfæste i deres kamp mod modstanderen.
Den isolation, jeg havde følt, begyndte at smuldre, da jeg deltog i institut. Gennem konstant fællesskab og samtaler om evangeliet opbyggede jeg venskaber, og disse venskabers indflydelse velsignede og inspirerede mig til at blive ved med at opbygge min tro.
4. Vi må opbygge vores eget vidnesbyrd
Som ung gik jeg i kirke, fordi mine forældre ønskede, at jeg skulle. Mit vidnesbyrd om evangeliet var blot en afspejling af deres. Men efterhånden som jeg fortsatte med at vokse og søge sandhed til institut, lærte jeg at stå fast på mit eget vidnesbyrd i stedet for at gemme mig bag mine forældres vidnesbyrd. Det trosfrø, jeg havde sået for mange år siden, begyndte hurtigt at spire, da mine institutlektioner gav det den jord og de næringsstoffer, det behøvede for at trives.
I sidste ende har institut spillet en stor rolle i min omvendelse til Jesu Kristi evangelium. Institut hjælper mig stadig til at videreudvikle min tro og det er et trygt sted, hvor jeg kan stille svære spørgsmål. Selvom jeg har været medlem hele mit liv, var det ikke før, jeg deltog i institut og lærte at anvende evangeliets principper i mit liv, at mit vidnesbyrd blev oprigtigt og endnu vigtigere mit.
Deltagelse i institut giver mulighed for utallige velsignelser for unge voksne. Præsident Thomas S. Monson (1927–2018) lovede: »Når I deltager i institut og studerer skrifterne flittigt, bliver jeres evne til at undgå fristelser og modtage vejledning fra Helligånden i alt, hvad I gør, øget«.2
Jeg gentager og understreger disse lovede velsignelser ved institut fra vores elskede tidligere profet. Min konstante kamp for at prøve at følge med ændringerne i voksenlivet blev lettere, da mit vidnesbyrd om evangeliet blev stærkere. Deltagelse i institut hjalp mig til at udvikle mit vidnesbyrd, som virkelig blev mit skjold til at undgå verdens fristelser, og gennem det konstante skriftstudium sammen med andre unge voksne singler så jeg, hvordan institut i sandhed er et guddommeligt inspireret program fra vor himmelske Fader.