En forberedelsestid
Ian S. Ardern
De Halvfjerds
Vi må vie vores tid til det, der betyder mest.
Det ottende kapitel i Forkynd mit evangelium retter vores opmærksomhed mod at bruge tiden fornuftigt. I de indledende afsnit minder ældste M. Russell Ballard os om, at vi skal sætte mål og lære, hvordan vi mestrer teknikkerne for at nå dem (se Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2005, s. 146). Beherskelse af de teknikker, der er nødvendige for at nå vore mål, indebærer, at vi lærer at styre vores tid.
Jeg er taknemlig for præsident Thomas S. Monsons eksempel. Med alt det, han gør som Guds profet, sørger han for, ligesom Frelseren gjorde, at der stadig er tilstrækkelig med tid til at besøge de syge (se Luk 17:12-14), opløfte de fattige i ånden og være alles tjener. Jeg er så taknemlig for mange andres eksempel, som giver af deres tid til at tjene deres medmennesker. Jeg vidner om, at det behager Gud, at vi giver af vores tid for at tjene andre, og at det drager os nærmere til ham. Vor Frelser vil stå ved sit ord om, at »den, der er trofast og vís i tid, bliver regnet for værdig til at arve de boliger, som er beredt for ham af min Fader« (L&P 72:4).
Tiden er aldrig til salg; tiden er et gode, der, selv om I prøver, ikke kan købes i nogen forretning til nogen pris. Alligevel er værdien af tid umådelig, når den bliver brugt klogt. Hver eneste dag får vi omkostningsfrit det samme antal minutter og timer at bruge, og vi lærer snart, som den velkendte salme så samvittighedsfuldt minder os om: »De hastigt svundne dage vi aldrig får igen« (»Benyt de lyse dage«, Salmer og sange, nr. 142). Den tid, vi har, må vi bruge klogt. Præsident Brigham Young har sagt: »Vi står i gæld til Gud for evnen til at bruge tiden til vores fordel, og han vil afkræve en præcis beretning om den brug, vi gør af denne evne« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 286).
Med de krav, der stilles os, må vi lære at prioritere, så vore valg stemmer overens med vore mål, ellers risikerer vi at blive udsat for opsættelsens vinde og blive blæst fra det ene tidsfordriv til det andet. Mesterlæreren har behørigt undervist os om prioriteter, da han i bjergprædiken sagde: »Stræb derfor ikke efter det, der er af denne verden, men stræb først efter at opbygge Guds rige og at grundfæste hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift« (JSO, Matt 6:38; se Matt 6:33; se også Dallin H. Oaks, »Fokus og prioriteter«, Liahona, juli 2001, s. 99-102).
Alma talte om prioriteter, da han underviste i, at »dette liv er en prøvetilstand, en tid til at berede sig til at møde Gud« (Alma 12:24). Hvordan vi bedst bruger den værdifulde arv, som tid er, til at berede os til at møde Gud, kan kræve nogen vejledning, men vi ville bestemt anbringe Herren og vores familie øverst på listen. Præsident Dieter F. Uchtdorf minder os om, at »i familierelationer staves kærlighed virkelig t-i-d« (»Det, der betyder mest«, Liahona, nov. 2010, s. 21). Jeg vidner om, at når vi bønsomt og med oprigtighed søger hjælp, hjælper vor himmelske Fader os til at lægge vægt på det, der fortjener vores tid frem for noget andet.
Dårlig brug af tiden er en nær fætter til dovenskab. Når vi følger befalingen om at holde op »med at være uvirksomme« (L&P 88:124), må vi være sikre på, at det at have travlt også er lig med at være produktiv. Fx er det vidunderligt at have mulighed for øjeblikkelig kommunikation helt bogstaveligt ved fingerspidserne, men lad os være sikre på, at vi ikke bliver besatte af det. Jeg fornemmer, at nogle er fangede i en ny tidsrøvende afhængighed – en, der gør os slaver af konstant at tjekke og sende sociale beskeder og således give et falsk indtryk af at have travlt og være produktive.
Der er meget godt ved at have nem adgang til kommunikation og informationer. Jeg har fundet det nyttigt at have adgang til videnskabelige artikler, konferencetaler og slægtshistoriske optegnelser og til at modtage e-mail, Facebook-påmindelser, tweet og sms’er. Hvor gode disse ting end er, kan vi ikke tillade dem at skubbe de vigtigste ting til side. Hvor ville det være trist, hvis telefonen og computeren med al deres raffinement udkonkurrerede enkelheden ved den oprigtige bøn til en kærlig himmelsk Fader. Lad os være lige så hurtige til at knæle, som vi er til at sms’e.
Elektroniske spil og bekendtskaber i cyberspace er ikke vedvarende erstatninger for virkelige venner, der kan give et opmuntrende knus, som kan bede for os og ønske det bedste for os. Hvor er jeg taknemlig for at se medlemmer i kvorummet, klasser og Hjælpeforeningen komme hinanden til undsætning. I sådanne situationer har jeg bedre kunnet forstå det, apostlen Paulus mente, da han sagde: »Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere« (Ef 2:19).
Jeg ved, at vi opnår størst lykke, når vi stiller ind på Herrens kanal (se Alma 37:37) og på det, som medfører en varig belønning, frem for tankeløst at stille ind på utallige timer med statusopdateringer, passe dyr på nettet og slynge vrede fugle mod betonvægge. Jeg beder indtrængende om, at vi hver især tager de ting, som frarøver os dyrebar tid, og beslutter at være herre over dem frem for at tillade, at de gennem deres afhængighedsskabende natur bliver herre over os.
For at få den fred, Frelseren taler om (se Joh 14:27), må vi vie vores tid til det, der betyder mest, og det, der hører Gud til, betyder mest. Når vi involverer os med Gud i oprigtig bøn, læser og studerer i skrifterne hver dag, grunder over det, vi har læst og følt, og derpå anvender og efterlever det vi lærer, kommer vi ham nærmere. Guds løfte er, at når vi flittigt søger i de bedste bøger, »vil [han] ved sin hellige Ånd … give [os] kundskab« (L&P 121:26; se også L&P 109:14-15).
Satan vil friste os gennem camouflerede adspredelser til at misbruge vores tid. Selv om fristelserne kommer, har ældste Quentin L. Cook forklaret, at »hellige, som tager imod Frelserens budskab, vil ikke blive vildledt af distraherende og ødelæggende stræben« (»Er du en hellig?«, Liahona, nov. 2003, s. 96). Hiram Page, et af de otte vidner til Mormons Bog, lærte os en værdifuld lektie om at blive bortledt. Han havde en vis sten, og ved at se i den skrev han det ned, han mente var åbenbaringer for Kirken (se L&P 28). Beretningen fortæller, at stenen blev fjernet og malet til støv, da Hiram blev irettesat, så den aldrig igen ville bortlede nogen.1 Jeg opfordrer os til at finde de ting, der spilder vores tid og bortleder os, og som vi billedligt talt har brug for at male til støv. Vi bliver nødt til at være vise i vores vurdering for at sikre, at tiden afvejes behørigt til at omfatte Herren, familien, arbejde og sunde fritidsaktiviteter. Som mange allerede har opdaget, giver det større lykke i livet, når vi bruger vores tid til at stræbe efter det, der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt« (TA 1:13).
Tiden løber hurtigt af sted til urets tikken. I dag vil være en god dag at gennemgå det, vi gør for at berede os på at møde Gud, mens jordelivets ur tikker. Jeg vidner om, at der er store belønninger til dem, der i jordelivet tager sig tid til at forberede sig på udødelighed og evigt liv. I Jesu Kristi navn. Amen.