Jesus Kristus gav mig mod til at leve
Forfatteren bor i Japan.
For nogle få år siden ønskede jeg ikke at leve længere, men Jesu Kristi evangelium viste mig meningen med livet.
For seks år siden prøvede jeg at gøre ende på mit liv.
Jeg var for nylig blevet diagnosticeret med skizotypi, en svær psykisk sygdom, og jeg var knust. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen venner. Jeg følte mig frakoblet fra min familie. Jeg var deprimeret og var mere ensom, end jeg nogensinde tidligere havde været i mit liv. Jeg havde også helt mistet alt håb og mod, for jeg kunne ikke se noget formål med livet.
Jeg begyndte at have tanker om, at alle ville få det bedre uden mig, og jeg havde ikke lyst til at leve mere. Så en aften prøvede jeg stille at gøre en ende på mit liv.
Men til alt held fandt min familie ud af det og tog mig med på et hospital, hvor jeg blev indlagt for at få hjælp med mit mentale helbred.
I nogle få uger kunne jeg stadig ikke se noget formål med livet og følte hverken glæde eller lys. Mit hjerte blev koldt. Men til sidst indså jeg, at jeg i sandhed ikke var alene, og jeg havde ikke lyst til at dø. Da jeg fik professionel hjælp, begyndte jeg tydeligt at se, at min familie og mine venner elskede mig, og mit mentale helbred blev bedre, så jeg fik fornyet mod på livet. Jeg ønskede at finde glæde og mening i mit liv igen. Jeg føler nu stærkt, at det var vor himmelske Fader, der gav mig en ny chance og fyldte mit hjerte med håb.
Herren vil altid tilbyde os sit lys
Jeg begyndte på universitetet, hvor jeg mødtes med en gammel bekendt. Jeg kendte ham ikke så godt, men der var noget anderledes ved ham. Han havde sådan et strålende, muntert ansigtsudtryk. Jeg hørte fra andre klassekammerater, at han lige var vendt hjem efter at have tjent på en »mission«. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, men da han forklarede, at det indebar, at han skulle forlade sine venner og familie i to år, blev jeg virkelig forvirret. Han virkede så lykkelig og glad, men hvis jeg havde været i hans sko, ville jeg have været så ensom.
Mens vi opbyggede et venskab, begyndte han at tale med mig om sin kirke. Ud fra min oplevelse med at forsøge at gøre en ende på mit liv, fik jeg en klar tanke om, at Gud kunne findes. Jeg havde hørt folk nævne ham og Jesus Kristus før, men jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle tro på. Så en dag spurgte jeg min ven: »Tror du på Gud?« Med det samme bar han et passioneret og livsændrende vidnesbyrd for mig, der såede troens frø i mit hjerte. Jeg kunne se, hvor meget glæde og lys evangeliet gav ham, og jeg ville også gerne opleve den glæde.
Da jeg fortsatte med at stille ham spørgsmål, gav han mig en Mormons Bog og fortalte mig, at den ville give mig svar om livet. Han præsenterede mig for missionærerne. Jeg begyndte også at komme til nadvermødet med ham, hvor folk med et strålende lys omkring dem viste mig kærlighed og mindede mig om verdens godhed.
Jeg lærte om Jesus Kristus, min identitet og mit formål, som er guddommeligt, Guds kærlighed og Frelserens sonoffer, og hvad det betyder for mig. Tre uger senere blev jeg døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Evangeliet har givet mig en ny følelse af glæde og fred, som jeg aldrig før har følt. Da jeg fandt ud af, at jeg havde en mental sygdom, troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville blive lykkelig igen. Men at lære, at jeg aldrig er alene i mine kampe, fyldte mit liv med lys.
Jeg lærte, at uanset hvilken mørk vanskelighed, vi har, vil Herren altid tilbyde os sit lys.
Livet er en gave
Efter nogle få år modtog jeg templets velsignelser og endte med at gifte mig med den ven, der præsenterede mig for evangeliet. Vi blev beseglet i templet i Sapporo i Japan. Jeg er så taknemmelig for det lys, den kærlighed og det håb, som Jesus Kristus har bragt ind i mit liv og mine forhold. Ved at søge og styrke min tro på ham og på evangeliske sandheder gennem bøn, skriftstudium og tempelbesøg har jeg været i stand til fuldt ud at indse, hvordan mit liv er en stor gave og et privilegium.
Det betyder så meget for mig, at Kristus opgav sit liv, så jeg kunne leve. Den viden ændrede virkelig mit syn på mine kampe med mit mentale helbred, og jeg er så taknemmelig hver dag, hvor jeg oplever livet med ham ved min side.
Jeg siger ligesom ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, da han sagde:
»Til enhver … derude, som kæmper, og hvad end der bekymrer eller besværer jer, så er selvmord helt sikkert ikke svaret. Det vil ikke lette den smerte, som I føler, eller som I mener, at I er årsag til. I en verden, der så desperat har brug for alt det lys, den kan få, så formindsk venligst ikke det evige lys, som Gud lagde i jeres sjæl, inden denne jord blev skabt. Tal med nogen. Bed om hjælp. Ødelæg ikke et liv, som Kristus gav sit for at redde. I kan bære udfordringerne ved dette liv på jorden, fordi vi vil hjælpe jer med at bære dem. I er stærkere, end I aner. Hjælp er til rådighed, fra andre og især fra Gud. I er elskede, og I er værdsatte og vigtige! Vi har brug for jer.«1
Jeg har stadig udfordringer, men nu ved jeg, at der er et formål med mit liv. Jeg er højt elsket af min himmelske Fader og af så mange andre. Jeg ved, at jeg kan række ud efter både timelig og åndelig hjælp. Jeg minder ofte mig selv om at bevare et evigt perspektiv, huske på, at Frelseren forstår enhver smerte og uretfærdighed, jeg oplever, og overveje, hvordan han kan hjælpe mig til at blive mere som ham, når jeg møder prøvelser.
Jeg tror på Jesus Kristus og hans evangelium. Jeg ved, at med ham kan jeg altid overvinde mørke tider og finde lys igen. Takket være ham har jeg opdaget, at det virkelig er muligt at elske livet og nyde glæde og fred, selv midt i udfordringer. Jeg er hver dag så taknemmelig for den mening og det håb, han giver mig. Jeg ved, at hvis vi stoler på ham, vil han altid give os håb og mod på livet.