Undervise unge og unge voksne i religion –Paneldiskussion
Drøftelse Del II – Præsident Oaks, Chad Webb, Adam Smith
Præsident Dallin H. Oaks: Bror Webb, godt at være sammen med dig. Bror Smith. Lad os komme i gang.
Bror Chad Webb: Tak skal du have. Vi er begejstrede over at være sammen med dig i dag. Og tak for det vidunderlige budskab. Faktisk har det at lytte til dit råd skabt en række spørgsmål, som vi gerne vil tale om. Og vi begynder med dette, når du taler om kærlighed til vores elever, og en del af at elske vores elever er at undervise dem i evangeliet og hjælpe dem til at forstå det, der ville være af størst værdi. Hvordan kan vi sikre os, at vi i alle de forskellige ting, vi kan undervise i, prioriterer det, der vil være af størst værdi for vores elever?
Præsident Oaks: Det, der gør Kirkens Uddannelsessystem unikt, er vores ansvar i skriften for at stræbe efter at lære, ikke kun ved studium, men også ved tro.
Bror Adam Smith: Når jeg tænker på de ting, vi kan lære vores elever, der ville være af størst værdi, er jeg blevet vejledt af en lærdom fra præsident Eyring, som jeg gerne vil dele. Præsident Eyring har sagt: »Af alle de sandheder, der kan behandles i denne skriftblok, hvilken en vil da hjælpe mine studerende til at komme nærmere vor himmelske Fader og Frelseren og lede til frelse?« Præsident Eyring sagde derpå: »Når I forbereder en lektion, kan I se efter omvendelsesprincipper … Et princip, der fører til omvendelse er et princip, der fører til lydighed mod Guds vilje.«1 Det, jeg trækker på af denne storslåede lærdom fra præsident Eyring, er, at de ting, der er af størst værdi for vores elever, vil forbinde dem på personlige måder og på en dybsindig måde til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Vi er nødt til at undervise i de ting, der vil hjælpe en elev til at føle og forstå evangeliske sandheder, men især sandheder om, at Jesus Kristus virkelig lever og om hans forsoning og opstandelse – og hjælpe dem til at føle, at Jesus Kristus på praktiske måder har kraften til at helbrede og hjælpe og trøste og rense dem. Jeg tror, at det er det vigtigste, vi kan fokusere på.
Præsident Oaks: Stærkt og sandt.
Bror Web: Tak. Og det hænger så godt sammen med tanken om at sikre sig, at de lærer ved tro – at de handler i tro og derefter får Helligåndens bekræftelse på, at det, de lærer og efterlever, virkelig kommer fra vor Fader i himlen. Så tak. Præsident, du nævnte også Helligåndens rolle i vores undervisning. Så jeg vil meget gerne spørge, hvilke andre sandheder om Helligånden og hans indflydelse og rolle i vores klasselokale, som du vil dele med os.
Præsident Oaks: Jeg tror, at nøglen til Helligåndens tilskyndelser er deltagelse i nadveren. Fordi der er et løfte i de pagter, vi indgår, når vi tager nadveren, om, at vi »altid vil have hans Ånd hos [os]«. Det er grundlæggende.
Bror Webb: Du ved, jeg elsker, at du siger det. Det minder mig om, at da jeg var ung lærer, tilbragte jeg måneder med at studere de principper, der styrer indbydelse af Helligånden. Og jeg tror, at det er en rigtig god mulighed for, at vi alle må fortsætte med at studere det. Men den allervigtigste ting, jeg fandt, er det, du lige har sagt: At nadverbønnen siger, at hvis vi altid vil erindre ham, så vil vi have hans Ånd hos os. Og det er ikke kun under nadveren eller om søndagen, men altid – også i vores klasselokale. Hvis vi fokuserer på Frelseren – når vi husker ham som et eksempel på, hvordan vi efterlever evangeliet og trækker på hans kraft og hans lære – når vi husker ham, indbyder vi Helligånden til at være med i læringsoplevelsen. Jeg tror, at Helligåndens primære ansvar eller rolle er at vidne om vor kærlige himmelske Fader og Jesus Kristus som den centrale figur i vor himmelske Faders plan. Så hvis vi ønsker at invitere Helligånden ind i vores klasselokale, fokuserer vi på det, som han ville bære vidnesbyrd om. Det elsker jeg. Tak.
Præsident Oaks: Og præsident Nelson bekræftede den nuværende betydning af det med disse ord. Han har sagt: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«2
Bror Web: Tak. Jeg påskønner virkelig det, der er blevet sagt, og det får mig til at stille dette spørgsmål: Vi har talt lidt om, hvad lærere prioriterer på måder, der vil indbyde Helligånden. Hvordan hjælper vi vores elever til at prioritere det, der betyder mest i deres liv?
Præsident Oaks: Når jeg tænker på, at det i disse dage, hvor der er så mange verdslige påvirkninger omkring os og vores elever, tror jeg, at vi er nødt til at huske, at det, der hører verden til – det, verden værdsætter, hvad end de er – er af midlertidig værdi. Med tiden er de mindre vigtige end de nødvendige principper for at lære om formålet med dette liv og vores skæbne i evigheden. Hvad vil du tilføje til det, bror Smith?
Bror Smith: Præsident Oaks, mens du underviste om det, kom et skriftsted til mit sind, da Frelseren, før han kom ind i Getsemane, bad en hellig bøn, og han sagde: »Og dette er evigt liv, for at de kan kende dig, den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har sendt.«3 Jeg tror, at hvis vi hjælper vores elever til at forstå, at de er nødt til at afgøre, hvad de bruger deres tid på, og hvad de viser deres opmærksomhed, vil det så hjælpe dem til at lære vor himmelske Fader og Jesus Kristus at kende og elske dem? Og en anden tanke, som jeg forener det med, er noget, du lærte os om ved en nylig generalkonference, præsident Oaks, og det er at stille spørgsmålet: »Hvor vil det føre hen?« Og at tænke på det spørgsmål i den sammenhæng med »fører det mig tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus? Fører det til, at jeg opfylder min guddommelige identitet eller mit formål?« Og jeg tror, at det giver et stærkt filter til enhver af os. Og vi kan hjælpe vores elever til også at forstå dette filter i deres valg om, hvor de bruger deres tid, og hvad de ser eller lytter til eller kigger på. De skal træffe deres eget valg. Men hvis vi kunne hjælpe dem til at spørge: »Hvor vil det føre hen, og vil det føre mig tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus?«
Præsident Oaks: Åh, hvor er det vigtigt, og hvor betydningsfuldt det ville være, hvis alle vores elever forstod det princip.
Bror Webb: Og for lærere at lægge vægt på det og bære vidnesbyrd om disse ting for at indbyde Helligånden til at bekræfte vigtigheden – ikke blot sandheden, men vigtigheden af disse principper i deres liv. Jeg kan også tilføje, hvis jeg kunne, blot tanken om relevans. Jeg tænker, at alt, hvad vi kan gøre, er at opfordre eleverne til at opdage relevansen af disse principper i deres liv. Sommetider tænker jeg, at vi taler om disse ting i form af at konkurrere om deres tid eller opmærksomhed. Og sommetider er vi nødt til at prioritere det, der er mest værdifuldt. Men jeg tror, at vi også kan hjælpe dem til at se, hvordan evangeliet spiller ind i deres hverdag. Så jeg lærte for eksempel, da jeg var studerende, at hvis jeg holdt sabbatsdagen hellig, og hvis jeg studerede skrifterne, inden jeg studerede, så var jeg faktisk en bedre studerende end ved at prøve at adskille disse ting og sige: »Jeg vil bruge tid på det åndelige, og jeg vil bruge tid på verdslige.« Men i alle aspekter af mit liv, når jeg inkluderer vor himmelske Fader – når jeg indbyder hans Ånd til at hjælpe mig – så kan selv de ting, der for vores elever kan synes at være mere timelige, se evangeliets relevans i det, de prøver at opnå i deres liv. I stedet for at konkurrere om deres tid mødes de.
Præsident Oaks: Og vi husker, at Herren lærte os, at han aldrig har givet nogen timelige befalinger. Alle hans befalinger og vejledning er åndelig.
Bror Smith: Endnu en tanke, der kom til mit sind, da I nævnte, at – i det mindste for vores seminarelever – er Kirkens program Børn og unge. Det er en stærk måde at gøre evangeliet relevant på og sætte praktiske mål om at anvende evangeliet til at hjælpe os i alle aspekter af vores liv til at prøve at blive mere som Frelseren.
Præsident Oaks sagde: Rigtigt. Nu vil jeg gerne stille et spørgsmål fra to mænd, der som deres arbejde er religionslærere: Hvad har I brødre og jeres kollegaer lært om at undervise i Jesu Kristi evangelium under den pandemi, vi alle har oplevet?
Bror Smith: Jeg vil først og fremmest sige, at vi har lært – jeg vil sige, at vi er blevet mindet om, og det er blevet fremhævet – hvilke vidunderlige lærere vi har, at de virkelig elsker Gud og elsker eleverne, og de har virkelig arbejdet hårdt, og vi er dybt taknemlige. Jeg tror også, at pandemien har fremhævet de omsorgselementer, der er en del af evangelisk undervisning. Jeg tror, at vi bliver bedre til at lytte til eleverne, afgøre deres behov og evner og møde dem og elske dem, hvor de er, og finde kreative måder, hvorpå de kan komme tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Jeg tror også, at vi i pandemiens tid, hvor der har været mange vanskeligheder, har set, at guddommelig hjælp kommer til den lærer, der virkelig prøver at elske Gud og elske sine elever og gøre sit bedste.
Bror Webb: Jeg synes, at det er rigtig godt sagt. Jeg tror bare, at jeg gerne vil sige tak og tilføje min påskønnelse. I ved, vi har lærere, der prøver at undervise ansigt til ansigt og lære at undervise online. De har båret mundbind, der sommetider er ubehagelige. De har til tider bragt sig selv i fare og gjort det bare med så stor kærlighed til deres elever og til vor himmelske Fader med så stor forpligtelse. Jeg vil bare sige tak for alle de ofre og bestræbelser, der er ydet i en meget svær tid.
Præsident Oaks: Jeg tilføjer på vegne af Det Første Præsidentskab min tak til det, du lige har udtrykt. Vi elsker jer brødre og søstre, der underviser i vores seminar og institut og i religionsundervisningen på universiteter.
Bror Webb: Tak, det betyder meget. Et andet spørgsmål, som jeg har glædet mig til at stille jer på grund af nogle ting, du har undervist om i andre situationer: Hvorfor er det vigtigt, at vi underviser i principper og ikke regler?
Præsident Oaks: Jeg er glad for, at du stillede det spørgsmål. Det er et af mine favoritter. I en bemærkelsesværdig artikel i Church News sagde Tad R. Callister, vores tidligere præsident for Søndagsskolen, dette om det emne: »For det første er regler ofte begrænset til en eller måske nogle få specifikke situationer, mens principperne generelt har en meget bredere anvendelse. For det andet skaber principper et miljø, der maksimerer handlefriheden, mens regler har en tendens til at minimere handlefriheden ved at begrænse [og] sommetider endda diktere vores valg.« Jeg vil tilføje, at Frelseren erstattede moseloven, som blev drevet af regler, med Kristi højere lov, som blev drevet af principper. Bror Callister uddybede dette princip på følgende måde. Han sagde: »Principper er forenelige med den højere lov, regler med den mindre. Vores konstante fokus bør være at undervise i doktrinære principper. Hvorfor? Fordi principper har den største evne til at løfte os til celestiale højder, og i sidste ende vil principper – ikke regler – styre det celestiale rige.«4 Citat slut.
Bror Webb: Det påskønner jeg virkelig også. Det er der en anden fordel ved det. Jeg var sammen med en gruppe lærere for nylig, der fortalte mig, at der i deres klasselokale synes at være mere – det ord, de brugte, var »strid«, da eleverne stiller flere spørgsmål og har forskellige synspunkter og opfattelser af ting. Og jeg elsker det, I lige har lært os, fordi det førte mig tilbage til den samtale og hjalp mig til at indse, at en af de måder, hvorpå I griber det an, ikke er ved at undervise i anvendelse, hvor de diskuterer deres anvendelse i deres situation, men mere at undervise i det evangeliske princip. Gå til præmissen – undervis i frelsesplanen, undervis i Kristi lære, undervis i evangeliets principper og gør det muligt at anvende dem personligt med Helligåndens hjælp.
Præsident Oaks: Godt sagt:
Bror Webb: Jeg tror bare, at det er virkelig praktisk og nyttigt for det, vi prøver at gøre, præsident. Tak. Bror Smith, vil du tilføje noget til det?
Bror Smith: Jeg tror, at det er som det, du fremhævede, bror Webb. Ved at undervise i et princip i stedet for en anvendelse opfordrer vi også en elev til at handle som agent i læringsprocessen, i deres egen udviklingsproces – at de så tager et princip og kan søge personlig åbenbaring, kan studere det mere selv og beslutte sig for det bedste skridt, som de kan tage, når de anvender det princip i personlige forhold.
Bror Web: Tak. Et naturligt opfølgningsspørgsmål ville så være: »Hvordan hjælper vi vores elever til at navigere i så mange påvirkninger i samfundet med alle de mange stemmer i verden?«
Præsident Oaks: Vi er nødt til at forstå, at Djævelen er fader til løgne – »en løgner fra begyndelsen«5 står der i skrifterne. Hans smarteste måde at komme med sine løgne på er at blande dem med sandhed. Derved tiltrække og påvirke gode menneskers søgen med sin blanding af sandhed og løgne. Derfor er Helligåndens lærdomme blandt de mest dyrebare ting, vi kan prøve at lære i jordelivet, der gør os i stand til at være på vagt over for det, der er – og ikke er – sandt.
Bror Smith: På samme måde fjerner modstanderen også sandheden fra dens evige kontekst og fra dens plads i Guds plan i denne blanding af sandhed og løgne. Det øger sandsynligheden for, at en sandhed bliver anvendt forkert eller misforstået. For eksempel lærte du os for blot nogle få minutter siden, præsident Oaks, smukt om kærlighedens princip og dets plads i Guds plan – vigtigheden af at elske Gud og elske vores næste – at kærlighed virkelig er den motiverende kraft bag vor himmelske Faders ønske om at forberede os til evigt liv, som vi ved er den største af alle Guds gaver. Og det er vores kærlighed til Gud, der motiverer os til uselvisk at elske og tjene andre. Nå, når modstanderen med held adskiller kærlighedens princip fra dets baggrund, kan det let blive fordrejet. Og en med en misforståelse af kærlighed kan samle sig om den forkerte sag. De kan endda befinde sig i modsætning til Guds love og hans profeter, fordi adskillelsen af sandheden fra dens evige kontekst kan føre til en falsk eller usammenhængende forståelse. Og modstanderen gør det med mange principper.
Præsident Oaks: Vi ser mange tegn på det i verden omkring os, ikke? Bror Webb, hvordan besvarer du som lærer bedst spørgsmål om aktuelle bekymringer i dine elevers sind, såsom bekymrende hændelser i Kirkens historie, LGBT-emner, spørgsmål om, hvordan man lever med myndighedernes kontrol i forbindelse med pandemien osv.? Spørgsmålene er endeløse. Hvordan adresserer du bedst disse spørgsmål i forbindelse med vores religionsklasser?
Bror Webb: Det er et rigtig godt spørgsmål, og noget lærere konstant står over for. Jeg vil begynde med at sige, at jeg elsker, at apostlen Paulus instruerede os i at undervise eller tale sandhed i kærlighed. Selvfølgelig skal vi undervise i evangeliet. Vi skal undervise i skriften og de levendes profeters lærdomme. Vi må belære om sandhed. Det gør ikke nogen en tjeneste at undervise i noget, der ikke er sandt; det vil ikke føre til lykke. Men den anden del af det – jeg tror, det er virkelig betydningsfuldt: Når han siger, at I skal gøre det i kærlighed, som I har nævnt igen i aften. Jeg tror, at det er vigtigt at begynde med forhold. Der er blevet lavet en masse research, der tydeligt viser os, at for at elever skal lære, er det afhængigt af forhold. Og for mig begynder disse forhold med lærere, der er villige til at lytte – til virkelig at forstå eleverne og deres omstændigheder og til at have empati til at prøve at forstå deres behov. Jeg tror også, at det er vigtigt at indse, at alle har noget at bidrage med, at vi værdsætter – at vi har brug for hinanden og hinandens oplevelser til at trække på og lære af. Så der er så meget at sige om dette spørgsmål, og jeg elsker spørgsmålet. Men for mig er det at tale sandhed med kærlighed, og det betyder forhold, der hjælper folk til at stole på og lære sammen og indbyde Helligånden sammen ind i oplevelsen.
Præsident Oaks: Det, I sagde om forhold, minder mig om min nylige læsning af en vidunderlig tale af Unge Mænds hovedpræsident, Steven J. Lund, ved den seneste kvindekonference på BYU. Han beskrev – henviste til forhold som den motiverende indflydelse, vi kan have hos dem, der famler efter rollemodeller og mentorer. Han sagde, at vores forskere har fundet ud af, at den åndelige udvikling blandt SDH-unge i høj grad afhænger af kvaliteten af deres forhold, herunder til forældre, jævnaldrende og lærere. Og disse forhold til ledere udvikles bedst i seminar- og søndagsskoleklasser og kvorumsklasser, hvor de vil komme til at respektere og elske deres ledere og medhellige.6 Citat slut. Alt dette er, konkluderer jeg, er en imponerende støtte til vigtigheden af, at lærere elsker og arbejder sammen med deres elever. Den tillid, der udvikles på denne måde, vil være en indflydelse, der kan være som en mentor, der vil styrke dem til selv at besvare foruroligende spørgsmål.
Bror Webb: Tak. Ja, jeg tror, at det er meget centralt for det, vi prøver at opnå: Opbyggelsen af et forhold. Og ud fra det, I lige har fortalt os, kan vi gøre nogle ting i seminar for at hjælpe dem til at styrke andre forhold. Du nævnte de unges udviklingsprogram. Vi kan henvise dem til deres ungdomsledere, til deres biskopper og til deres ledere i Unge Kvinder. Vi kan styrke deres forhold til deres forældre ved den måde, vi taler om familien på og vender dem til deres forældre. Jeg tror, at alt dette er meget afgørende – ikke blot for at opbygge vores forhold til dem, men for at styrke deres forhold til personer, der vil lede dem i den rigtige retning. Så tak for at sige det. Så med det spekulerede jeg på, om vi kunne tale lidt mere om, hvordan vi underviser om disse grundlæggende ting på en måde, der ikke fornærmer eller får de unge til at falde fra eller væk fra evangeliet. Faktisk, hvis jeg kunne komme med et hurtigt eksempel for at formulere det spørgsmål, der er i mit sind. Igen, i den forgangne uge, ringede en lærer til mig, der sagde, at en forælder kom for at trække sin datter ud af seminar, fordi han havde undervist i nogle principper om familien og vigtigheden af familien. Og denne forælder blev såret på grund af deres dynamik og deres familie og ønskede ikke, at barnet skulle undervises i familiens centrale rolle – selv i forbindelse med frelsesplanen. Denne lærer var ekstremt ked af at miste denne elev og stillede spørgsmålet: »Hvordan underviser jeg i sandhed? Hvordan håndterer jeg dette i en verden, hvor vi ikke ønsker at skubbe folk væk, men hvor vi skal undervise i evangeliet i sin renhed til vores elever?«
Præsident Oaks: Sikke et vidunderligt eksempel. Bror Smith, hvad har du at sige om det emne?
Bror Smith: Jeg tænkte igen – jeg ved, at vi lige talte om forhold. Men jeg tror, at en elev, der stoler på en lærer – og som føler sig elsket af deres lærer – vil åbne deres hjerte. Forsvarsmure kan sommetider komme frem, hvis vi underviser i et ideal, der ikke er en elevs virkelighed. Og noget, der smelter forsvarsmurene, er, hvis en elev elsker og stoler på deres lærere. Så det er igen meget vigtigt. Jeg vil gerne understrege kommentaren til det forrige spørgsmål – at opbygge disse forhold til eleverne.
Præsident Oaks sagde: Rigtigt. Og jeg tror, at det er meget vigtigt for os at forstå, at vi ikke er nødt til at være enige i alt, der bliver lagt frem for os – hvad enten det er af en elev eller af forældre til en elev eller af andre i samfundet. Vi er ikke i stand til at bekræfte alle overbevisninger på torvet med ideer. Vi har ansvaret for at undervise i sandheden. Men når vi gør det, må vi være meget forsigtige med, at vi aldrig viger fra vores ansvar, som Frelseren har givet os, om at elske vores næste. Hvad end vi gør, må det gøres af kærlighed, så vi ikke er konfronterende mod en person, men vi udsteder vores lærdomme, så det er lærdommene, der konfronterer overbevisninger, der er fejlagtige. Brigham Young, der som person var ret konfronterende, beskrev en meget god skelnen, som jeg læste for nylig i Discourses of Brigham Young. I en af sine taler sagde han: »Det har aldrig ændret mine følelser for nogen, mænd såvel som kvinder, om de tror det samme som jeg eller ej. Kan I leve som naboer til mig? Det kan jeg med jer; og det vedkommer ikke mig, om I tror mig eller ej«.7 Sådan slutter citatet fra Brigham Young. Jeg tænkte, at det var en uventet kilde til at have sådan en afslørende erklæring om, at vi kan leve kærligt med dem, vi ikke er enige med.
Bror Webb: Ja, det er rigtigt betimeligt for vores lærere nu. Det er en af de vigtigste egenskaber, mener jeg, hos en af Frelserens disciple i dag er at være i stand til at være uenig og fortsætte med at elske mennesker og være ægte i det forhold til mennesker på trods af uenighed om tro.
Præsident Oaks: En anden del af det er, at vi er nødt til at arbejde, så det at være kærlig og accepterende – ja, tilmed billige dem, vi omgås – ikke forstås som godkendelse. Det er en fin linje at trække. Og vi ser i en verden med politik og offentlig kommunikation fra mange forskellige kilder en mangel på anerkendelse af det. Ofte synes folk at antage, at vi har godkendt noget, fordi vi har været kærlige over for de involverede personer.
Bror Webb: Det hele hænger virkelig sammen, ikke? Det går tilbage til forhold; det går tilbage til at lytte og vise empati. Men det går også tilbage til at undervise i princippet. Den går tilbage til præmissen om, hvorfor vi tror på det, vi gør, ud fra frelsesplanen og Kristi lære og binder disse ting sammen og balancerer på den fine linje, som I beskrev.
Præsident Oaks: Og jeg tror også, at det knytter sig til det første og store bud om at elske Gud og Frelserens lære: »Elsker I mig, så hold mine bud.«8 Og så er det andet bud at elske vores næste. Det faktum, at vi elsker vores næste, betyder ikke, at vi ikke elsker Gud først og holder hans bud først.
Bror Web: Tak.
Bror Smith: Jeg har i et scenarie i tankerne med en lærer, der taler sandhed i kærlighed og forsvarer Kristi lære med mod – men som også elsker sine elever, så deres elever føler sig trygge, og eleverne stoler på og elsker læreren. Så måske er der en elev, der er uenig i et element i Kristi lære – eller et evangelisk princip er nok en bedre måde at sige det på – men de kommer stadig i klassen. Og de kommer stadig til institut eller seminar, fordi de føler sig trygge, og de føler, at de kan opbygge tro på Jesus Kristus i det miljø. Så jeg tror, at den balance, vi taler om, er så vigtig at ramme: At forsvare sandheden frimodigt og elske dem, der måske ikke er enige i sandheden, så et klasseværelse eller seminar eller institut kan være et sikkert sted for en elev.
Præsident Oaks: Og jeg vil gerne sige, at de i vores publikum, der er involveret i institut og undervisningsreligion på universiteter og college, har en større udfordring med dette særlige emne. Mere modne elever er mere tilbøjelige til at tænke selv og til at være konfronterende, end eleverne for eksempel er til seminar. Men principperne er de samme. Anvendelsen er lidt forskellig i forhold til personens indstilling og modenhed, men principperne er dem, vi har talt om.
Bror Web: Tak.
Præsident Oaks: Her er et spørgsmål, der ændrer emnet en lille smule, men det er ret relevant i vore dage: Hvordan kan vi overtale vores elever til at lægge deres mobiltelefoner til side i den tid, vi prøver at undervise dem?
Bror Webb: Det er faktisk et godt spørgsmål, der faktisk hænger sammen med konfrontationer i klasser eller uenigheder i klassen, for sommetider er det det, det skaber, ikke? Så, Bror Smith?
Bror Smith: Ja, jeg tror, at der bestemt er tidspunkter i læringsmiljøet, hvor eleverne har brug for at koble fra og lægge deres telefon væk. Jeg tror, at det bedste, der vil hjælpe dem til at gøre det, er engagerende og strålende undervisning. Ældste Ballard – eller snarere præsident Ballard – sagde engang, at vi skulle sikre os, at vores undervisning stråler. Men jeg tror også, at der er tidspunkter, hvor vi kan invitere en elev til at bruge deres mobiltelefon i læringsoplevelsen. Med ressourcer på ChurchofJesusChrist.org og på appen Evangelisk Bibliotek kan vi bestemt til tider bede en elev om at engagere sig i læringsoplevelsen ved at bruge trosfremmende indhold på deres telefon. Og jeg tror, at det kan være en velsignelse – en positiv indflydelse for dem uden for klassen – at de kan begynde at se denne enhed som noget mere end blot en spilleenhed eller en enhed til de sociale medier – eller for nogle en kilde til fristelse. Og de kan til tider lære, at den samme enhed kan bruges til at opbygge tro på Jesus Kristus. Jeg tror, at det vil kræve inspiration fra en lærer – og balance. Men jeg tror, at Herren vil hjælpe os til at finde muligheder for at opbygge tro gennem brugen af enheden og så tydeligvis også forstå tidspunkter, hvor den skal slukkes og tilsidesættes.
Præsident Oaks: Jeres forslag om, at vi ikke er fjendtlige over for mobiltelefoner, minder mig om en tidligere oplevelse – jeg går 10 eller 15 år tilbage – da jeg kom ind i søndagsskoleklassen for unge mænd og kvinder i seminaralderen. Og jeg gik med en fjendtlig indstilling til mobiltelefoner. Men da jeg så mig omkring i klassen på omkring et dusin elever, indså jeg, at der kun var et sæt skrifter i hele klasselokalet. Alle læste i skrifterne og fulgte lektionen på mobiltelefoner. Det var der, jeg begyndte at se, at spørgsmålet ikke handler om at forbyde, men at balancere.
Bror Webb: Det er godt sagt, tak. Nå, præsident, vi har elsket at være sammen med dig, tak for dit råd i dag, og vi spekulerede på, om vi kunne bruge et øjeblik, bror Smith, hvis du først vil bære et hvilket som helst vidnesbyrd, du gerne vil, og så vil jeg med glæde gøre det og overlade eventuel resterende tid til dig.
Bror Smith: Tak. Når jeg tænker på vores hellige mulighed for at undervise Kirkens unge og unge voksne og dem i vores CES-institutioner, tænker jeg på en lærdom fra vores kære profet, præsident Russell M. Nelson. Han har sagt: »Mange af Guds mest ædle ånder – måske … hans bedste hold … blev sendt til jorden på netop dette tidspunkt … [De] er blandt de bedste, Herren nogensinde har sendt til denne verden.«9 Og jeg vil gerne dele min overbevisning om, at de unge, som vi har mulighed for at omgås med, er præcis, hvem Guds profeter lærer os, at de er. Og sikke et helligt privilegium vi har at vidne for dem om, at Jesus Kristus og hans forsoning og opstandelse er virkelig. Og jeg vidner i dag om realiteten af Jesu Kristi forsoning og opstandelse; at dette er hans kirke; at vi bliver ledt af hans levende profeter, seere og åbenbarere; og at vi er engageret i hans sag, når vi underviser de unge i de sidste dage. Og jeg efterlader jer dette vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.
Bror Webb: Amen. Jeg vil også gerne tilføje mit vidnesbyrd om realiteten af vor kærlige himmelske Fader og Jesus Kristus som verdens Frelser og Forløser – at dette er hans kirke og rige på jorden. Og jeg er så taknemmelig for at kunne bruge hver dag af mit liv på at vidne om ham og undervise andre om hans evangelium. Jeg er taknemmelig for dem, der har undervist mig og har velsignet mig med deres tro og vidnesbyrd på Frelseren, og jeg er så taknemmelig for at være en del af dette værk sammen med jer i undervisningen i Jesu Kristi gengivne evangelium. Og også hurtigt lige sige, at når jeg tænker på vor himmelske Faders kærlighed, taler vi ofte om, hvor meget vor himmelske Fader elsker vores elever. Men jeg vil gerne tilføje, at jeg ved, at vor Fader i himlen elsker jer, at han er så taknemmelig for, at I ønsker at bruge jeres liv på at undervise hans børn, og at han elsker jeres familie, og at når I fortsat tjener trofast i undervisningen af hans børn, vil han velsigne jer og jeres familie, når I velsigner hans børn ved jeres undervisning, vidnesbyrd og eksempel. Så tak for, hvem I er, og det I gør, i Jesu Kristi navn. Amen.
Præsident Oaks: Amen Jeg føjer mit vidnesbyrd til det, som disse vidunderlige Herrens tjenere har båret. Jeg vidner om Faderen og Sønnen ved Helligåndens kraft, at dette er hans værk, og at I er hans tjenere, medundervisere i Jesu Kristi evangelium. Og jeg nedkalder himlens velsignelser over jer, når I tjener Herren, og når I sammen med jeres familie går fremad mod den skæbne, som Gud har fastsat for sine værdige børn: Evigt liv. Og det gør jeg i Jesu Kristi navn. Amen.
Alle: Amen.