Julebudskaber
Den Gavmilde


Den Gavmilde

Er det ikke et vidunderligt privilegium at nyde denne skønne aften i selskab med vores kære profet, præsident Thomas S. Monson?

Julen er den dyrebareste årstid, der hvor vi ser andre med nye øjne, hvor vi åbner vores hjerte lidt mere for det smukke omkring os og rækker ud til andre med lidt større venlighed og medfølelse.

Vi kan som voksne, hvis vi er heldige, nu og da i et kort øjeblik fange et glimt af, hvordan det føles at være barn igen.

Tanken om, at nogen, vi elsker, gør noget særligt for os, og vores spænding over det særlige, vi planlægger at gøre for dem, varmer vores hjerte og fylder os med kærlighed og forventning. Føj dertil de glitrende lys, den flotte oppyntning og de ophøjede scener fra Kristi fødsel. Det er ikke noget under, at julen er sådan en elsket tid på året.

Og så er der selvfølgelig musikken. Intet understreger denne årstids dybere betydning og milde ånd helt så godt som en julesang. Hvad enten melodierne er lystige, reflekterende eller nostalgiske, er der noget ved julen, der inspirerer den herlige musik. Disse skønne juleharmonier løfter vores ånd og minder os om årsagen til vores glæde.

I dag er vi så heldige at have mulighed for at høre himmelsk musik fremført af Orkestret på Tempelpladsen og Mormontabernakelkoret.

Denne gruppes musik er så ophøjet, at jeg gerne forestiller mig, at himlens engle af og til bøjer sig lidt frem for at lytte og måske synge med.

Carol of the Bells

Koret har netop sunget en af de smukkeste julemelodier, der nogensinde er skrevet, den fortryllende »Carol of the Bells«, som første gang blev opført i USA i 1921.

Oprindeligt var det slet ikke en julesang. Den stammer fra en århundreder gammel ukrainsk folkesang kendt som »Shchedryk«, ofte oversat til »Den gavmilde«.

Ukrainske familier plejede at synge denne sang ved begyndelsen af det nye år. Den oprindelige tekst fortæller om en svale, der flyver ind i en families hus og forudsiger, at en utrolig stor lykke venter dem i det kommende år.1

Jeg kan godt lide stemningen i denne historie.

Jeg elsker dens budskab om håb og optimisme.

Er det ikke julens budskab? Selv når verden ser ganske mørk ud, når tingene ikke går, som de skal, når vores hjerte er fyldt med skuffelse og bekymring midt i al tristheden og sorgerne, synger vi »fryd dig, o jord« og »til mennesker med Guds velbehag«2 takket være Kristus, der kom »for at lyse for dem, der sidder i mørke«.3

En tid med gavmildhed

Det er derfor passende, at den elskede julesang, vi lige har hørt, oprindeligt hed »Den gavmilde«. Når alt kommer til alt, er julen en tid med gavmildhed.

Inspireret af den ånd tilbringer vi sommetider timer med at lede efter den perfekte gave til vore venner og familie. Vi prøver at finde måder at være mere hjælpsomme og muntre på. Vi tilskyndes til at tilbringe lidt mere tid med dem, vi holder af. Vi bliver mere opmærksomme på dem i nød, og vi rækker ofte mere gavmildt ud for at bistå dem. Alt dette er et ufuldkomment men dybtfølt ekko af vor Frelsers gavmildhed, hvis fødsel vi gerne vil ære.

Men vi ved alle, at julens ånd alt for ofte kan overskygges af og endog gå tabt i det afsindige tempo og pres med indkøb, regninger og stramme tidsplaner.

Jeg ønsker ikke at opfordre til Grinch-lignende adfærd, men tillad mig at sige, at nogle af mine kæreste juleminder er udveksling af gaver, blive væk i de travle mængder og overvære glade begivenheder, store som små, der bringer folk sammen på denne tid af året.

Ja, der er mange grunde til at nyde disse ting. Men selvfølgelig er der så meget mere.

Derfor opfordrer jeg os hver især til i løbet af denne juletid at finde en stille stund i vores sjæls dyb til at erkende og opsende en inderlig taknemlighed mod »den Gavmilde«.

Lad os overveje vor medfølende himmelske Faders godgørende, menneskekærlige og grænseløse barmhjertighed.

Når vi køber gaver, mens vi giver og får dem, kan vi også afsætte tid til stille at overveje de rige gaver, Gud har udøst over os, hans børn.

Taknemlighedens gave

Jeg antager, at det ligger i den menneskelige natur at tage ting for givet, selv ting af stor værdi. Det er noget af det, vi lærer af beretningen om de ti spedalske på Jesu tid. Disse lidende spedalske led af en frygtelig sygdom, der adskilte dem fra venner, familie og selve livet, og de bønfaldt om og blev helbredt af Guds Søn.

Som I ved, gik de ni spedalske deres vej efter dette storslåede mirakel og frydede sig over deres held.

Kun en kom tilbage.

Kun en ud af de ti tog sig tid til at vise taknemlighed. Kun en ud af de ti »vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham«.4

Sådanne udtryk for ren taknemlighed synes måske lige så sjældne i dag, som de var i beretningen. Men når de sker, rører de vores hjerte og inspirerer os til at tælle vore egne velsignelser.

Et eksempel, jeg har hørt om, handler om en mand fra Afrika. På grund af et handicap havde denne mand aldrig kunnet gå. Han var tvunget til at tilbringe det meste af sin tid i sine forældres hjem. Han kunne ikke arbejde, han kunne ikke gå ud med sine venner, han kunne ikke foretage sig de mest enkle ting, som vi tager for givet.

Så hørte han noget bemærkelsesværdigt! Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sendte kørestole til et arrangement ikke langt fra hans hjem!

Han bad en ven om at tage sig med til arrangementet, og der så han på, mens dusinvis af handicappede mænd, kvinder og børn blev løftet op i nye, skinnende kørestole.

Åh, hvor han dog ønskede at kunne sidde i en af disse stole! Hvor ville det dog ændre hans liv et øjeblik, hvis han kunne bevæge sig ved egen kraft!

Han ventede i køen, indtil det endelig blev hans tur.

To mænd løftede ham op i en stol, og for første gang i sit liv kunne han bevæge sig frit!

Til at begynde med kørte han tøvende rundt. Men da han vænnede sig til kørestolen, blev han mere modig.

Hen vendte, drejede og spurtede. Han vinkede begejstret med begge hænder, mens han ræsede forbi sin ven.

Han fløj!

Hans ansigt lyste op af glæde.

Men efter et stykke tid kørte han langsomt stolen tilbage til de andre, og med rolig resignation forberedte han sig på at blive hjulpet ud.

»Hvad laver du?« spurgte hans ven.

Manden smilede og trak på skuldrene. »Nu er det en andens tur,« sagde han.

Kirkens humanitære missionær knælede ned ved siden af ham og sagde: »Denne kørestol tilhører dig.«

Manden kunne ikke tro det. Han havde regnet med, at denne begivenhed kun var for at vise, hvordan det var at køre i en kørestol.

»Er den virkelig min?« spurgte han.

»Ja.«

»Jamen, jeg har ikke nogen penge.«

»Den er din. Den er en gave fra mennesker, der elsker dig.«

Da det, der var ved at ske, endelig trængte ind i hans bevidsthed, så denne ydmyge mand på sin ven.

Han så på missionæren.

Han prøvede at holde sine tårer tilbage, men det var forgæves. Og mens han græd, lo han af ren og skær glæde over det, han følte.

Hans ven og missionæren græd sammen med ham.

»Tak,« hviskede han.

Han krammede dem begge, satte sig til rette i sin kørestol, og med en hujen kørte han af sted igen med et stort smil på læben.

»Jeg kan flyve!« råbte han, da han drønede frem og tilbage på fortovet.

Den mand forstod betydningen af taknemlighed.

Guds nåde

Har vi nogensinde følt en så ren og grænseløs taknemlighed? I løbet af denne juletid og gennem hele året beder jeg til, at vi vil huske den Gavmilde: Vor Gud, vor Fader, vor elskede Hyrde og Rådgiver.

For han er gavegiveren!

Han er den Gavmilde!

Når vi, hans børn, beder om et brød, giver han os ikke en sten.5 Han skænker os hellere så ophøjede og dyrebare gaver, at det går over vores forstand fuldt ud at fatte eller endog forestille os det. Han giver os

  • Fred.

  • Glæde.

  • Overflod.

  • Beskyttelse.

  • Underhold.

  • Velvilje.

  • Håb.

  • Tillid.

  • Kærlighed.

  • Frelse.

  • Evigt liv.

I denne jul fejrer vi den største af alle gaver, den, som gør alle andre gaver mulige: det lille spædbarns fødsel i Betlehem. Takket være ham »har graven ingen sejr, og dødens brod er opslugt i Kristus. Han er verdens lys og liv, ja, et lys, som er uendeligt, som aldrig kan formørkes.«6

Jeg takker glad Gud for hans gavmildhed.

Han frelser os fra ensomhed, tomhed og uværdighed.

Han åbner vore øjne og vore ører. Han forvandler mørke til lys, sorg til håb og ensomhed til kærlighed.

Han befrier os fra en fortid i slaveri og selviskhed og åbner vejen for en nutid med formål og en fremtid med fred og tilfredshed.

Det er ham, vi tilbeder.

Det er vores Gud.

Han er den Gavmilde.

Det er ham, der elsker sine børn så helt og fuldt, at han gav sin enbårne Søn, for at alle, som følger ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.7

Takket være Jesus Kristus behøver vi aldrig mere at føle os som fremmede. Vi vil opstå med de retfærdige, når han kommer tilbage! Og takket være hans fuldkomne liv og evige offer kan vi en dag stå med himlens engle og med dem tage imod en evig gave.8

Må vi denne jul erindre vor gavmilde himmelske Fader og dybt og inderligt takke vor almægtige Gud, som har givet alle sine børn vinger, så de kan flyve. Det er min ydmyge og oprigtige bøn og mit hjertes velsignelse til alle i denne juletid og for altid. I vor elskede Frelsers, Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se »Carol of the Bells Wasn’t Originally a Christmas Song«, Science Blog, dec. 2004, www3.scienceblog.com community/older/2004/7/20046906.shtml; se også Olena Korchova, »Carol of the Bells: Back to the Origins«, The Ukrainian Week, 17. dec. 2012, ukrainianweek.com.

  2. Luk 2:14.

  3. Luk 1:79.

  4. Se Luk 17:11–19.

  5. Se Matt 7:9.

  6. Mosi 16:8–9.

  7. Se Joh 3:16.

  8. Se »Vi glædes og frydes«, Salmer og sange, nr. 3. Teksten i koret i vers 3 adskiller sig fra det tilsvarende sted i den engelske salme (se nedenfor). Selv om den ikke er tiltænkt som en julesalme, synes teksten i »Vi glædes og frydes« at være passende at huske denne tid på året, fordi den nævner nogle af de velsignelser, som den Gavmilde lover os:

    »Vi glædes og frydes i sang med hverandre,

    ej mer’ vi på jorden som fremmede bo;

    Guds tjen’re med budskab i verden omvandre,

    forkynde os tusind års hvile og ro.

    Når alt, som var lovet Guds børn, skal dem gives,

    og ondskab og ufred ej nærme sig dem,

    da jorden som fordum Guds eden skal trives,

    og Jesus vil sige til Israel: Kom hjem!

    Vi elske hverandre, og pagten vi ære,

    afstå fra alt ondt og i enighed bo;

    og når vore fjender i rædsel må være,

    vi jublende skue et tusind års ro.

    Når alt, som var lovet Guds børn, skal dem gives,

    og ondskab og ufred ej nærme sig dem,

    da jorden som fordum Guds eden skal trives,

    og Jesus vil sige til Israel: Kom hjem!

    Ja, trygt vi til Lammet, Guds Søn, os hengive,

    han fører os gennem al trængsel og ve,

    vort navn han i livsbogen snart vil opskrive

    og råbe det ud, når vi engang ham se.

    [Da vil alt, som var lovet Guds børn, dem gives,

    og med himlens engle bliver de kronet,]

    da jorden som fordum Guds eden skal trives,

    [og Kristus og hans folk for evigt bliver ét]!