Fredens gaver
Jeg er taknemlig for at tage del i denne julehøjtidelighed sammen med jer. Det er vores formål at ære Herren, Jesus Kristus. Det er vores håb at indfange julens sande ånd hos os selv og hos dem, vi elsker. Den ånd er karakteriseret ved fred – ikke en politisk fred, for Frelseren blev født i en tid med frygt og uroligheder, der var så store, at hans familie måtte flygte til Egypten; ikke en økonomisk fred, for han blev født i en stald og lagt i en ydmyg krybbe; og det er heller ikke den fred, der kommer, når alle gaverne er pakket ind, træet er pyntet og bordet dækket, for den fred er kun midlertidig. Julens fred er »Guds fred, som overgår al forstand«.1 Det er den fred, som apostlen Paulus lovede ville »bevare [vores] hjerter og tanker i Kristus Jesus.«2 Og Paulus havde ret. Den fred, vi søger, kommer kun gennem og på grund af Jesus Kristus.
Nogle af os lever i smukke og fredelige omgivelser, og alligevel oplever vi indre uro. Andre føler ro og fuldkommen fred midt i store personlige tab, tragedier og uophørlige prøvelser.
Frelseren har til alle, der blev født på jorden, sagt: »I verden har I trængsler«.3 Alligevel kom han med dette vidunderlige løfte til sine disciple i sin tjenestegerning på jorden: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.«4 Det er en trøst at vide, at dette løfte om personlig fred fortsat gælder for alle hans pagtsdiciple i dag.
Det er et løfte, som blev givet selve den nat, hvor han blev født. Da himmelske sendebud forkyndte, at Frelseren blev født, sagde de: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«5
I denne velsignede tid på året søger vi – mere end nogensinde – fred gennem han, der har givet alle gaver. Jeg ønsker i aften at fortælle om blot nogle få af de mange måder, hvorpå vi kan styrke den fred, vi oplever i julen, i hele det kommende år og hele livet.
For det første kan vi som englene, der sang den nat, hvor han blev født, føle den fred, når vi fejrer vor Frelser, Jesus Kristus. Vi kan »højt ham prise«.6
Julen er fejringen af en fødsel. Vi har alle oplevet det under, det er at se et nyfødt barn. Vi bliver ydmyge, når vi ser de mirakuløse, små træk og løftet for fremtiden. Vi føler ømhed. Vi føler taknemlighed. Vi føler fred. Og der kommer en følelse af kærlighed i vores hjerte, som får os til at ønske at give og være milde, når vi husker, hvis fødsel vi fejrer. For julen fejrer en fødsel, hvis lige ikke findes. Jesu fødsel havde været forudset af Guds profeter i mange generationer. Fødslen var opfyldelsen af et løfte, der blev givet os i forudtilværelsen af en kærlig himmelsk Fader. Det var den lovede Messias’ fødsel.
Ord dukker frem fra hukommelsen og ned i mit hjerte hvert år til jul. Jeg kan i mit sind høre jublende stemmer fra et stort kor, der synger: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«7
Den første gang, jeg mindes at have hørt disse ord, sad jeg på balkonen i Tabernaklet i Salt Lake City. Et kor sang Händels musik. Jeg kan huske, at jeg følte noget i mit hjerte. Jeg var ung dengang. Jeg er ældre nu, og jeg ved, hvad det var for en følelse. Det var Helligånden, hvis følgeskab jeg fik tilbudt, da jeg var 8 år gammel. Ånden bekræftede i mit hjerte, at de ord jeg hørte blive sunget den aften, var sande.
Barnet født i Betlehem for længe siden var og er Guds Søn, Faderens Enbårne. De, der knælede for ham, kom for at tilbede Frelseren. Han var Guds Lam, der var blevet sendt for at bryde dødens bånd ved sit sonoffer. Han kom med magt til at bære vores sorger og besværligheder, så han kunne vide, hvordan han skulle komme os til hjælp. Og han blev født for at sone for alle vores synder, som kun han kunne:
»Født, så mennesket ikke mere skal dø;
født til at oprejse jordens sønner,
født til at give dem en ny fødsel.
Lyt nu medens englekor
priser fredens Konge stor.8
Den følelse, jeg havde på balkonen i Tabernaklet den aften, var en følelse af tro og håb. Jeg følte tro, for eftersom »et barn [var] født os«, kunne jeg få et håb i mit hjerte om, at døden ikke ville være slutningen. Jeg ville opstå, og dødens brod ville blive fjernet for alle vor himmelske Faders børn.
Og jeg følte mere end det, meget, meget mere. Jeg følte håb, fordi jeg på grund af ham kunne følge og tjene ham og således blive født til et nyt åndeligt liv. På grund af den gave, hans fødsel er, kunne mit hjerte, jeres hjerte og alle menneskers hjerte forandres og igen blive som et lille barns – rent og skært, klar til igen at tage tilbage til Gud, som gav os en Frelser og sørgede for en vej tilbage til ham i hans himmelske hjem. Jeg følte taknemlighed og fred, og det kan vi alle på grund af Faderens og Sønnens gave.
For det andet kan vi som hyrderne, der så Kristusbarnet og »fortalte«9 de glade nyheder om hans fødsel, undervise vores familie og andre, vi elsker, om fred. Vi gør det bedst, når vi åbner skriften for deres sind og hjerte.
Da vores børn var små, skabte vi et krybbespil, hvor al teksten blev taget fra skriften. Vi opførte skuespillet juleaften. Mange af jer har gjort noget lignende.
I begyndelsen krævede vores krybbespil kun et begrænset antal skuespillere, som alle spillede en rolle fra skrifterne. Jeg var Josef, min hustru var Maria, og en dukke var Kristusbarnet. Antallet af skuespillere blev større med tiden. Vi tilføjede en lille skuespiller, som spillede Jesusbarnet, derpå fulgte hyrder – klædt i badekåber – til at tilbede ved krybben, og derpå kunne vi tilføje konger, der bar smykkeskrin for at ære den nyfødte konge.
Efter nogle få år begyndte vi krybbespillet med et barn, som forestillede lamanitten Samuel, der stod frem for at vidne med profetisk kraft om den lovede Messias’ kommende fødsel. Med tiden tilføjede vi en vantro skare, der var bevæbnet med sølvpapirkugler, som de skulle kaste mod Samuel, mens han stod foran dem. År for år, efterhånden som antallet i den vrede skare blev større og bedre til at ramme, måtte vi kraftigt minde dem om, at Samuel ikke kunne rammes, eftersom han var Guds beskyttede tjener – og fordi vi indbød til og fejrede fred!
Vi havde brug for roller til de mindre børn, så vi tilføjede får og lam, der kravlede bag fårehyrderne hen til stalden.
Men tiden gik – som den altid gør. Skuespillerne voksede op, og nu er vi tilbage ved begyndelsen. Jeg har betragtet disse Josef’er, Maria’er, hyrder, får, lam og konger komme videre og nu undervise deres egne kære om Frelseren og om den fred, som hans fødsel gør mulig.
De blev velsignet ved de roller, de spillede i vores krybbespil, ved at lære noget om Frelseren, og hvorfor vi elsker ham. Jeg er taknemlig over, at vores børn og børnebørn så os ære Jesusbarnet, født til at være det uendelige offer og vor himmelske Faders uvurderlige gave til alle sine børn.
For det tredje kan vi som de vise mænd give gaver af kærlighed og fred som den opstandne Herres disciple.
Biskop Sellers i Rexburg i Idaho gjorde det i årene, efter han for længe siden var blevet kaldet som biskop. Hans kirkebygning lå tæt på hovedlandevejen, der løb igennem den lille by. Det var tider med arbejdsløshed, og mange nødlidende mennesker flyttede fra sted til sted i håb om at finde en måde at forsørge sig selv på. De søgte ofte hen til en af de sidste dages hellige biskopper for at få hjælp. Ofte sendte de biskopper, de henvendte sig til, dem over til biskop Sellers’ hjem.
Det var der en grund til. Familien Sellers bød fremmede i nød velkommen. I stedet for at middagen kun var en familiemiddag, sad en, to eller sommetider flere fremmede med ved bordet. Når gæsterne havde nydt søster Sellers’ dejlige måltid, gav biskoppen dem en frakke fra hærens overskudslager, som han havde købt.
Efter de var blevet udstyret med en varm frakke og en pakke med endnu et af søster Sellers’ måltider, trådte de ud i den bitterkolde vinterdag med varme i hjertet. Det, de havde set, hørt og følt den dag, forblev hos dem på deres videre færd. Eftersom et af de koldeste tidspunkter i Rexburg var i juletiden og på grund af familiens tradition med at udvise barmhjertighed året rundt, havde børnene hos familien Sellers et minde om have gjort det, som Frelseren ville have gjort – og at gøre det for ham.
I og jeres familie har opbygget jeres egne juletraditioner, der passer til jeres omstændigheder, men de har visse ting tilfælles. De drager hjerter til Frelseren. Og de vil omfatte venlige gerninger, som vil fortjene Frelserens godkendelse. Han sagde:
»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.«10
Og så vil han sige: »Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«11
Engle, hyrder og vise mænd søgte og fandt fred i deres tro på Jesus Kristus. Det vil I også. Frelserens fødsel er den gave, der gør det muligt for Faderen at give os »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden.«12 Vi råbte af glæde i forudtilværelsen, da vi hørte om det løfte. Fred og glæde kommer til os igen, når vi hører ord blive sunget, som forkynder, at Guds kærlige løfte blev holdt:
»Tavs er nu livets larm …
da det lød i engles kor:
Eder en Frelser er født på jord,
hist i Davids stad«.13
Jeg beder til, at fred må komme og bo hos hver enkelt af os, når vi mindes, elsker og tilbeder vor himmelske Fader ved at holde vores pagter, indgået med ham. Må vi altid erindre den tjeneste og venlighed, som Jesus Kristus udviste i sin tjenestegerning på jorden – og beslutte os til at gøre det samme.
Jeg vidner om, at Jesus er Kristus, Faderens elskede Søn. Jeg bærer vidnesbyrd om, at præsident Thomas S. Monson er Guds levende profet. Hans ønske, og Det Første Præsidentskabs ønske, er, at I i denne juletid og altid må opleve den glæde, kærlighed og fred, som Frelseren lovede sine trofaste og lydige disciple. I Jesu Kristi navn. Amen.