2018
De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage
February 2018


De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage

I 1861 tilskyndede præsident Brigham Young (1801-1877) Kirkens historikere til at ændre deres tilgang. »Skriv det som en fortælling,« rådede han og »skriv kun en tiendedel«.1

Beretningen på de følgende sider følger det råd. Jeg er glad for at kunne introducere den nye serie i fire bind, der hedder De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage. Kapitel 1 er medtaget i dette nummer, og de følgende kapitler vil blive udgivet i dette tidsskrift i de følgende måneder. Den første bog udkommer senere i år, og der følger flere bind.

Nauvoo

Dette kunstværk fra Nauvoo vil pryde forsiden af De hellige bind 1.

Illustration: Greg Newbold

De hellige er udarbejdet som respons på buddet i Lære og Pagter om »løbende at føre kirkens optegnelse og historie« (L&P 47:3). Ulig tidligere udgivelser om Kirkens historie er dette en narrativ historie, der er skrevet på en fængslende måde for at nå både unge og voksne.

De hellige er dog ikke historisk fiktion. Det er en historie, der er baseret på sande hændelser, som folk har nedskrevet. Enhver detalje og linje i dialogen er understøttet af historiske kilder. Der er noter til sidst i hvert kapitel med referencer til optegnelserne og øvrige kilder. De, der ønsker at læse de faktiske kilder og fordybe sig i relaterede emner og finde flere historier, kan finde links på bagsiden af bøgerne og online på helige.lds.org/dan.

Genoprettelsens rige billedtæppe

Disse bøger er ikke hellig skrift, men ligesom skrifterne indeholder de både guddommelig sandhed og beretninger om ufuldkomne mennesker, der prøver at blive hellige gennem Jesu Kristi forsoning (se Mosi 3:19). Tilsammen fortæller de fire bind historien om Herrens kirke, der stræber efter at opfylde sit formål om at fuldkommengøre de hellige (se Ef 4:11-13).

De hellige har et andet format, stil og målgruppe end de tidligere to flerbinds historier, som Kirken har udgivet. Den første historie blev påbegyndt af Joseph Smith i 1830’erne og udgivet i begyndelsen af 1842.2 Den anden blev udgivet i 1930 af assisterende kirkehistoriker B.H. Roberts.3 Den globale spredning, der er sket af evangeliet siden da, og Herrens befaling om at føre historiske optegnelser »til gavn for kirken og for de opvoksende slægtled« (L&P 69:8) signalerer, at tiden er inde til at inkludere flere sidste dages hellige i historien.

De hellige fortæller den almindelige mands og kvindes historie fra Kirkens tidligste tid til nu. Den rummer også nye detaljer og kaster nyt lys over mere kendte personer og begivenheder i Kirkens historie. Hver historie vil hjælpe jer til at forstå og påskønne de hellige, der gik forud for jer for at gøre Kirken til det, den er i dag. Ligesom jer oplevede de med- og modgang, og de ofrede for at etablere Zion. Deres – og jeres – historie bliver sammenvævet og bliver et billedrigt vægtæppe over genoprettelsen.

Vores hellige fortid

Skribenterne i Mormons Bog førte en optegnelse på både store og små plader. På de store plader anførte de den politiske og militære historie. De små plader til »det, der hører Gud til«, det, der var »mest dyrebart«, deriblandt »forkyndelse, der var hellig, eller nogen åbenbaring, der var stor, eller nogen profeti« (1 Ne 6:3; Jakob 1:2, 4). De små plader blev ført »for Kristi skyld og for vort folks skyld« (Jakob 1:4). De hellige stræber efter at være en historie skrevet på de »små plader«, en historie der har fokus på vores hellige fortid. Derfor indeholder den kun en lille del af alle de historier, der kunne have været fortalt, for at vise, hvordan Herren virker i de sidste dages helliges liv.

De hellige handler ikke blot om ufuldkomne mennesker i fortiden, der blev bedre ved Herrens hjælp. Den er også til ufuldkomne mennesker nu, som ønsker altid at mindes ham. Den vil hjælpe jer til at huske, hvor barmhjertig Frelseren har været mod sit folk, hvordan han har gjort et svagt folk stærkt, og hvordan de hellige rundt om på kloden har fundet sammen om at fremme Guds værk.

Noter

  1. Brigham Young, i Wilford Woodruffs dagbog, 20. okt. 1861, Kirkens Historiske Bibliotek, Salt Lake City.

  2. Se History of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, red. B.H. Roberts, 1902-1912, bd. 1-6, 1932, bd. 7.

  3. Se B.H. Roberts, A Comprehensive History of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints: Century I, 6 bd., 1930.