Spred jeres krummer
Mine kære brødre og søstre, mine kære venner, jeg bringer jer hilsener og velsignelser fra vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson. Han er taknemlig for jeres bønner og kærlighed i denne juletid og altid.
Jeg har altid elsket denne årstid. Det Første Præsidentskabs julebudskab er blevet en elsket tradition for mange, heriblandt min egen familie. Vi ser frem til at indlede juletiden med enestående musik fremført af Orkestret på Tempelpladsen og det altid fantastiske Mormontabernakelkor. Talerne og musikken hjælper med at sætte tonen for julen og minder os om den store betydning deraf, og hvad og hvorfor vi fejrer.
Jul i Tyskland
I min tidlige barndom omfattede mine juleønsker altid en billedskøn vinter, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der ønsker dette. For mig betød det kølig vinterluft, en klar blå himmel og et tykt dække af ny, hvid sne. I stedet var vejret næsten altid anderledes end min vintereventyrlige drøm, ofte med en grå, tåget himmel, slud eller endda regn.
Ikke desto mindre ville min mor juleaften vikle os ind i varmt vintertøj og min far ville gå med os gennem gaderne i vores by.
Vi børn kendte den virkelige årsag til denne årlige gåtur – mor havde brug for tid til at pynte juletræet, lægge gaver under træet og forberede vores stue til den hellige aften. Vi forsøgte alle mulige kneb for at gøre denne gåtur så kort som mulig. Men vores far var virkelig kreativ i at tilføje endnu et sving eller en ny retning for at give vores mor den nødvendige tid.
På den tid var gaderne i Zwickau i Tyskland temmelig mørke om aftenen. Det var lige efter 2. verdenskrig, og gadebelysning var meget begrænset. Kun nogle få butikker havde åbent ,og nogle af dem lå ved siden af udbombede huse, der stadig havde den mærkelige lugt af krig.
Der var en del af turen, som vi alle meget godt kunne lide – et stop ved katedralen i Zwickau bymidte, hvor vi lyttede til smukke julesalmer og majestætisk orgelmusik, der lod til altid at blive spillet juleaften. På en eller anden måde fik denne musik det ydmyge lys i byen til at virke så meget klarere – næsten som funklende stjerner – og fyldte vores unge hjerte med en vidunderlig forventnings glæde.
Når vi kom tilbage, var mor færdig med sine forberedelser, og vi ville gå ind i stuen på række, en efter en, for at se det vidunderlige nypyntede juletræ. Det var svært at få fat i træer dengang, og vi tog det, der var tilgængeligt. Nogle gange måtte vi tilføje en hel del grene for at få det til at ligne et rigtigt træ. Men i mine unge øjne var juletræet altid fuldkomment herligt.
Det blafrende lys fra stearinlysene bragte et mystisk, næsten fortryllende skær i rummet. Vi så med begejstring og fryd på gaverne under træet og håbede på, at vores hemmelige ønsker ville blive opfyldt.
Begejstringen ved at modtage gaver blev næsten modsvaret af spændingen ved at give dem. Disse gaver var ofte håndlavede. Et år, da jeg var ung, var min gave til min bror et billede af ham, som jeg havde tegnet. Jeg er meget stolt over mit mesterværk. Og han var venlig og taktfuld i sine taknemlige og rosende ord.
Jeg vil altid værdsætte disse gode minder fra min tidlige barndom i Østtyskland.
Uendelig kærlighed
Juletraditioner fejres i kulturer og nationer i denne verden på fantastiske og unikke måder. De er hver især smukke og bemærkelsesværdige, og alligevel meget forskellige.
Men de har alle en fælles følelse, en fælles ånd, der altid synes at være til stede, når vi fejrer kongen Kristi fødsel, vor Talsmand, Betroede, Israels Trøst!
Man kan bruge mange ord til at beskrive denne følelse: Glæde, håb, forventning, godt humør. De omfavner alle en del af det, vi kalder »julens ånd«.
For mig er der et ord, der bedst beskriver de følelser, vi oplever til jul. Det ord er kærlighed.
Den gave, vi fejrer til jul, er trods alt kærlighedens gave – Guds gave i form af sin Søn. »Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden.«1
Dybt rørt af den kærlighed, blødgøres vores hjerte. Vi føler en ømhed, der får os til at række ud til andre med venlighed og barmhjertighed.
Jul inspirerer os til at elske bedre.
Selv når jeg siger dette, anerkender jeg, at ordet kærlighed er utilstrækkeligt. På engelsk kan »kærlighed«, ligesom på mange andre sprog, betyde mange ting. Jeg kan for eksempel sige: Jeg »elsker« vejret, eller jeg »elsker« dit nye tøj, eller endda jeg »elsker« duften af en nyåbnet dåse med tennisbolde.
Men den kærlighed jeg taler om er langt dybere. Vores jordiske begreb for kærlighed er blot en håndfuld sand på en stor strand sammenlignet med den kærlighed, Gud føler for os.
Hans kærlighed er uendelig og utømmelig barmhjertighed. Guddommelig kærlighed fylder evigheden. Den flyder over med evig nåde. Den rækker ud og løfter op. Den tilgiver. Den velsigner. Den forløser.
Guddommelig kærlighed går på tværs af forskelle i personlighed, kultur eller overbevisning. Den nægter at lade fordomme forhindre os i at give trøst, vise barmhjertighed og have forståelse. Den er fuldstændig fri for mobning, diskrimination eller arrogance. Guddommelig kærlighed inspirerer os til at gøre som Frelseren gjorde: »Bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ.«2
Det er den slags kærlighed, vi søger. Det bør være vores afgørende kendetegn som personer og som folk.
Vi er måske ikke i stand til at udvikle en fuldkommen guddommelig kærlighed i dette liv, men vi bør aldrig holde op med at prøve. Hvis der er en tid på året, hvor vi kommer lidt tættere end på noget andet tidspunkt, er det muligvis i julen, når vores hjerte og tanker vender sig mod fødslen af den levende manifestation af guddommelig kærlighed, ja, Frelseren Jesus Kristus.
Rådmanden og drengen
Lad mig at fortælle en historie for at illustrere, hvordan vi kan lade denne kærlighed virke i vores liv. Juleaften for 85 år siden, under den store depression, inspicerede en rådmand vejene i Salt Lake City efter en vinterstorm. Mens han kørte, så han en lille dreng ved kanten af vejen, stå i den hårde kulde uden en jakke, handsker eller støvler. Rådmanden holdt ind til siden og inviterede drengen ind i bilens varme og spurgte ham, om han glædede sig til jul. Drengen svarede: »Vi skal ikke holde jul hjemme hos os. Far døde for tre måneder siden og efterlod mor og mig, min lillebror og lillesøster.«
Rådmanden skruede op for varmen i sin bil og sagde: »Giv mig dit navn og adresse. Der vil komme nogen hjem til jer – I vil ikke blive glemt.«
Rådmanden var tilfældigvis også stavspræsident i centrum af Salt Lake City. Han havde arbejdet med medlemmerne i sin stav for at give mad og gaver til familier, der ikke kunne forsørge sig selv. Drengen var ikke medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men det betød ikke noget for rådmanden. Den aften sørgede han og en af biskopperne i hans stav for, at drengens familie modtog en fuld julekurv.3
Mødet med drengen påvirkede denne stavspræsident dybt. Det gjorde ham mere beslutsom end nogensinde for at søge efter og lindre lidelser, hvor end han fandt det. Det blev noget, han blev kendt for i sit liv.
Rådmanden hed Harold Bingham Lee, og 40 år senere blev han den 11. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Præsident Lee var en central figur i udviklingen af Kirkens omfattende program for at lindre lidelse hos dem i nød og for at hjælpe Guds børn til at blive mere selvhjulpne.
Mod slutningen af sit liv sagde præsident Lee, at han forstod dem, der led og længtes efter lindring på grund af hans egen fattige og enkle begyndelse.4
Det handler ikke om, hvor meget du har, men hvor meget du elsker
Jeg tror, jeg ved, hvordan præsident Lee havde det.
Min familie levede også under meget ydmyge forhold til tider. To gange på syv år måtte vi som flygtninge flygte fra vores hjem og efterlade alt. I Vesttyskland boede vi på et lejet loft på en gammel gård. Det havde to små værelser, og vi sov alle i et soveværelse. Der var så lidt plads, at jeg måtte bevæge mig sidelæns for at komme mellem sengene.
Min mor havde en varmeplade, der var vores komfur. Og når vi ville fra det ene værelse til det andet, måtte vi gennem en forhindringsbane af redskaber, diverse kister og adskillige stykker saltet kød, der hang ned fra loftet. Engang, hvor jeg var syg og måtte blive i sengen hele dagen, så jeg musene, der delte vores loft, løbe hen over gulvet. Vi måtte bære vand op til vores værelser, og badeværelset var et udhus på tværs af en åben gårdhave, ved siden af laden. Om søndagen gik vi i et par timer for at komme til vores kirkebygning i Frankfurt og tilbage. Det var kun sjældent, vi havde råd til at tage sporvognen.
Jeg husker stadig tydeligt de dage både med sorg og glæde. Mine forældre gjorde deres bedste for at sørge for os, og vi vidste, at de elskede os. Ja, det var tider med stor nød, men jeg anser dem for at være lykkelige tider, fordi jeg kunne mærke den kærlighed, vi havde til hinanden og Herren og hans kirke.
Der er ingen skam i at være fattig. Husk, at verdens Frelser blev født i en stald og lagt i en krybbe, »for der var ikke plads til [ham] i herberget.«5 Og kort tid senere blev han, Maria og Josef flygtninge og måtte flygte til Egypten for at få beskyttelse for den morderiske Herodes. I løbet af sin jordiske tjenestegerning gik Jesus blandt de ødelagte, sultne og syge. Hans dage var fyldt med at tjene dem. Han kom »for at bringe godt budskab til fattige«.6 På mange måder var han en af dem, fordi han havde »ikke et sted at hvile sit hoved.«7
Han roste en enke, som ud af sin fattigdom, lagde sine to småmønter i den jødiske tempelblok.8 Og et af hans sidste budskaber i jordelivet var, at selve vores frelse afhænger af, hvordan vi behandler andre – særligt dem, der betragtes som de »mindste«, fordi »alt, hvad I ikke har gjort mod en af [dem]«, sagde han, »det har I heller ikke gjort mod mig!«9
En engelsk digter fra det 19. århundrede skrev disse linjer:
Midt i den frysende slud og sne
kommer den sky rødhals.
Tving den ikke bort i medlidenhed,
men spred jeres krummer …
Alle har noget at dele, ingen er for fattig,
når nød kommer med vinteren,
er brødet aldrig helt jeres eget,
så spred jeres krummer.
Vinteren falder snart på jeres liv,
regnskabets time kommer:
Mod jeres synder ved befaling
vejes de krummer, som I har spredt.10
Uanset vores position i livet er vi alle en sky rødhals – en tigger – foran Gud. Vi er afhængige af hans nåde. Det er ved Jesu Kristi, vor Frelsers offer, som en del af den store plan for lykke, at vi har håb om frelse og nåde. Denne åndelige gave inspirerer os til at holde Guds befalinger og række ud til dem omkring os med barmhjertighed. Selvom alt, vi har, er en håndfuld krummer, deler vi den med glæde med dem, der har et følelsesmæssigt, åndeligt eller timeligt behov, som udtryk for vores taknemlighed for det guddommelige festmåltid, Gud har forberedt til os.
Velsign andre til jul
I løbet af denne elskede juletid er det passende, at vi fryder os ved lys, musik, gaver og glitter. Dette er alt sammen en del af grunden til, at vi elsker denne tid så meget.
Men lad os aldrig glemme, at vi er Jesu Kristi, den levende Guds levende Søns disciple og tilhængere. For virkelig at ære, at han kom til verden, må vi gøre, som han gjorde, og række ud med barmhjertighed og nåde til vores lidende medmennesker. Vi kan gøre dette dagligt i ord og gerning. Lad det blive vores juletradition, uanset hvor vi er – at være lidt venligere, mere tilgivende, mindre dømmende, mere taknemlige og mere gavmilde til at dele af vores overflod med dem, der er i nød.
Må overvejelsen af Jesu fødsel i Betlehem inspirere os til at blive mere som ham. Må Kristi mission og eksempel få vores hjerte til at svulme med guddommelig kærlighed til Gud og dyb barmhjertighed for vores næste. Og må vi endda sprede vores krummer med større generøsitet og uophørlig kærlighed. Det er min bøn og min velsignelse denne jul og altid, i Jesu Kristi navn. Amen.