Forglem mig ej
Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Det er min bøn og velsignelse, at I aldrig vil glemme, at I i sandhed er dyrebare døtre i Guds rige.
Søstre, sikke en glæde det er at være sammen med jer i dag. Jeg ser altid frem til dette årlige møde i Hjælpeforeningen og de fortræffelige taler, som holdes her. Tak, søstre. Det er en udsøgt ære for mig at få lov til at tale i dag af præsident Thomas S. Monson og komme med nogle få tanker til Kirkens søstre.
For nogen tid siden gik jeg gennem en smuk have med min hustru og min datter. Jeg frydede mig over herligheden og skønheden i Guds skaberværk. Og blandt alle de strålende blomster bemærkede jeg den mindste lille blomst. Jeg kendte navnet på den blomst, for siden min barndom har jeg haft et rart minde om den. Blomsten hedder forglemmigej.
Jeg er ikke helt klar over, hvorfor denne lille blomst har betydet så meget for mig gennem årene. Den er ikke umiddelbart iøjnefaldende, den er let at overse blandt større og mere farverige blomster, og dog er den så smuk med sin klare farve, som afspejler den klareste himmel – måske er det endnu en grund til, at jeg holder så meget af den.
Og så er der dens uforglemmelige navn. Der er et tysk sagn om, at netop som Gud havde givet alle planterne navn, var der en tilbage uden navn. En lille stemme sagde: »Forglem mig ej, O Herre!« Og Gud svarede, at det skulle være dens navn.
I aften vil jeg bruge denne lille blomst som en metafor. De fem kronblade på blomsten forglemmigej fik mig til at overveje fem ting, som vi gør klogt i ikke at glemme.
For det første, glem ikke at være tålmodige med jer selv.
Jeg vil gerne fortælle jer noget, som jeg håber, I vil tage på den rette måde: Gud er fuldt ud bevidst om, at I og jeg ikke er fuldkomne.
Lad mig tilføje: Gud er også fuldt ud bevidst om, at de mennesker, I anser for at være fuldkomne, ikke er det.
Og alligevel bruger vi så meget tid og energi på at sammenligne os med andre – ofte sammenligner vi vore svagheder med deres styrker. Det gør, at vi skaber nogle forventninger til os selv, som det er umuligt at leve op til. Som følge deraf fejrer vi aldrig vores gode indsats, for den synes altid at lade meget tilbage i forhold til, hvad andre gør.
Alle har stærke og svage sider.
Det er vidunderligt, at I har stærke sider.
Og det er en del af erfaringen med jordelivet, at I har svagheder.
Gud ønsker at hjælpe os til, at vi med tiden får vendt alle vore svagheder til styrke,1 men han ved, at det er et langsigtet mål. Han ønsker, at vi skal blive fuldkomne,2 og hvis vi trofast følger den sti, han har anvist, så vil det ske en dag. Det er i orden, at I ikke er i mål endnu. Bliv ved med at arbejde på det, men hold op med at straffe jer selv.
Kære søstre, mange af jer er uendeligt medfølende og tålmodige med andres svagheder. Husk også at være medfølende og tålmodige med jer selv.
Vær i imidlertid taknemlig for alle de små succeser i jeres hjem, familieforhold, jeres uddannelse og levebrød, jeres kirkedeltagelse og personlige fremskridt. Som med forglemmigejen kan disse succeser synes små for jer, og andre bemærker dem måske ikke, men Gud bemærker dem, og de er ikke små for ham. Hvis I udelukkende betragter succes som den mest perfekte rose eller betagende orkidé, så går I glip af nogle af de fineste oplevelser i livet.
Insisterer I fx på at have den tilsyneladende perfekte familieaften hver uge – selvom det gør jer og alle omkring jer fortvivlede – så er det måske ikke det bedste valg. Stil i stedet jer selv spørgsmålet: »Hvad kunne vi gøre som familie, der ville være glædeligt og åndeligt og knytte os tættere sammen?« Sådan en familieaften – som måske er beskedent anlagt og udført – kan have langt flere positive og langvarige resultater.
Vores rejse mod fuldkommenhed er lang, men vi kan finde noget at undres og frydes over på hver eneste lille bid af rejsen.
For det andet, glem ikke forskellen på et godt offer og et tåbeligt offer.
Et antageligt offer er, når vi opgiver noget godt for noget af langt større værdi.
At opgive lidt nattesøvn for at hjælpe et barn med mareridt er et godt offer. Vi ved det alle. At blive oppe hele natten og sætte vores helbred på spil for at lave det perfekte tilbehør til en datters søndagstøj er måske ikke helt så godt et offer.
At tilegne noget af vores tid til at studere i skriften eller forberede en lektion er et godt offer. At bruge mange timer på at brodere titlen på en lektion på en hjemmelavet grydelap til alle i en klasse er måske ikke.
Ingen mennesker eller situationer er ens, og et godt offer i et tilfælde er måske tåbeligt i et andet.
Hvordan kan vi afgøre forskellen i vores situation? Vi kan spørge os selv: »Bruger jeg min tid og energi på de ting, som betyder mest?« Der er så mange gode ting at gøre, men vi kan ikke nå dem alle. Det behager vor himmelske Fader mest, når vi ofrer noget godt for noget af langt større værdi med et evigt perspektiv. Det kan sommetider betyde at tage sig af små, men smukke forglemmigejer i stedet for at tage sig af en stor have fuld af eksotiske blomster.
For det tredje, glem ikke at være lykkelig nu.
I den elskede børnefortælling Charlie og chokoladefabrikken gemmer den mystiske slikmager, Willy Wonka, et gevinstlod i fem af sine chokoladebarrer og bekendtgør, at den, som finder et af disse lodder vinder en rundvisning på hans fabrik og et livslangt chokoladelegat.
På hvert gevinstlod står dette budskab: »Tillykke, du er den heldige vinder af et gevinstlod … ! Store ting er i vente for dig! Mange vidunderlige overraskelser venter dig! … mystiske og storslåede overraskelser … vil fryde … forbløffe og overvælde dig.«3
I denne klassiske børnehistorie prøver folk overalt i verden desperat på at finde gevinstloddet. Nogle føler, at hele deres fremtidige lykke afhænger af, hvorvidt de får fat i et gevinstlod eller ej. I deres ængstelighed begynder folk at glemme den enkle glæde, de plejede at opleve ved et stykke chokolade. Chokoladebarren bliver i sig selv en fæl skuffelse, hvis den ikke indeholder gevinstloddet.
I dag venter mange mennesker på deres gevinstlod – loddet, som de tror rummer nøglen til al den lykke, de altid har drømt om. For nogle er det store gevinstlod det perfekte ægteskab, for andre et hjem, der ligner forsiden af et boligmagasin, eller måske er det at være fri for stress og bekymringer.
Der er intet galt med retfærdige ønsker – vi håber på og stræber efter det, som er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt«.4 Problemet opstår, når vi sætter vores lykke på standby, mens vi venter på, at en fremtidig begivenhed – vores lod – bliver trukket ud.
En kvinde ønskede mere end noget andet at blive gift med en retfærdig præstedømmebærer i templet og blive mor og hustru. Hun havde drømt om det hele sit liv, og hvilken vidunderlig mor og elskelig hustru ville hun dog ikke blive. Hendes hjem ville være fyldt med kærlig venlighed. Der skulle aldrig ytres et vredt ord. Maden ville aldrig brænde på. Og i stedet for at være ude med vennerne ville hendes børn foretrække at sidde hjemme hos mor og far om aftenen og i weekenderne.
Dette var hendes gevinstlod. Det var den ene ting, som hele hendes tilværelse handlede om. Det var den ene ting, hun mere end noget andet længtes så desperat efter.
Det skete aldrig. Og som årene gik, blev hun mere og mere tilbagetrukken, bitter og tilmed vred. Hun kunne ikke forstå, hvorfor Gud ikke havde opfyldt hendes retfærdige ønske.
Hun arbejdede som skolelærer, og hendes daglige omgang med børn mindede hende ganske enkelt om, at hendes lod i livets lotteri ikke var blevet udtrukket. Som årene gik, blev hun mere og mere skuffet og indadvendt. Folk brød sig ikke om at være omkring hende og undgik hende, når de kunne. Hun lod endda sin frustration gå ud over børnene i skolen. Hun mistede besindelsen, og hun svingede mellem anfald af vrede og dyb ensomhed.
Det tragiske ved denne historie er, at denne kære kvinde i al sin skuffelse over ikke at vinde gevinsten heller ikke så alle de velsignelser, hun havde. Hun havde ikke børn i sit hjem, men hun var omringet af dem i klasseværelset. Hun var ikke velsignet med en familie, men Herren havde givet hende en mulighed, som kun få mennesker har – muligheden for at påvirke hundredvis af liv i god retning som lærer.
Lektien her er, at bruger vi alle vore dage på at vente på fantastiske roser, så ser vi måske ikke skønheden og underet i de små forglemmigejer overalt omkring os.
Hermed siges ikke, at vi skal opgive vores håb eller modificere vore mål. Hold aldrig op med at stræbe efter det bedste i jer. Hold aldrig op med at håbe på alle hjertets retfærdige ønsker. Men luk ikke øjnene eller hjertet for den enkle og elegante skønhed i hverdagens øjeblikke, som kan gøre livet rigt og vellevet.
De lykkeligste mennesker, jeg kender, er ikke dem, der finder et gevinstlod; men det er dem, som midt i deres stræben efter værdige mål opdager og påskønner skønheden og sødmen i hverdagens små øjeblikke. Det er dem, der tråder nålen dagligt og væver på en gobelin af taknemlighed og forundring livet igennem. De er de virkeligt lykkelige.
For det fjerde, glem ikke evangeliets »hvorfor«.
Sommetider kommer vi i livets rutiner uforvarende til at overse de afgørende aspekter af Jesu Kristi evangelium, hvilket minder meget om at overse en smuk og sart forglemmigej. I vores flittige indsats for at udføre alle de pligter, vi påtager os som medlemmer af Kirken, ser vi sommetider evangeliet som en lang liste af opgaver, der skal føjes til vores i forvejen umulige liste over gøremål, noget vi må presse ind i vores travle kalender. Vi fokuserer på, hvad Herren ønsker, vi gør, og hvordan vi kan gøre det, men vi glemmer sommetider hvorfor.
Mine kære søstre, Jesu Kristi evangelium er ikke en pligt; det er en sti, som er udstukket af vor kærlige himmelske Fader, der fører til lykke og fred i dette liv og herlighed og uudsigelig glæde i det tilkommende. Evangeliet er et lys, som gennemtrænger livet på jorden og oplyser vejen for os.
Selvom forståelse for evangeliets »hvad« og »hvordan« er nødvendig, så udspringer evangeliets evige ild og majestæt af dets »hvorfor«. Når vi forstår, hvorfor vor himmelske Fader har anvist vejen for livet, når vi husker, hvorfor vi har forpligtet os til at gøre det til en grundlæggende del af vores liv, så bliver evangeliet ikke længere en byrde, men i stedet en glæde og fryd. Det bliver dyrebart og sødt.
Lad os som Kristi disciple ikke gå med øjnene i jorden og kun tænke på de opgaver og pligter, som venter os. Lad os ikke gå blinde rundt for de strålende jordiske og åndelige landskaber, der omgiver os.
Kære søstre, søg det storslåede, skønheden og den opløftende glæde i Jesu Kristi evangeliums »hvorfor«.
Lydighedens »hvad« og »hvordan« udstikker vejen og holder os på rette kurs. Lydighedens »hvorfor« helliggør vore handlinger og transformerer jordisk til himmelsk. Den forstørrer vore små, lydige handlinger til hellige indvielseshandlinger.
For det femte, glem ikke, at Herren elsker jer.
Da jeg som barn fik øje på de små forglemmigejer, følte jeg mig sommetider lidt som blomsten – lille og ubetydelig. Jeg tænkte på, om jeg ville blive glemt af min familie eller min himmelske Fader.
Her år senere kan jeg se tilbage på den unge dreng med ømhed og medfølelse. Og jeg ved nu, at jeg aldrig blev glemt.
Og jeg ved også noget andet: Som en af Mesterens, Jesu Kristi apostle vil jeg med al vished og af hjertets fulde overbevisning erklære – det er I heller ikke!
I er ikke glemt.
Søstre, hvor end I er, hvad end jeres omstændigheder er, er I ikke glemt. Hvor mørke jeres dage end måtte synes, hvor ubetydelige I end måtte føle jer, hvor overskygget I måtte tro, at I er, så har vor himmelske Fader ikke glemt jer. Han elsker jer rent faktisk med en uendelig kærlighed.
Tænk blot på dette: Universets mest majestætiske, magtfulde og herlige Væsen kender og husker jer! I elskes af Kongen over tid og rum!
Ham, der har skabt og kender stjernerne, kender jer og kalder jer ved navn – I er døtrene i hans rige. Salmisten skrev:
»Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det … ?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.«5
Gud elsker jer, for I er hans børn. Han elsker jer, selvom I af og til kan føle jer ensomme eller begå fejl.
Guds kærlighed og kraften i det gengivne evangelium er forløsende og frelsende. Hvis I vil lade hans guddommelige kærlighed komme ind i jeres liv, kan den hele ethvert sår, fjerne enhver smerte og opløse enhver sorg.
Kære hjælpeforeningssøstre, I er tættere på himlen, end I tror. I er skabt til mere, end I kan forestille jer. Fortsæt med at gå frem i tro og personlig retskaffenhed. Godtag Jesu Kristi gengivne evangelium, som jeres måde at leve på. Værdsæt den gave, det er at være aktiv i denne storslåede og sande Kirke. Påskøn tjenestens gave i den velsignede organisation Hjælpeforeningen. Fortsæt med at styrke hjem og familier. Fortsæt med at finde og hjælpe andre, som har brug for jeres og Herrens hjælp.
Søstre, der er noget inspirerende og sublimt ved den lille blomst forglemmigej. Jeg håber, at det vil være et symbol på de små ting, som gør jeres liv frydefuldt og sødt. Glem aldrig at være tålmodig og medfølende med jer selv, at nogle ofre er bedre end andre, at I ikke behøver at vente på det store gevinstlod for at være lykkelige. Glem aldrig, at Jesu Kristi evangeliums »hvorfor« vil inspirere og opløfte jer. Og glem aldrig, at jeres himmelske Fader kender, elsker og påskønner jer.
Tak for, at I er dem, I er. Tak for jeres utallige kærlighedsgerninger og den tjeneste, I viser så mange. Tak for alt det, I endnu vil gøre for at sprede Jesu Kristi evangeliums glæde til familier, i Kirken, i jeres lokalsamfund og til alverdens nationer.
Søstre, vi elsker jer. Det er min bøn og velsignelse, at I aldrig vil glemme, at I i sandhed er dyrebare døtre i Guds rige, i vor elskede Frelsers, Jesu Kristi navn. Amen.