2022
Lær af Guds mønster for råd
Juni 2022


»Lær af Guds mønster for råd«, Liahona, juni 2022.

Lær af Guds mønster for råd

Syv måder at gøre jeres personlige, familie- og kirkeråd mere meningsfulde på.

et møde for kirkeledere og ansatte i Det Udøvende Råd for missionering

Ældste Dieter F. Uchtdorf (øverst ved bordet) leder et møde med Kirkens ledere og ansatte i det udøvende råd for missionering.

Foto: Jeffrey D. Allred, Deseret News

Helt fra begyndelsen har Gud udført sit værk gennem råd. Der er meget, vi kan lære om vigtigheden af at sidde i råd og rådføre os med hinanden om vores oplevelse, inden vi kommer til jorden.

»Vi læser den første virkelige rådshistorie i Den Kostelige Perle,« siger præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, med henvisning til det store råd i himlen. I dette familieråd præsenterede vor himmelske Fader en plan for sine børns udvikling – en plan, der blev muliggjort gennem Jesu Kristi villige offer, ham som blev kaldt Jahve. Vor himmelske Fader præsiderede med kærlighed, opmuntrede til at tale frit og respekterede handlefrihedens gave.1

Under den efterfølgende skabelse af himlen og jorden anviste vor himmelske Fader et guddommeligt mønster for at sidde i råd. Instruktionerne blev givet, og opgaverne blev udført, og der blev rapporteret om dem. Vor himmelske Fader og Jesus Kristus styrer fortsat Guds familie og Kirken gennem råd.

Dette guddommelige mønster for råd er »afgørende« på alle niveauer, siger præsident Ballard. I Kirken omfatter dette råd på kirke-, stavs- og menighedsniveau.

Et mønster for enkeltpersoner og familier

en familie, der taler sammen

Dette mønster vejleder også enkeltpersoner og familier. Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Princippet om rådgivning er intetsteds vigtigere end i forholdet mellem ægtemand og hustru og i deres forhold som forældre til deres børn – eller enhver anden, der måske bor sammen med dem i en udvidet familie.«

Præsident Ballard har beskrevet familieråd som »det mest basale og grundlæggende – og det måske vigtigste – af alle råd.«2 Når en far sidder sammen med sin teenagesøn, siger præsident Ballard, at det ikke blot er et far-søn-møde. »Han har et rådsmøde med det mest dyrebare medlem, han overhovedet kan rådføre sig med.«

Vi kan alle anvende principperne for gode råd i vores liv ved at bede forældre, kirkeledere, mentorer og andre om når som helst at rådføre sig med os, herunder når vi står over for vigtige beslutninger eller har brug for at løse udfordringer.

De, der er ugifte eller studerende, som bor langt væk fra hjemmet, kan følge den guddommelige orden for råd ved at samles med venner og bofæller og sidde i råd sammen.3

Selv en person, der bor alene, kan rådføre sig med Herren ved et rådsmøde gennem bøn. De kan udtrykke kærlighed og taknemmelighed og bede om inspiration og vejledning, når de lytter efter Åndens tilskyndelse, siger han.4

Uanset hvilken slags råd, der er tale om, siger præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, så kommer »styrken af råd i høj grad af troen hos de mennesker, der sidder i dem.«

Principper for effektive råd

Herunder er nogle principper, som kirkeledere mener, kan velsigne vores stavs-, menigheds- og familieråd.

Kend jeres formål

Et rådsmøde fortæller ikke alle og enhver, hvad de skal gøre, siger præsident Ballard. Et rådsmøde beder ikke alle og enhver om at give en rapport. Et rådsmøde er, når en biskop f.eks. siger: »Vi har et problem med ærbødighed i menigheden. Lad os tale om det. Hvad kan vi gøre?« Et rådsmøde er en mulighed for at mødes for at forstå og forenes om et fælles formål.

I det store råd i himlen præsenterede vor himmelske Fader sin plan for at hjælpe sine børn til at blive som ham og lod os komme til en forståelse af planen (se Abr 3:22-28). Ligesom det store råd i himlen er et af de primære formål med ethvert familie- eller kirkeråd »at bringe sjæle til Kristus,« siger præsident Ballard. »Det er at forberede dem til at modtage de ordinancer og pagter, der er afgørende for evig frelse.«

Bevar Frelseren i centrum

Ligesom Frelseren var midtpunktet for det store råd i himlen, bør Jesus Kristus være centrum for hvert af vores råd, »ikke vores eget ego eller vores egen tankegang,« har ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.

For at bevare Frelseren som fokus kan et råd spørge: »Hvad ønsker han, at vi gør? Hvordan kan vi fremme hans formål?«

Præsident Camille N. Johnson, Primarys hovedpræsident, har sagt, at råd ikke afholdes af administrative eller planlægningsmæssige årsager. »Det er at drage omsorg for den enkelte, og ved at invitere vor Frelser ind i processen og genkende Ånden kan vi vide, hvordan vi skal gøre det på globalt plan.«

Inviter Ånden ved at forberede jer

Før rådets medlemmer drøfter et emne, kan de gennemgå baggrundsoplysningerne, har ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum rådet til. »Sæt det ind i en sammenhæng,« siger han. Det kan være en historisk eller trosmæssig baggrund eller personlige observationer eller erfaringer. En familie, der rådfører sig om, hvordan de kan forbedre deres overholdelse af sabbatsdagen, kan for eksempel læse relaterede skriftsteder eller generalkonferencetaler.

God information kan give inspiration, siger ældste Uchtdorf. »Man er nødt til at indsamle oplysninger, og så vil man være i stand til at modtage åbenbaring, når man har forbindelse til Ånden.«

Sørg for, at alle stemmer bliver hørt

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum siger: »Åbenbaring er spredt blandt de forskellige medlemmer af et råd. Når et emne kommer op til overvejelse, har vi brug for at høre alles råd.«

Hvad enten det er i et general-, stavs-, menigheds- eller familieråd, er der behov for hvert rådsmedlems stemme, og den bør værdsættes.

Når ægtemand og hustru arbejder sammen om at lade deres børn få en stemme i deres familie, kan de f.eks. opleve, at der »sommetider kommer åbenbaring gennem en otteårigs stemme,« siger præsident Bonnie H. Cordon, Unge Kvinders hovedpræsident.

Søg kvinders perspektiv

en kvinde taler ved et rådsmøde

»Kvinders stemme spiller en afgørende rolle på alle niveauer, også i hjemmet,« siger præsident Ballard.

Der sker fremskridt, når kvinder og mænd er forenede og arbejder sammen, siger præsident Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident. Til kvinder, der betvivler deres værdi i et råd, siger hun: »Din stemme som kvinde betyder noget.«

Ældste Cook delte præsident Binghams tanker: »Vi er nødt til at være på lige fod.« Han bemærkede eksemplet med, at præsidentskaberne for ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen »er på lige fod« i deres ansvar for arbejdet med frelse i menigheden. At søge kvinders synspunkter i råd vil fortsætte med at »velsigne arbejdet med frelse,« siger han.

Lyt for at lære

Mens alle opfordres til at lade deres stemme høre, bør rådsmedlemmerne »lytte for at lære« i stedet for blot at vente på, at det bliver deres tur til at tale, siger præsident Bingham. Kraften i råd kommer ved at lære, at »I kan lytte til alle i rådet og vinde noget derved.«

Præsident Cordon siger, at ved at tilsidesætte sine egne ideer og aktivt lytte for at lære – af andre og af Herren – »øger Ånden vores indsigt og forståelse.«

I rådet, der består af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, er der for eksempel ingen, der forsøger at fremtvinge et bestemt synspunkt, siger ældste Bednar. Beslutninger træffes med »sømmelighed og sagtmodighed og ved Helligåndens kraft«.

Søg konsensus, ikke kompromis

Præsident Bingham har bemærket, at gruppedrøftelser i verdslige rammer ofte fører til et kompromis – en aftale, hvor begge parter kommer med indrømmelser.

»Sådan fungerer et råd i Kirken ikke. Vi arbejder os igennem konsensus,« sagde hun. I ærlig og åben udveksling af forslag »fortsætter vi med at arbejde sammen og ser efter den bedste løsning, som findes gennem åbenbaring fra Ånden.« Når medlemmerne af et råd stræber efter at være forenede om en beslutning, indbyder rådet Herrens kraft til både at bekræfte beslutningen og hjælpe med at føre den ud i livet (se Matt 18:19; L&P 42:3; 107:27). Når en beslutning er truffet, har alle ansvaret for at skride fremad og aktivt støtte beslutningen uden for rådet.

Sommetider opnås der hurtigt konsensus, og andre gange kan det tage længere tid, gør præsident Johnson opmærksom på. »Vær tålmodig med åbenbaringsprocessen.«

Et bedre resultat

Præsident Ballard har sagt, at de, der lærer at rådføre sig effektivt i deres stave, menigheder og familier – ved at følge det guddommelige mønster, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus har vist os – altid vil »ende med et bedre resultat, altid ende med et bedre svar, altid vil ende med en bedre ånd.«