12NIELSON-0 110
Det Første Præsidentskabs julebudskab
6. december 2020
Freds Fyrste
(Es 9:6).
Ældste Brent H. Nielson
De Halvfjerds’ Præsidium
I en anden tid og på et andet sted, langt, langt herfra, var min far, Norman Nielson, en meget ung mand, der tilbragte sit andet ud af fire år, hvor han kæmpede i Stillehavsområdet under Anden Verdenskrig. Han står her foran sit telt. Han betjente antiluftskyts og boede i junglen i Papua Ny Guinea. Juledag 1943 skrev han dette brev hjem til sin mor, der var enke: »Som du kan se på datoen, er det juledag. Jeg vågnede klokken 7.00, spiste morgenmad og arbejdede så til klokken 15.00, hvor jeg gik ned til bækken for at vaske mit tøj og tage et bad. Ved middagen i aften fik vi en meget lille portion kalkun, nogle søde kartofler, majs, dressing og rosintærte. Jeg ville så gerne være hjemme med dig og familien, og sætte mig ved bordet og igen spise alt det, vi plejede at få, da vi var sammen for nogle få år siden. Vi er skuffede over, at vores julegaver ikke ankom før jul. Der er mange af os, der ikke fik noget til jul. Jeg husker, at du fortalte mig mange gange, at man aldrig savner vandet, indtil brønden tørrer ud.«
Det forløbne år skrev min hustru, Marcia, og min søster, Susan, historien om min fars fire års tjeneste under Anden Verdenskrig. De indsamlede alle de breve, han skrev hjem til sin mor. Jeg må sige, at da jeg læste dette dystre julebrev, var jeg en smule skeptisk. Selvom det kan virke trivielt for jer, ville jeg, fordi det er min far, som jeg elsker, på en eller anden måde ændre begivenhederne for den juledag. Jeg råbte i mit hjerte: »Hvor meget lidelse kan denne unge mand fra Idaho udholde?« Hans far døde af et hjerteanfald, da min far kun var 12 år gammel. Han blev opfostret af sin mor, han blev indkaldt til militæret og levede nu i junglen midt i en forfærdelig krig. Kunne han i det mindste ikke få en julegave? Da jeg tænkte over hans situation, følte jeg Ånden tale til mig: »Brent, du ved, hvordan historien ender. Din far fik til sidst den vigtigste gave og endte med at leve et liv fuld af tro, hvor julen var hans yndlingstid på året.«
Da jeg læste mere af min fars historie, nåede jeg til et af hans sidste breve til sin mor i februar 1945. I løbet af sine fire år under ledelse af general Douglas MacArthur, havde han kæmpet fra Darwin i Australien til Papua Ny Guinea til Leyte Gulf i Filippinerne og til sidst i Manila, hvorfra han afsluttede sin militærtjeneste og vendte hjem. Det meste af tiden han brugte på at tjene i krigen, var der ikke nogle møder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men da han kom til Filippinerne, mod enden af sin tjeneste, var han i stand til at finde et kirkemøde. Da han havde været til det møde, skrev han dette interessante brev hjem til sin mor: »Jeg var i kirke i går, men jeg kunne ikke så godt lide talen. Mor, mange ting virker meget trivielle for mig nu, der engang virkede så vigtige. Jeg mener ikke min tro på Gud, den er sikkert lige så stærk som før, men jeg anser Gud for at være en person, der er kærlig og forstående, snarere end en, der altid står klar til at straffe en for enhver fejl, man begår.«
Det Ånden lærte mig er, at gennem ekstremt prøvende tider, ved at deltage i en forfærdelig krig, hvor mange soldater, sygeplejersker, fra flåden, fra luftvåbnet og uskyldige civile på begge sider mistede livet, fandt min far gaven – han fandt julens sande betydning. Han lærte, at han havde en kærlig himmelsk Fader, der forstod ham og vågede over ham. Den vigtigste livslektie han lærte var denne: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«1 På sit yderpunkt, da min far blev presset så langt, han personligt kunne gå, fandt han en kærlig, venlig himmelsk Fader. Det min far fandt, bragte ham fred og glæde i en verden fuld af forvirring og smerte og lidelse. Da han forlod krigen, tog han en gave med sig hjem.
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne overleve de vanskeligheder, min far mødte de tre jul væk hjemmefra, men jeg ved, at den lektie, han lærte, er, at den sande gave til jul, der gives af vor Fader i himlen, er Frelseren, Jesus Kristus. I denne jul befinder nogle af os, på grund af verdens omstændigheder, i situationer langt fra familie eller isoleret fra dem, selv hvis de bor tæt på. Nogle af os føler måske i år, som min far gjorde det juledag i 1943. Vi kan endog undre os over, hvorfor vi ikke fik nogle gaver eller besøg. Men hvis vi ser op og ser hen til Gud og lever, vil vi opdage, at Jesus Kristus er den største gave. Når vi åbner den gave, får vi nøglen til et vidunderligt, fredfyldt liv.
I Markus kapitel fire i Det Nye Testamente havde Frelserens apostle en skræmmende oplevelse. De var på et skib med Frelseren på Genesaret Sø, da en stor storm rejste sig. Disciplene blev bange, og Frelseren talte til dem og sagde: »Hvorfor er I bange? Hvor er jeres tro?«2 Med en befaling fik Frelseren vindene og bølgerne til at være stille. Disciplene stillede så dette gribende spørgsmål, som jeg vil bede jer om at tænke over denne jul: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?«3 Jeg vil forsøge at besvare dette spørgsmål. Jesus Kristus er »Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«4 »Ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne.«5 Han er vor Frelser og vor Forløser, han er Faderens Førstefødte.
Esajas beskriver Frelseren således: »Ved du det ikke, har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske … De, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.«6
Det er på denne baggrund, at Frelseren inviterer os alle i denne juletid og altid: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile … for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«7 Hans invitation til os er »kom«.
Mit håb i denne juletid er, at uanset vores omstændigheder, uanset hvor vi er, og uanset hvordan vi kan være adskilt fra familie eller venner, vil vi huske, at han, Frelseren, Jesus Kristus, er den gave, at når vi kommer til ham, vil han gøre vores byrder lette, og at vi må finde ham, som min far gjorde midt under en forfærdelig krig. Frelseren sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«8 Når vi stoler på ham, vil vi vil finde fred og glæde, uanset hvad vores nuværende omstændigheder er.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og beder om, at dette år, når den trætte verden fryder sig, vil I få og anerkende den gave, en kærlig Fader gav til os, da han tillod sin Enbårne Søns offer. Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd om denne kærlige himmelske Fader og hans fuldkomne Søn, Fredsfyrsten. I Jesu Kristi navn. Amen.