Den sande beretning om julen
Julen fremkalder omsorgsfulde, glade og kærlige følelser. Og som enhver forælder vil bekræfte, er lignende følelser også til stede ved alle nyfødte børns fødsel. Men naturligvis var Kristi fødsel anderledes end alle andres. De velkendte detaljer – rejsen til Betlehem, en overfyldt kro, en ydmyg krybbe, en nyfunden stjerne og tjenende engle – gør det til en fødselsberetning for alle tider. Ikke desto mindre repræsenterer Frelserens fødsel kun en del af årsagen til, at vi føler Ånden i juletiden. Julen er ikke kun en fejring af, hvordan Jesus kom ned til denne verden, men også en viden om hvem han er – vor Herre og Frelser Jesus Kristus – og hvorfor han kom.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Fordi han kom til jorden … nyder vi glæde og lykke i vores tilværelse og fred hver dag året igennem … Fordi han kom, er der en mening med vores jordiske eksistens.«1
Faderens førstefødte
Denne betydning træder tydeligere frem, når vi tænker over den sande beretning om julen. Som præsident Gordon B. Hinckley har forklaret: »Der ville ikke være nogen jul, hvis der ikke havde været nogen påske. Jesusbarnet fra Betlehem ville blot være et barn som alle andre, hvis det ikke havde været for den forløsende Kristus i Getsemane have og på Golgata og opstandelsens triumferende realitet.«2
Jesu fødsel i Betlehem er ikke begyndelsen på historien, og Golgata er ikke slutningen. Skrifterne lærer os, at han »i begyndelsen var … hos Gud«3 i det førjordiske råd i himlen. Der var vi også, hvor vi kendte ham som Jahve, vor evige Faders førstefødte.4 Vi lærte, at han ville udføre den afgørende rolle som verdens Skaber og Forløser. Vi råbte af fryd, da vi ivrigt tog imod vor Faders store plan for lykke.5 Selvom der var nogle, der gjorde oprør mod Guds plan, var vi blandt dem, der valgte at tro på Jesus Kristus. Vi accepterede villigt jordelivets farer, fordi vi havde tillid til, at Jesus ville udføre Faderens vilje, og at vi gennem ham ville blive frelst.
Guds enbårne Søns fødsel
Her på jorden dækkes vores hukommelse om et tidligere liv af glemslens slør. Vores formål med at komme til jorden var at lære, hvordan vi »lever i tro, ikke i det, som kan ses«.6
For at styrke den tro sendte Gud profeter, der forudså og forudsagde den lovede Messias’ komme. En af disse profeter var Nefi, der i et syn så et træ, der var overordentligt smukt og hvidt. Da han bad om at forstå udlægningen af sit syn, fik han vist byen Nazaret og Maria, en jomfru, der var yderst smuk og skøn. Den engel, der var sammen med Nefi, stillede derpå dette yderst gennemborende spørgsmål: »Forstår du Guds velvilje?« Med andre ord: »Forstår du, hvorfor Gud selv vil komme til verden, hvorfor han vil stige ned under alt?« Nefis svar var lidt tøvende og prøvende: »Jeg ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting.«
Englen sagde derpå: »Jomfruen, som du ser, er Guds Søns mor på kødets vis.« Nefi så Maria holde et barn i sine arme, og englen udbrød med glæde: »Betragt Guds lam … selve den evige Faders Søn!« Pludselig blev betydningen af træet og årsagen til, at vi fejrer Kristi fødsel, klarere for Nefi. Han sagde: »Det er Guds kærlighed, som spreder sig vidt omkring i menneskenes børns hjerte; derfor er den yderst ønskværdig, mere end alt andet.« »Ja,« svarede englen, »og det, der glæder sjælen mest.«7
Til sidst, næsten 600 år efter Nefis syn, kom den længe ventede dag, der havde været profeteret om så længe. Jesus gik gennem sløret og trådte ind i verden som et hjælpeløst spædbarn, dog anderledes end alle andre spædbørn. Guds førstefødte Søn i ånden blev hans enbårne Søn i kødet. Dette barn, der blev født under de mest ydmyge kår, skulle bære frelsen af Guds evige familie på sine skuldre! »Vort håb og tro for sjælens ro« mødtes i sandhed i »Betlehem, [den] lille by« den nat.8
Men naturligvis slutter beretningen ikke her. Selv om Frelserens fødsel var mirakuløs, skulle der følge endnu større mirakler.
Være hos sin Fader
Vi ved meget lidt om Jesu første år. Vi får at vide, at han »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«.9 I en alder af 12 var hans udtalte ønske at »være hos [s]in fader«.10 Hans gerning over for verden var at tilkendegive Faderens »store og vidunderlige kærlighed« til hans børn.11
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn … for at verden skal frelses ved ham.«12
Hans Faders gerning var at »[færdes] overalt og [gøre] vel«.13 Det var et barmhjertighedens værk, »at helbrede de syge, oprejse de døde, få de lamme til at gå, de blinde til at få deres syn og de døve til at høre«.14
Hans Faders gerning var at åbne vores tros øjne, at vække vores åndelige evner og at helbrede vores smerte, vores stolthed, vores sygdomme og vores synder. Det var at »bistå [os i vore] skrøbeligheder«. Og for at fuldføre det led Jesus villigt smerte, afvisning, trængsler og fristelser af enhver art.15
Hans Faders gerning var at hjælpe os til at opfylde vores formål her på jorden, at »tag[e] os til himlen at bo hos [ham] der«.16 Med andre ord var – og er – hans Faders gerning »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«.17
Jesu Kristi forsoning
Kulminationen på den sande beretning om julen slutter med de sidste tre dage i Frelserens liv. I denne afgørende periode bevæger Frelseren sig fra Getsemane have over Golgatas kors til graven i haven. Som ældste Jeffrey R. Holland har sagt, ville det »øjebliks påvirkning og virkning række tilbage … til tidens begyndelse og frem gennem al evighed«.18
Vel vidende, at alle menneskesjælenes skæbne afhang af sig, trådte Jesus ind i Getsemane have praktisk talt alene. Derefter fulgte afhøringer, piskning og til sidst en kvalfuld død på korset. Med den samme ydmyghed og underdanighed, hvormed han fra begyndelsen erklærede »Her er jeg, send mig«,19 sagde han nu: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«20
Jorden våndede sig, hans venner sørgede, og mørke dækkede landet. Frelseren trådte ind i åndeverdenen, hvor »en utallig skare af ånder af de retfærdige«, det vil sige retfærdige sjæle, som var døde, afventede hans komme. I slående lighed med det, der hændte i tidens begyndelse, råbte Guds sønner og døtre af fryd og bøjede knæet for at tilbede deres Befrier.21
Verdens Lys’ opstandelse
Tiden var snart inde for Frelseren til, at han skulle tage sit fysiske legeme tilbage og fuldføre sin sejr over døden. En forårsdag tidligt om morgenen, den første dag i ugen, gik Maria Magdalene hen til hans grav og fandt den tom. Hun var den første, der hørte hans røst og så hans elskede ansigt. Jesus viste sig senere for sine apostle og opfordrede dem til at se på sine hænder og fødder, at »føl[e] på [ham] og se«,22 at det virkelig var ham, at deres Forløser virkelig atter levede!
Det er den »stor[e] glæde«,23 vi fejrer ved juletid, ikke kun at Kristus blev født, men at han levede blandt os, gav sit liv for os, opstod og til slut fuldbragte »frelsens store værk«,24 som hans Fader gav ham. Vi fryder os, fordi denne verdens forvirring og kaos kan tysses ned af det løfte, vi fik helt fra begyndelsen, et løfte der blev opfyldt ved Jesu Kristi forsoning. Derfor bliver beretningen om julen ikke fortalt i sin helhed, før beretningen om påsken medtages. Det var Frelserens sonoffer, der gjorde den stille nat hellig i Betlehem. Det var hans gave i form af forløsningen, der forårsagede, at vi råbte af fryd i forudtilværelsen, den gave der helbreder vores sygdomme, giver os vores syn tilbage og tørrer alle tårer bort.25
Det lys, vi elsker ved juletid, udspringer fra verdens Lys, Jesus Kristus. Den beretning, vi værner om i julen, handler om vor Faders plan for lykke, som Kristus muliggjorde. Den gave, som gør juletiden hellig, er selve hans liv, som han gav, så vi kan få evigtvarende liv. Må vi modtage denne gave og viderebringe hans kærlighed og hans evangelium til hele verden, i særdeleshed i denne vidunderlige tid på året. Det er min bøn i Jesu Kristi hellige navn. Amen.