Det, jeg håber, mine børnebørn vil forstå om Hjælpeforeningen
Julie B. Beck
Hjælpeforeningens hovedpræsident
Lige fra den dag evangeliet begyndte at blive gengivet i denne uddeling, har Herren haft brug for trofaste kvinder, der arbejdede for Herrens sag.
Det er et privilegium at tale til jer ved dette historiske møde. Det er en velsignelse for os at være samlet. I min tid som hovedpræsident for Hjælpeforeningen har jeg udviklet en dyb kærlighed til hjælpeforeningssøstrene i denne kirke, og Herren har udvidet mit syn på, hvad han føler for og forventer af os.
Jeg har givet dette budskab titlen: »Det, jeg håber, mine børnebørn vil forstå om Hjælpeforeningen.« Mine børns ældste døtre er travlt optaget af Personlig fremgang og af at udvikle en retskaffen kvindes vaner og træk. Snart vil de og deres jævnaldrende bære ansvaret for dette store verdensomspændende søsterfællesskab.
Jeg håber, at det, jeg siger i dette budskab, vil give dem og alle, der hører eller læser det, en klar forståelse for, hvad Herren havde i sinde for sine døtre, da Hjælpeforeningen blev indstiftet.
En gammel anvisning for at følge Kristus
Jeg håber, mine børnebørn vil forstå, at Hjælpeforeningen i dag er organiseret efter det samme mønster, som fandtes i den oprindelige kirke. Da Frelseren organiserede sin kirke på Det Nye Testamentes tid, »var kvinderne ivrige deltagere i [hans] tjenestegerning.«1 Han besøgte Martha og Maria, to af sine mest hengivne støtter, i Marthas hjem. Da Martha lyttede til ham og betjente ham i henhold til skik og brug på deres tid, hjalp han hende til at se, at hun kunne gøre mere end det. Han hjalp Martha og Maria til at forstå, at de kunne vælge »den gode del« – som ikke skulle tages fra dem.2 Denne venlige bemærkning var en invitation til at tage del i Herrens tjenestegerning. Og senere i Det Nye Testamente giver Marthas stærke vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed os indsigt i hendes tro og støtte.3
Når vi læser videre i Det Nye Testamente, lærer vi, at apostlene fortsatte med at grundlægge Herrens kirke. Vi lærer også om trofaste kvinder, hvis efterlevelse af Kristi ord bidrog til Kirkens vækst. Paulus talte om kvindelige medarbejdere i Kristus på steder som Efesos4 og Filippi5. Men da Herrens kirke gik tabt i apostasi, gik dette mønster for disciple også tabt.
Da Herren atter genoprettede sin kirke gennem profeten Joseph Smith, inddrog han atter kvinderne som Kristi disciple. Få måneder efter, at Kirken formelt var blevet organiseret, åbenbarede Herren, at Emma Smith skulle opretholdes som leder og lærer i Kirken og som officiel medhjælp til sin mand, profeten.6 I sit kald til at hjælpe med at opbygge Guds rige fik hun instruks om, hvordan hun skulle øge sin tro og personlige retskaffenhed, og hvordan hun skulle styrke sin familie og sit hjem og tjene andre.
Jeg håber, mine børnebørn vil forstå, at Herren, lige fra den dag evangeliet begyndte at blive gengivet, havde brug for trofaste kvinder, der arbejdede for Herrens sag.
Missionering er blot et eksempel på deres ekstraordinære bidrag. Den store vækst i Kirkens tidlige tid blev muliggjort, fordi trofaste mænd var villige til at forlade deres familier og rejse til ukendte steder, hvor de led afsavn og modgang for at forkynde evangeliet. Men disse mænd forstod, at deres mission ikke havde været mulig uden den store tro og deltagelse, som kvinderne i deres liv viste ved at passe hjemmet, forretningen og sørge for indkomst til familien og missionærerne. Søstrene tog sig også af tusindvis af omvendte, som samlede sig i deres samfund. De var dybt engagerede i en ny måde at leve på og i at opbygge Guds rige og deltage i hans frelsende værk.
Forbundet med præstedømmet
Jeg håber, at mine børnebørn vil forstå, at Herren inspirerede profeten Joseph Smith til at organisere Kirkens kvinder »under præstedømmet og efter præstedømmets mønster«7 og undervise dem i, »hvordan de skulle få del i præstedømmets privilegier, velsignelser og gaver.«8
Da Hjælpeforeningen var blevet formelt organiseret, fortsatte Emma Smith i sit kald som leder. Hun fik titel af præsident for organisationen med to rådgivere, som tjente sammen med hende i et præsidentskab. Frem for valg ved afstemning, som var almen praksis i organisationer uden for Kirken, blev dette præsidentskab kaldet ved åbenbaring, opretholdt af dem, de skulle lede, og indsat til at tjene i deres kaldelser af præstedømmeledere, og blev således kaldet »af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil«.9 At være organiseret under præstedømmet gjorde det muligt for præsidentskabet at modtage vejledning fra Herren og hans profet i det specifikke arbejde. Organiseringen af Hjælpeforeningen gjorde det muligt at administrere Herrens forrådshus af talenter, tid og midler i visdom og orden.
Denne første gruppe af kvinder forstod, at de havde fået myndighed til at undervise, inspirere og organisere søstrene som disciple i Herrens frelserværk. Ved deres første møder blev søstrene belært om formålet med Hjælpeforeningen – at øge tro og personlig retskaffenhed, styrke familien og hjemmet og opsøge og hjælpe dem med behov.
Jeg håber, at mine børnebørn vil forstå, at stiftelsen af Hjælpeforeningen var en væsentlig del af de helliges forberedelse til at modtage de privilegier, velsignelser og gaver, som kun findes i templet. Præsident Joseph Fielding Smith sagde, at Hjælpeforeningen er »en livsvigtig del af Guds rige på jorden, som er bestemt til og virker således, at den hjælper sine trofaste medlemmer til at opnå evigt liv i vor Faders rige.«10 Vi kan forestille os, hvordan det må have været for søstrene at sidde til de første hjælpeforeningsmøder i Joseph Smiths røde købmandsbutik, med udsigt til bakken, hvor templet blev bygget, mens profeten belærte dem om, at »der bør findes en udvalgt forening, som adskiller sig fra alle verdens onder, ved at være udvalgt, dydig og hellig.«11
Jeg håber, at mine børnebørn vil værdsætte templet, som søstrene i den første Hjælpeforening gjorde, og som troede på, at tempelvelsignelserne var den store præmie og det store mål for enhver sidste dages hellig kvinde. Jeg håber, at mine børnebørn ligesom de tidlige hjælpeforeningssøstre dagligt vil stræbe efter at blive tilstrækkeligt modne til at indgå og holde hellige tempelpagter, og at de, når de tager til templet, vil være opmærksomme på alt, der bliver sagt og gjort. Gennem templets velsignelser vil de blive udrustet med kraft12 og velsignet med at modtage »nøglen til kundskaben om Gud.«13 Gennem de præstedømmeordinancer, som kun findes i templet, vil de blive velsignet til at kunne opfylde deres guddommelige, evige ansvar, og de vil love at leve som hengivne disciple. Jeg er taknemlig for, at et af Herrens primære formål med Hjælpeforeningen var at give kvinderne ansvaret for at hjælpe og forberede hinanden »på præstedømmets større velsignelser, som findes i templets ordinancer og pagter.«14
Et verdensomspændende søsterfællesskabs ly og indflydelse
Jeg håber, at mine børnebørn vil komme til forståelse af Hjælpeforeningens store verdensomspændende søsterfællesskabs indflydelse. Siden 1842 har Kirken spredt sig langt udover Nauvoo, og Hjælpeforeningen findes i 175 lande, og søstrene taler mere end 80 forskellige sprog. Hver uge organiseres nye menigheder og grene, og nye Hjælpeforeninger bliver en del af et evigt voksende søsterfællesskab »bredt ud over kontinenterne.«15 Da Hjælpeforeningen var forholdsvis lille i antal og hovedsageligt organiseret i Utah, kunne dens ledere rette organisationens fokus og kristne livsførelse mod lokale sociale programmer og samordnet hjælpearbejde. De udviklede hjemmeproduktion og udførte projekter såsom at bygge hospitaler og opbevare korn. Denne tidlige indsats fra Hjælpeforeningens side skabte et mønster til efterlevelse, som nu er udbredt over hele verden. Efterhånden som Kirken er vokset, er Hjælpeforeningen nu i stand til at opfylde sit formål i hver eneste menighed, i alle stave og distrikter, idet man har tilpasset sig en evig foranderlig verden.
Hver dag verden over oplever hjælpeforeningssøstre livets brede vifte af udfordringer og oplevelser. Kvinder og deres familier lever i dag ansigt til ansigt med uindfriede forventninger, psykisk, fysisk og åndelig sygdom, ulykker og død. Nogle søstre lider af ensomhed og skuffelse, fordi de ikke selv har fået en familie, og andre lider under følgerne af dårlige valg, som familiemedlemmer har truffet. Nogle har oplevet krig, sult eller naturkatastrofer, og andre gør sig erfaringer med afhængighed, arbejdsløshed eller utilstrækkelig uddannelse. Alle disse vanskeligheder har potentiale til at udmarve troen og dræne enkeltpersoner og familier for styrke. En af Herrens hensigter i forbindelse med at organisere søstrene som Kristi disciple var at sørge for hjælp, som ville løfte dem over »alt det, der hindrer en kvindes glæde og udvikling.«16 I hver eneste menighed er der en Hjælpeforening med søstre, der kan søge og modtage åbenbaring og råd hos præstedømmeledere, så de kan styrke hinanden og arbejde på løsninger, som kan anvendes i deres hjem og lokalsamfund.
Jeg håber, at mine børnebørn vil forstå, at de gennem Hjælpeforeningen bedre kan følge Kristus, og at de sammen med andre kan engagere sig i det imponerende og heroiske arbejde, som Frelseren gjorde. Det arbejde, som søstrene i denne kirke bliver bedt om at udføre i vore dage, har aldrig været beskedent i rækkevidde eller uden betydning for Herren. Gennem deres trofasthed kan de mærke hans godkendelse og blive velsignet med hans Ånds ledsagelse.
Mine børnebørn bør også vide, at søsterfællesskabet i Hjælpeforeningen kan være et trygt tilflugtssted og en beskyttelse.17 Efterhånden som vi går sværere tider i møde, vil de trofaste hjælpeforeningssøstre stå sammen for at beskytte hjemmene i Zion mod verdens skingre skrig og modstanderens destruktive og provokerende indflydelse. Og gennem Hjælpeforeningen bliver de undervist og styrket, og derpå undervist og styrket mere, og retskafne kvinders indflydelse kan gavne mange flere af vor himmelske Faders børn.
Et kristent fællesskab med årvågen omsorg og tjeneste
Jeg håber, at mine børnebørn vil forstå, at besøgsundervisning er et udtryk for deres villighed til at følge Frelseren og en særlig måde at ære deres pagter på. Dette element bør minde meget om vor Frelsers tjenestegerninger. I Hjælpeforeningens spæde begyndelse modtog en besøgskomité fra hver menighed en opgave om at vurdere behovet for hjælp og indsamle midler til de trængende. I løbet af årene har søstre og ledere i Hjælpeforeningen lært et skridt ad gangen og har udviklet deres evne til at våge over hinanden. Der har været tidspunkter, hvor søstrene har haft større fokus på at udføre besøgene, give budskabet og give besked, når de har besøgt deres søstre. Denne praksis har hjulpet søstrene til at lære, hvordan man våger. Akkurat som folk på Moses tid koncentrerede sig om at overholde en række regler, har søstrene i Hjælpeforeningen til tider påført sig selv mange skrevne og uskrevne regler i deres ønske om at forstå, hvordan de kan styrke hinanden.
Med så stort et behov for hjælp og undsætning hos søstrene og deres familier i dag har vor himmelske Fader brug for, at vi følger en højere vej og viser vores hengivenhed for ham ved at drage oprigtig omsorg for hans børn. Med dette vigtige mål for øje bliver lederne belært om at bede om rapport over søstrenes og deres families åndelige og timelige velbefindende og om den tjeneste, som er udøvet.18 Besøgslærerne har nu ansvaret for »at kende og elske hver enkelt søster oprigtigt, når de hjælper hende med at styrke hendes tro og yder tjeneste.«19
Som hengivne Kristi disciple arbejder vi på at øge vores evne til at gøre de ting, som han ville gøre, hvis han var her. Vi ved, at for ham er det vores omsorg, som tæller, og derfor prøver vi at koncentrere os om at sørge for vore søstre frem for at udfylde en liste af gøremål. Sand tjenestegerning måles på dybden af vores næstekærlighed snarere end på vore flotte statistikker. Vi ved, om det lykkes os at udføre vores tjenestegerning som besøgslærere, når vore søstre kan sige: »Min besøgslærer hjælper mig til at vokse åndeligt« og »jeg ved, at min besøgslærer bekymrer sig for mig og min familie« og »hvis jeg har problemer, så ved jeg, at min besøgslærer træder til uden at vente på en opfordring.« Ledere, som forstår vigtigheden af at betjene andre, vil rådføre sig med hinanden for at søge og modtage åbenbaring om, hvordan de skal opløfte besøgslærerne og organisere og udføre en inspireret tjenestegerning.
Derudover er besøgsundervisningen en udvidelse af biskoppens ansvar for at våge over Herrens hjord. Biskoppen og hjælpeforeningspræsidenten har brug for inspirerede besøgslæreres tjeneste for at hjælpe dem til at udføre deres ansvar. Gennem besøgslærernes tjeneste kan hjælpeforeningspræsidenten være opmærksom på hver enkelt søsters velbefindende i menigheden og rapportere videre om det på hendes møder med biskoppen.
Præsident Thomas S. Monson har lært os, at »når vi i tro bestræber os på urokkeligt at udføre de pligter, vi har fået overdraget, og når vi søger den Almægtiges inspiration til at udføre vore ansvarsområder, så kan vi udføre mirakler.«20 Jeg håber, at mine børnebørn vil deltage i de mirakler, når de lader besøgsundervisningen blive en del af deres tjeneste i Herren, som han vil anerkende, når han kommer igen.
Opfyldelse af Hjælpeforeningens formål
Denne og anden væsentlige lære om Hjælpeforeningen er nu tilgængelig for mine børnebørn, som de kan læse i Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke. Denne bog er en beretning om Hjælpeforeningens arv og kvinder i denne kirke. Den vil forene og afstemme et verdensomspændende søsterfællesskab med Hjælpeforeningens formål og Kristi disciples pligter og privilegier. Det er et vidne om kvinders afgørende rolle i vor himmelske Faders frelsesplan, og den sætter uvægerlig en standard for, hvad vi tror på, hvad vi gør, og hvad vi vil forsvare. Det Første Præsidentskab har opmuntret os til at »studere dette hæfte og give plads til, at dets tidløse sandheder og inspirerende eksempler kan påvirke [vores] tilværelse.«21
Præsident Joseph F. Smith vidste, at Hjælpeforeningen er guddommeligt indstiftet og sagde til hjælpeforeningssøstrene: »[Det] gælder [for jer] om at lede verden og især lede verdens kvinder i alt … I er hovedet,« sagde han, »ikke halen.« 22 Efterhånden som tiden for Herrens andet komme nærmer sig, håber jeg, at mine børns døtre vil blive stærke, trofaste kvinder, som anvender Hjælpeforeningens principper og eksempel i deres liv. Efterhånden som Hjælpeforeningen bliver en livsstil for dem, håber jeg, at de vil tjene i enighed med andre for at opfylde dens guddommelige formål. Jeg har et vidnesbyrd om Jesu Kristi sande genoprettede kirke, og jeg er taknemlig for den anvisning til at leve som Kristi discipel, der blev gengivet, da Herren inspirerede profeten Joseph Smith til at organisere Hjælpeforeningen. I Jesu Kristi navn. Amen.