UV-ugentligt
Overvind åndelig udbrændthed
August 2024


Kun digitalt: Unge Voksne

Overvind åndelig udbrændthed

Forfatteren bor i de Forenede Arabiske Emirater.

Da jeg kom hjem fra min mission, følte jeg et stort pres over, hvad jeg nu skulle gøre.

En illustration af en trist kvinde med et afladet batteri over hendes hoved

Jeg elskede min mission. Men da jeg kom hjem til Filippinerne, oplevede jeg en masse angst på grund af noget, jeg kalder »åndelig udbrændthed.«

For mig betyder åndelig udbrændthed, at man føler sig helt drænet efter at have givet alt, hvad man kan. Dette påvirkede mit liv til et punkt, hvor jeg ville blive på mit værelse hele dagen, fordi jeg var så udmattet.

Som hjemvendt missionær følte jeg et pres fra min familie, venner og lokalsamfund omkring mine beslutninger i livet. Jeg følte, at folk omkring mig havde en masse tanker om de valg, jeg traf, og hvad jeg burde gøre – det var overvældende. Jeg skjulte for alle, hvordan jeg havde det, fordi jeg ikke ville skuffe dem.

Med tiden blev presset for stort for mig at bære.

Jeg havde det på den måde, som ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev:

»Sommetider kommer åndelige nedture så gradvist, at vi knap nok bemærker, hvad der sker. Ligesom sedimentære lag i klipper kan åndelig smerte og sorg opbygges over tid og tynge vores ånd ned, indtil det næsten bliver for tungt at bære. Det kan for eksempel ske, når vores ansvar på arbejdet, i hjemmet og i kirken bliver så overvældende, at vi mister følelsen af glæde ved evangeliet. Vi kan måske tilmed føle, at vi ikke har mere at give, eller at efterlevelse af Guds bud kræver mere, end vi har styrke til.«

Selvom jeg havde det sådan, kunne jeg finde fred, da jeg vendte mig til vor himmelske Fader for at få vejledning. Her er tre måder, jeg gjorde det på:

1. Giv slip på andres forventninger

Andres forventninger gjorde det svært for mig at finde den fred, jeg havde brug for til at vende tilbage til livet derhjemme som hjemvendt missionær.

Så jeg bad om, hvilken retning jeg i min fremtid skulle gå i, og fortalte min himmelske Fader om det pres, jeg følte. Mens jeg arbejdede på at invitere Ånden ind i mit liv, følte jeg mig tilskyndet til at tage et skridt i tro og flytte til De Forenede Arabiske Emirater for at arbejde. Denne inspiration var superuventet, og mange mennesker i mit lokalsamfund blev chokerede, da jeg fulgte denne tilskyndelse.

Jeg følte pludselig så meget håb! Jeg følte, at Gud gennem Ånden ledte mig i en retning, der ville give mig den helbredelse, jeg havde brug for.

Det at lære at give slip på andre menneskers forventninger til mig og fokusere på vor himmelske Faders vejledning, gjorde det muligt for mig at bevæge mig fremad med håb og tro.

Ældste Uchtdorf sagde også: »Vi vil finde åndelig helbredelse, når vi træder ud af verdens skygger og ind i Kristi evigtvarende lys.«

2. Frigør mig selv fra sammenligning

Da jeg vendte hjem fra min mission, kæmpede jeg også med at sammenligne mig med andre.

Ældste Uchtdorf talte om farerne ved sammenligning, da han sagde: »Vi bruger så meget tid og energi på at sammenligne os med andre … Det gør, at vi skaber nogle forventninger til os selv, som det er umuligt at leve op til. Som følge deraf fejrer vi aldrig vores gode indsats, for den synes altid at lade meget tilbage i forhold til, hvad andre gør.«

Jeg var for fokuseret på, hvad andre hjemvendte missionærer gjorde, hvilket fik mig til at føle, at jeg slet ikke gjorde nogen fremskridt. Men at bede vor himmelske Fader om hjælp til at ændre mit fokus og aktivt stræbe efter at gøre det, gjorde, at jeg bekymrede mig mindre om, hvad andre gjorde. I stedet fokuserede jeg på min unikke vej og de skridt, jeg kunne tage hver dag mod mine åndelige og timelige mål.

3. Vær åndeligt proaktiv

At flytte til Dubai lærte mig vigtigheden af at være proaktiv. Uanset hvad vores omstændigheder er, kan vi være proaktive i forhold til at foretage ændringer og søge Kristus, hvor end vi måtte være.

Selvom evangeliet virkede trættende, da jeg vendte hjem fra min mission, var det at engagere mig i det faktisk svaret på min følelse af udbrændthed. Jeg fandt større fred og helbredelse, da jeg gjorde en indsats for at være en del af min menighed og tage mig tid til Herren hver dag.

Præsident Russell M. Nelson vidnede om dette koncept ved at sige: »Vi har brug for daglige erfaringer med at dyrke Herren og studere hans evangelium. Jeg beder jer indtrængende om at lade Gud råde i jeres liv. Giv ham en fair del af jeres tid. Når I gør det, så læg mærke til, hvad der sker med jeres positive åndelige momentum.«

Når jeg står over for åndelig udbrændthed, ved jeg nu, at måden at finde fred på er at bevare åndeligt momentum. En måde, vi kan gøre det på, er ved at flytte vores fokus over på Frelseren og give slip på andres forventninger.

Når jeg gør det, finder jeg den fred, jeg har brug for til at bevæge mig fremad på pagtsstien – et skridt ad gangen.