Lad os højt ham prise – og planen!
Som mange af jer så absolut elsker min søde mand, Craig, og jeg hellig julemusik. Hvis vi skulle lave en liste over vore favoritter, så ville »O, kom hver en trofast« med sikkerhed være tæt på toppen. Dens glade og opløftende tekst opfordrer os til at komme, se og prise vor Frelser, Jesus Kristus – »engles konge.«1 Jeg er sikker på, at efterhånden som vi, de førjordiske ånder, lærte om frelsesplanen, så og priste vi ikke blot, men vi råbte også af fryd, da han frivilligt og ydmygt tilbød sig selv som verdens Frelser.2 Med fem af de mest dybtfølte ord, der nogensinde er blevet udtalt, sagde han ydmygt: »Her er jeg, send mig.«3
Præsident Monson har ofte ligesom apostlen Peter formanet os til at »være rede … til regnskab for det håb, [vi] har.«4 Når jeg fortæller jer om nogle personlige juleminder, håber jeg, at I kan se, hvorfor jeg har håb i Frelseren, i Gud vor evige Fader, der elskede »verden [således], at han gav sin enbårne søn«5 og i Faderens fuldkomne og fantastiske plan for lykke.
Juleminde 1
Da jeg var 14 år gammel, boede min familie i New Zealand. Min far var i trediverne, da han blev kaldet til at tjene der som missionspræsident.
Det blev jul, og mine fem søskende og jeg forsøgte stadig at tilpasse os vores nye hjem langt væk hjemmefra. Det var en udfordring for mig – en umoden teenager – at være væk fra mit hjem, mine venner og min familie. Jeg surmulede, savnede de vante rammer, lyde og fejring af jul – musikken, lysene, juletræet, sneen og især familien. Jeg savnede mine elskede kusiner, fætre, tanter og onkler, som jeg vidste snart ville mødes i farfar Kjærs hus i Salt Lake City til den årlige julefest i familien Kjær.
Det var juleaften i 1966. Jeg havde modvilligt tilsluttet mig min familie og missionærerne til en familieaften i missionshjemmet, og jeg var overbevist om, at det i bedste tilfælde ville være en meget dårlig erstatning for festen hos familien Kjær, som jeg længtes sådan efter. Jeg kan ikke helt huske, hvornår telefonen ringede, men den opringning ændrede omgående mit teenagehjerte og fyldte mig med medfølelse for min kære far og fik mig til at fortryde, at jeg tidligere havde været så selvoptaget.
Opringningen kom fra min onkel Joe, der informerede os om, at vores elskede, uselviske, hårdtarbejdende, pagtsholdende farfar Kjær havde fået et stort slagtilfælde og lå bevidstløs på sygehuset. Minderne fløj igennem mit hoved om denne fotograferende, musikalske, og sjove patriark, som vi alle elskede så højt. Min far var synligt rystet, da han vendte tilbage fra opkaldet, men han tog sig sammen og bar sit inderlige vidnesbyrd om Faderens plan og sin tro på Frelserens afgørende rolle i den. Hans vidnesbyrd rørte mit smertende hjerte.
Desværre blev farfar ikke rask. Han døde hurtigt den næste dag. Det var juledag i New Zealand, men juleaften, farfars yndlingsdag, i Salt Lake City. Hans død var min første oplevelse med at miste en så nærtstående og kær for mig. Selvom jeg sørgede over tabet af ham, var jeg velsignet og tryg i min kundskab om den fantastiske plan for lykke. Jeg var sikker på, at jeg igen ville se farfar, hvis jeg levede, som han havde. Jeg tror ikke, at jeg fuldstændig forstod på det tidspunkt i mit liv den afgørende rolle, som Frelseren og hans sonoffer spillede i at gøre det muligt for mig at blive genforenet med mine kære en dag. Men jeg vidste nok til at glæde mig over planen. Jeg vidste nok til at tilbede ham, hvis fødsel vi fejrer.
Siden den jul for så lang tid siden har jeg lært mere om vor Frelser, Jesus Kristus. Præsident Harold B. Lee har sagt: »Guds Søn … kom hertil som den Enbårne Søn for at udføre en mission, for at være som et slagtet får, fra verden blev grundlagt, og for at tilvejebringe frelse for hele menneskeheden. Ved at sætte sit liv til åbnede han døren … og lærte os den måde, hvorpå vi kan opnå evigt liv … Det er den, som Jesus var i al sin storhed.«6
Juleminde 2
Endnu et vigtigt juleminde fandt sted i 1984 og fik min taknemlighed for Frelseren og den fantastiske frelsesplan til at vokse betragteligt. Jeg var 32 år gammel, gift med min elskede, trofaste mand og mor til fire søde små børn i alderen fra tre til ti. Seks uger før jul fik vi en besked fra lægen, der rystede os, da han gav mig diagnosen kræft. Craig og jeg kiggede på hinanden i vantro, kæmpede begge med tårerne og undrede os over, hvad fremtiden ville bringe. Den næste følelse var dog den søde »fred, som overgår al forstand«7 på grund af vores tro på Jesus Kristus og Faderens plan.
Selvom Craig tjente som biskop i vores menighed på det tidspunkt, valgte vi kun at fortælle vores familie nyheden for, at det skulle være så normalt som muligt for vores små børn. I de seks uger før jul kørte jeg næsten dagligt gennem sne og is for at blive behandlet på sygehuset – mens vore uselviske mødre og søstre skiftes til at hjælpe til derhjemme. Det var en prøvelsens tid, men jeg tænker tilbage på den jul med ord, der er utilstrækkelige til at beskrive dybden i min taknemlighed for vor Frelser, Jesu Kristi sonoffer og »den store skabers barmhjertige plan.«8
Selvom jeg indså bedre end før, hvor skrøbeligt livet er, så blev vor himmelske Faders plan for lykke mere personlig end nogensinde før. Julen var anderledes det år. Selvom jeg elsker alt ved julen, så var det eneste, der syntes at betyde noget for mig, mit evige ægteskab, min familie og min tro og vidnesbyrd om min himmelske Fader, Jesus Kristus og planen.
En dag, da jeg hvilede mig derhjemme og tænkte på vore fire små børns fremtid, kiggede jeg i tidsskriftet Friend og mit øje faldt på et stykke musik. Jeg satte mig ved klaveret, og jeg græd, idet jeg sang og følte sangens budskab gennemtrænge mit hjerte. Jeg følte, at jeg var nødt til at lære denne sang ikke blot til de hundrede primarybørn i vores menighed, hvor jeg tjente som musikleder i Primary, men endnu vigtigere til de fire dyrebare børn, der boede i vores hjem.
Hvordan fortalte Faderen om kærlighed og omsorg?
Han sendte Sønnen ned på jord med fred og hellighed.
Hvordan belyste Faderen den vej, vi skulle følge?
Han sendte Sønnen ned, som foran gik og viste vej.
Hvordan belærte Faderen om offer og om død?
Han sendte Sønnen ned for at dø og atter opstå.
Hvad beder Faderen os om, og hvad mon skriften lærer?
Hav tro, hav håb, lev som hans Søn, hjælp andre på din vej.
Hvad be’r han om? Lev som hans Søn! 9
Denne inspirerende sang gav mig et glimt af, hvordan jeg kunne vise min himmelske Fader min taknemlighed for hans Søn og hans plan. Jeg følte, at selvom jeg ikke skulle få det privilegium at se vores børn blive voksne, hvis de kunne forstå, vide og efterleve den enkle, men stærke læresætning i denne hellige sang, så kunne de blive Jesu Kristi sande disciple.
Der var en særlig ånd i vores hjem det år. Vi blev velsignet med fred og kærlighed til hinanden, og det vil jeg aldrig glemme. For mig var det som om, at vore børn fik en særlig fornemmelse for det hellige den jul. Aldrig før og aldrig siden har de fremført Jesu fødsel med sådan en ærbødighed, respekt og kærlighed, der rakte ud over deres ungdom. Da vores omstændigheder lagde pres på os, virkede vi mere ivrige efter at få åndelige tilskyndelser, når vi grundede og gav tak for gaven, som er vor Frelser, Jesus Kristus, og for vor himmelske Faders fantastiske frelsesplan.
Jeg har ofte undret mig over, hvordan folk kan leve uden det håb, der kommer fra at forstå frelsesplanen og Frelserens forsonings centrale rolle i den plan. Jeg tilføjer taknemligt mit vidnesbyrd til vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson, der bar dette stærke vidnesbyrd: »Jeg bærer vidnesbyrd om, at han, der har udfriet hver eneste af os fra den endeløse død, nemlig Jesus Kristus, er sandhedens store lærer – men han er mere end blot en lærer. Han er eksemplet på det fuldkomne liv – men han er mere end blot et eksempel. Han er den store helbreder – men han er mere end blot en helbreder. Han, der redder menneskehedens ›tabte bataljon‹, er bogstavelig talt verdens Frelser, Guds Søn, Freds Fyrsten, Israels Hellige, ja, den opstandne Herre, som erklærede: ›Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen [L&P 110:4].‹«10
Når vi tænker over hans ubegribelige lidelse for os, er de seks mest triste ord, som Frelseren nogensinde sagde, disse: »Vil I også gå jeres vej?«11 Når det bliver svært, kan vi træffe valget om at vende os væk fra ham og alene kæmpe os igennem vores prøvelser, eller vi kan træffe valget om at vende os mod ham og Faderens plan og finde ud af, at vi ikke skal lide »nogen slags trængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus.«12 Det er min bøn, at vi hver især vil acceptere invitationen i den hellige julesalme om at prise ham og vor himmelske Fader for hans fantastiske og fuldkomne plan. I Jesu Kristi navn. Amen.