Frygt ikke
Kære søskende, vi er i aften samlet takket være vores fælles kærlighed til julen og juletiden. Findes der noget bedre end den smukke julemusik og de smukke julesange, julesammenkomster med familie og venner, glade ansigter og børnenes glade begejstring? Julen har en guddommelig evne til at føre os sammen som familie, venner og lokalsamfund. Vi ser frem til at udveksle gaver og nyde et festligt julemåltid.
I Et juleeventyr, skrevet af den engelske forfatter Charles Dickens, fanger Scrooges nevø magien ved denne hellige tid på året i disse dybsindige tanker: »Når julen kom, har jeg altid tænkt på den som en god tid, en venlig, forsonlig, godgørende og rar tid, det eneste tidspunkt, mig bekendt, i hele årets lange kalender, hvor mænd og kvinder ligesom ved fælles overenskomst slår døren til deres … hjerter op på vid gab og tænker på [andre] mennesker … Og derfor tror jeg … selv om det aldrig har givet mig en guld- eller sølvmønt i min lomme, at den har gjort mig godt og vil gøre mig godt. Og jeg siger: Gud velsigne den!« (A Christmas Carol, 1858, s. 5–6).
Som forælder, og nu bedsteforælder, er jeg blevet mindet om denne magi ved julen, efterhånden som jeg ser mine børn og nu deres børn fejre Frelserens fødsel og nyde hinandens selskab, når familien samles. Jeg er sikker på, at I ligesom jeg har set den glæde og uskyld, hvorpå børn glæder sig til og fryder sig over denne særlige helligdag. Når vi ser deres glæde, minder det os om fortidens glade juleaftener. Det var igen Dickens, der bemærkede: »Det er sommetider godt at være børn, og på intet tidspunkt bedre end i julen, hvor dens mægtige ophav selv var et barn« (A Christmas Carol, s. 67).
Jeg voksede op i nærheden af Los Angeles, hvor vores hjem var omgivet af appelsinlunde. En aften hvert år til jul inviterede mine forældre familie, venner og naboer hjem til os for at synge julesange og nyde nogle forfriskninger. Det var en dejlig tradition for os alle, og det virkede, som om vi sang i timevis. Vi børn sang med, så længe vi følte, vi skulle, og derefter sneg vi os ud i appelsinlunden for at lege.
Min hustru, Kathy, og jeg havde også vores familie i det sydlige Californien, forholdsvis tæt på kysten. Der er julen kendetegnet ved palmer, der svajer i brisen. Hvert år glædede vore børn sig til at gå ned på havnen for at se den årlige juleparade af både. Hundredvis af smukke lystbåde med blinkende lys i alskens farver sejlede rundt i havnen, mens vi så forundrede til.
Nu, da vi bor i Salt Lake City, har Kathy og jeg skabt en tradition med at tage vore børn og børnebørn med til en lokal opsætning af skuespillet Et juleeventyr. Når vi hvert år ser Ebenezer Scrooge undergå sin mirakuløse forvandling fra en hjerteløs eneboer til en lykkelig nabo fyldt med juleglæde, rykker det i os efter at give slip på den Scrooge, der gemmer sig inde i os. Vi føler os tilskyndede til at gøre det lidt bedre og følge Frelserens eksempel på næstekærlighed til alle.
Julens evne til at forvandle har rødder i Jesu Kristi forløsende kraft til at forandre vores liv til det bedre. Den elskede beretning om Guds Søns fødsel for over 2000 år siden i Betlehem står i Lukasevangeliet:
»Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden …
Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem …
for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde;
og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.
Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.‹
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:1, 3–14).
Englen må have opdaget hyrdernes umiddelbare frygt, da han viste sig for dem, for han sagde til dem: »Frygt ikke!« Guds forbavsende herlighed, som strålede ud fra det uventede himmelske sendebud, havde virkelig slået deres hjerte med frygt. Men de nyheder, englen var kommet for at forkynde, var ikke noget at være bange for. Han er kommet for at bringe de allerbedste nyheder, for at fortælle dem, at menneskehedens forløsning bogstaveligt talt var indledt. Intet sendebud har hverken før eller siden bragt mere glædelige hilsener. Faderens Enbårne havde påbegyndt sin jordiske færd: »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.« Det var i sandhed tidender om en stor glæde.
Vi oplever hver især tidspunkter i vores liv, hvor den store glæde, englen lover, kan synes flygtig og fjern. Vi er alle underlagt livets skrøbeligheder og trængsler: Sygdom, nederlag, problemer, skuffelse og til slut døden. Selv om mange mennesker er velsignet med at bo et trygt sted rent fysisk, gør andre det i dag ikke. Mange oplever store vanskeligheder med at få opfyldt livets fornødenheder og det fysiske og følelsesmæssige tab, det kan medføre.
Og dog er Herrens budskab til os, trods livets genvordigheder, det samme i dag, som det var til de hyrder, der holdt nattevagt for 2000 år siden: »Frygt ikke!« Måske har englens påbud om ikke at frygte mere ophøjet relevans for os i dag, end det havde med at berolige hyrdernes frygt denne første julenat. Kunne han også have ønsket for os, at vi skulle forstå, at frygt takket være Frelseren aldrig vil sejre? At forsikre, at frygten i sin yderste konsekvens aldrig kan retfærdiggøres? At minde os om, at intet jordisk problem behøver vare ved, at ingen af os er uden for nådens rækkevidde?
Julens dejligste gave vil altid være den, som Frelseren selv gav os: Sin fuldkomne fred. Han sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27). Selv i en verden, hvor fred virker som noget fjernt, kan Frelserens gave med fred leve i vores hjerte uanset omstændigheder. Hvis vi tager imod Frelserens opfordring om at følge ham, er varig frygt for evigt forvist. Vores fremtid er sikret. Det er den »stor[e] glæde, som skal være [forkyndt] for hele folket«. »Frygt ikke,« mindede profeten Esajas os om, »for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast« (Es 41:10).
Takket være Frelserens fødsel for 2000 år siden i Betlehem er der håb – og meget mere end det. Der er forløsning, frigivelse, sejr og triumf. »Det onde vil tabe, det rette sejre« (»I Heard the Bells on Christmas Day«, Hymns, nr. 214). Det er intet under, at et englekor pludseligt viste sig som et himmelsk udråbstegn på englens forkyndelse om Frelserens fødsel ved at synge: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Intet andet budskab kunne være mere beroligende. Intet andet budskab har nogensinde været fyldt med mere af Guds velbehag til mennesker end det.
Må denne tid være en fredfyldt og glædelig tid for os alle, for den dag blev der født os en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. I Jesu Kristi navn. Amen.