Lad hvert et hjerte give ham plads
For lidt over en uge siden blev julelysene på Tempelpladsen tændt, en juletradition igennem 53 år, og for mange markerer det begyndelsen på årets juletid. I julen fejrer vi Jesu Kristi fødsel, liv og lys, Guds bogstavelige Søn og verdens Frelser. Vi finder håb i den erklæring, der fulgte med hans fødsel: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«1 Musik, spændte børn, gaver der gives og modtages, juletræer, julepynt og lys er alt sammen en del af den glade fejring.
Når I tænker på julen, hvilke dejlige minder dukker da op? For mig bringer denne årstid altid minder om, hvordan vi fejrede julen i min barndom.
Jeg kan stadig huske mange af de gaver, jeg fik. Jeg husker en fodbold og en basketball, legetøj og tøj. Mange af disse gaver er nu borte og glemt, tøjet er blevet slidt op og blevet for småt. Men det, jeg husker bedst fra tidligere jul, mine mest mindeværdige og foretrukne minder, handler ikke om, hvad jeg fik, men hvad jeg gav.
Lad mig forklare det. Hvert år lørdagen inden jul samledes de unge i vores menighed ved kirken. Vi fyldte kurve med appelsiner, bananer og hjemmebagte småkager og kager, som skulle afleveres til de enker, der boede i nærheden. Vi tog hen til dem, sang julesange og gav en julekurv. Jeg kan stadig huske deres taknemmelige smil. Nogle af dem var første- eller andengenerationsimmigranter, der udtrykte deres taknemmelighed på engelsk med stærk accent: Søstrene Swartz, Zbinden, Groll og Kackler. Jeg vil aldrig glemme den varme følelse, mit hjerte fyldtes med.
Da Lesa og jeg blev forældre, begyndte vi en tradition med at give julegaver til en familie, der havde brug for hjælp, ligesom mange af jer gør. Vi fik ofte navnet på en familie fra en lokal velgørenhedsorganisation samt børnenes alder. Vi brugte meget tid og energi på at finde lige den rigtige gave til dem. Vores sønner så ud til at glæde sig lige så meget over dette som at få deres egne gaver juledag! Denne familietradition med at tjene var med til at indprente julens sande ånd i vores hjerte.
I mit arbejde var jeg med til at udvikle, producere og markedsføre fitnessudstyr rundt om i verden. Udstyr som løbebånd, motionscykler og crosstrainere er hovedsageligt konstrueret til at styrke hjertet. I vores firma anstrengte vi os virkelig meget for at sikre, at brugerne af udstyret kunne måle deres hjertes tilstand og aktivitetsniveau på en pulsmåler. I dag har mange af os teknologi siddende på vores håndled, der overvåger vores hjerte og opmuntrer til aktiviteter, der skal styrke vores hjerte.
Hvad nu, hvis der fandtes en måde, hvorpå man kunne måle vores hjerte ud fra et åndeligt perspektiv, en åndelig hjertemåler, om I vil? Hvad ville jeres hjertemåler sige? Hvor åndeligt sundt er jeres hjerte? Juletiden synes at være et ideelt tidspunkt for os til eftertænksomt at vurdere vores eget hjertes status.
I kan fx spørge jer selv: »Er mit hjerte parat til at modtage Frelseren?« I julen synger vi fx ofte: »Lad hvert et hjerte [give ham plads]«.2 Hvordan kan I give plads i jeres hjerte til Kristus, især i denne travle og dog vidunderlige juletid?
Skrifterne er fyldt med beskrivelser, der kan hjælpe os til at vurdere vores hjertes tilstand. Nogle vers indeholder ord som »rene«,3 »sagtmodige«,4 »ydmyge«,5 »sønderknust«6 og »sønderbrudt«.7 Disse ord og mange andre i skriften giver os en indsigt i Frelserens hjerte. For at tage ham ind i vores hjerte må vores hjerte uden tvivl være rent og ydmygt som hans.
For at omskrive Paulus’ ord kan vi stræbe efter at have Jesu Kristi ord og egenskaber skrevet som et »brev … i vore hjerter … som kendes og læses af alle mennesker … et Kristus-brev … ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.«8 Det kræver mere end blot venlige julehilsener, der kommer fra vores læber. Herren advarede os mod dem, der »henvender sig til mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig«.9 I julen og i løbet af året er vores venlige handlinger og gode gerninger den bedste indikation på vores kærlighed til Frelseren, der står skrevet i vores hjerte.
Når jeg betragter mit eget hjertes tilstand, finder jeg inspiration og store eksempler at følge i de mennesker hjerte og offer, som var med til at etablere Jesu Kristi Kirke i genoprettelsens første dage. Jeg vil gerne fortælle en julehistorie om en af de første sidste dages hellige, en nyomvendt fra Immingham i England: Mary Wood Littleton.
Mary og hendes mand, Paul, havde aldrig forestillet sig, at de skulle forlade deres hjem i England. Men de havde hørt budskabet om det gengivne evangelium og fik et vidnesbyrd om dets sandhed. De blev døbt, og blot to måneder senere sejlede Mary og Paul med deres børn til Amerika for at samles med de hellige. De ankom til New York den 20. december 1844. Fem dage senere rejste de med diligence til Nauvoo i Illinois. Tænk engang: Mens de rejste i det kolde vejr over ujævne, vanskelige veje, fejrede de deres første jul i Amerika.
Trods alle disse ændringer bevarede Mary håbet i sit hjerte om, at hendes familie en dag skulle fejre julen, som de havde gjort det i England, med kranse, julemanden og julesange. Desværre blev deres anden jul i Amerika i 1845 ikke meget bedre. De tilbragte den i en prærievognkasse, som Paul havde lavet om til et interimistisk hjem, mens familien kæmpede for at etablere sig i Nauvoo. Igen sagde Mary med et håbefuldt hjerte: »Til næste år vil julen være anderledes.«
Det følgende år i 1846, familiens tredje jul i Amerika, befandt Mary og børnene sig i Winter Quarters og forberedte sig på det, der skulle blive en lang rejse mod vest i foråret. Pøbelhobe havde drevet dem ud af Nauvoo, og Paul vandrede mod vest sammen med mormonbataljonen, adskillige hundrede kilometer væk. Igen var der ingen julesange og ingen julemand. I stedet var der faste og oprigtig bøn på vegne af Marys otteårige søn, som var døden nær på grund af alvorlig fejlernæring. Han overlevede, men 25 andre i Winter Quarters døde på selve denne juledag.
Det var først hendes fjerde jul i Amerika, efter netop at være ankommet til Salt Lake-dalen, at Mary og hendes familie kunne fejre jul sammen i forholdsvis fred. Selv da var det ikke den slags jul, hun havde oplevet i England. Og alligevel var den på visse måder endda bedre. På en sabbatsdag, dagen efter jul i 1847, samledes de hellige for at bede, udtrykke tak og synge sange for at prise Gud for deres udfrielse i Zion. En af disse sange var en dybfølt gengivelse af »Kom, kom, Guds folk«, en salme der var skrevet under pionerrejsen, og som var blevet et udtryk for disse første hellige pionerers tro. Efter det blev »Kom, kom, Guds folk« en yndlingssalme, endog en julesang, når pionererne fejrede jul.10
Jeg tror, at Marys udfordringer gennem årene gjorde noget, der ændrede hendes hjerte. Det var som om, hun så julen i et klarere lys, med nye juletraditioner og en ny sang i hjertet. Hun havde virkelig udviklet et offervilligt hjerte, der centrerede sig om hendes håb i og kærlighed til Jesus Kristus.
Juletiden forekommer at være et passende tidspunkt at tænke over, hvor sundt vores åndelige hjerte er, og derfor slutter jeg med et enkelt forslag, der kunne hjælpe os til at overvåge og styrke vores åndelige hjerte: Jeg opfordrer os alle til at vælge at gøre noget, der udadtil udtrykker vores indre følelser omkring Frelseren, Jesus Kristus, som den gave vi giver ham i år.
Ligesom Mary Littleton er vi i aften samlet som Jesu Kristi trofaste tilhængere for at tilbede ham. Lad os nu lytte godt efter, når koret sammen med »englekor« synger i en smuk og betagende salme, der opfordrer »hver en trofast« til at »kom[me] med og se ham, født er engles konge.« Uanset hvor i verden vi bor, kan vi alle »kom[me] … til Betlehem« og glæde os, selv om det blot er i vores hjerte, for at prise ham højt og ære ham.11
Jeg giver jer mit vidnesbyrd om Jesus Kristus, verdens Frelser. Må vi have Kristi ånd skrevet i vores hjerte hele juletiden og ind i det nye år. Det er min bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.