Modigt må vi kæmpe
Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
Af enhver mand, ung som gammel, der bærer præstedømmet, beder jeg om en stærkere og ivrigere stemme … en stemme for det gode, en stemme for evangeliet, en stemme for Gud.
I ånden fra denne usædvanligt betagende salme og med ældste Richard G. Hinckleys udtryksfulde indledningsbøn ønsker jeg i dag at tale ganske åbent, brødre, og de unge mænd fra Det Aronske Præstedømme bliver også omfattet af min åbenhed.
Når vi hører om storheden i Joseph Smiths første syn, skøjter vi sommetider hen over den faretruende konfrontation, som gik forud for det, en konfrontation, der om muligt havde til hensigt at tilintetgøre drengen, men i alle tilfælde blokere for den åbenbaring, som var på vej. Vi taler ikke mere end højst nødvendigt om modstanderen, og jeg kan slet ikke lide at tale om ham, men den unge Josephs erfaring minder os om, hvad enhver mand, deriblandt enhver ung mand, i dette publikum bør huske.
For det første findes Satan, Lucifer eller løgnens fader – kald ham, hvad I vil – og er selve personificeringen af ondt. Hans motiver er i alle tilfælde ondsindede, og han vrider sig ved tilsynekomsten af forløsende lys og den blotte tanke om sandhed. For det andet, han er for evigt modstander af Guds kærlighed, Jesu Kristi forsoning og værket til fred og frelse. Han vil bekrige det, hvor og når som helst han kan. Han ved, at han i sidste ende vil lide nederlag og blive kastet ud, men han er fast besluttet på at tage så mange, som han overhovedet kan, med sig i faldet.
Så hvad er nogle af djævelens taktikker i denne dyst, hvor det evige liv står på spil? Her kan vi igen lære noget af oplevelsen i den hellige lund. Joseph skrev, at Lucifer i et forsøg på at forpurre alt, hvad der skulle ske, udøvede så stor »en magt, der fuldstændig overvældede [ham] og havde så forbavsende virkning på [ham], at den bandt [hans] tunge, så [han] ikke kunne tale«.1
Som præsident Boyd K. Packer fortalte os til morgen, kan Satan ikke direkte tage et liv. Det er en af de mange ting, han ikke kan gøre. Men hans indsats for at stoppe værket vil jo også stå sig godt, hvis han blot kan binde de retfærdiges tunger. Brødre, hvis det er tilfældet, så er jeg i aften på udkig efter mænd, unge som gamle, der bekymrer sig nok om denne krig mellem godt og ondt, til frivilligt at melde sig og åbne munden. Vi er i krig, og i disse næste få minutter, står jeg her ene mand som hvervekontor.
Er jeg nødt til at nynne et par strofer af »Modigt må vi kæmpe«? I kender ordene »kæmp da for Guds rige og vor saligheds sag«.2 Det store her er, at kaldet til at kæmpe selvfølgelig ikke handler om, at vi beder frivillige om at affyre en riffel eller kaste håndgranater. Nej, vi ønsker bataljoner, der som våben vil bruge »hvert ord, som udgår af Guds mund«.3 Så i aften er jeg på udkig efter missionærer, som ikke frivilligt lader deres tunge binde, men som med Herrens Ånd og deres præstedømmes kraft vil åbne deres mund og udtale mirakler. Sådan tale, sagde brødrene i Kirkens tidlige tid, skulle blive og havde været midlet »ved hvilket troens mægtigste værk skulle udføres«.4
Jeg beder især de unge mænd i Det Aronske Præstedømme om at rette ryggen og høre efter. Til jer vil jeg komme med en lignelse fra sportens verden. Vi er med i en stor konkurrence på liv og død, så jeg går tæt på jer, stikker min næse frem og med lige tilpas meget ild til at svede jeres øjenbryn lidt – som trænere gør, når kampen er meget lige, og sejren betyder alt. Og med sejren på spil siger denne træner til jer, at nogle af jer må være mere moralsk rene, end I er nu, for at spille i denne kamp. I dette slag mellem godt og ondt kan man ikke spille for modstanderen, hver gang der kommer en fristelse og derpå forvente at stille op for Frelseren, når det er tid til templet og en mission, som om intet er hændt. Det er umuligt, mine unge venner. Gud lader sig ikke spotte.
Så I og jeg har et dilemma i aften. Det går på, at der allerede er tusinder af unge mænd i Aronske Præstedømme-alderen på Kirkens lister, som udgør vores pulje af kandidater til at blive missionærer i fremtiden. Men udfordringen ligger i at få disse diakoner, lærere og præster til at forblive aktive og værdige nok til at blive ordineret til ældster og tjene som missionærer. Så vi har brug for, at I unge mænd, der allerede er på holdet, bliver og holder op med at drible uden for banen, når der er brug for, at I deltager aktivt i kampen og giver alt, hvad I har i jer! I næsten alle sportskonkurrencer, som jeg kender til, er der malet linjer på gulvet eller banen, som alle deltagere skal holde sig indenfor for at kunne konkurrere. Nuvel, Herren har fastsat krav til værdighed for dem, der er kaldet til at arbejde med ham i dette værk. Ingen missionær kan være uomvendt fra seksuel overtrædelse, vulgært sprog eller brug af pornografi og så forvente at kunne kalde andre til omvendelse fra de selv samme ting! Det kan I ikke. Ånden vil ikke være med jer, og I vil få ordene galt i halsen, når I skal ytre dem. I kan ikke følge det, som Lehi kaldte »forbudne stier«5 og forvente at vejlede andre til den »snævre og trange sti«6 – det kan ikke lade sig gøre.
Men der findes et svar på denne udfordring for jer, akkurat som der er for den undersøger, I skal hen til. Hvem end I er, og hvad end I har gjort, kan I blive tilgivet. Enhver af jer unge mænd kan lægge enhver overtrædelse, som I måtte kæmpe med, bag jer: Det er tilgivelsens mirakel, Herren Jesu Kristi forsonings mirakel. Men I kan ikke gøre det uden en aktiv indsats i evangeliet, og I kan ikke gøre det uden at omvende jer, når det er nødvendigt. Jeg beder jer unge mænd om at være aktive og rene. Hvis det er nødvendigt, beder jeg jer om at blive aktive og blive rene.
Ja, brødre, vi taler lige ud til jer, fordi det mere diskrete ofte ikke virker. Vi taler ligefremt, fordi Satan virkelig findes og er opsat på at knuse jer, og I står over for hans indflydelse i en stadig yngre alder. Så vi griber jer i kraven, og råber så højt vi kan:
Kæmp da for Guds rige og vor saligheds sag!
Gud er vor ven, Gud er vor ven!7
Mine unge venner, vi har brug for flere missionærer i tusindvis i de kommende måneder og år. De må komme ved, at en større procentdel af Det Aronske Præstedømme bliver ordineret, aktive, rene og værdige til at tjene.
I, som har tjent eller tjener nu, takker vi for det gode, I har gjort, og for alle de mennesker, hvis hjerter I har rørt. Gud velsigne jer! Vi anerkender også, at der er nogle, som hele deres liv har håbet på at tage på mission, men som af helbredsmæssige årsager eller andre hindringer, de ikke er herre over, ikke er i stand til. Vi hylder offentligt og stolt denne gruppe. Vi kender til jeres ønsker og vil rose jer for jeres hengivenhed. Vi elsker og beundrer jer. I er »med på holdet« og vil altid være det, når I med god grund er fritaget fra at kunne tjene på fuldtidsmission. Men vi har brug for jer andre steder!
Nu til brødrene i Det Melkisedekske Præstedømme. I skal ikke sidde og smile og læne jer tilbage i sæderne. Jeg er ikke færdig her. Vi har brug for tusindvis af flere ægtepar, som tjener på mission for Kirken. Alle missionspræsidenter skriger efter dem. Hvor som helst de tjener, bidrager de med modenhed til værket, som intet antal 19-årige kan, uanset hvor dygtige de er.
For at opmuntre flere ægtepar til at tjene har Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum gjort en af de største og mest generøse skridt, man har set i missioneringen de sidste 50 år. I maj i år modtog præstedømmeledere i marken besked om, at boligudgifterne for ægtepar (og vi taler kun om boligudgifterne) blev tilskudsberettiget med midler fra Kirkens missionærfond, hvis udgifterne overstiger et vist beløb om måneden. Sikke en velsignelse! Denne bistand er som sendt fra himlen som hjælp til den største udgift, som vore ægtepar står overfor på deres mission. Brødrene har også besluttet, at ægtepars missioner kan vare i 6 eller 12 måneder såvel som 18 eller 23, som de traditionelt gør. En anden vidunderlig opmuntrende gestus er, at ægtepar har fået tilladelse til, for egen regning, kort at tage hjem i forbindelse med kritiske familietilfælde. Og I skal ikke bekymre jer for, at I skal banke på døre eller holde det samme skema som de 19-årige. Det beder vi jer ikke om, men der er en mængde andre ting, I kan gøre med en stor grad af frihed til selv at bestemme hvordan.
Brødre, vi ved, at nogle af jer af helbreds-, familiemæssige eller økonomiske årsager ikke vil være i stand til at tage af sted hverken nu eller senere. Men med lidt planlægning kan mange af jer gøre det.
Biskopper og stavspræsidenter, drøft behovene i jeres råd og på konferencer. Sid på forhøjningen ved jeres møder, se bønsomt ud over forsamlingen for at modtage inspiration om, hvem der bør modtage et kald. Drøft det med dem og hjælp dem med at sætte en dato. Brødre, når det sker, så sig til jeres hustru, at hvis I kan forlade jeres magelige lænestol og fjernbetjeningen i nogle måneder, så kan de også forlade børnebørnene. De små pus skal nok klare sig, og jeg lover jer, at I kommer til at gøre ting for dem i Herrens tjeneste, som I aldrig i de evige verdener ville kunne gøre ved at blive hjemme og hænge over dem. Hvilken større gave kan bedsteforældre give deres efterkommere end ved eksemplets såvel som ordets magt at vise, at »her i familien tjener vi på mission!«
Missionering er ikke det eneste, vi er nødt til at gøre i denne store, omfattende og vidunderlige kirke. Men næsten alt andet, vi må gøre, afhænger af, at mennesker først hører Jesu Kristi evangelium og kommer til tro. Det er derfor, Jesu sidste formaning til de tolv ganske enkelt lød: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«8 Da og kun da kan resten af evangeliets velsignelser tilfalde os i fuldt mål – familiesammenhold, ungdomsprogrammer, præstedømmeløfter og ordinancer, der leder lige ind i templet. Men som Nefi vidnede om, vil intet af dette komme til os, før man »træder ind ad … port[en]«9 Med alt det, der er at gøre på vejen mod evigt liv, har vi brug for, at mange flere missionærer åbner den port og hjælper mennesker gennem den.
Af enhver mand, ung som gammel, der bærer præstedømmet, beder jeg om en stærkere og ivrigere stemme, ikke kun en stemme imod det onde og ham, der er personificeringen af det, men en stemme for det gode, en stemme for evangeliet, en stemme for Gud. Brødre i alle aldre, løs jeres tunger og se jeres ord udvirke mirakler for dem, »som alene bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den«.10
Fjenden snart må vige, når vi kæmper hver dag;
lad ham ej få overmagt igen!
Kundskab og lys, vort værn og vort skjold, troen på Gud vi har i behold;
derfor vi modigt kæmper os frem til målet vi stræber mod: Himlens lyse hjem.11
I vor Mesters, Jesu Kristi navn. Amen.