2023
Slægtshistories velsignelser og vigtighed – Nylige budskaber fra profeter og apostle
Februar 2023


Kun digitalt

Slægtshistories velsignelser og vigtighed – Nylige budskaber fra profeter og apostle

Se, hvad levende profeter nyligt har lært os om slægtshistorie på de sociale medier.

Jesus Kristus underviser i åndeverdenen

Præsident Russell M. Nelson har ofte undervist om vigtigheden af at hjælpe med at indsamle Israel på begge sider af sløret. Deltagelse i slægtshistorie er afgørende i dette store værk. Præsident Nelson har sagt:

»Ethvert menneske, som kommer til denne jord, er et produkt af generationer af forfædre. Vi har en naturlig trang til at være forbundet med vores forfædre. Dette ønske bor i os uanset alder.

Tænk på den åndelige forbindelse, der opstår, når en ung kvinde hjælper sin bedstemor med at lægge oplysninger om familien ind på en computer, eller når en ung mand ser sin oldefars navn i en folketælling. Når vores hjerte vendes mod forfædrene, sker der en forandring i os. Vi føler, at vi er en del af noget, som er større end os selv. Vores iboende trang til familieforbindelser tilfredsstilles, når vi bliver forbundet til vores forfædre gennem templets hellige ordinancer …

Profeten Joseph Smith sagde: ›Det største ansvar, som Gud har pålagt os i denne verden, er at finde frem til vore døde.‹ Ny teknologi gør det lettere end nogensinde at løfte dette ansvar …

Hvad så med de af jer, som ikke har adgang til en computer eller foretrækker ikke at bruge denne teknologi? Tag det roligt. Tag ét skridt ad gangen. Begynd derhjemme. Begynd med en tom papæske, som præsident Boyd K. Packer foreslog. Læg al vigtig information om jer selv og jeres familie i denne æske. Tilføj andres indsamlede data om jeres familie. Søg så assistance hos den [tempel- og] slægtshistoriske konsulent i jeres menighed …

Det er et frydefuldt værk …

»Selvom tempeltjeneste og slægtsforskning har kraften til at velsigne dem, der er gået hinsides, har det en tilsvarende kraft til at velsigne de levende. Det har en forædlende virkning på dem, som beskæftiger sig med det. Det hjælper bogstavelig talt med at ophøje deres familie.«1

Følgende udtalelser fra Kirkens ledere på de sociale medier kan hjælpe os til at lære mere om slægtshistories velsignelser og vigtighed.

Eksempler på dem, der handlede på deres tro på Frelseren

»›Fortæl en historie‹ er en hyppig forespørgsel fra børn. Selvom fiktive historier og eventyr kan være sjove at fortælle, kan I i stedet overveje at fortælle jeres børn historier, der viser tro på Jesus Kristus og historier, der forbinder dem til deres ædle forfædre. For nogle år siden besluttede Kristen og jeg at lave vores egen familieberetning, fyldt med beretninger fra vores familie og slægt. Vi elsker at læse fra den sammen med vores familie.

»Vi opfordrer jer til at lave en samling fra jeres egen slægtshistorie med eksempler på dem, der handlede på deres tro på Frelseren, på hans ledere og på principperne i hans evangelium. I kan måske finde historier i taler eller fra slægtsforskning eller bare historier, I har hørt, mens I voksede op. Dokumentér dem, og del dem. Det kan hjælpe jer og jeres familie til at vende jeres hjerter til jeres forfædre.«

Dallin H. Oaks, Facebook, 14 jan. 2021, facebook.com/dallin.h.oaks.

Jeres rolle i dette store værk

»Vi har alle en rolle i dette store værk. Når I engagerer jer i slægtshistorie og tempeltjeneste, viser det Gud, at I interesserer jer for ham, hans familie og hans formål. Når I skaber et bånd til jeres Fader i himlen, vil han smede et bånd med jer.«

Jeffrey R. Holland, Facebook, 7. feb. 2021, facebook.com/jeffreyr.holland.

Forbindelsen til vores egen familie

»Takket være min hustru, Mary, har musik altid været en vigtig del af vores hjem og familie. For nogle få år siden under RootsTech-konferencen delte Mary og nogle af mine børnebørn en sang, der kombinerer vores kærlighed til musik og vores kærlighed til familien.

»[Den] sang indeholder et budskab om ›at vende … børnene[s hjerte] til [deres] fædre‹ (L&P 110:15), hvilket blev særligt vigtigt for vore børnebørn. RootsTech-konferencen vakte blandt vores børnebørn en interesse for at blive mere involveret i at finde og forbinde sig med deres egne forfædre.

Vi har alle et ansvar over for de generationer, der gik forud for os, og over for de generationer, der vil følge os. Jeg beder til, at vi alle vil fortsætte med at finde en måde at skabe forbindelse til vores egen familie på.«

Quentin L. Cook, Facebook, 19. apr. 2021, facebook.com/quentin.lcook.

Små og enkle ting

»Frelseren har ofte beskrevet sit værk som ›stort og forunderligt‹ (L&P 12:1) eller som ›et forunderligt værk og et under‹ (2 Ne 27:26). Og alligevel er det fascinerende for mig, hvordan han udfører det værk gennem små og enkle ting – deriblandt dig og mig.

Uanset hvad vores andre ansvar er, har vi alle mulighed for at indbyde vor himmelske Faders børn til at binde sig til Frelseren ved at indgå og holde pagter.

Præsident Russell M. Nelson sagde, at ›hver gang I gør noget, der hjælper nogen‹ med at indgå og holde pagter på begge sider af sløret, samler I Israel (›Zions ungdom‹, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018). Det er den største sag på jorden, men den kan også lade sig gøre. Det kommer naturligt af at være bundet til Frelseren selv.

I tænker det måske ikke, men vi kan hver især virkelig have en umådelig indflydelse på at hjælpe andre til at øge deres tro på Jesus Kristus. Jeg opfordrer jer til at overveje, hvad I kan gøre i dag.«

Quentin L. Cook, Facebook, 19. apr. 2021, facebook.com/quentin.lcook.

Velsignelser ved at opdage enkelte personers historier

»I 1999 var jeg så heldig at deltage i lanceringen af Kirkens hjemmeside FamilySearch. Gordon B. Hinckley, daværende præsident for Kirken, kom med nogle råd, som jeg altid har syntes var bemærkelsesværdige. Han sagde: ›Læren om familiens evige natur er en af de vigtigste og helligste af vores lærdomme. At søge at forstå vores slægtshistorie kan ændre liv. Det bidrager til at skabe enhed og samhørighed i familien. Der er noget ved at forstå fortiden, som hjælper med at give vores unge noget at leve op til, en arv at respektere.‹

Disse ord er stadig sande i dag. Og i de 22 år, siden jeg hørte dem første gang, har jeg været forundret over de sociale og åndelige goder, vi alle har nydt ved at søge og finde vores forfædre. Ikke blot ved at finde genealogiske fakta, men ved at opdage enkelte personers historier. Disse historier vil i os allesammen gøre meget for at skabe en følelse af fortrolighed, formål og sammenhæng med dem, der har banet vejen for os.«

D. Todd Christofferson, Facebook, 23. mar. 2021, facebook.com/dtodd.christofferson.

Hvor og hvem I kommer fra

»Når I søger at finde og videregive, hvem I er, og hvor og hvem I er kommet fra, vil I forstå, hvem han er – jeres Frelser Jesus Kristus; og jeg lover jer, at I vil finde renhed og fred, perspektiv og formål, og I vil finde kraft og plads i Guds familie.«

Ulisses Soares, Facebook, 5. marts 2022, facebook.com/soares.u.

En kombination af fortiden og nutiden

»Hvilke familiehistorier får I styrke fra? Hvilke traditioner holder I i live? Hvis der ikke er noget, som falder jer ind, så bliv ikke modløs. Vi opfordrer jer til at finde dem; og huske, at slægtshistorie ikke kun handler om en fjern fortid. Det er en kombination af fortid og nutid, der gør jer helt unikke, som den I er.«

Ulisses Soares, Facebook, 2. marts 2022, facebook.com/soares.u.