Hvordan kan vi have tro til at acceptere et hvilket som helst udfald – selv dem, vi ikke ønsker?
Af alle de vanskeligheder, jeg har mødt i mit liv, er det min fars død, der har prøvet min tro mest.
Da jeg vendte hjem fra min mission, blev min far diagnosticeret med kræft. På det tidspunkt havde jeg ekstremt travlt. Jeg var præsident for Unge Kvinder i min menighed, jeg arbejdede længe, og jeg gik til aftenskole på mit universitet. Så da jeg hørte nyheden om min far, blev jeg både ked af det og overvældet.
Jeg bad til vor himmelske Fader og fortalte ham, hvad jeg følte. Jeg forstod ikke, hvorfor dette skete. Jeg sagde noget i retning af: »Jeg har tjent i 18 måneder, og jeg er kommet hjem for at nyde tiden sammen med min familie. Og nu bliver en del af min familie taget fra mig?«
Jeg blev vred over hele situationen, men jeg indså, at jeg ville få brug for vor himmelske Faders hjælp, så jeg begyndte at bede om et mirakel, så min far kunne blive helbredt.
Accept af Herrens vilje
Jeg bad konstant for min fars helbredelse, men hans helbred blev ikke bedre. Jeg blev ved med at bede om dette mirakel og blev mere og mere frustreret, indtil jeg læste en tale af ældste David A. Bednar fra de Tolv Apostles Kvorum. Han talte om et ungt par, der kæmpede med en kræftdiagnose.
Den unge ægtemand forklarede ældste Bednar, hvordan hans bønner havde ændret sig over tid: »Da vi bad, ændrede vores tryglen sig fra ›gør mig rask‹ til ›giv mig tro til at acceptere, hvad end du har planlagt for mig.‹«
Da jeg havde læst det, følte jeg, at Ånden fortalte mig, at jeg skulle være villig til at acceptere Guds vilje. Jeg var nødt til at have tro på, at uanset hvad der skete, ville alt ordne sig.
Så jeg ændrede måden, jeg bad på.
I stedet for at kræve, at min far blev helbredt, bad jeg om, at Herrens vilje måtte ske. Og jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg ville prøve at have tro til at acceptere hvad som helst.
Med tiden blev min fars tilstand værre. Og jeg fandt mig selv i at bede vor himmelske Fader om, at hvis det var hans vilje, at min far skulle dø, om han så ville hjælpe min far med at gøre det fredfyldt. Og min far gik fredeligt bort.
Fra det øjeblik følte jeg, at min tro på vor himmelske Fader blev styrket. Jeg havde accepteret hans vilje, uanset udfaldet. Men jeg følte stadig et stort tab uden min far i mit liv.
Fred i templet
Fyldt med sorg var mine bønner anderledes. Når jeg bad, gjorde jeg det kort, hurtigt og præcist.
Jeg havde stolet på Herrens vilje og accepteret det, der var sket, men jeg havde ikke lyst til at tale om den følelse, jeg havde af at være knust. Jeg var i konflikt, fordi jeg havde accepteret Herrens vilje, men jeg sørgede stadig.
I den tid havde jeg heller ikke lyst til at besøge templet. Men til sidst lavede jeg en aftale, tog af sted og følte så meget fred. Det føltes som om, at min far var der sammen med mig, mens jeg udførte de hellige ordinancer. For første gang talte jeg med vor himmelske Fader i bøn om min fars død, og jeg følte mig tættere på Ham, end jeg nogensinde før havde gjort.
At vende tilbage til templet hjalp mig med at bearbejde tabet af min far, og det fik mig til at føle, at jeg også kunne tale om hans liv igen.
Stol på Herren, uanset hvad
Selvom min fars død var svær, har jeg stadig rigtig stor tro på Jesus Kristus. Jeg tror stadigvæk på mirakler. Denne udfordring har lært mig, at vor himmelske Fader vil give os mirakler, der er i overensstemmelse med hans vilje. Og for at rette vores ønsker ind efter ham er vi nødt til at følge præsident Russell M. Nelsons råd om at »tænke celestialt«.
Eftersom Guds plan kan være anderledes end den plan, vi kan forestille os for os selv, vil det altid føre os til glæde at lade ham lede vores liv, uanset hvad der sker. At tænke celestialt vil også hjælpe os til at træffe positive beslutninger, der vil påvirke os for evigt.
Hvis I holder jeres pagter og stoler på vor himmelske Fader, så vær tålmodige og håbefulde på, at der snart kommer fred.
For freden vil komme.