Kun digitalt

Tjenestemissionærer opbygger Kirken

Matthew C. Godfrey og John Heath

Kirkens historiske afdeling

Sådan har tjenestemissionærer gennem Kirkens historie været med til at dele evangeliet.

Da ældste Nathaniel Johnson afsluttede sin fuldtidsmission, reflekterede han over de to foregående år – det arbejde han udførte, de mennesker, han velsignede, og den måde, han var vokset på. Han fik til opgave at tjene i et af de 124 biskoppernes forrådshuse, der drives af Kirken verden over. Han tømte lastbiler, fyldte hylder og holdt forrådshuset rent.

For ham var de mest meningsfulde oplevelser at hjælpe besøgende med at hente bestillinger frem fra hylderne af hårdt tiltrængt mad og varer. Han sagde: »Jeg bragte grundlæggende Kristi lys ind i andre menneskers liv, så de kunne vide, at de er en del af vor himmelske Faders plan.«

På hektiske dage under COVID-19 pandemien stod besøgende i kø rundt om blokken, og forrådshuset var åbent i 10 timer hver dag. »Jeg lærte, at når Herren er med os, vil vi være i stand til at gøre alt og komme igennem enhver udfordring,«¹ bemærker han.

Ældste Johnson fortsætter en lang tradition med missionærer, der er kaldet til at opbygge Kirken på andre måder end forkyndende. Siden Kirkens første tid er missionærer blevet kaldet til at arbejde i miner, male vægmalerier i templer, indsamle genealogi, bygge skoler og kirkebygninger og sørge for velfærd og humanitær tjeneste. Deres arbejde fremmer Kirkens værk med at opløfte og velsigne Guds børn intellektuelt, socialt og timeligt såvel som åndeligt. I den proces bliver missionærernes vidnesbyrd også styrket, og de tilegner sig færdigheder og erfaring, der varer hele livet.

Tidlig indsats

Joseph Smith og andre kirkeledere tjente lejlighedsvis på mission af andre årsager end forkyndelse. Den 24. februar 1834 modtog Joseph Smith for eksempel en åbenbaring, der instruerede ham og syv andre i at »samle« »styrken i Herrens hus« for at forløse Zion (L&P 103:22). De blev befalet at rejse gennem »menighederne i de østlige lande« og erklære behovet for mennesker og penge til at udføre Zions forløsning (L&P 103:29-40). Orson Hyde blev også bedt om at anmode om bidrag, som Kirken kunne bruge til at købe jord i Missouri og betale af på en gæld, der var opstået for templet i Kirtland.²

Da Brigham Young blev Kirkens præsident, kaldte han personer på mission med mere timelige formål og anerkendte, at selv timelige opgaver har åndelige formål. I 1856 udpegede han missionærer til at rejse til Las Vegas-området for at forsøge grave efter bly. Andre blev kaldet til arbejde i miner og udsmelte jern.³ Denne type af timelige missioner var ret almindelige i det nittende århundrede.

Kunstmissionærer

Sidst i det nittende århundrede sendte Kirken udvalgte kunstnere ud for at studere i Paris i Frankrig, så de kunne male vægmalerier i templet i Salt Lake City. John Hafen, John B. Fairbanks og Lorus Pratt blev kaldet og indsat i 1890 specifikt som »kunstmissionærer«. De studerede på det prestigefyldte Académie Julian i Paris. Ligesom alle missionærer stolede de på Herrens vejledning og følte hans ånd i deres værk. John Hafen skrev: »Jeg har et vidnesbyrd om, at Herren vil gøre mig i stand til at udføre alt det, der er nødvendigt i det år, hvor jeg er her.«⁴ Ifølge forskerne Martha Elizabeth Bradley og Lowell M. Durham jun. var disse kunstmissionærer »unikke. Aldrig siden har man forsøgt at gentage det, selvom de umiddelbare resultater af indsatsen var markant succesfulde.«⁵

Uddannelsesmissionærer

Udover at betale for personer, der søger uddannelse i kunst, kaldte Kirken også enkeltpersoner til at studere jura, ingeniørarbejde og medicin. Brigham Young sendte Heber John Richards til New York City i 1867 for at uddanne sig på Bellevue Hospital Medical College. Han blev instrueret i at deltage aktivt i de helliges menighed i New York City og at forkynde evangeliet, når han ikke var til undervisning. Romania Pratt reagerede på Brigham Youngs opfordring til at få flere kvindelige læger. Inden Romania tog af sted for at studere medicin på Woman’s Medical College i Philadelphia i Pennsylvania i USA, modtog hun en velsignelse fra præsident Young, der arrangerede økonomisk støtte til Romania fra Hjælpeforeningen.⁶

I dag støtter tjenestemissionærer fortsat Kirkens Uddannelsessystem i roller som uddannelsesspecialister og videreuddannelse.

Genealogiske missionærer

Arbejdet med at udføre stedfortrædende ordinancer for afdøde forfædre i templer skabte et stort behov for genealogiske oplysninger. Mange meldte sig frivilligt til at rejse til arkiver og forfædres hjemlande for at indsamle det. Selvom disse frivillige tjente uden formelle kaldelser, gjorde de det med velsignelsen fra Kirkens ledere. Frivillige fortsatte med at tjene i genealogiske roller i hele 1900-tallet. Gradvist blev deres tjeneste mere formaliseret. I 1979 kaldte Kirken missionærer til at tjene ved hovedsædet i en række forskellige stillinger.⁷ Så det var naturligt i 1981 at kalde fuldtidsmissionærer til at tjene i Genealogical Library. I dag tjener missionærer i næsten alle aspekter af slægtshistorie rundt om i verden.⁸

Bygningsmissionærer

I 1950 opførte Kirken Liahona High School i Tonga, men den kunne ikke finde faguddannede arbejdere nok til at færdiggøre den. Missionspræsidenten i Tonga »besluttede sig for at kalde en gruppe unge tonganske mænd på særlige arbejdsmissioner.« Disse unge mænd hjalp med at opføre skolen, ligesom Kirkens medlemmer i Kirtland i Ohio og i Nauvoo i Illinois havde bidraget med arbejdskraft ved opførelsen af templer. Ideen spredte sig snart til andre dele af Stillehavsområdet og senere til steder rundt om i verden. Programmet »velsignede mange grene med nye og smukke kirkebygninger, mens det gav hundredvis af unge mænd erhvervsfaglig erfaring.«⁹

Mange udtrykte taknemlighed for muligheden for at tjene. Boyd Richardson, der tjente på et byggeprojekt i Ohio, sagde: »Jeg har fuldført en forkyndende mission her i USA, og i kraft af den oplevelse efterlader jeg mit vidnesbyrd om, at den samme søde ånd findes blandt Kirkens bygningsmissionærer, som blandt forkyndende ældster.« Richardson fortsatte: »Ligesom en forkyndende mission [påvirker] hele ældstens liv og karakter, gør en bygningsmission det også.«

Andre bemærkede, at selve byggeprogrammet var med til at bringe folk ind i Kirken og styrkede de allerede døbte medlemmers vidnesbyrd. Don H. Worthen sagde: »Det er meget interessant at se folk, når de kommer forbi hver dag og hører deres kommentarer. De stopper op og stiller spørgsmål, og så får vi mulighed for at fortælle dem om evangeliet og bære vores vidnesbyrd for dem.« James og Ruth Morse, der tjente i England, har lignende tanker. »Vi bemærkede den store forandring, som inaktive medlemmer havde i deres holdning til Kirken, da de nye kirkebygninger blev påbegyndt,« forklarer James og Ruth Morse. »De synes at være stolte af at tage folk med for at se, hvad Kirkens medlemmer gør, og så i løbet af kort tid arbejder de selv på projektet, og for det meste kan de blive genaktiveret i Kirkens pligter.«¹⁰

I dag støtter missionærer fortsat bygningsvedligeholdelse rundt om i verden på forskellige måder afhængigt af lokale behov.

Velfærdsmissionærer

Talrige enkeltpersoner og par har tjent på både internationale og lokale velfærdsmissioner. Variationen og omfanget af deres tjeneste voksede, indtil den både spændte over hele kloden og forskellige menneskelige behov. Når de har tjent på projekter, deriblandt undervisning og praktisk hjælp som fødevaresikkerhed, medicinsk hjælp, syning, projekter med rent vand og læsefærdighed til at hjælpe handicappede, har velfærdsmissionærer fulgt Frelserens eksempel på at tage sig af dem i nød. Deres rapporter viser den åndelige dimension af denne timelige tjeneste. Søster Connie Polve og hendes kammerat, der begge er sygeplejersker, tjener som velfærdsmissionærer i Paraguay, behandlede et spædbarn, der led af en alvorlig hudbetændelse. Hun siger: »Jeg følte tydeligt Helligånden komme over mig, og jeg vidste, at jeg ikke længere virkede under min egen ledelse, men at jeg virkelig var et bogstaveligt redskab i Herrens hånd til at udføre et værk for ham på jorden.« Spædbarnet kom sig, og familien – der engang var »fortabte, frygtsomme mennesker« – udstrålede »styrke og Kristi lys i deres ansigtsudtryk«.¹¹ I dag tager over 11.000 missionærer sig af folk i nød i 188 lande.¹²

Herrens vedvarende værk

I dag fortsætter tjenestemissionærer med at udføre Herrens værk på mange forskellige måder. Disse muligheder kan omfatte at dække velfærdsbehov, hjælpe enkeltpersoner og familier i deres lokalsamfund, hjælpe Kirkens lokale programmer og drift, sørge for Kirkens ejendomme, hjælpe med kommunikation, skabe ting, som andre har brug for, indeksering og udføre slægtsforskning, samarbejde med velgørende organisationer og meget mere. Ofte kan disse missionærer tilmed tjene i flere opgaver i løbet af deres mission, når de deltager i Herrens værk.

Generationer af tjenestemissionærers bidrag går hånd i hånd med indsatsen fra forkyndende missionærer, der opbygger Kirken og Guds rige. Deres arbejde overlapper og sammenfletter, opløfter og velsigner Guds børn i alle aspekter af deres liv. Missionærerne modtager velsignelser i lige mål for deres inderlighed i det, der virkelig er ét værk: At hjælpe Herren Jesus Kristus i arbejdet med frelse og ophøjelse, idet han »tilvejebringer udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).