Kun digitalt: Unge Voksne
Hvem motiverer jer til at efterleve evangeliet?
Forfatteren er fra Taipei i Taiwan.
Da jeg indså, at jeg stolede på, at andre ville styrke mit vidnesbyrd, besluttede jeg, at jeg måtte fokusere på mit personlige forhold til Frelseren.
Da jeg begyndte på mit første semester på universitetet i USA, var jeg så spændt. Jeg gik på en skole med mange medlemmer af Kirken, og jeg havde aldrig været omgivet af så mange mennesker på min alder, der troede på det samme, som jeg gjorde! Jeg forventede, at vi alle ville have de samme standarder og hjælpe hinanden med at vokse åndeligt og intellektuelt.
Jeg blev dog overrasket, da mine forventninger ikke helt levede op til virkeligheden.
I min hjemby i Taiwan syntes Kirkens medlemmer altid at tage evangeliet alvorligt. De lod aldrig en mulighed gå dem forbi for at komme i kontakt med Jesus Kristus, og det gjorde jeg heller ikke. Der tog jeg til templet hver måned med min lillesøster (som altid motiverede mig til at tage afsted), jeg gik aldrig glip af kirkemøder (på grund af mine forældre), og jeg prøvede altid at træffe beslutninger, der holdt mig forbundet til Ånden, ligesom folk omkring mig gjorde.
Men selv om ingen bevidst brød buddene i skolen, syntes evangeliet for nogle mennesker at stå længere nede på deres prioriteringsliste. Nogle af dem traf valg, der blot vaklede på kanten mellem verden og evangeliet. Da jeg var på egen hånd for første gang, fik jeg travlt og blev fanget af, hvad alle andre omkring mig gjorde. Jeg indså hurtigt, hvor let det er at blive påvirket af verden omkring en, når man ikke prioriterer evangeliet.
Jeg fik mit åndelige momentum til at blusse op igen
Når venner omkring mig traf beslutninger, der ikke altid stemte overens med evangeliets standarder, begyndte jeg at spekulere på, om jeg levede på en måde, der var for åndelig. Jeg spekulerede på, om jeg var den sære – om jeg tog evangeliet for alvorligt. Jeg begyndte at føle mig ensom, især i kirken. Jeg følte mig fristet til at ændre mine standarder for at passe ind blandt folk omkring mig.
Men omkring det tidspunkt delte præsident Russell M. Nelson et stærkt budskab ved generalkonferencen:
»Vi har aldrig haft mere brug for positivt åndeligt momentum end nu … Åndeligt momentum kan hjælpe os til at modstå modstanderens ubønhørlige, onde angreb, og forpurre hans indsats for at undergrave vores personlige åndelige grundvold.
… Jeg opfordrer jer indtrængende til at komme ind på pagtsstien og blive der. Oplev glæden ved daglig omvendelse. Lær om Gud, og hvordan han arbejder. Søg og forvent mirakler …
Når I handler på disse bestræbelser, lover jeg jer evnen til at bevæge jer fremad på pagtsstien med større momentum, trods de hindringer I måtte støde på.«
Da slog det mig.
Jeg havde været mere interesseret i, hvad andre gjorde, end i mit eget personlige forhold til Frelseren. Jeg opdagede endda, at min skole lå lige ved siden af et tempel, og jeg havde ikke været der endnu! Det blev også klart, hvor meget jeg havde forladt mig på, at andre påvirkede min åndelighed hjemme i Taiwan.
Jeg var nødt til at gøre arbejdet for at få mit åndelige momentum tilbage og fokusere på Kristus – som burde være min største motivator for at efterleve hans evangelium.
Find motivation ved at fokusere på Frelseren
Jeg begyndte at foretage nogle ændringer.
Selvom jeg nogle dage ikke følte mig motiveret til at gå i kirke eller i templet eller gøre noget åndeligt, valgte jeg at gøre det alligevel og fokusere på min Frelser. Det betød ikke noget, hvad alle andre gjorde.
Verden gør det let at tage evangeliets velsignelser for givet, men når jeg fokuserer på ham, husker jeg på det, der betyder mest.
I stedet for at svælge i ensomhed og fokusere på forskellene i, hvordan vi lever vores liv, rækker jeg nu ud til andre. Jeg stræber efter at få venner og at notere alle de positive interaktioner, jeg har med dem, som et enkelt smil eller en venlig samtale.
Jeg sammenligner ikke længere min rolle som discipel med andres. I stedet fokuserer jeg på at holde mine åndelige vaner konsistente og styrke mit forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Når jeg prioriterer mit forhold til dem, husker jeg, hvor meget de elsker os hver især fuldkomment, og det minder mig om at vise andre nåde, ligesom de viser mig nåde.
Præsident Nelson har også inviteret os til at »tage ansvar for jeres eget vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium. Arbejd for det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed … Når I gør fortsat styrkelse af jeres vidnesbyrd om Jesus Kristus til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.«
Verden gør det let at være overfladisk omkring sin rolle som discipel, især når man står på egne ben for første gang som ung voksen. Men jeg opfordrer jer til at tage imod vores profets opfordring til at styrke jeres grundvold af tro på Jesus Kristus.
At gøre ham til en prioritet får mig til at bevæge mig fremad på pagtsstien.