Profetisk bekendtgørelse af Kristi fødsel
Ved juletid fejrer vi troende Jesu Kristi fødsel, Gud, den evige Faders enbårne Søn. Som en del af Det Første Præsidentskabs julebudskab, der danner et mønster for vores fejring, vil jeg tale om de profetiske bekendtgørelser af hans fødsel.
Ingen bekendtgørelse var mere betydningsfuld end englens tilsynekomst for Maria.
»Da sagde englen til hende: ›Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.
Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.
Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone;
han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1:30-33).
Guds Søn jordiske fødsel og død var afgørende for vor himmelske Faders plan om »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Før jorden blev skabt, blev Jesus Kristus udvalgt til at leve et jordisk liv og være Frelseren, som var nødvendig for udførelsen af planen (se Moses 4:2). Far Adam fik befaling om at bringe ofre som »et sindbillede på Faderens Enbårnes offer, han som er fuld af nåde og sandhed. Derfor [blev han undervist i, at] du skal gøre alt, hvad du gør, i Sønnens navn, og du skal omvende dig og påkalde Gud i Sønnens navn for evigt« (Moses 5:7-8).
I Moses læser vi også om Guds forklaring af denne, hans frelsesplan »for alle mennesker ved min Enbårnes blod, han som skal komme i tidens midte« (Moses 6:62). Gud Faderen befalede os at omvende os og at blive døbt »i min enbårne Søns navn, han som er fuld af nåde og sandhed, han som er Jesus Kristus, det eneste navn, der skal gives under himlen, ved hvilket frelse skal blive menneskenes børn til del« (Moses 6:52).
Esajas, en stor profet i Det Gamle Testamente, bekendtgjorde Messias’ kommende fødsel. »Herren vil selv give jer et tegn,« erklærede han. »Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel« (Es 7:14).
Esajas erklærede også:
»For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.
Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid« (Es 9:5-6).
Kristi fødsel blev også åbenbaret for profeterne i Mormons Bog. Sekshundrede år før Frelserens fødsel underviste Lehi i, at Gud ville lade en profet fremstå blandt jøderne »en Messias, eller med andre ord, en frelser for verden« (1 Ne 10:4).
Profeten Abinadi erklærede:
»Profeterede Moses ikke for dem om Messias’ komme, og om at Gud skulle forløse sit folk? Jo, og endog alle de profeter, der har profeteret lige siden verden begyndte, har de ikke talt mere eller mindre om dette?
Har de ikke sagt, at Gud selv skulle komme ned blandt menneskenes børn og påtage sig et menneskes skikkelse og gå omkring med mægtig kraft på jordens overflade?« (Mosi 13:33-34).
Profeten Nefi skrev, hvordan en engel viste ham en jomfru i byen Nazaret, og erklærede: »Se, jomfruen, som du ser, er Guds Søns mor på kødets vis« (1 Ne 11:18).
»Og det skete, at jeg så, at hun blev bortrykket i Ånden, og efter at hun havde været bortrykket i Ånden en stund, talte englen til mig og sagde: Se!
Og jeg så og skuede igen jomfruen, der bar et barn i sine arme.
Og englen sagde til mig: Betragt Guds lam, ja, selve den evige Faders Søn!« (1 Ne 11:19-21; se også Alma 7:9-10).
Vi kender alle den første bekendtgørelse efter Jesu fødsel. Der er stor betydning i det faktum, at denne bekendtgørelse blev givet til en gruppe, som vi får at vide, dengang stod nederst på den sociale rangstige.
»I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.
Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren …
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:8-11, 13-14).
Frelserens fødsel blev i løbet af nogle dage efterfulgt af separate bekendtgørelser til to hellige personer – tempeltjenere, som vi ville kalde dem i dag:
»I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham,
og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.
Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven,
tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse« (Luk 2:25-30).
Den anden bekendtgørelse var til en hellig kvinde, også i templet. Anna, som skrifterne kalder »en profetinde … højt oppe i årene …
og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn.
Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning« (Luk 2:36-38).
Profetierne og bekendtgørelserne, jeg lige har citeret, fortæller om Frelserens første komme. Vi forbereder os nu på Herrens andet komme, en tid, som de troende ivrigt så frem til, og som frygtes eller benægtes af de ikke-troende. Vi bliver befalet at »stå … på hellige steder og [ikke lade os] flytte, førend Herrens dag kommer; for se, den kommer hurtigt« (L&P 87:8. Disse »hellige steder« omfatter helt sikkert templet og trofast overholdelse af dets pagter, et hjem, hvor børn er værdsatte og bliver undervist, samt vores forskellige pligter, som bliver tildelt af præstedømmets myndighed, inklusiv missioner, templer og andre kaldelser, der trofast bliver opfyldt i vores menigheder og stave.
Når vi forbereder os på hans andet komme, og når vi står på hellige steder, bliver vi ved med at holde jul, ikke blot som en tid med ferie og fridage, men som en fejring af Guds Søns fødsel og en tid til at huske hans lære og den evige betydning af hans forsoning. Jeg beder til, at vi vil være trofaste i at gøre dette.
Jeg vidner om sandheden af disse ting i hans navn, hvis fødselsdag vi fejrer, ja, Jesu Kristi navn. Amen.