En gave fra Faderen: Godkendt eller afvist
Hvilken smuk musik og hvilken vidunderlig tale fra søster Eubank. Hvor vidunderligt at opleve frelsens stund! Nuvel, det er december. Luften er kold, og det sner lidt. For de fleste betyder det, at julen nærmer sig. Men for mig er det ikke sådan, at julen føles.
I hele mit liv har det været lange, varme dage og velduftende nætter, der forkynder, at julen nærmer sig. Det skyldes, at i december er det sommer i Australien. Og i Vestafrika, hvor min hustru og jeg har boet de sidste fem år, er det altid varmt.
Så december har typisk bragt os dage ved stranden med bølger og grillmad. Ved juletid fyldes vores hjem af duften af mangoer og lyden af latter. Men julens ånd er den samme overalt. Uanset om det er i Sidney, Salt Lake City eller Sierra Leone, om det er i Nuku’alofa, Newfoundland eller Nigeria, så inspirerer vor Frelsers fødsel mennesker til at gøre godt.
De fleste steder udveksler folk gaver, besøger hinanden og gør gode gerninger for at fejre jul. Nogle af vores venner i Samoa har en tradition, hvor de dagen efter jul lægger mad og andre gode sager i æsker, som de giver til de mest trængende familier, ikke kun i deres menighed, men til andre i deres lokalsamfund. De har også en køkkenhave på 8.000 kvm, hvor det meste af udbyttet gives til de nødlidende.
En af vores rigtig gode venner fra Senegal i Vestafrika har fortalt mig, at i stedet for at give gaver hver juleaften kommer landsbybeboerne i hans hjemby i Elfenbenskysten med alle uløste konflikter til deres ledere. Disse ledere tilbringer resten af dagen sammen med familier og prøver at løse konflikterne. Landsbybeboerne kræver, at der er fred og harmoni i hvert eneste hjem i landsbyen til jul, fordi de fejrer Kristi fødsel – han, som blev født med netop det formål at bringe fred til verden.
Tidligere i år mødte vi en ung missionær, søster Jeanne Ingabire fra Rwanda, som tjener på mission i Liberia. Hun gengav for mig den hjerteknusende beretning om, hvad folkemordet i Rwanda i 1994 havde betydet for hende. Hendes far kom fra Hutu-stammen, som hadede medlemmer af Tutsi-stammen. Men hendes mor kom fra Tutsi-stammen. For at redde sin hustrus liv og deres fire døtres liv skjulte denne modige far sin familie langt borte og vendte alene tilbage til sin landsby. Hans hustru og døtre så ham aldrig igen og kæmpede for at overleve. De vendte endelig tilbage ni år efter for at deltage i et forsoningsmøde arrangeret af staten, hvor de erfarede, at deres mand og far var slået ihjel, da han vendte tilbage til sin landsby. Det er helt ufatteligt, men søster Ingabires mor og hendes børn tilgav dem, som havde afsluttet hendes mands og deres fars liv.
På et tidspunkt, hvor Joseph Smith kunne være helt fortæret af vrede, fordi han uskyldigt blev indespærret i fængslet i Liberty i månedsvis hen over julen i 1838, åbenbarede Herren afsnit 121 i Lære og Pagter. I denne åbenbaring hjælper Herren Joseph til at overvinde sin frustration, som er helt tydelig i begyndelsen af dette afsnit, og underviser profeten i, at venlighed, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed er kristuslignende egenskaber, der er afgørende for at være discipel.
Julen har for mig dyrebare familieminder. Men ikke alle disse minder er gode. Da jeg var en lille dreng, kan jeg huske, at jeg fik en højtskattet grøn matchbox-racerbil fra min far. Vi var en relativ fattig familie, og jeg elskede den gave. Men en dag blev jeg vred over noget ligegyldigt, og jeg kastede legetøjsbilen ind i en tyk blåregns-busk, der snoede sig hen over vores hegn. Jeg blev straks ked af det, ikke blot over, at jeg havde kastet legetøjet væk, men fordi jeg følte, at det symboliserede en afvisning af min fars udtryk for kærlighed. Jeg søgte og søgte efter det, men det var forgæves. Da det blev vinter, og busken mistede sine blade, søgte jeg igen, men uden held. Jeg kan stadig føle smerten ved at have såret min far. Det gør stadig ondt.
Det svarer faktisk til, at vi sommetider afviser vor himmelske Faders kærlighed og hans gaver til os, hvor den største er, at han har sendt sin Søn for at lide og sone for os. Det er en stor tragedie, hvis vi afviser hans sonoffer eller hans evangeliums pagter og ordinancer!
Gid vi altid måtte være mere som dem, der arbejder på at vise andre kærlighed. For nylig har mange hjulpet beboerne i Florida og North og South Carolina, som har oplevet ødelæggende storme, med at hjælpe ofrene for skovbrandene i Californien eller med at hjælpe andre ofre, der har oplevet noget lignende verden over.
Den 25. december 1974 blev hovedstaden i Northern Territory i Australien jævnet med jorden. I de tidlige timer juledag ramte cyklonen Tracy byen Darwin. Mange døde, og størstedelen af Darwins indbyggere blev hjemløse. Billederne af den nylige ødelæggelse i Florida ligner den i Darwin. Men julens ånd overvinder fortvivlelsen. Bidrag væltede ind fra hele Australien, og mange droppede alt og rejste til Darwin for at bidrage til genopbygningen.
For mange år siden, da vores ældste datter var to år gammel, brækkede hun sit ben lige før jul og tilbragte mange uger på hospitalet med sit ben i stræk. Det var en meget svær jul. En familie i vores menighed, som økonomisk ikke var særlig velstillet, kom for at besøge hende juledag. Hver eneste af deres små børn medbragte deres egen yndlingsgave, som de havde modtaget selvsamme morgen, for at give den til vores datter som hendes gave fra dem. Min hustru, Kay, og jeg blev rørt til tårer af den rene og ægte venlighed hos disse børn og deres forældre.
Dette er julens sande ånd – enkeltpersoner, der hjælper andre. En vigtig del af Frelserens arv er trods alt, at han betjente den »enkelte«. Det er bestemt et princip, som medlemmerne af hans kirke i Afrika tager til sig og anvender, og det er, hvad han kræver af os her.
Præsident M. Russell Ballard har udtalt, at forsoningen er Frelserens ultimative handling, som netop gør dette for hver »eneste« af os. Præsident Ballards ord lød:
»Dersom vi fuldt ud forstod forsoningen og den evige værdi af hver eneste sjæl, ville vi få fat i … [hver eneste] af Guds vildfarne børn. Vi ville hjælpe dem med at fatte Kristi kærlighed til dem. Vi ville gøre alt, vi kunne for at hjælpe dem med at forberede sig til at modtage evangeliets frelsende ordinancer.
Hvis Kristi forsoning overskyggede alt i sindet hos menighedsledere, ville intet nyt eller genaktiveret medlem nogensinde blive forsømt …
Det er ironisk, at forsoningen, som er uendelig og evig, anvendes individuelt, én person ad gangen …
Søskende, undervurder aldrig nogensinde værdien af den ene.«1
Ville det ikke være vidunderligt, hvis vi alle fulgte dette råd og det fra vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson – om at efterleve de to store bud på en højere og mere hellig måde. Og hvis I er skeptiske omkring jeres evne til at påvirke noget ved at gøre det, så overvej dette afrikanske ordsprog: »Hvis I tror, at I er for små til at gøre en forskel, så har I aldrig tilbragt en nat med en myg.«
Vi behøver ikke rejse til det hellige land for at kunne gøre en forskel eller komme nærmere vor Frelser. Julen er en tid, hvor vi kan fokusere på vores personlige gave til Frelseren ved hele tiden at elske og hjælpe andre. Så er der ikke særlig langt til Betlehem for nogen af os. Det er op til os at gøre Kristus til en del af vores liv – til at acceptere de gaver, han tilbyder os, og at give ham vores hjerte som gave. Jeg elsker ham, og jeg vidner om hans uendelige kærlighed til hver enkelt af os i Jesu Kristi navn. Amen.