De sange, de ikke kunne synge
Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Selvom vi ikke kender alle svarene, så kender vi til vigtige principper, som gør os i stand til at møde tragedier med tro og tillid.
Mange mennesker møder store problemer og endog tragedier på denne jordiske rejse. Overalt i verden ser vi eksempler på prøver og trængsler.1 Vi er dybt berørte af billeder af død, lidelser og desperation på tv. Vi har set, at japanerne heltemodigt har kæmpet mod ødelæggelser fra et jordskælv og en tsunami. De barske scener fra ødelæggelsen af tårnene på World Trade Center, som vi for nylig genså, var smertelige at genopleve. Noget bevæger os, når vi bliver opmærksomme på sådanne tragedier, især når uskyldige mennesker lider.
Sommetider er tragedier meget personlige. En søn eller datter dør tidligt eller bliver offer for alvorlig sygdom. En kærlig forælder bliver taget bort på grund af tankeløshed eller en ulykke. Når som helst tragedien dukker op, sørger vi og prøver at bære hinandens byrder.2 Vi beklager de ting, der aldrig vil blive opnået og de sange, der aldrig vil blive sunget.
Blandt de spørgsmål, som Kirkens ledere oftest får, er: Hvorfor tillader en retfærdig Gud, at der sker noget dårligt, og især for gode mennesker? Hvorfor er de, som er retskafne og tjener Herren, ikke fritaget for sådanne tragedier?
Selvom vi ikke kender alle svarene, så kender vi til vigtige principper, som gør os i stand til at møde tragedier med tro og tillid til, at der venter os alle en strålende fremtid. Nogle af disse principper er:
For det første har vi en Fader i himlen, som kender og elsker os personligt, og som til fulde forstår vore lidelser.
For det andet er hans Søn Jesus Kristus vor Frelser og Forløser, og hans sonoffer tilvejebringer ikke alene frelse og ophøjelse, men kompenserer også for alt uretfærdigt i livet.
For det tredje inkluderer Faderens frelsesplan for sine børn ikke alene et førjordisk og et jordisk liv, men også et evigt liv, som omfatter en stor og herlig genforening med dem, vi har mistet. Al uret vil blive rettet, og vi vil se med fuldkommen klarhed, uhindret perspektiv og forståelse.
Fra det begrænsede perspektiv hos dem uden kendskab til, forståelse for eller tro på Faderens plan – de, som kun ser verden gennem dødelighedens linse med al dens krig, vold, sygdom og onder – kan livet synes deprimerende, kaotisk, uretfærdigt og meningsløst. Kirkeledere har sammenlignet dette perspektiv med en person, som træder ind midt i et tre-akts-stykke.3 Uden kendskab til Faderens plan forstår man ikke, hvad der sker i første akt eller i forudtilværelsen og det formål, som fastslås der, ej heller forstår man de afklaringer og løsninger, der kommer i tredje akt, som er den herlige opfyldelse af Faderens plan.
Mange indser ikke, at de, som uforskyldt tilsyneladende har været mindre heldigt stillede, i sidste ende ikke bliver straffet i Faderens kærlige og altomfattende plan.4
Om nogle få måneder vil det være 100 år siden, at skibet Titanic sank. De ulykkelige omstændigheder omkring denne forfærdelige hændelse har påvirket mennesker, lige siden den fandt sted. Rederiet bag den nye luksusliner, som var 11 etager høj og næsten 270 meter lang,5 hævdede uden blusel og ubegrundet, at Titanic var usårlig i vinterens isbjergefyldte vande. Dette skib var efter sigende usynkeligt, men da det sank i det isfyldte Atlanterhav, mistede 1500 sjæle livet.6
På mange måder er Titanics forlis en metafor på livet og mange evangeliske principper. Det er et fuldkomment eksempel på problemet ved kun at se gennem dette jordelivs linse. Tabet af menneskeliv havde katastrofale konsekvenser, men ulykken var af hændelig natur. Med nedslagtningen i to verdenskrige og den nylige tiårs dag for ødelæggelsen af tårnene på World Trade Center har vi i vor tid fået et glimt af chokket, fortvivlelsen og de moralske anliggender omkring begivenheder, som er resultatet af ond udøvelse af handlefrihed. Der er frygtelige efterdønninger for familie, venner og folkeslag som følge af disse tragedier, årsagen uagtet.
Med hensyn til Titanic lærte man noget om farerne ved hovmod og ved at rejse i farefyldt farvand, og man lærte, at »Gud ikke gør forskel på nogen.«7 De ramte kom fra alle samfundslag. Nogle var rige og berømte, som fx John Jacob Astor, men der var også arbejdere, emigranter, kvinder, børn og besætningsmedlemmer.8
Der var mindst to sidste dages hellige forbindelser til Titanic. Begge viser vores udfordring med at forstå prøver, trængsler og tragedier og giver indsigt i, hvordan vi kan håndtere dem. Det første er et eksempel på at være taknemlig for de velsignelser, vi modtager, og de udfordringer vi undgår. Det drejer sig om Alma Sonne, der senere tjente som generalautoritet.9 Han var min stavspræsident, da jeg blev født i Logan i Utah. Jeg blev interviewet som missionær af ældste Sonne. Dengang blev alle kommende missionærer interviewet af en generalautoritet. Han havde stor indflydelse på mig.
Da Alma var en ung mand, havde han en ven ved navn Fred, som var mindre aktiv i Kirken. De havde utallige drøftelser om at tjene på mission, og med tiden fik Alma Sonne overbevist Fred om at forberede sig til at tjene. De blev begge kaldet til Den Britiske Mission. Mod slutningen af deres mission traf ældste Sonne, som var missionssekretær, de nødvendige forberedelser for deres hjemrejse til USA. Han bestilte billet på Titanic til sig selv, Fred og fire andre missionærer, som alle havde fuldført deres mission.10
Da tiden var inde for afrejsen, blev Fred af en eller anden grund forsinket. Ældste Sonne afbestilte alle seks bestillinger på luksuslinerens jomfrurejse og bestilte billet på et skib, som sejlede dagen efter.11 De fire missionærer, som havde glædet sig til rejsen med Titanic, udtrykte deres skuffelse. Ældste Sonnes svar minder om beretningen om Josef og hans brødre i Egypten, som vi finder i 1 Mosebog: »Hvordan skulle jeg kunne tage tilbage til min far uden drengen?«12 Han forklarede sine kammerater, at de alle var kommet til England sammen, og derfor skulle de hjem sammen. Ældste Sonne, som senere fandt ud, at Titanic var sunket, sagde taknemligt til sin ven Fred: »Du reddede mit liv.« Fred svarede: »Nej, du reddede mit ved at få mig på mission.«13 Alle missionærerne takkede Herren for, at han havde bevaret dem.14
Som det var tilfældet med ældste Sonne og hans missionærkammerater, kommer store velsignelser sommetider til de trofaste. Vi bør være taknemlige for al den inderlige barmhjertighed, vi møder i livet.15 Vi er uopmærksomme på et hav af velsignelser, som vi dagligt modtager. Det er uhyre vigtigt, at vi har taknemlighedens ånd i vores hjerte.16
Skriften er tydelig: De, der er retskafne, følger Frelseren og holder hans bud, vil nyde fremgang i landet.17 Et væsentligt træk ved fremgang er at have Ånden hos os.
Dog er det således, at retskaffenhed, bøn og trofasthed ikke altid resulterer i lykkelige afslutninger i jordelivet. Mange oplever svære prøver. Når det sker, billiger Gud, at vi har tro og beder om præstedømmevelsignelser. Herren har sagt: »Og kirkens ældster … skal tilkaldes og skal bede for og lægge deres hænder på dem i mit navn; og hvis de dør, så dør de i mig, og hvis de lever, så lever de i mig.«18
Det er lærerigt, at den anden sidste dages hellige forbindelse til Titanic ikke havde en lykkelig udgang. Irene Corbett var 30 år gammel. Hun var en ung hustru og mor fra Provo i Utah. Hun havde særlige talenter som kunstner og musiker, og hun var tillige lærer og sygeplejerske. Eftersom der var stor mangel på sundhedspersonale i Provo, deltog hun på et seksmåneders jordemoderkursus i London. Hun havde et brændende ønske om at gøre en forskel i verden. Hun var omhyggelig, betænksom, bønsom og tapper. En af grundene til, at hun valgte at rejse tilbage til USA med Titanic, var, at hun troede, at missionærerne ville rejse sammen med hende, og dette ville gøre rejsen mere sikker. Irene var en af de få kvinder, som ikke overlevede denne forfærdelige tragedie. De fleste kvinder og børn fik plads i redningsbådene og blev dermed reddet. Der var ikke plads i redningsbådene til alle. Men man mener, at hun ikke nåede frem til redningsbådene, fordi hun med sin uddannelse tog sig af de mange passagerer, der var kommet til skade efter sammenstødet med isbjerget.19
Der er mange slags udfordringer. Nogle giver os nødvendige erfaringer. Dårlige resultater i dette jordeliv er ikke bevis på manglende tro eller ufuldkommenheder i vor himmelske Faders overordnede plan. Smelterens ild er virkelig, og gode karaktertræk og retskaffenhed lutres i prøvelsens ild og renser og bereder os på at møde Gud.
Da profeten Joseph Smith sad indespærret i Liberty-fængslet, sagde Herren til ham, at alskens ulykker skal tilstøde menneskene. Frelseren sagde bl.a.: »Hvis du bliver kastet i dybet, hvis de svulmende bølger lægger råd op imod dig, hvis heftige vinde bliver din fjende … og alle elementerne forener sig for at spærre vejen … skal … alt dette … give dig erfaring og skal være til gavn for dig.«20 Frelseren afsluttede med disse ord: »Dine dage er kendt, og dine år skal ikke blive færre; frygt derfor ikke … for Gud vil være med dig for evigt og altid.«21
Nogle udfordringer er en følge af andres handlefrihed. Handlefrihed er afgørende for den enkeltes åndelige vækst og udvikling. Ugudelig adfærd er et element af handlefriheden. Hærføreren Moroni forklarede dette meget vigtige princip: »Herren tillader, at de retfærdige bliver slået ihjel, så hans retfærdighed og dom kan komme over de ugudelige.« Han gjorde det klart, at retskafne ikke går tabt, men de »går ind til Herren deres Guds hvile.«22 De ugudelige skal stå til regnskab for de grusomheder, de begår.23
Nogle udfordringer kommer gennem ulydighed mod Guds love. De helbredsproblemer, som følger af rygning, alkohol og narkotika, er rystende. Indespærringen i fængsler som følge af alkohol- og stofrelateret kriminalitet er meget høj.24
Forekomsten af skilsmisser på grund af utroskab er også betydelig. Mange af disse prøvelser og trængsler kunne være undgået ved lydighed mod Guds love.25
Min elskede missionspræsident, ældste Marion D. Hanks (som gik bort i august) bad os missionærer om at lære et udsagn om at modstå livets udfordringer udenad: »Der er ingen risiko, intet lod, ingen skæbne som kan omgå, hindre eller kontrollere en stålsat sjæls faste forsæt.«26
Han vidste godt, at det ikke gælder for alle de udfordringer, vi møder, men det er sandt, når det angår åndelige anliggender. Jeg påskønner hans råd.
En af årsagerne til det tragiske tab af menneskeliv på Titanic var, at der ikke var redningsbåde nok. Uanset hvilke prøvelser vi møder i livet, så har Frelserens sonoffer sørget for redningsbåde til alle. For dem, som tænker, at de prøver, de møder, er uretfærdige, opvejer forsoningen alle livets uretfærdigheder.27
Det er en særlig udfordring for dem, som har mistet deres kære, at undgå at dvæle ved de tabte muligheder i dette liv. Ofte har de, som dør unge, udvist særlige evner, interesser og talenter. I vores begrænsede forståelse beklager vi de ting, der aldrig vil blive opnået og de sange, der aldrig vil blive sunget. Nogen har beskrevet det som at dø, mens musikken stadig spiller indeni. Musik er i dette tilfælde en metafor for enhver form for uopfyldt potentiale. Sommetider har folk truffet store forberedelser, men får aldrig mulighed for at udføre dem på jorden.28 Et af de mest citerede gamle digte, »Elegy Written in a Country Church-Yard« (Elegi fra en landsbykirkehave) handler om forspildte muligheder:
Mangen en blomst fødes for at blomstre uset,
Og spildt er dens sødme i ørkenluften.29
De forspildte muligheder kan handle om familie, beskæftigelse, talenter, erfaringer og andet. Alt dette fik en brat ende for søster Corbetts vedkommende. Der var sange, hun aldrig fik sunget, og muligheder, hun aldrig fik i dette jordeliv. Men når vi ser gennem evangeliets store, klare linse og ikke blot gennem jordelivets begrænsede udsyn, kender vi til den store, evige belønning, som en kærlig Fader har lovet i sin plan. Apostlen Paulus har sagt: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«30 En strofe i en elsket salme giver trøst og klart udsyn: »Og Jesus lytter med behag til hjertes sang i løn.«31
Frelseren har sagt: »Lad derfor jeres hjerter finde trøst … vær rolig og vid, at jeg er Gud.«32 Vi har hans løfte om, at vi sammen med vore børn skal synge »sange om evigtvarende glæde.«33 I Jesu Kristi navn. Amen.