Kun digitalt: Unge Voksne
Vendte mine spørgsmål til svar
Under en af mine sværeste prøver, styrkede det min tro at ændre mit perspektiv.
Efter nogle barske uger som helt ny missionær i Australien, begyndte jeg at tænke, at det vist ikke var noget for mig at være missionær, og jeg måtte hjem. Jeg udtrykte min bekymring for min missionspræsident og efter megen eftertanke og bøn, forflyttede han mig til et nyt område med en ny makker. Der var god kemi mellem mig og den makker med det samme, og min mismodighed og angst begyndte at fortage sig. Men efter fire måneder som missionær følte jeg stadig, at det ville blive op ad bakke.
En dag, hvor et distriktsmøde var ved at være forbi, overraskede vores missionspræsident os med et besøg. Han rakte mig sin telefon og sagde, at min mor gerne ville tale med mig. Mit hjerte stod næsten stille, og jeg vidste, at der var noget galt. Tårerne flød fra mine øjne allerede, inden hun kunne nå at fortælle mig, at min lillebror, Elliot, havde fået kræft. Jeg var knust og i det øjeblik ønskede jeg bare at være hos min familie. Men da min mor trøstede mig, sagde hun, at min tro og mine bønner ville gøre mere gavn i Australien, end de ville derhjemme.
Jeg fik lov til at ringe til Elliot og fortælle, hvor højt jeg elskede ham. Elliot havde altid været der for mig, og jeg ville så gerne være ved hans side. Jeg afsluttede vores samtale ved at bede for ham på samoansk og lovede ham, at jeg ville lære ham familiens oprindelige sprog, når jeg kom hjem.
Da jeg senere knælede ned den aften, anråbte jeg vor himmelske Fader. Jeg stillede et spørgsmål: »Hvorfor?« »Hvorfor Elliot?« »Hvorfor vores familie – igen?« Vi havde allerede på nært hold set og følt smerten ved cancer og de rædselsfulde konsekvenser af kemoterapi, og mit sind blev fyldt af billeder af min fars lange kamp mod kræften og den smerte, han led. »Hvorfor sker det igen?« Det ville jeg gerne vide. Jeg blev som missionær mødt af lignende spørgsmål fra folk, men selv de basale evangeliske svar, jeg altid gav dem, var ikke gode nok til mig.
Da jeg i smerte og forvirring i hjertet knælede ned i bøn, følte jeg en fred komme over mig. Jeg besluttede mig for at bede igen. Denne gang sagde jeg ikke »hvorfor« til vor himmelske Fader, men »hvordan?« »Hvordan kan denne prøvelse styrke mig og min tro?« »Hvordan vil denne prøvelse påvirke Elliot og resten af min familie?« »Hvordan kan denne udfordring hjælpe mig til at blive en bedre og mere effektiv missionær?« »Hvordan kan jeg bruge denne svære tid til at bringe fred til dem, der ikke kender til Jesu Kristi evangelium eller forsoning?«
Fokus på »hvordan« i stedet for »hvorfor« hjalp mig til at se på tingene igennem en linse af tro. Dette ændrede fokus fornyede også min påskønnelse af de grundlæggende svar i evangeliet, som virkelig er evige sandheder. Vor himmelske Fader elsker os. Prøvelser, smerte og kræft er ikke en straf. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Påskøn jeres åndelige [og fysiske] byrder, for Gud vil gennem dem omvende jer og bruge jer til at udføre hans værk, hvis I bærer dem godt« (»The Inconvenient Messiah«, Ensign, feb. 1984, s. 70).
Jeg følte så stor fred og trøst fra Jesus Kristus i den svære tid. Jeg vidste, at han allerede havde følt den fortvivlelse, jeg følte, tillige med alt det, som Elliot ville føle og lide i de måneder, der lå forude. Jeg fandt også stor trøst i skrifterne, konferencetaler og min kære missionspræsident og makkere. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville have taget nyheden, hvis jeg ikke kendte til det større billede og vor himmelske Faders evige plan for vores familie.
Sommetider er det lettere at spørge »hvorfor« og bebrejde vor himmelske Fader de prøvelser, der rammer os. Men gennem denne oplevelse og andre, der fulgte, ved jeg, at vi altid vil blive velsignet og støttet i vores prøvelser, hvis vi stoler på hans usvigelige kærlighed og uendelige visdom (se Alma 36:3).
Efter Elliot i månedvis gik igennem kemoterapi, og lang tid efter jeg er vendt hjem fra mission, tænker jeg stadig på denne oplevelse, når jeg møder prøvelser. Jeg får sandsynligvis aldrig svar på, hvorfor min bror skulle igennem den prøvelse, men jeg ved, at vi en dag vil få svar på alle vores spørgsmål. Jeg ved, at jeg i det øjeblik, hvor jeg ændrede mit spørgsmål til vor himmelske Fader fra »hvorfor« til hvordan, blev i stand til at forlade mig på Jesus Kristus og lade denne prøvelse hjælpe mig til at blive mere som ham.