Stille nat, kærlighedens rene lys
Jeg vil gerne fortælle om to af mine oplevelser, som har ligget mig på sinde i mange år, og som selv nu lærer mig noget, jeg har brug for.
Den første skete, da jeg var 6 år gammel. Vores musikleder i Hunters 5. menighed var søster Beverly Whitley. Jeg kan se nu, at hun sandsynligvis ikke engang var 40 år gammel, men hun havde børn i teenagealderen og virkede meget moden og klog for os i Primary. Hun var sjov og behandlede os, som om vi var små voksne, og det kunne vi godt lide. Vi beundrede hende og ønskede at behage hende. Hun sagde til os, at vi kunne synge så højt, at vores forældre kunne høre os i det andet lokale. Ikke råbe, men virkelig synge! Og vi sang af hele vores hjerte. Hun lærte os også en sang fra de voksnes salmebog og sagde, at hun vidste, at vi var modne nok musikudøvere til at kunne lære de svære ord udenad. Og så forklarede hun, hvad alle ordene betød, så vi kunne forstå dem. Hun lærte os, at hver sang har et særligt budskab kun til os, og hvis vi tænkte over ordene, ville vi finde det budskab, som var til os.
Den jul prøvede jeg at anvende det, søster Whitley havde lært os, og jeg lærte alle versene til »Stille nat, hellige nat«. Jeg vil på forhånd undskylde over for oversætterne, for nu bliver det lidt vanskeligt. Som 6-årig tænkte jeg intenst over ordene i tredje vers, men jeg forstod ikke tegnsætningen. I stedet for (på engelsk) at synge »Guds Søn, kærlighedens rene lys«, hvor Jesus er udtryk for lys, der strømmer fra ren kærlighed, forstod jeg det, som om der stod, at Guds Søn elsker rent lys, at han elsker alt, hvad der er lavet af rent lys. Ved at tænke som søster Whitley prøvede jeg at regne ud, hvordan jeg kunne »elske det rene lys«, ligesom Jesus gjorde.
Den anden oplevelse skete, da jeg var 9 år gammel. Ligesom mange andre børn gik jeg til klaver. Jeg var ikke specielt dygtig, og måske for at opmuntre mig spurgte min biskop, om jeg ville spille en julesang ved nadvermødet juleaftensdag. Jeg besluttede at spille »Stille nat, hellige nat«. Min klaverlærer hjalp mig med at forberede mig. Mine forældre hørte mig spille den bogstaveligt talt 100 gange på vores sorte klaver, der stod i vores kælder. En eller anden nævnte, at jeg måske kunne lære sangen udenad og ikke bruge noderne, men jeg var så nervøs over at skulle spille foran alle i min menighed, at jeg ikke kunne lære musikken udenad. I stedet fandt jeg på en plan. Jeg tog noderne med mig, men i stedet for at anbringe dem på flygelet, ville jeg lægge dem i mit skød. Jeg kunne se ned på mine hænder og se noderne, men det ville se ud som om, at jeg havde lært musikken udenad. Den plan fungerede upåklageligt i 20 sekunder. Jeg havde lagt noderne oven på min julenederdel af taft, og da jeg begyndte at spille, var stoffet meget glat, og midt i første vers gled noderne ned og forsvandt fuldstændig ind under klaveret. Jeg kunne intet gøre. Jeg kunne ikke få fat i noderne, og hjernen var helt tom. Jeg bed tænderne sammen og prøvede det bedste, jeg havde lært. Det var en total fiasko.
Jeg trykkede pinefuldt på de forkerte tangenter, og jeg så folk i forsamlingen skære ansigter. Jeg famlede mig gennem andet vers. Jeg undlod klogelig det tredje vers og styrtede rød i hovedet ned ad midtergangen og prøvede ikke at græde. Mine forældre hviskede: »Hvad skete der? Du kunne den så godt.« Jeg kunne ikke vente med at komme ud af kirken. Jeg ville ikke se eller tale med nogen. Jeg følte mig ydmyget og flov. Da mødet sluttede, kom min ældre søndagsskolelærer, søster Alma Heaton, hen til mig. Jeg prøvede at undvige hende, men hun tog min hånd. I stedet for at fortælle mig, hvor god jeg var, hvilket alle vidste var løgn, sagde hun noget, som jeg vil huske resten af mit liv. Hun sagde: »Sharon, resultatet er ligegyldigt. Alle kunne se, hvor store anstrengelser du gjorde dig, og vi elsker dig, hvad enten du kan spille klaver eller ej.«
Det var den rene og skære sandhed. Men den sved ikke så meget, som jeg havde forventet. Sandheden var, at jeg havde arbejdet hårdt, og de elskede mig, selv om jeg ikke kunne spille klaver. Jeg smilede en meget lille bitte smule, og hun gav mig et knus, som kun en gammel dame kan, og pludselig var alting i orden.
Det var ikke, fordi Beverly Whitley og Alma Heaton gjorde noget ekstraordinært. De skrev ikke noget ned i deres dagbog. Ingen i deres familie kender til disse historier. De lærte ganske enkelt små børn, hvordan de skulle synge, og hvordan evangeliet skulle forstås. Hvad kunne være mere enkelt? Bortset fra, at det var det ikke. Hvis I spørger mig, hvordan det ser ud, når en person »elsker rent lys«, ser det ud som Beverly Whitley. Det ser ud som Alma Heaton. De kunne begge genkende et lille barns »rene lys«, der prøvede sit allerbedste, og elskede hende for det, selv om resultatet ikke var perfekt.
Præcis sådan er vor himmelske Fader. Han ser os, sine små børn, som nogen, der prøver. Vores anstrengelser lykkes ikke altid, men han ved, hvor hårdt vi arbejder, sommetider med sammenbidte tænder, hvor vi klimprer os igennem en katastrofe, og han elsker os for det. For al vores disharmoniske, falske, uigenkendelige musik sendte han sin vidunderlige enbårne Søn, som er kærlighedens rene lys. Jesus Kristus vil udbedre hver eneste dårlige node og rette op på hver eneste mislyd, hvis vi vender os mod ham og beder om hans hjælp. Takket være Jesu Kristi fødsel, forsoning og opstandelse kan vi alle sove i himmelsk fred.1
Hvor er jeg lykkelig for i denne juletid at synge sange, der har et særligt budskab fra verdens Frelser til dem, der har et smertende hjerte. Jeg lover jer det samme, som søster Whitley lovede vores Primary. Hvis I tænker over de ord, I synger i denne tid, vil I finde et guddommeligt budskab, der er skræddersyet til lige præcis jer, som vil løfte og trøste jer. Her er et, som fandt mig i denne juletid. Jeg har været foruroliget over alle de mennesker, vores humanitærhjælp ikke kan nå ud til, og hvordan lande sommetider gør det vanskeligt for os at nå ud til brødre og søstre, der lider. Og her til morgen i Hjælpeforeningen lyttede jeg til sangen, som vi sang:
Bevar os som dine, den stund vi er her,
og tag os til himlen at bo hos dig der.2
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Guds Søn elsker rent lys: han er kærlighedens rene lys. I Jesu Kristi navn. Amen.