Kun digitalt: Unge Voksne
Påvirker de medier, jeg bruger, mig virkelig?
Uanset om vi indser det eller ej, så påvirkes vi af de medier, vi bruger. Så hvordan vælger vi medier, der er »værd at tale godt om eller rosværdig[e]«? (TA 1:13).
Da jeg spillede tennis i high school, hørte jeg ofte de andre spillere bande. Jeg prøvede på ikke at lade mig påvirke af deres ord. Men under en af mine kampe ramte jeg ikke bolden, og et grimt ord slap ud af min mund. Uden at jeg overhovedet havde indset det, var jeg langsomt blevet følelsesløs over for de ord, de sagde, indtil det føltes naturligt for det »naturlige menneske« (Mosi 3:19) i mig også at bruge dem.
Det, vi omgiver os med, kan påvirke os på mange måder, og en af de mest indflydelsesrige ting, der omgiver os hver dag, er medier. Uanset om vi indser det eller ej, kan de medier, vi bruger, langsomt, næsten umærkeligt, forvrænge vores virkelighed. Vi tror måske, at se medier af og til, der indeholder bandeord, sex eller vold, ikke påvirker os, men sandheden er, at det gør det. Hvad kan vi så gøre ved det?
Vælg at søge gode medier
Det er vigtigt at huske, at der på trods af alle de forfærdelige ting, vi kan få adgang til gennem vores tv eller smartphones, er gode medier derude. Missionærer forkynder evangeliet gennem opløftende medier. Vi kan få kontakt til en gammel ven eller finde et budskab på de sociale medier, der virkelig opløfter os. Men hvordan kan vi stræbe efter disse dydige, elskelige og rosværdige medier? (se TA 1:13).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har foreslået denne aldrig svigtende prøve: »Hvis noget, vi tænker, ser, hører eller gør, fjerner os fra Helligånden, bør vi holde op med at tænke, se, høre eller gøre det. Hvis noget, der f.eks. har til formål at underholde, fremmedgør os over for Helligånden, så er den form for underholdning bestemt ikke passende for os.«1
Når jeg vælger medier, kan jeg godt lide at stille mig selv spørgsmål som disse: Hjælper det mig til at komme Gud nærmere? Kan jeg stadig føle Helligånden i mit liv? Du kan eventuelt også bruge disse spørgsmål til at vejlede dig, når du søger efter positive medier. Og selvom vi måske begår fejl, kan vi blive bedre – et valg ad gangen.
Jeg er ikke et perfekt eksempel på dette. Jeg har set populære programmer, der ikke motiverede mig til at blive et bedre menneske. Og jeg ser videoer på de sociale medier, der sommetider indeholder upassende sprog. Men jeg prøver at være mere eftertænksom. Hver dag prøver jeg at vælge opbyggende medier.
Hvis røst lytter du til?
I denne travle verden har jeg svært ved at sidde stille i stilhed. Jeg har det med at tage min telefon frem for at kigge på de sociale medier eller streame videoer for at undgå stilheden. Men jeg genkender oftest Ånden, når der er stille. Så jeg prøver at være mere bevidst om verdens stemmer, som jeg utilsigtet lader overdøve den stille, sagte røst (se 1 Kong 19:11-12).
Her er nogle måder, hvorpå vi alle kan begynde at kontrollere vores brug af medier:
-
Begynd med at være mere opmærksom. Hold op med tankeløst at se på det. Tag dig tid til virkelig at tænke over, hvad du bringer ind i dit sind – vil det lægge afstand mellem dig og Helligånden?
-
Vær opmærksom på, hvornår og hvorfor du bruger medier. Tager du dig tid til at sidde i stilhed og føle Ånden? Eller har du en tendens til at tage din telefon frem i stille stunder, som jeg sommetider gør?
-
Overvej at tage regelmæssige pauser fra medierne, måske som en del af din søndagsandagt. At tage pauser fra medierne kan hjælpe dig til at blive mere opmærksom på deres virkning på dig.
Træf bevidste valg om medier
Vælg at være bevidst om og opmærksom på de påvirkninger, du inviterer ind i dit liv. Vælg at revurdere og virkelig spørge dig selv, hvilken virkning dine medier har på dig. Det kan være, at du er nødt til at lægge visse bøger, film, sociale medier eller podcasts fra dig for at lægge mærke til den næsten umærkelige virkning, de kan have.
Men det tager tid! Vores stræben efter at være i verden, men ikke af verden, er en forædlingsproces (se Joh 17:11, 14-15). Lidt efter lidt kan vi prøve lidt hårdere på at blive lidt bedre. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Herren elsker en indsats.«2 Med tiden kan vi blive forædlet til at være rene som Frelseren. Hvis vi begår fejl, kan vi omvende os og vende os til ham med oprigtig hensigt og blive forædlet endnu mere! Det er miraklet ved Jesu Kristi forsoning.
Når jeg er opslugt af populære medier, er det svært at afgøre, om verdens stemmer har en negativ indvirkning på mig. Men jeg ved, at når jeg tager mig tid til at tage et skridt væk fra medierne, kan jeg se, hvilke påvirkninger jeg har brug for at fjerne fra mit liv. Sommetider er det et svært valg, men det er det hele værd.
Jeg vil være ærlig – den tenniskamp var ikke sidste gang, jeg nogensinde sagde et grimt ord. Men da jeg indså, hvordan udsættelse for det miljø påvirkede mig, traf jeg aktivt valget om at ændre, hvem jeg omgav mig med. Vi kan træffe de samme bevidste valg om de medier, vi bruger.