Hvorfor har vi modgang?
Som en del af vor himmelske Faders plan oplever vi modgang i livet her på jorden. I visse tilfælde er modgang et resultat af vore egne eller andres dårlige valg. Andre prøvelser er blot en naturlig del af vores liv på jorden. Selv om vore udfordringer er vanskelige, kan de hjælpe os til at udvikle os åndeligt og blive mere som Jesus Kristus.
Forbered dig åndeligt
Studér bønsomt disse skriftsteder og hjælpekilder. Hvilke tilskyndelser får du, mens du studerer?
2 Ne 2:11 (Der skal være modsætning i alle ting)
Mosi 23:21 (Gud giver os modgang for at prøve vores tro)
Eter 12:27 (Gud giver os svaghed, så vi kan være ydmyge)
L&P 101:1-9 (En del modgang er resultatet af vore egne dårlige valg)
L&P 121:7-8; 122:4-9 (Prøvelser giver os erfaring og er til vores eget bedste)
Dallin H. Oaks, »Modsætning i alt«, Liahona, maj 2016, s. 114-117
Koichi Aoyagi, »Fortsæt på din vej«, Liahona, nov. 2015, s. 126-128
Neil L. Andersen, »Åndelige hvirvelvinde«, Liahona, maj 2014
»Modgang«,Tro mod sandheden, 2005, s. 101-104
Videoer:,
Lad de unge mænd lede
Et medlem af kvorumspræsidentskabet leder mødet. Han leder de unge mænd, når de sidder i råd sammen om kvorummets anliggender, underviser dem i deres præstedømmepligter (fra skrifterne og hæftet Pligt mod Gud) og inviterer en vejleder eller et andet kvorumsmedlem til at undervise i en evangelisk lektion. Han kan forberede sig ved til et præsidentskabsmøde at udfylde en dagsorden til kvorumsmøde.
Begynd undervisningen
Vælg nogle af disse forslag eller udtænk nogle selv for at gennemgå læresætningen fra sidste uges lektion og præsentere denne uges lektion:
-
Bed de unge mænd om at tænke på og nedskrive noget, de lærte i sidste uge, og gengive det til kvorummet. Brug dette som en introduktion til denne uges lektion.
-
Gennemgå som kvorum ældste Neal L. Andersens beskrivelse af det træ, der vokser, hvor der er megen blæst (fra hans tale »Åndelige hvirvelvinde«). Hvad lærer denne historie de unge mænd om modgang? Bed dem kigge i taler efter råd, som de føler vil hjælpe til at modstå åndelige hvirvelvinde.
Lær sammen
Alle forslagene herunder vil hjælpe kvorumsmedlemmerne til at lære om formålet med modgang. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i dit kvorum:
-
Bed de unge mænd om at læse historien i ældste Koichi Aoyagis tale »Fortsæt på din vej« fra afsnittet, hvor han beskriver biluheldet. Hvad lærer denne historie de unge mænd om, hvorfor vi møder prøvelser i dette liv. Overvej på forhånd at bede en af de unge mænd om at fortælle om en oplevelse, hvor han eller en anden i hans familie voksede eller blev styrket på grund af en prøvelse. Han kunne også fortælle en historie fra sin slægts historie, som belærer om dette princip.
-
Bed de unge mænd om hver især at nedskrive en prøvelse, som han eller et familiemedlem står overfor. Bed de unge mænd om at søge i skriftstederne fra dette oplæg eller andre, som de kender, for at finde noget, der lærer os, hvorfor vi har modgang. Bed dem om at fortælle, hvad de har fundet ud af. Hvordan kan dette skriftsted hjælpe dem til at overvinde den prøvelse, de nedskrev?
-
Læs sammen de første to afsnit af »Modgang« i Tro mod sandheden. Hvilken rolle spiller modgang i vor himmelske Faders plan? Tildel hvert kvorumsmedlem en af de resterende tre afsnit om modgang fra Tro mod sandheden, og bed dem om at forberede sig til at undervise resten af kvorummet i det, de har lært. Bed dem om at fortælle en historie eller en personlig oplevelse, der vedrører det, de har læst.
-
Tegn en linje på midten af tavlen og skriv »Hvorfor har vi modgang?« øverst i den ene kolonne og »Hvordan kan vi møde udfordringer i vores liv?« øverst i den anden. Opdel præsident Thomas S. Monsons tale »Jeg lader dig ikke i stikke og svigter dig ikke« eller ældste Dallin H. Oaks’ tale »Modsætning i alt« i afsnit og giv hver unge mand et afsnit at læse. Bed de unge mænd om at lede efter svar på disse spørgsmål og skrive deres svar på tavlen i den rette kolonne. Hvilken indsigt får de unge mænd fra talerne?
-
Inviter med biskoppens tilladelse de unge mænds fædre og bed dem om at fortælle kvorummet, hvordan Jesus Kristus har hjulpet dem med at overvinde prøvelser. Hvad har de lært af deres erfaringer med modgang? Bed fædrene om at bruge skriftsteder i samtalen.
Bed de unge mænd om at gengive, hvad de har lært i dag. Forstår de, hvorfor vi har modgang? Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Har de yderligere spørgsmål? Vil det være værd at bruge mere tid på denne læresætning?
Opfordring til handling
Den unge mand, der leder, afslutter mødet. Han kan:
-
Lede en drøftelse om, hvordan kvorummet kan udføre deres præstedømmepligter i forbindelse med at hjælpe andre i deres prøvelser. De kan nedskrive deres planer som en hjælp til at udføre afsnittet »Tjen andre« i Pligt mod Gud.
-
Bære sit vidnesbyrd om, hvordan Frelseren har styrket ham i hans prøvelser.