»Han ville udfri os«
Forfatteren bor i Utah i USA.
Midt i den forfærdelige ødelæggelse vågede Herren over sine missionærer.
Fotografier er stillet til rådighed af forfatteren og Michael Remington
Jordskælvet, der ramte Japan i marts 2011, blev målt til 9,0 på Richterskalaen – det var et af de kraftigste jordskælv, man har registreret. På det tidspunkt tjente jeg som præsident for Sendai-missionen i Japan, den del af Japan der ligger tættest på jordskælvets epicenter. Flere end 16.000 mennesker døde og hundredtusindvis af hjem og bygninger kollapsede i skælvet og den efterfølgende tsunami.
Trods den omfattende ødelæggelse mistede vi ikke en eneste missionær. I dagene og ugerne, der fulgte, så jeg mirakler ske blandt de missionærer, vi tjente med. Både før og efter skælvet sørgede en kærlig Fader for en række hændelser, der reddede hans missionærer.
Ført til sikre steder
Lederskabsmøderne for Koriyama-zone i vores mission fandt næsten altid sted om torsdagen. Men denne gang var mødet fastlagt til fredag den 11. marts 2011 – den dag jordskælvet ramte. Lederskabsmøderne inkluderer typisk kun zone- og distriktsledere. I dette tilfælde var alle missionærerne i zonen inviteret med til lederskabsmøde. Det betød, at den dag jordskælvet fandt sted, var missionærerne i Sendai-missionen, som var tættest på de kernekraftsreaktorer, der blev ødelagt af jordskælvet og tsunamien, langt væk fra deres lejligheder, og deltog sikkert i mødet i kirkebygningen i Koriyama. Herren havde ført dem til et sikkert sted.
Missionærerne til vores lederskabsmøde var ikke de eneste, der var blevet ført til et sikkert sted, inden jordskælvet ramte. Missionærerne lærer tidligt at fæste deres lid til Herren og Åndens tilskyndelser. Da jordskælvet ramte, var der ikke tid til at ringe til ledere og spørge om råd. De andre missionærer overlevede, fordi de allerede havde fulgt Ånden, der havde ledt dem til sikre steder, som vor himmelske Fader havde beredt til dem.
Efter jordskælvet var mange missionærer taget til evakueringscentrene. Nogle zoner flyttede instinktivt ind i kirkebygningerne, som blev forholdsvis let ramt, og hvor de følte en større grad af Helligåndens fred. Nogle få heldige forblev i deres lejligheder uden varme, vand, el eller mad. Men alle var i sikkerhed.
Vejledt af vejspærringer
Til at begynde, da jeg ikke vidste noget om skaderne på kernekraftværket, prøvede jeg at sende missionærerne ved vores lederskabsmøde tilbage til deres lejligheder efter skælvet. Men Herren spærrede vejen. Der kørte ingen busser eller tog. Så vor himmelske Fader blev ved med at holde sine missionærer i sikkerhed i Koriyama.
Jeg tænkte, at der var brug for mig i missionshjemmet nær epicentret. Men efter otte timers kørsel ad de beskadigede og overfyldte veje opdagede vi, at vores vej også var spærret. Det viste sig, at vi ved at blive i Koriyama bedre var i stand til at hjælpe med evakueringen af vores andre missionærer, en proces der vidnede yderligere om, at Herren havde holdt sin hånd over os.
Efter jordskælvet var der kamp om benzinen. En tankbil, der kunne køre ad de ødelagte veje, kom meget langsomt frem, hvilket betød, at man ventede tre-fire timer på at tanke op, hvis der overhovedet var noget at tanke. Men Herren sørgede for os på mirakuløs vis. Da vi for eksempel evakuerede søstre og ældster til Niigata på den anden side af øen, opdagede vi, at vi havde kørt 18 timer på en enkelt tank, og måleren havde vist »fuld tank« hele tiden. Da vi nærmede os Niigata, pegede måleren pludselig på »tom«.
Farefuld rejse
Heldigvis fortsatte vores kærlige Fader med at vejlede os til en evakuering i god ro og orden midt i de alvorlige ødelæggelser. Det var farligt at rejse langt. Der var stadig efterskælv. Den offentlige transport var indstillet. Vand- og elektricitetsforsyningen var ustabil, og det var næsten umuligt at købe benzin og mad. Søster Tateoka og jeg var fuldt ud bevidste om, at vi var de eneste, der kunne nå frem til to ældster i et bjergrigt område og to andre ældster på den anden side af bjerget på den anden side af øen. Motorvejene var lukket, så den sidste tur ville tage fem eller seks timer ad en ensrettet vej op ad bjerget og to-tre timer over bjerget og ned til Tsuruoka og fire timer tilbage igen.
Vi tog tidligt af sted om morgenen den 16. marts og ankom til ældste Ohsugis og ældste Yuasas lejlighed omkring kl. 5 om eftermiddagen. For at hente de sidste ældster måtte vi køre tilbage sydpå over en bjergtop og ned til byen Tsuruoka. Med mindre end en halv tank vidste vi, at vi ikke kunne nå tilbage. Da vi begyndte turen mod de to sidste ældster, begyndte sneen at falde. Snart befandt vi os i en blændende snestorm og kørte mindre end 25 km i timen. Jeg kunne ikke se striberne på vejen.
Da vi endelig nåede til toppen kl. 19.30, blev vi stoppet af politiet. En betjent fortalte, at en lavine havde spærret vejen og lukket bjergpasset. Han sagde, at vi ikke kunne komme videre, vi var nødt til at vende om og finde en anden rute til den anden side af øen og rundt om lavinen. Uden benzin nok til at komme uden om lavinen så det ud som om, at vi ikke kunne nå frem til ældste Lay og ældste Ruefenacht i Tsuruoka.
Mirakuløs rejse
Modløse vendte vi om, som politiet bad os om. Jeg bad ældsterne i bilen om at ringe til alle medlemmer i Yamagata Menighed og se, om nogle af dem havde noget benzin, vi måtte få. Vi gjorde holdt og bad inderligt og trak på al den himmelske kraft, vi kunne. Vi bad om endnu et mirakel og vendte os igen til Herren.
Missionærerne ringede til alle aktive medlemmer. Men ingen havde benzin. Tankstationerne var løbet tør og var lukkede. Så følte ældsterne sig tilskyndet til at ringe til en mindre aktiv ven, bror Tsuchihashi. Vor himmelske Fader havde igen vejledt os. Bror Tsuchihashi kunne give os 20 liter benzin. Men for at møde denne gode bror måtte vi køre en time nordpå i den modsatte retning af, hvor vi gerne ville hen. Benzinen var en hjælp, men den rakte ikke til at køre udenom lavinen.
I tro kørte vi nordpå uden at vide, hvordan vi ville komme frem til de to andre ældster. Vi kom frem til byen Shinjo, hvor vi fik de 20 liter benzin. Kort tid efter modtog jeg et opkald fra præsident Yoshida, min rådgiver, som var blevet urolig over, at vi ikke var vendt tilbage. Han spurgte, hvor vi var, og da jeg sagde Shinjo, blev han chokeret over, at vi var kommet så langt på afveje. Han havde ingen chance for at komme ud til os og hjælpe os tilbage.
Så kiggede han på sit kort og sagde stammende: »Der er et lidt ukendt bjergpas, der fører fra Shinjo til ældsterne i Tsuruoka.« Herren havde beredt en vej for os præcis, da vi havde brug for at køre udenom lavinen. Den benzin, vi havde fået, var lige præcis nok til at køre sikkert udenom lavinen for at hente ældsterne.
Da jeg kontaktede hver eneste missionær efter jordskælvet og fandt ud af, at de alle var blevet ført til et sikkert sted inden jordskælvet og tsunamien, følte jeg mig så taknemmelig. To missionærer, der var blevet skærmet fra tsunamien ved at kravle op på fjerdesalen i et evakueringscenter, udtrykte deres taknemmelighed for at være i sikkerhed i en så stor fare.
De følte, at Helaman beskrev deres situation med disse ord: »Herren vor Gud velsignede os med vished om, at han ville udfri os, ja, således at han talte fred til vor sjæl og skænkede os stor tro og fik os til at håbe på vor udfrielse ved ham« (Alma 58:11).