12CRAVEN-1
Det Første Præsidentskabs julebudskab
6. december 2020
Et svøb og et himmelsk knus
Søster Becky Craven
Andenrådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab
Et af mine bedste juleminder fandt sted, da jeg var seks år gammel. Det var juleaften, og jeg sov øverst i den køjeseng, jeg delte med min lillesøster i vores hjem i Berlin i Tyskland. Jeg glædede mig meget til julemorgen – jeg var så begejstret, at jeg ikke kan have sovet særligt dybt, for på et tidspunkt i løbet af natten blev jeg vækket af bjældeklang. Så hørte jeg døren til vores værelse stille knirke, mens den blev åbnet. Og da lyset fra det andet værelse landede på mit ansigt, satte jeg mig hurtigt op og kiggede hen mod døren. Det jeg så var utroligt! I døråbningen stod julemanden. Det er ingen joke – det var ham! Han lo: »Ho, ho, ho,« og spurgte derefter, om jeg ville følge ham ind i stuen for at se det oplyste juletræ. Jeg var dybt overrasket og fuldstændig målløs, men jeg fór ned af stigen til min seng og fulgte ham til stuen, hvor min mor og storebror stod ved træet. Men da jeg så mig omkring, kunne jeg ikke se min far – hvordan kunne han gå glip af det? Mor sagde, at han var ved at tage skraldet ud, men hold da op, hvor tog det lang tid! Den dag i dag har jeg det stadig dårligt over, at han ikke fik mulighed for at møde julemanden. Julemanden spurgte, om jeg havde været en god pige, og jeg kunne med glæde sige, at det havde jeg. Da jeg havde sørget for, at han havde smagt på småkagerne og mælken, der var sat ud til ham, gik jeg tilbage i seng og vågnede nogle få timer senere til en glædelig julemorgen.
Min mands morfar, Heaton Lunt, havde en meget anderledes julemorgen som ung dreng, der boede i kolonierne i Mexico sidst i 1800-tallet. Han fortæller denne beretning i sin historie: »Julen kom, og vi havde fårene i en bås under en lade, hvor det var varmt, for der var sne på jorden på det tidspunkt. Jeg stod op meget tidligt julemorgen for at se, om mine får havde det godt. Jeg hørte en brægen i stalden, der var meget svag. Jeg gik ind og så, at Nelly havde fået to små lam – tvillinger. Jeg løb tilbage til huset, så hurtigt jeg kunne …[og] jeg klappede i mine hænder og sagde til min mor: ›Jeg har fået den bedste jul af alle, Nelly har fået to små lam.‹ Alle børnene efterlod deres appelsin og andre ting på bordet og løb op til laden for at se de små lam, Nelly havde fået. Det var det mest vidunderlige, vi nogensinde havde fået til jul.«1 Utroligt nok, et år senere og i de efterfølgende år fødte Heatons får nye lam julemorgen.
Da jeg hørte denne historie første gang, blev mit hjerte og mine tanker straks henledt til et andet lam, født på den allerførste juledag: Jesus Kristus, Guds lam. Ligesom Heaton løb for at se sine nye lam, forestiller jeg mig hyrderne skynde sig hen for at se Guds nyfødte søn. Kan I forestille jer, hvad de må have set i de ydmyge og hellige omgivelser? Jeg forestiller mig en kærlig Josef, der tager sig af sin hustru, Maria, mens de tænker over fødslen af den lovede Messias. Beretningen om Maria, der svøber sin lille baby i klæder er særlig kærlig for mig.
Vi fik for nyligt et nyt barnebarn i min familie. Jeg så en dag, hvor hendes mor svøbte hende i et blødt, varmt tæppe og holdt tæt om hende. At svøbe betyder helt enkelt at pakke tæt ind. Klæder og tæpper til at svøbe er blevet brugt gennem historien til at trøste og mildne og endda berolige en urolig baby. Da jeg så min svigerdatter svøbe sit nye barn, tænkte jeg på andre, der kan have brug for at blive omsvøbt, selv virtuelt. Et venligt ord, et lyttende øre eller et forstående hjerte kan trøste og berolige en andens foruroligede sjæl.
For næsten tre år siden gik vores svigersøn gennem en alvorlig helbredsmæssig krise. For at finde svar var han gennem mange test og procedurer, der til sidst førte til, at han skulle have en hjerteoperation. Da vores svigersøn undergik sin operation, sendte vores datter en besked til sine svigerforældre for at opdatere dem om deres søn. Langt væk i et andet land, hvor de var på mission, svarede hendes svigermor med disse trøstende ord: »Sender dig himmelske knus.«
Nogle øjeblikke efter gik en sygeplejerske forbi hende og stoppede så op. Hun så ind i vores datters tårevædede øjne og spurgte, om hun ville have et tæppe, men hun sagde nej tak og tilføjede, at hun havde det fint. Sygeplejersken gik, men kom straks tilbage med et varmt tæppe. Hun slog det om vores datter og sagde til hende: »Jeg føler, at du har brug for et himmelsk knus.«
Guds søn, også kendt som den gode hyrde, kender alle i sin flok. I vores stunder med nød sender han jordiske engle, ligesom den kærlige sygeplejerske til vores datter, til at svøbe og omfavne os i hans kærligheds arme.2 Han kom til jorden for at bringe fred og velbehag til alle mennesker.3 Han trøster dem, der står i behov for trøst og sørger med dem, der sørger.4
Når jeg tænker på alle de måder, hvorpå Herren elsker og tager sig af hver af os, føler jeg et ønske om at gøre mere for at dele den kærlighed med andre. Jeg vil også være bedre til at erkende de himmelske knus, jeg har fået, men har været langsom til at anerkende.
I en verden, der har så stort behov for fred, kan vores blide ord, vores barmhjertige og venlige gerninger være redskabet til at svøbe andre i et varmt, omsvøbende tæppe. Jeg har lært at forstå, at jo mere vi handler på tilskyndelser til at tjene andre, jo flere himmelske tæpper giver Herren til os, som vi kan dele ud af. Hvilke tilskyndelser har du fået? Hvem kender du, der har brug for et himmelsk knus? Vores personlige eller virtuelle berøring kan gøre hele forskellen for en, vi elsker, eller endda en fremmed.
Jeg beder til, at når vi fejrer vor Frelsers fødsel, at vi ikke alene føler hans kærlighed, barmhjertighed og fred, men at vi også deler de velsignelser med andre. Når jeg tænker over gaven af Guds lam, barnet svøbt og lagt i en krybbe, gentager jeg unge Heatons ord. Han er »det mest vidunderlige vi nogensinde havde fået til jul.«5
I Jesu Kristi navn. Amen.