»Tvivl ikke, men vær troende«
Seminar og instituts årlige oplæringstransmission • 12. juni 2018 • Konferencecentrets teatersal
Ældste Dale G. Renlund: Vi er glade for at være hos jer. Vi er taknemlige for det, som I gør, når I underviser og støtter seminar og institut over hele verden. Når I gør det, så husk på, hvor glad Herren er for jeres tjeneste. Han er en del af jeres publikum, han er med jer, han er draget »foran jeres ansigt«, han »vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre« og hans »Ånd skal være i jeres hjerte« og hans »engle rundt omkring jer til at styrke jer.«1
Jeg takker jer på vegne af Herren og hans kirke for jeres tro og trofasthed. Tak, fordi I har taget imod jeres ansvar. Tak, fordi I hjælper vor himmelske Faders børn til at vende tilbage til ham. Tak, fordi I indbyder hans børn til at komme til Kristus.
Søster Ruth L. Renlund: Mange tak til det vidunderlige kor, der har bidraget til Ånden ved dette møde. Jeg er sikker på, at vi alle er blevet opløftet ved at høre de smukke taler fra bror Chad H. Webb og ældste Kim B. Clark. Vi takker dem også for det eksempel, de er som Frelserens disciple. Vi er glade for at have muligheden for at tale til jer i dag om tro og tvivl, et emne I ofte må tage fat på.
Ældste Renlund: Forestil jer, at I kæntrede med en båd, mens I var midt ude på havet. I har en redningsvest på og har svømmet i flere timer mod det, som I tror er den nærmeste kyst, men I er ikke sikre. I er blevet enormt dehydreret, så hver gang I begynder at svømme, bliver I svimle. Jeres bedste skøn er, at kysten er 30 kilometer væk. I frygter for jeres liv. Langt væk kan I høre en lille motor. Lyden synes at komme mod jer, og jeres håb om redning stiger. Når I kigger, kan I se en fiskerbåd, der nærmer sig.
Søster Renlund: Åh, heldigvis, tænker I, kaptajnen ser jer! Båden standser og en venlig vejrbidt fisker hjælper jer om bord. Taknemmeligt kravler I hen på et sæde på båden og drager et lettelsens suk. Fiskeren giver jer en feltflaske med vand og nogle kiks. Vandet og kiksene giver jer den nødvendige næring, så I får det bedre. I er så lettede og lykkelige. I er på vej hjem.
Efterhånden som der kommer liv i jer, og I begynder at få det bedre, begynder I at lægge mærke til nogle ting, som I ikke havde bemærket før. Vandet fra feltflasken er ikke helt frisk og ikke det, I ville have foretrukket – Evian eller Perrier. Den næring, I virkelig gerne ville have fat i, var noget kødpålæg efterfulgt af en chokoladecroissant. I lægger også mærke til, at den venlige fisker er gammel, bærer slidte støvler og blå cowboybukser. Svedbåndet i hans hat er plettet, og han virker til at have svært ved at høre.
Ældste Renlund: I lægger også mærke til, at båden er godt brugt, og at der er buler i bovens højre side. Der er hakker i noget af malingen, og det er slidt og skaller af. I lægger også mærke til, at når fiskeren slipper roret, så trækker båden til højre. I begynder at blive bekymret for, om denne båd og denne kaptajn kan være den redning, I har brug for. I spørger fiskeren om bulerne og roret. Han siger, at han ikke har bekymret sig om disse ting, fordi han har styret båden til og fra fiskepladser af den samme rute, dag ind og dag ud i årtier. Båden har altid fået ham sikkert og trygt hen, hvor han skulle.
I er forbløffede! Hvordan kan han ikke være bekymret for bulerne og roret? Og hvorfor var det, han havde at spise, ikke noget, I bedre kunne lide? Jo mere I fokuserer på båden og fiskeren, jo mere bekymrede bliver I. I sætter spørgsmålstegn ved jeres beslutning om at komme om bord i første omgang. Jeres bekymring vokser. Til sidst forlanger I, at fiskeren standser båden og lader jer komme tilbage i vandet. Selvom I stadig er mere end 20 kilometer fra kysten, kan I ikke udholde tanken om at forblive i båden. Fiskeren hjælper jer sørgmodigt tilbage i havet.
Søster Renlund: I denne lignelse repræsenterer båden Kirken, og fiskeren repræsenterer de, der tjener i Kirken.2 Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges eneste formål er at hjælpe vor himmelske Fader og Jesus Kristus i deres gerning med at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for vor himmelske Faders børn.3 Hvad fortæller båden og fiskeren os om Kirken? Ændrer buler og afskallet maling Kirkens evne til at tilvejebringe bemyndigede ordinancer til frelse og ophøjelse til at hjælpe os til at blive ligesom vor himmelske Fader? Hvis fiskeren bliver nødt til at holde fast med begge hænder på roret, gør det så hans og bådens evne til at få os trygt og sikkert derhen, vi skal, dårligere? Man behøver ikke at være en ordineret seer ligesom min mand for at vide, at det at gå tilbage ned i vandet i stedet for at blive i båden er risikabelt.
Ethvert medlem af Kirken har brug for sit eget vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Uden den omvendelse, deriblandt en mægtig forandring i hjertet, så kan folk begynde at fokusere på de metaforiske kiks og den afskallede maling.
Ældste Renlund: Begyndelsen på mit vidnesbyrd fandt sted, da jeg boede i Göteborg i Sverige. Jeg var 11 år gammel. Missionspræsidenten var kommet med en opfordring til alle de unge om at læse Mormons Bog. Min storebror, som jeg altid har beundret og respekteret, havde taget imod udfordringen. Jeg ville gerne være ligesom ham, så jeg begyndte også at læse Mormons Bog. På et tidspunkt, sikkert da jeg var i Almas Bog, sagde en af missionspræsidentens rådgivere, at vi skulle bede om det, vi læste. Jeg husker tydeligt den aften, hvor jeg fulgte den opfordring. Jeg kan huske den lejlighed, vi boede i, og det værelse, som min bror og jeg sov i. Da min bror var faldet i søvn, krøb jeg ud af sengen og knælede ved sengekanten og begyndte en meget enkel bøn for at vide, om Mormons Bog er sand.
Jeg hørte ikke en stemme, men det var som om, at Gud sagde til mig: »Jeg har hele tiden fortalt dig, at den er sand.« Den oplevelse ændrede mig. Den ændrede mit liv. Den begyndte en proces af tro, en proces med at være på pagtsstien og prøve at gøre mere og prøve at blive bedre. Det var i Göteborg, jeg lærte, hvordan man omvender sig. Det var i Göteborg, jeg begyndte at se op til folk, der højnede deres kaldelser, og som arbejdede hårdt på at opbygge Guds rige. Det var der, at jeg begyndte at beundre Guds trofaste hellige, hvor end de boede. Göteborg og bygningen i Viktoriagatan, hvor vi mødtes, blev særlige steder for mig.
Angående Almas første omvendte læser vi: »Og se, det skete, at alt dette blev gjort i Mormon, ja, ved Mormons vande i den skov, der lå nær ved Mormons vande; ja, stedet Mormon, Mormons vande og Mormons skov, hvor smukke er de ikke i deres øjne, de, som dér kom til kundskab om deres forløser; ja, og hvor velsignede er de ikke, for de skal synge til hans pris for evigt.«4
Det var i Göteborg, at jeg lærte min Forløser at kende. Göteborg og Viktoriagatan blev mine »Mormons vande«.
Søster Renlund: Hvor lærte I jeres Forløser at kende? Hvordan føltes det? Hvis I har glemt det, så beder vi jer indtrængende om at huske det, og at få dem, I underviser, til at huske, hvordan det føltes. Denne viden og disse følelser er begyndelsen på tro.
Tro er et valg, som alle mennesker må træffe. Tro er ikke blot tilfældigt at ønske, at noget er sandt og fantasifuldt overbevise sig selv om, at det er. Tro er forsikringen om, at ting, vi ikke har set i kødet, findes. Det er også et princip om handling. Måske kan det siges, at tro er en slags åndelig hukommelse om vores førjordiske tilværelse.
»Tro skal være centreret om Jesus Kristus, for at den kan lede en person til frelse … Tro bliver vakt ved at høre evangeliet blive forkyndt af Guds bemyndigede udsendinge [som jer]. Mirakler skaber ikke tro, men stærk tro udvikles ved lydighed mod Jesu Kristi evangelium. Med andre ord udspringer tro af retfærdighed.«5 Tro kommer ikke ved at kræve tegn fra Gud, men ved at adlyde og følge hans bud.
Ældste Renlund: Gud ønsker, at vi har tro. Han ønsker, at vi har tro, så han kan velsigne os. Alma sagde dette til de ydmyge zoramitter: »Og se nu, jeg siger jer, og jeg ønsker, at I skal huske, at Gud er barmhjertig mod alle, som tror på hans navn; derfor ønsker han for det første, at I skal tro, nemlig på hans ord.«6
Tro er nøglen, der låser op for Guds barmhjertighed. Så sagde Alma, at en person har brug for at beslutte, at han eller hun vil have tro og derefter handle i tro, før tro kan vokse. Alma fortsætter: »Men se, hvis I vil vågne op og vække jeres evner til et forsøg med mine ord og udøve den mindste smule tro, ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af mine ord.«7
For at tro kan vokse, skal man vælge at have tro. Man skal ønske at have tro. Man skal handle i tro.
Søster Renlund: Måske kan en demonstration illustrere denne pointe. Vi har her et bræt med et søm i. Vi har også 12 andre søm. Så min kære, jeg har en opgave til dig. Kan du få alle disse 12 andre søm til at balancere på toppen af det ene søm i brættet?
Ældste Renlund: Hvad?
Søster Renlund: Er det muligt? Godt, det var et søm. Nu mangler du bare 11 mere. Når man arbejder på denne opgave, så kan det være, at nogen sætter en på toppen og så derefter giver op.
Ældste Renlund: Har du noget tyggegummi?
Søster Renlund: Man kan tro, at næste trin ikke er muligt. Mange folk holder op og tænker: »Det er umuligt.«
Men hvis man er villig til i stedet at sige: »Er det muligt?«, er man måske villig til at prøve på en anden måde. Prøv denne måde. Læg et søm ud foran jer. Læg nu et andet søm over det første søm, så spidsen peger mod jer. Læg det næste søm over det første søm, så spidsen peger væk fra jer. Fortsæt med at lægge alle sømmene undtagen det sidste søm henover det første i skiftende retning.
Når I gør det, kan I se, at der er en metode. I begynder at tænke: »Det kan være, at det er muligt.« Jeres håb øges. I er der næsten.
Ældste Renlund: Mit håb er virkelig blevet større.
Søster Renlund: Læg det sidste søm over og parallelt med det første søm, henover de andre søm. Nemlig! Lige præcis. Løft nu meget forsigtigt dem alle sammen ved kun at røre det nederste og læg derefter det nederste søm på sømmet i brættet.
Somme tider lykkes det ikke i første forsøg. Som med mange andre forsøg er man nødt til at prøve igen. Følg samme metode. Læg det sidste søm over toppen og meget forsigtigt, meget forsigtigt –
Ældste Renlund: Det sagde du ikke før.
Søster Renlund: Løft alle sømmene og læg dem ovenpå. Perfekt! Når man ved, hvordan man skal gøre det, så synes løsningen indlysende.
Ældste Renlund: Træk ikke vejret!
Søster Renlund: Det samme gælder i forhold til at få et vidnesbyrd. Når man først ved, hvordan man får et svar fra Gud, så synes udfaldet sikkert. Det står i det løfte i Mormons Bog, som min mand fulgte som 11-årig, og som vi alle har fulgt, da vi fik vores vidnesbyrd. »Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.«8
Når man begynder med spørgsmålet: »Kunne disse ting ikke være sande«, så fører det til tro. Hvis man begynder med spørgsmålet: »Kunne disse ting ikke være falske«, så fører det til tvivl. Og tvivl fører aldrig til tro.
Ældste Renlund: På et tidspunkt, da jeg besøgte en stavskonference, bad stavspræsidenten mig om at besøge en mand, som jeg vil kalde Stephen. Stephen havde været et trofast medlem af Kirken. Han var hjemvendt missionær og var blevet gift i templet. Han havde tjent trofast i mange år, men begyndte at have tvivl om Kirken. Da jeg besøgte Stephen, sagde han, at han havde problemer med det faktum, at Joseph Smith skrev eller dikterede fire versioner af det første syn. Han tænkte, at det kunne betyde, at Joseph Smith fandt på det.
Jeg satte Stephen i kontakt med en mand, der arbejdede i Kirkens historiske afdeling, og som havde undersøgt disse fire versioner årtier tidligere. Stephen mødtes med denne mand. Den næste gang, jeg talte med Stephen, sagde jeg: »Så, hvordan har du det med det første syn?«
Han sagde: »Jeg har det OK med det, fordi min spørgsmål blev besvaret. Det generer mig ikke længere. Men nu er jeg virkelig bekymret over det flerkoneri, der blev praktiseret i Nauvoo og efter manifestet i 1890. Det bekymrer mig virkelig.«
Jeg bad Stephen om at tale med en anden person i Kirkens historiske afdeling. Efter den samtale kontaktede jeg Stephen og spurgte ham, hvordan han havde det.
Han sagde: »Det generer mig ikke længere. Jeg kan godt forstå, hvad der skete, og jeg er ikke bekymret længere. Men nu er jeg virkelig bekymret over, at præstedømmet blev holdt tilbage fra dem, der stammer fra Afrika.«
Søster Renlund: Stephen var ligesom mange mennesker er. Han havde valgt at være en evig tvivler. Som tiden gik, når et problem blev løst, så kom der et andet. Lige meget, hvor meget man prøvede at besvare disse spørgsmål, så fandt han et andet emne, som han udtrykte sin tvivl om. Det, som Stephen gjorde, var en kirkelig form for smæk-en-muldvarp. I ved, det børnespil, hvor en muldvarp dukker op og når man har ramt den, dukker en anden muldvarp op et andet sted.
Det var meget anderledes for en kvinde, vi mødte i Lubumbashi i Den Demokratiske Republik Congo. Hun hed Angelique. Hun var en trofast hjemvendt missionær. Hun havde et stærkt vidnesbyrd om profeten Joseph Smith. Hun elskede Mormons Bog. Hun elskede alt ved Kirken.
Da vi mødte hende, læste hun en bog, der var skrevet af en af Kirkens ledere, før han blev Kirkens præsident. Bogen var skrevet før åbenbaringen om præstedømmet i 1978 og antydede, at de, der stammer fra Afrika, havde gjort nogle ting i den førjordiske tilværelse og derfor ikke kunne blive ophøjet. Angelique bad om hjælp til at forstå, hvorfor dette ville være tilfældet. Et nuværende medlem af De Tolvs Kvorum fortalte hende, at denne tidligere leder af Kirken tog ganske enkelt fejl, og at han bare havde udtrykt sin egen mening, en mening, der var forkert. Angelique var tilfreds med forklaringen. Hun handlede i tro ved at forblive på pagtsstien og stole på Gud.
Ældste Renlund: Tvivl er ikke forløberen til tro. Lys afhænger ikke af mørke for at være til. Peter fik ikke at vide, da han var ved at gå gennem vandet, da han havde prøvet at gå på det: »Åh, Peter, hvis du bare tvivlede mere.« Nej, han fik at vide: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«9
I Lectures on Faith bliver forskellen mellem tro og tvivl forklaret: »Og hvor tvivl og usikkerhed er, der er tro ikke og kan ej heller være. For tvivl og tro kan ikke findes hos et og samme menneske på samme tid, så de, der er tvivl og frygt undergivne, kan ikke have urokkelig tillid, og hvor der ikke findes urokkelig tillid, der er troen svag, og hvor troen er svag, har menneskene ikke kraft til at stride imod al den modstand, trængsel og sorg, som de kommer til at møde for at blive Guds arvinger og Kristi Jesu medarvinger, og de bliver trætte i sjælen og modstanderen får magt over og fordærver dem.«10
Det er, hvad der virkelig skete for Stephen. Han lod tvivl og usikkerhed fylde sit sind. Efterhånden som tiden gik, havde han ikke styrken til at konfrontere de udfordringer, man møder som medlem af Kirken. Han blev træt i sjælen, og hans tro forsvandt.
Søster Renlund: Det er ikke et problem at have et spørgsmål om Kirken og dens lære. Det er et problem at vælge at være en evig tvivler. Joseph Smith forstod det, da han læste: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«11
Men skriftstedet fortsætter: »Men han skal bede i tro, uden at tvivle«.12
Med andre ord, bed til Gud uden at tvivle på, at han kan give jer et svar. Skriftstedet fortsætter: »For den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.«13
For at modtage den slags svar, som Joseph Smith søgte, for at modtage den slags svar, vi mangler, skal vi komme til Gud med et troende hjerte og et sind, der ønsker, at det, der hører Gud til, bliver kundgjort for os.
Ældste Renlund: Vi elsker en udtalelse af ældste John A. Widtsoe, en af de første apostle i denne uddeling fra Norge. Jeg vil omformulere det, han så rammende sagde: »Tvivl, medmindre det bliver omdannet til forespørgsel [fra de korrekte kilder], har ingen værd eller værdi i verden … At være stolt af at være en tvivler … den stillestående tvivler, der er tilfreds med sig selv, uvillig til at gøre den [passende] indsats, at betale prisen for [himmelsk] opdagelse, når uundgåelig til vantro og mudret mørke. Hans tvivl vokser ligesom giftige svampe i den svage skygge af hans mentale og åndelige kamre. Til sidst, når han er blind som en muldvarp i sin hule, erstatter han sædvanligvis hån med fornuft og dovenskab med arbejde. Den enkleste sandhed er værd summen af alle sådanne tvivl … Tvivl er ikke forkert, medmindre det bliver et middel. Det løfter sig til høj ære, når det bliver en aktiv [himmelsk] søgen efter og udøvelse af sandhed … Den tvivl, der nærer sig selv og vokser, og som med stædig magelighed avler mere tvivl, er af det onde.«14
Ældste Widtsoes ord er stadig sande. Stillestående tvivl fører ikke til at kende virkeligheden af Frelseren, Jesus Kristus, det fører ikke til virkelig at vide, at vi har en venlig, kærlig himmelsk Fader. Vi kan komme til at kende sandheden af dette værk i de sidste dage, men det kræver, at vi vælger tro, ikke tvivl, og at vi går til de rette kilder efter vores svar. Det kræver, at vi erkender, at det er vores valg. Det er ikke en ydre magt, vi bliver påtvunget om at tage imod Jesu Kristi forsoning og de frelsende ordinancer i vores liv. Vi vælger at stole på Gud.
Søster Renlund: Nogle gange skal vi afgøre, om noget er sandt eller ej. Mormon giver os et mønster, vi kan følge: »Derfor kommer alt det, som er godt, fra Gud; og det, som er ondt, kommer fra Djævelen … Men se, det, som er af Gud, opfordrer og tilskynder til bestandig at gøre godt; derfor er alt det, som opfordrer og tilskynder til at gøre godt og til at elske Gud og til at tjene ham, inspireret af Gud. For se, mine brødre, det er givet jer at kunne dømme, så I kan kende godt fra ondt; og måden at dømme på er så tydelig, at I kan kende den med en fuldkommen kundskab, ligesom dagens lys er forskellig fra nattens mørke. For se, Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt; derfor viser jeg jer, hvordan man skal dømme; for alt, hvad der tilskynder til at gøre godt og formår til at tro på Kristus, udgår ved Kristi gave og kraft; derfor kan I med fuldkommen kundskab vide, at det er af Gud. Men hvad som helst, der formår menneskene til at gøre ondt og ikke tro på Kristus og fornægte ham og ikke tjene Gud, det kan I med fuldkommen kundskab vide er af Djævelen.«15
Det er ganske enkelt. Hvis et valg leder jer til at gøre godt og tro på Kristus, så er det fra Gud. Hvis valget lokker jer til at gøre noget dårligt og fornægte Kristus, så kommer det fra djævelen. Når I kommer hen på pagtsstien, vil I kunne se, at disse ting, der distraherer jer fra den sti, der prøver at overtale jer til ikke at tro på Kristus, er forkerte. De ting, der får jer til at tro på Gud, elske ham og holde hans bud, kommer fra Gud.
Ældste Renlund: Det er interessant, at den måde, som man reagerer på åndelige tilskyndelser, er afhængig af, om man vælger at tro eller tvivle. Kan I huske i Apostlenes Gerninger 2, da apostlene skal til at forkynde? De hørte en lyd fra himlen, som et kraftigt vindstød. »Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige … Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ›Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål?‹«16
De utrolige begivenheder fik mange til at blive omvendt. Men andre reagerede anderledes. Vi læser: »Men andre spottede og sagde: ›De har drukket sig fulde i sød vin.‹«17
Ånden var den samme, det var Helligånden, der blev udgydt over disse galilæiske apostle, der forkyndte om Jesus Kristus. Pinsedag blev Ånden udgydt i stor overflod, og alligevel var der nogen, der spottede dem, der blev omvendt, og rationaliserede oplevelsen. På grund af det gik de glip af denne begivenhedsrige udgydelse af Helligånden. Hvad gjorde forskellen? Det var deres valg. De, der valgte tro i stedet for tvivl, fik en vidunderlig åndelig oplevelse, der førte til omvendelse.
Søster Renlund: Alma talte også om dette. Han sagde: »Og den, der forhærder sit hjerte, han modtager derfor en mindre del af ordet; og den, der ikke forhærder sit hjerte, til ham gives der en større del af ordet, indtil det er givet ham at kende Guds hemmeligheder, indtil han kender dem fuldstændigt. Og de, der forhærder hjertet, til dem gives en mindre del af ordet, indtil de intet kender til hans hemmeligheder; og da bliver de taget til fange af Djævelen og bliver efter hans vilje ført ned til undergang.«18
Hvis vi vender tilbage til vores lignelse, så er de, der vælger at blive i den slidte, måske bulede båd med afskallet maling, dem, der ikke forhærder deres hjerte. De kommer hen til pagtsstien og bliver på pagtsstien. Og så, når de holder ud til enden, bliver løftet om evigt liv rakt ud til dem. Det er den største gave, som Gud kan give. Det er gennem den proces, at vi lærer Jesus Kristus at kende, at vi kommer til at vide, at han lever, og lærer hans kærlighed og omsorg at kende. Denne åndelige gave gives til alle, der er berettiget.
I Lære og Pagter står der: »Til nogle er det givet ved Helligånden at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder. Til andre er det givet at tro på deres ord, så de også kan få evigt liv, hvis de forbliver trofaste.«19
Ældste Renlund: I april 2009 blev jeg opretholdt som generalautoritet i Kirken. I oktober 2009 blev jeg bedt om at tale til generalkonferencen. Det er en del af »indvielsesprogrammet af nye generalautoriteter«. Jeg ville rigtigt gerne have, at min far kunne lytte til konferencen. Han havde arbejdet hårdt som tømrer og bygherre hele sit liv, og som 92-årig havde han alvorlige problemer med sin ryg. Han var ikke i stand til at komme til Konferencecentret. Så en af mine søstre sørgede for, at han kunne se mødet på TV’et i sit hjem i Salt Lake City.
Efter konferencen tog jeg hjem til ham for at se, hvad han syntes om min tale. Han var en mand af meget få ord og var ikke gavmild med komplimenter.
Jeg sagde: »Far, så du konferencen?«
Han sagde: »Ja.«
Jeg sagde: »Far, hørte du min tale?«
Han sagde: »Ja.«
Jeg sagde: »Nå, far, hvad synes du så?‹
Han sagde: »Åh, den var OK. Jeg var næsten stolt.« Og det var det bedste, jeg nogensinde havde hørt af komplimenter fra ham.
Men jeg fandt ud af, at han var en smule distraheret den eftermiddag, fordi han gerne ville fortælle mig om en drøm, han havde haft natten før. Han var ikke en drømmer. Han havde aldrig fantasifulde tanker. Jeg havde aldrig hørt ham lyve. Han havde altid været brutalt og taktløst ærlig. Han sagde: »Jeg drømte, at jeg døde og så Frelseren, Jesus Kristus. Han tog mig i sine arme og sagde, at mine synder var mig tilgivet. Og Dale, det føltes så godt.« Det var alt, han sagde, og jeg spurgte ikke yderligere ind til det. Han døde to måneder senere, mens Ruth og jeg var i Madagaskar.
Min far levede sit liv, efter han tilsluttede sig Kirken i Larsmo i Finland som 24-årig, i overensstemmelse med det lys og den kundskab, han havde modtaget, Han gjorde alt, som han nogensinde var blevet bedt om. Han var en af dem, der var berettiget til Åndens gave om at vide, at Jesus er Kristus, og at han blev korsfæstet for verdens synder og for hans egne synder. At være berettiget til den gave afhænger ikke af køn, og det afhænger ikke af et embede i præstedømmet. Det afhænger af at være værdig til den gave ved at vælge tro, ved at vælge pagtsstien.
Søster Renlund: Brødre og søstre, når I hjælper folk med at overvinde tvivl og udøve tro, så gør I det, som præsident Russell M. Nelson har opfordret os til at gøre som kirke. Han sagde: »Vores budskab til verden er enkelt og oprigtigt: Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«20 At tage imod denne opfordring er en handling i tro.
Når I underviser, hjælper I også dem, der har forladt pagtsstien. I underviser for dem, for deres børn, børnebørn og måske oldebørn. Frelseren formanede: »For sådanne skal I fortsætte med at betjene, for I ved ikke, om de ikke vil vende tilbage og omvende sig og komme til mig med hjertets faste fortsæt, og jeg skal helbrede dem; og I skal være midlet til at bringe frelse til dem.«21
Det er en tid med stor optimisme i Kirken. Sandhed, der var gemt i århundreder, er blevet åbenbaret. Hellige templer er over hele jorden. Missionærer forkynder et budskab med stor glæde til næsten ethvert land. Som hellige og som Herren Jesu Kristi disciple er vi forenet i at yde omsorg på en »helligere måde«, som præsident Nelson opfordrede os til, og Herren fremskynder sit »værk, når tiden er inde.«22 Vingårdens Herre vil arbejde sammen med os.23 Det budskab, som I underviser om, er et budskab med stor glæde og lykke, der er en velsignelse for de trofaste.24
Ældste Renlund: Det første ansvar, jeg havde som medlem af De Tolvs Kvorum, var at fortælle Kirkens historiske afdeling, at jeg skulle erstatte ældste Jeffrey R. Holland som afdelingens rådgiver. Som I måske kan forestille jer, var der »gråd og jammer og tænderskæren«,25 da de fandt ud af, at deres elskede rådgiver skulle erstattes. Der kom en akut mangel på Kleenex.
Som en del af min opgave som rådgiver for Kirkens historiske afdeling har jeg læst alle bindene af The Joseph Smith Papers. Jeg har også læste det første bind af den nye beskrivende beretning om Kirkens historie, der hedder De hellige.26 Det at læse alt det, som Joseph Smith skrev, eller som blev nedskrevet, at han sagde, har ganske enkelt styrket mit vidnesbyrd om hans rolle som profet, udvalgt af Gud til at gengive hans værk på jorden.
Joseph Smith opførte sig aldrig som en bedrager, der forsøgte at narre folk. Joseph Smith troede helt klart, at han havde set det, han sagde, han så, vor himmelske Fader og Jesus Kristus, Moroni, Johannes Døber, Peter, Jakob og Johannes, Moses, Elias og profeten Elias. Han handlede helt tydeligt som en, der havde besiddet de gyldne plader og oversat disse gamle tekster ved Guds gave og kraft. Han handlede helt tydeligt som en, der modtog åbenbaring fra Jesus Kristus. Han handlede helt tydeligt som en, som havde modtaget præstedømmet og nøglerne til det hellige apostelembede.
Jeg ved på måder, der er stærkere og mere pålidelige end mine fem sanser kan fornemme og udtrykke, at Joseph Smith så det, han sagde, han så, oversatte Mormons Bog ved Guds gave og kraft og modtog præstedømmet med de tilhørende nøgler til menneskehedens frelse. Jeg ved, at det er sandt. Jeg ved, at disse nøgler er på jorden i vore dage, og at præsident Nelson er Joseph Smiths retmæssige efterfølger på jorden.
Det, som vi ser som buler og afskallet maling på den slidte båd, kan vise sig af være guddommeligt stadfæstet og guddommeligt ledt fra et evigt perspektiv. Herren har enten en hånd med i bulerne eller den afskallede maling, eller også bruger han dem til sine egne formål. Jeg ved, at Herren Jesus Kristus leder sit værk på jorden i dag. Hans tjenere kender ham godt. Jeg kender ham.
Søster Renlund: Jeg er taknemmelig for at bære mit vidnesbyrd om, at jeg ved, Gud lever, og at Jesus Kristus er vor Frelser. Når vi udøver tro, ikke tvivl, på hans sonoffer og frugterne ved forsoningen, bliver vores liv velsignet for evigt. Jeg er taknemmelig for, at han har genoprettet sin kirke med alle velsignelserne tilgængelige for altid for Guds børn.
Ældste Renlund: Vores bud skab er: »Tvivl ikke, men vær troende.«27 Jeg er her i min rolle som Herren Jesu Kristi apostel. Jeg er her for at bære et særligt vidnesbyrd om Jesu Kristi navn, at han lever og er verdens Frelser. Jeg bærer vidnesbyrd om hans bemærkelsesværdige barmhjertighed, kærlighed og omsorg for alle Guds børn. Jeg bærer vidnesbyrd om hans uforlignelige sonoffer for jer og for mig, Efterhånden som jeg har lært Frelseren at kende, har jeg lært om hans store ønske om at ordne ting, hjælpe med at læge sår, hele knuste hjerter. Det er blandt hans bemærkelsesværdige egenskaber.
Jeg beder om, at Guds største velsignelser vil være med jer, jeres familier, jeres elever, at I vil hjælpe dem til at få tro på Jesus Kristus, så de ikke tvivler, men tror. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2018 Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved. Version: 3/18. Oversættelse af »›Doubt Not, but Be Believing.‹« Danish. PD60006246 110