Nattens drømme
Det Første Præsidentskabs julebudskab 2020
Søndag den 6. december 2020
Rammerne så fredelige, som naturen kunne være, og natten var på vej i det tidligere forår. Himlen var meget klar med stjerner, der kom til syne, først et par stykker, så hundredvis og til sidst i tusindvis. Hyrderne på marken finder ly fra den hede dag og udmattelsen fra ærligt arbejde. Det eneste usædvanlige – men utroligt smukke – element i denne pastorale scene var en stald på en bakke nær landsbyen, hvor to mennesker læner sig over et spædbarn, der ligger i en krybbe, hvor blot nogle få husdyr bevidner det vidunder, som de har set.
Disse tre, som havde fundet hverken ven eller gæstfri vært i den overfyldte by Betlehem, den første var en smuk ung kvinde og mor ved navn Maria (sikkert i hendes tidlige eller i midten af hendes teenageår, hvis tidens traditioner gjorde sig gældende), hvis mod og påfaldende tro er ligeså rammende som noget, der nogensinde er optegnet i hellig skrift. Den anden var hendes mand ved navn Josef, ældre end sin unge hustru, men som må have været den mest værdige mand på jorden til at opdrage et barn, der ikke var Josefs fysiske søn, men som med tiden ville blive Josefs åndelige far. Den tredje, sidste og smukkeste af dem alle var spædbarnet, som skulle kaldes Jesus. Han lå svøbt på det reneste hø, en ivrig far kunne samle.
Det ufattelige ved denne rolige og ukendte scene var den kendsgerning, at intet barn nogensinde var blevet født, hvorom så meget allerede var kendt, hvorom så meget allerede var skrevet, og hvorom så meget allerede forventedes. Kundskab om hvem og hvad han var begyndte i sandhed i himlens riger, før nogen var blevet født! Som Faderens Førstefødte1 i åndernes verden var han udpeget der til at blive verdens Frelser,2 forudordineret til at blive »det slagtede lam fra verden blev grundlagt«.3 Senere, men stadig før sin fødsel, ville han være den store Jahve i Det Gamle Testamente, hvor han hjalp Noa med at redde sin familie i en tid med syndflod4 og hjalp Josef med at redde sin familie i en tid med hungersnød.5 Han var den mægtige Jahve, hvis navn ville omfatte »Underfuld, Rådgiver, Mægtige Gud, Evige Fader, Fredsfyrsten.«6 Han var Alfa og Omega7 i den store nådesplan, der til sidst ville »bringe godt budskab til fattige … lægedom til dem, hvis hjerte er knust … udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for de lænkede.«8
For at opnå dette ville han træde forløsningens vinpresse helt og aldeles alene, uden nogen jordisk ledsager, som ville hjælpe ham, og ingen himmelsk ledsager, som kunne. Idet han bar alle jordelivets synder og sorg, ville han bringe frelsens ufattelige gave til hele den menneskelige familie fra Adam og til verdens ende. I løbet af hans rejse på jorden ville han blive vores »sjæles hyrde og tilsynsmand,«9 »vor bekendelses … ypperstepræst«,10 det fritflydende ophav »til al retfærdigheds kilde.«11 Alle disse jordiske pligter og krav skulle stadig mødes. Men ikke i nat. Ikke denne nat. Her var han blot et spædbarn i armene på en mor, der elskede ham, våget over af en far, der var nænsom og stærk.
Snart kom disse hyrder, som repræsenterede de laveste jordiske aktiviteter, de fattigste mennesker og deres arbejde. Senere kom konger, vismænd fra østen, hvilket symboliserede de højeste timelige bedrifter, de rigeste mennesker og deres arbejde. Frem for alt kom engle – bogstaveligt højt over alle andre – og sang »Ære til Gud i det højeste,«12 en sand mængde af denne himmelske hærskare, der priste dette lille barn, der endelig var kommet til jorden. Engle havde faktisk markeret stien til denne krybbe i århundreder. Mere nyligt havde en engel vist sig for Maria i den storslåede forkyndelse til hende af, hvad hun var blevet udvalgt til at gøre, og hvem hun var blevet udvalgt til at være.13 En engel kom til Josef og gav ham mod til at gifte sig med denne unge kvinde, som på mystisk vis allerede bar et barn, en befaling, som han øjeblikkeligt og trofast adlød.14 Efter fødslen fortalte en engel det unge par, at de skulle flygte – flygte fra det, der ville blive Herodes’ slagtning af uskyldige (de små børn, der var Det Nye Testamentes første kristne martyrer), og den samme engel fortalte parret, at de kunne vende tilbage fra Egypten og slå sig ned i det afsides Nazaret og ikke i Betlehem eller Jerusalem.15 Englene i himlen vidste helt klart langt mere end mennesker på jorden om, hvad denne fødsel betød, og hvad dette barns mission var, nemlig at påtage sig »vore sygdomme …[bære] vore lidelser … [blive] gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.«16
For mig personligt er det betydningsfuldt, at alt dette udfoldedes om natten, den tid, hvor musklerne slapper af, og udmattelse bliver lagt til hvile, hvor man beder bønner, forventer åbenbaring, og der er størst chance for, at guddommelig væsener er nær. Og en gang om året om natten kan børn knap lukke deres øjne for den begejstring, der bobler inden i dem, fordi de ved, at i morgen er det jul. Uanset, hvor svær en dag har været, kan nattens drømme gøre alt ret. Som ældste Parley P. Pratt engang skrev:
»Gud har åbenbaret mange vigtige instruktioner … gennem drømme … [Da er] nerverne uspændte, og hele menneskeheden ligger i en rolig og stille [hvile, og] … de åndelige organer … samtaler med Guddommen … [med] engle og [med] ånderne hos fuldkommengjorte mennesker.«17
Og således var det denne nat med forundring og ærefrygt, hvor »vort håb og tro for sjælens ro«18 i sandhed mødtes i drømme om Betlehem.
Den nat på Judæas himle
strålede den mystiske stjerne med sit lys.
En blind mand rørte på sig i sin søvn
og drømte, [at] han kunne se.
Den nat, hvor hyrderne hørte sangen
fra engleskarer, der nærved sang i kor.
Da rørte en døv mand på sig i søvnens fortryllelse
og drømte, [at] han kunne høre.
Den nat i stalden,
hvor barn og mor sov [uden tale],
En krøbling vendte sine fordrejede lemmer
og drømte, at han [kunne gå].
Den nat, over det nyfødte spædbarn,
rejste den kærlige Maria sig for at læne.
En afskyelig spedalsk smilte i sin søvn
og drømte, [at] han var ren.
Den nat, da den lille konge tæt ved sin moders barm
blev holdt i sikker favn.
Da sov en skøge en lykkelig søvn
og drømte, [at] hun var ren.
Den nat, hvor der i stalden lå
den helliggjorte, der kom for at frelse.
Da bevægede en mand sig i dødens søvn
og drømte, at der ikke var nogen grav.19
Jeg efterlader hos jer som min julegave drømmene om Betlehem. Og jeg gør det i navnet på det spædbarn, som får alle disse drømme til at gå i opfyldelse, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.